At råbe på torvet

Kender du den trang, man får til at stille sig på en kasse, blottet for hæmninger og råbe sine drømme ud på torvet og ud over en folkeskare, i håb om at hele verden høre det? Den følelse kender jeg alt for godt, men har i tidernes morgen fået det råd, at når trangen dertil bliver for gennemtrængende og man slet ikke kan trække vejret i bare iver for at dele sine inderste følelser og tanker med verden, skal man stærkt overveje om der vitterlig er noget at råbe om. Man bør lige slå koldt vand i blodet, lægge låg på den boblende gryde, bevare jordforbindelsen og på ægte jysk manér, holde følelserne på et lav-niveau, uden armene i vejret og se tiden an, for tænk nu hvis du tager fejl.

Og I min verden er det da det dårligste råd man kan give en person, at skulle tøjle og lægge bånd på sig selv, i stedet for at hylde og glædes over at her rent faktisk er et menneske der udviser sand lykke og glæde, som man ellers kun husker fra barndommens dage, før fornuften overtog forstanden og følelser fik frit løb. Dengang hvor, når man slog sit knæ, så græd man af lungernes fulde kraft, upåvirket af andres meninger og holdninger til opførslen og hvor man i glædesrus kunne løbe rundt med hænderne højt hævet over hovedet, over sin nye cykel med hele tre gear.

Hvorfor skal man, i en alder af 34 år, være i total kontrol og sikre sig at man i ord og handlinger, ikke virker som et lalleglad fjols på speed eller blot et lykkeligt, naivt barn med blodet fuldt af sukker, i stedet for give slip et øjeblik og smide tøjlerne og tillade sig selv de største drømme? Men ak nej, vi skal helst hæmme den overflod af reaktioner og følelser der sprudler indeni, for det er det mest fornuftige og påpasselige at gøre, alt imens vi kvæler vores store drømme, håb og forventninger og lader dem putte i den kasse, hvor barndommens naivitet også ligger hengemt.

Så er det nu jeg går i baglås, alt imens jeg bander hvem end der fandt på janteloven, langt ind i helvede, hvis han ikke allerede er der! For jeg nægter simpelthen at tøjle min glæde når nu den endelig er her, jeg nægter at holde mig ved jorden når nu jeg langt om længe har lært at flyve og jeg nægter at tie stille når jeg nu endelig har noget der er værd at råbe om. Nej så hellere frem med kassen og op på podiet og råbe ud til verden, hvor freaking fucking lykkelig jeg er og med en overdøvende røst berette, hvor fantastisk det er at være mig lige nu. 

Jeg er måske lidt tosset, men jeg vil ikke se tiden an.... Min tid ER nu, så hør mig gjalde, ellers kan der købes ørepropper til spotpris i Silvan!

Dreaming Out Loud...