Not a choice

Det er fredag og jeg har indtil nu brugt dagen bag mit skrivebord, med hovedet begravet bag de store skærme, som desværre skjuler en del af den smukke udsigt ud over Tange sø, som solens stråler glinsende spejler sig, mens skovens høje træer rejser sig majestætisk i dens baggrund. Dette ville være den rene idyl, hvis det ikke lige var for alle de løse ender jeg lige skulle have knyttet inden fyraften, men jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke løftede blikket og svømmede et split sekund væk i det fantastiske sceneri, der tegnede sig foran mig. Foran mig på bordet lå udskrifterne af de layouts, som jeg har bakset med at få til at forenes til en større sammenhæng, lige ved siden af kaffekoppen der er indeholdt morgenens halvlunkne kaffe, som jeg ikke nåede at drikke. Mails har tikket ind, mobilen har kimet og en lang med god, arbejdsdag kunne endelig munde ud i en weekend, som tegner sig til at stå i hyggens tegn, med min smukke datter og min dejlige kæreste.

Bilturen hjem fylder mine hjerne med tanker om gårsdagens blog og den respons den har fået, som jeg ærligt skal sige satte en lille grå sky for den ellers så dejlige efterårs-sol der pryder denne dag og fik mig til at undres over andres indgangsvinkel til mig og mit liv. En blog der var skrevet og ment, som en beskrivelse af mig og mit forhold til det at stå midt i en forelskelse, blev til en meningsudveksling om mit valg af mand og tålelige grænser og gensidig respekt, blotlagt og foreviget på min cyber-legeplads, som jeg er flittig bruger af. Men til trods for min hyppige og til tider lettere sarkastiske tilgang til dette medie, har jeg dog ting i mit liv jeg ikke ønsker uddebatteret og som ikke er til diskussion, til beskuelse af hverken mig selv og mine nære. Jeg er skam stor fortaler for ytringsfrihed, men med det ansvar og de konsekvenser der unægteligt følger med vores handlinger.


Som skrevet, findes der grænser for alt her i verden og er de forskellige fra person til person, som de individualister som vi er og skal være, men jeg sætter min grænse når jeg ser mennesker jeg har nær trådt på, uden omtanke for at jeg rent faktisk elsker disse personer inderligt. At jeg betragter dette som manglende respekt for vedkommende er én ting, men det er i allerhøjeste grad også manglende respekt over for mig, men ikke i kraft af at jeg har valgt denne person i mit liv. For der er slet intet valg hvis man spørger mig...


Jeg har nemlig ikke valgt at være kæreste med Martin, som jeg vælger hvilke opgaver jeg vil begive mig i kast med på mit job. Han er ikke det visio-layout jeg fjerner blikket fra og kan fravælge, når jeg drømmende ser ud af vinduet og ønsker weekenden nærmere, selvom det projekt er en ganske spændende proces at tage del i. Han ER drømmen og er der konstant, uanset om jeg sidder med hovedet begravet bag skærmen eller jeg træder ud i virkelighedens smukke natur, med ham i hånden.

Jeg har ikke valgt Martin og han har ikke valgt mig. Vi føler (med og for) hinanden, vi mærker hinanden, tager del i hinanden og vi elsker hinanden, fordi det ikke kan og skal være anderledes og af samme grund hverken kan eller skal jeg have andres godkendelse, accept, tolerance eller blåstempling af ham. Han skal bare være Martin og kan ikke fravælges, hvis man ønsker mit følgeskab, for han er en del af mig!

Draw the line