Cementdukke med skår!

Selv de usårlige og stærkeste har et svagt punkt og hvis man vil have dem til at vakle, så handler det jo blot om at puste i vindens retning, når de alligevel er i modvind og det gælder skam også for sådan en fisk som mig. Jeg føler mig selv rimelig psykisk stærk, godt hærdet af tidens og årenes oplevelser på godt og ondt, men det betyder ikke at selv jeg, til tider bliver sendt til tælling og må trække mig i kampen, med den knap så tilfredsstillende andenplads.

Det er dog heldigvis ikke så ofte det sker, for jeg kan jo oprigtigt ikke bruge det til noget konstruktivt overhovedet, og det letteste ville da også være at tage sig sammen, smile til mundvigene sidder fast i opadgående retning og smøre olie på skuldrene og lade det glide af. Ja, altså let sagt, i hvert fald, for jeg føler jeg har været i en stime af følelses-bombardementer på det sidste, blevet beskudt fra uventede kanter, som havde jeg i min forbløffelse, stået som målskive for en vis hr. Blackman til X-factor.

Der har været kritikere, der har ytret sig om mig og hvem de mener jeg bør være, hvilken kasse jeg skal passes i, hvor i hierarkiet jeg burde være, efterfulgt af en negligeren af mine oprigtige følelser. Og så er det jeg undres over andres trang til at bedømme mig, ikke ud fra mine kvalifikationer, min ageren eller manglen på samme, men derimod på hvem jeg er som person og som menneske?! For at beskrive hvorledes jeg er og fungerer dybt inde, nødsages jeg jo så også til at blotte mig og det er jeg nok ikke en af mine spidskompetencer, med mindre jeg stoler helt aldeles på modtageren og forventer, at jeg ikke daler i vedkommendes agtelse af den grund. Her tager jeg nogen gange fejl...

Jeg besidder et filter, som har skærmet mig for de fleste dumsmarte bemærkninger og kommentarer, der er sendt min vej igennem tiden, som dog ikke er finmasket nok til at standse strømmen, når der dannes overtryk og det hober sig op. Og det behøver nødvendigvis ikke være, de store slemme udgydelser, der sætter prikken og i'et og får mig til at vakle, men selv de mindste ting kan få indflydelse i mit tankespin, når blot de er talrige nok og så er det desværre den første der gennemtrænger muren, der får betydning.

Skulle jeg fra tid til anden, skærer mig på barberbladet under bruseren, så bløder jeg skam også rødt blod, præcis som alle jer andre, men det betyder ikke at jeg frivilligt hiver plasteret af, for at blotte et gabende sår. Hvis jeg såres, så græder jeg også, og selvom I ikke får billetter til første række, med popcorn og cola, så betyder det ikke at det er en evne, jeg mangler. Jeg er dog heller ingen porcelænsdukke, der skal håndteres varsom eller ikke må "leges" med, og selvom glasuren er en smule krakeleret med årene, så er revnerne sjældent dybere end de kan klinkes. Mine nærmeste er min lim!

"Tina, du er jo altid så pæn, sjov, glad og dygtig..... " Gu er jeg ej! Jeg er pissegrim om søndagen, aldeles humorforladt kl. 6 om morgenen og brænder sovsen på. Og det vil jeg have lov til, fra tid til anden, for selvom jeg for det meste, stræber efter perfektionen, set med min optik, så er jeg og vil have lov at være ligeså almindelig som alle andre!

Jeg er jo også et menneske, et helt menneske og selvom det til tider sikkert kan virke som om jeg er usårlig, upåvirkelig og måske endda kølig, så er dette langt fra sandheden, men det er ikke alle der får lov at se dette. For mit indre er ikke en monsun, jeg spreder ud over alle, som en syndflod af sympati-søgende tårer, ligeså lidt som min vrede, hugger hovedet af den første og bedste, der skulle stille sig under min opspændte guillotine. Men indrømmet, det hænder og her er det jeg priser mig mere end lykkelig for min lille, men trofaste skare af nærmeste, som uden en blodsdråbe, kan se at jeg bløder og uden en tårer, kan se jeg græder og fuld ud accepterer det som en del af mig!

Jeg rejser mig dog altid igen, som en anden tumling og med en større bagage og en erfaring, der igennem følelsen af svigt, vrede og skuffelse, får vist mig (ikke hvem jeg er) men hvorledes andre i virkeligheden ser mig og tusind tak for det, da. For den kasse jeg hermed bliver sat i, skal jeg da med glæde udfylde til fulde, for en ting er sikkert... kan du ikke se hele MIG, kommer det sgu nok ikke til at ske nu!

You don't know me!