Et enkelt lille bogstav adskiller de to ord, som har vidt forskellig betydning, men for mig hænger de unægteligt sammen. Her taler jeg hverken om spøgelser, mørke rum eller frygten for edderkopper, ligeså lidt som mine tanker går imod arvævet på maveskindet eller de arrede øjenbryn fra sammenstødet med spisebordet, i en alder af 4 år. For selvom vi alle sikkert går rundt med en lille fobi i maven, for ottebenede kryb, små lukkede rum eller at få vaniseret ansigtet, er det ikke disse tanker der præger og hæmmer min hverdag og trækker de store veksler på mit tankespin.
Jeg anser ikke mig selv for en speciel ængstelig person, men der er dog stadig oplevelser og følelser, der kan ryste min verden og få jordskælv til at ligne en milkshake-maskine, især når disse påfører mig uvished og tvivl. For hvor ville jeg dog gerne vide hvad morgendagen bringer af drømme og håb, men samtidig vil jeg helst leve nuet ud i uvidenhed, gå med skyklapper og lade det være nok, for at undgå at se meget længere end hvad den nærmeste fremtid måtte bringe af oplevelser. Men jeg tør ikke, alene af den årsag at jeg mange gange har erfaret, at når man flyver over skyerne og leder efter guldet for enden af regnbuen, mødes man af en gammel, langskægget dværg og vil kæmpe med næb og klør for at beholde krukken, han har gemt bag ryggen.
Ikke at jeg ikke er villig til at kæmpe bravt for mine drømme og mål, men jeg kan kun kæmpe så længe at jeg kan sanse og dufte deres tilstedeværelse, selvom jeg ikke kan se dem, med disse blå øjne. Drømme er for mig, som luften jeg indånder, der pumpes med livgivende ilt, igennem mine årer, og får dette hjerte til at slå og jeg er ganske sikker på at den dag jeg holder op med at stræbe efter mine drømme, vil jeg heller ikke trække vejret længere. Men drømme har det med at ændre sig hen af vejen, især hvis deres duft ikke længere kan fornemmes når jeg trykker næsen imod puden, forhindringerne for at nå dem, bliver for store eller hvis de ikke længere har nogen nævneværdig værdi. Jeg er jo desværre ingen alkymist?!
Men det kræver også mod at give slip på sine drømme, eller rettere turde lade dem blive til andet end drømme, hvad enten det handler om at ændre dem, lade dem flyve bort eller give dem liv i den virkelige verden. Dette mod har det med at svigte os, når vi med frygt, ser på de ar vores fortid har påført eller blot forestiller os det værste senarie om fremtiden, som fokuserede vi på risiciene ved en livsvigtig operation og samtidigt med det i mente, kan jeg undres om jeg lever med forbehold?!
Men det gør jeg desværre, for selvom jeg ville ønske at jeg blot kunne slippe alle tøjler og lade frygt og skrammer, være den bagage man efterlader i lufthavnen, for at skabe plads i rygsækken til velduftende parfumer og hvad man ellers ynder at pryde sig med, så forsøger jeg at helgardere mig ved at skabe plads nok til en faldskærm. Faldskærmen er min indre stemme, der påminder mig om, at selvom jeg flyver højt på drømme, er den hårdtslående jord ikke så fjern endda, når jeg lader mig falde i freestyle og at jeg ikke bør springe solo, før jeg er sikker på instruktøren er ædru og ved alle sine sansers fulde brug og vil bistå mig og bringe mig til sikker landing.
Stop, stop, stop, Tina.... Hvad fabler hun dog om? Kryb, dværge, drømme, operationer og faldskærme, som er smidt sammen i en pærevælling af metaforer, for (temmelig langtrukket) at beskrive et faktum, der kan siges meget kort:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar