Hvordan ved man egentlig, om man er snublet over den perfekte mand, som opfylder den uendelige liste af krav og forventninger, vi kvinder har for vane at opstille, men som de færreste reelt kan leve op til? Og er det overhovedet muligt at få ham, når barren flyttes et hak højere, ved forventningen om, at han altid vil træffe det rigtige valg, alene i kraft af hans ufejlbarlighed? Det sætter utvivlsomt den stakkels mand, under et enormt pres og det ville overraske mig meget, hvis ikke en lille potion præstationsangst, ville udmønte sig i handlingslammelse, som en hare, der er fanget i billygternes skær. Skal han løbe frem, tilbage eller blot stå stille og håbe på at det hele nok går af sig selv, hvis blot han venter længe nok?!
Nu ved jeg rent faktisk ikke, hvad der sker inde bag pandeskallen af den perfekte mand, når en kvinde som jeg, pludselig bader ham i et spotlys af komplimenter og betaget afventer hans reaktion, da jeg hverken er synsk eller har de store erfaringer, med denne sjældne race. Men det betyder ikke, at jeg ikke ved, hvad der gør ham så pokkers fantastisk, set med mine øjne og hvorledes han ganske ubevidst, placeres på den oplyste pedistal, hvor der ikke er mulighed for at vælge andre veje, end op eller ned. Min mr. Right, ser jeg således:
Han, ikke alene, nyder det han laver i sit daglige virke, men han mestre rent faktisk også, at være god til det, samtidig med at han stræber efter at blive endnu bedre. Med andre ord, han ved endnu ikke hvor dygtig han er og har en naivistisk tilgang til nye udfordringer, som et barn, der modigt tager sine første skridt og endnu ikke ved at man til tider, vil snuble.
Han besidder empati og nærvær, selv på afstand og ikke fordi det er noget han har tillært sig, for at kunne charmere det andet køn, til kvinden sidder godt viklet ind, som en hornfisk på silkesnor, men fordi hans liv leves med hjertet. Hans livsværdier, er hans guide til et liv i ro og harmoni, og han giver ikke køb på dem, for et øjebliks euforisk rush, for han evner slet ikke at være afstumpet, hverken i forhold til sig selv eller andre, og selvom det ydre kan fremstå en smule amputeret, ses han som det komplette og fuldendte menneske.
Han har en karisma, der straks fylder et rum og smitter som luftbåren ebola-virus, så snart han betræder det og han kan med sin dybe stemme, fange hvert ører, uden så meget som at skulle hæve tonelejet og med sin drengede latter, afvæbne enhver forberedt bagholdsangreb. Hans ord bliver serveret, velovervejede og eftertænksomme, uden at de pakkes så godt ind, i glinsende papir og gavebånd, at de mister deres betydning og mening. Han har desuden en fantastisk evne til at tie stille og lytte, som er han momentært statist i en stumfilm, og på mærkværdig vis føler man sig hypnotiseret, til en ucensureret talestrøm, som han indtager, smager på, analyserer og vurderer, for efterfølgende at dømme og kommenterer, med samme stilfærdighed.
Hans flor-lette og blide berøring kan få, selv den mest jordnære kvinde til at lette og flyve, i den vished om at hans faste favntag, er så stærkt at hun aldrig kommer til at svæve i intetheden alene, og at han altid vil trække hende til sig, skulle tyngdekraften ophæves. Hans kys rammer, som små varme regndråber, på en sommerdag, efter lang tids tørke, men efterlader sig en atmosfære om en kommende monsum og man venter blot på at himlen skal åbne sig, til den store livgivende skylle, så de små frø kan vokse sig til trækroner, der rækker højere end øjet kan se.
Dette er min Mr Right, min Loch Ness og det værste er, at han ved det slet ikke. Han har endnu ikke opdaget, hvor perfekt han er for mig og hvor længe jeg har søgt efter denne sjældenhed, som en anden uddøende race, der måske er den sidste af sin art. Hvor værdifuld jeg ser ham og hvor meget jeg frygter, at han aldrig kommer til overfladen i min verden, men ender i min scrapbog, som et glimt af hvad der gemmer sig derude, men aldrig opnår!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar