mandag den 20. februar 2012

Det lille stik...

Er du jaloux? Mange vil sikkert svare, så absolut NO FREAKING WAY, til dette spørgsmål og bedyre at denne følelse, ikke alene er altødelæggende for et forhold, men også er et ord der ikke findes, på deres Google Translate. At jalousiens grimme ansigt, kun viser sig ved manglende tillid, når usikkerheden bliver den mest gennemsyrede faktor eller når man ikke selv, har rent mel i Ikea-krukken, man netop har erhvervet sig for at holde alverdens utøj ude.

Selvfølgelig er jalousi en forfærdelig, destruktiv djævel, når den udmønter sig i restriktive begrænsninger og projekteret skyldfølelse, eller når den er aller værst, med en psykisk eller fysisk voldshandling til følge. Og ligeså forfærdelig jalousien opleves, af den skinsyge part, ligeså uforståelig er den for modtageren, som ikke begriber hvorfra mistilliden kommer og hvorledes den bør håndteres. Dette er en ond cirkel.

Men der findes også den gode og bekræftende jalousi, som set med mine briller, kan være med til at give et forhold vitalitet og det livgivende pust, som man til tider kan mangle. Det er den, der giver et lille stik, som nødvendigvis ikke kræver nogen handling, men som alligevel rokker en smule ved vores, ellers så stålsikre tro på det romantiserede ejerskab, at vores livs kærlighed befinder sig præcis på der, vi efterlod vedkommende. Og den skal vi ikke på nogen måde skjule, overse eller nedgøre, for den er blot med til at bekræfte os i, at kærligheden er som en skrøbelig rose, der uden næring og pleje, vil visne og tabe de smukke kronblade, som dufter så fantastisk.

Vælger vi derimod at ignorerer den lille jalousi eller endda skabe illusionen af det modsatte, ender vi med en plastikblomst, som måske for evig tid vil fremstå farverig og uden torne, men som aldrig vil føles ægte, reel og være total duftfri, hvis den da er af ptalat-frit materiale. For i min verden skal kærlighed føles, duftes og sanses, også når den fra tid til anden giver sig til kende ved andet end bevingede insekter i maven, sporatiske svimmelhedsanfald og momentær euforisk sindsyge. Evner du slet ikke at føle jalousi, i selv den mindste form, vil jeg påstå at du er blevet franarret en gave, som faktisk kan være så ganske fantastisk og det er da i øvrigt en kærlighedserklæring af format, at du kan vække den følelse ved din partner!

Tilbage til mit indledende spørgsmål, som jeg jo så også passende kan rette imod mig selv. Er jeg jaloux? Ja, beklager, men vel er jeg da det, også selvom jeg til tider forsøger at bekæmpe og ignorere den, for at beskytte mig selv for de spidse tornes stik. Men samtidig forsøger jeg at minde mig selv om, at når følelsen dukker op, er det blot mit indre, der vil sikre sig, at jeg ikke går i stok og fortæller mig at jeg bør værdsætte den kærlighed, jeg så uselvisk får foræret og arbejde for at opretholde den og bringe den, til endnu ukendte højder. Tager intet for givet længere!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar