Ulv i fåreklæder! Dette label har vi vist alle givet mennesker, vi har mødt på et eller andet tidspunkt og som trådte os lidt forkert over lilletåen, som i forvejen er øm af for smalle stiletter, og som viste sig at have andre og mere slette værdier end vores. Det er mennesker, som alle andre, men som enten har en evne til at fremstå som andet end den de er, eller også har vi selv sat barren i en højde, som ikke engang en stangspringer ville kunne nå og vi må skuffede se dem dratte af pedistalen og ned på et menneskeligt plan. Bevares, der findes naturligvis også dem, der blot mestrer løgnen og usandhedernes kunst og som med hånden på biblen og med deres afdøde forældre i mente, kan sværge stolpe op og ned, uden at man kan spotte det mindste tegn på udvidede pupiller og svedperler på panden.
Vi har alle stået med den følelse, at mennesker vi gav vores tillid, ikke fortjente den og vi kunne ønske dem hen et sted hvor monsunregn, malaria og hajfyldte farvande, ville stå mål med deres personlighed. Hadet og vreden tager hurtigt over, som et skjold for vores egne bristede illusioner og det gør det lettere at håndtere vores omgang med disse personer, på vores vej videre. Andre gange har vi ikke tilladt dem tæt nok på, til at kunne nå ind til vores følelsesregister, fordi vores intuition eller mavefornemmelse har advaret os, med store larmende bogstaver, at man synker dybt, når man bygger slotte på kviksand.
Jeg tror altid at vi vil være præget af vores møder, med varulvene i det fluffy-uldne outfit, for selvom de måske ikke fortjente vores opmærksomhed, indsigten i vores inderste og de efterfølgende tårer, så har vi også lært noget. Vi lærer at ikke alle vil os det godt og det er ingen dårlig lærdom, så længe det ikke afholder os fra at være åbne for alle andre, med knap så mange lånte fjer som forklædning og jeg kan personligt sige, at jeg finder det som noget af en udfordring. Især når man nu har en forventning om, at vedkommende blot venter på at sætte hjørnetænderne i den tyndeste hud på halsen og på bestialsk vis, tage for sig af dit liv, uden at give noget retur.
For hvad pokker stiller man så op, når man står overfor mennesket i ulveklæder, som ved at det ydre skræmmer, men forsøger at kaste den kåbe og blotte sit sande jeg? Når mennesket, der ifølge alle indre alarmklokker burde tappe dig, udnytte din naivitet og med knuste drømme til følge, viser sig at give mere end du troede var muligt?! Når ulven viser sig, at være alt andet end et glubsk vilddyr, der planlægger et bagholdsangreb, men blot søger optagelse og accept i din flok og et partnerskab ved din side, hvor drømmende skal udfordres sammen og hylene imod månen, udføres som duet?!
Det er svært at turde indgå et nyt partnerskab og endnu sværere at lade være, for arrene fra den sidste varulvs tandsæt, står tydeligt frem i dit spejlbillede, alt imens et andet menneske, gentagne gange lader sin bløde mund ramme din hals, uden at efterlade så meget som en antydning af brudt skin. Jeg ved at jeg selv vælger at blotlægge halsen til bid og at det måske blot er et spørgsmål om tid, før jeg såres, men når nu kyssene føles så ægte, er det svært ikke at overbevise mig selv om, at det ikke sker... Offerrollens panser klæder desuden ikke nogen og arrene kan jo heldigvis dækkes med make up, men derfor føler jeg nu ingen trang til at være bidedyr, for kløende hjørnetænder, selv i fuldmånens forførende genskin!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar