Det er dog de mest utrolige ting, man skal have skudt i skoene til tider, uden man hverken har gjort det ene eller det andet. Nåh ja, bevares, jeg tænkte det, men jeg tænker så meget, og det er da absolut ikke ensbetydende med at jeg har tænkt mig at føre det ud i livet, og på uhæmmet vis lade alle blokader falde.
Men tænk dig engang, hvis vi altid, førte vores tanker og dagdrømme ud i livet, uden at skulle holde på normerne?! Puha alene tanken gør mig ør, for jeg tror mit liv ville være mere spændende end godt er og med det tankespin, jeg konstant render rundt med, ville det blive som en sæson af Big Brother på replay.
Og jeg synes faktisk ikke jeg har de store hæmninger, selvom jeg dog udemærket ved hvorledes man bør opføre sig til middag, med hvid dug, ved svigermor, uden at man behøver sidde og krumme tæer eller stoppe maden i halsen på mig, for at stoppe talestrømmen. Men jeg kan jo ikke love at der ikke sker en smutter engang imellem, når der ikke er langt fra tanken og til at det kan leves ud i livet, og jeg har ladet mig fortælle at mine øjne fortæller, when I have a bad mind. Det blik, man kender fra små børn, lige inden de smadrer skovlen i hovedet på Rasmus, eller er ved at stoppe den nyopgravede regnorm i munden, for en sanselig gourmet oplevelse.
Jeg hverken slår eller spiser regnorme, men inde bag pandeskallen, hænder det da, at den skadefro Tina, med imaginære telepatiske evner, får frit lejde til at gøre de mest utrolige ting, som en anden "Carrie." Det er ikke et fåtal, der pludselig har fået et udbrud af akne, samtidigt med at deres stol pludselig forsvinder under deres po po, altså i mine tanker og det er jo ganske forfærdeligt slemt. FY Tina!
Men nu er det jo ikke kun dårlige ting, jeg forestiller mig kunne ske i næste øjeblik, selvom de nok ikke altid går under kategorien lødige. Uha, som jeg har lagt mange en mand ned, blot ved tankens kraft, for derefter at slæbe ham op af kirkegulvet, uden at han har kunne protestere det mindste, og hvor han med glæde og hjerter i øjnene, har sat en hinkesten på min finger. Jeg har forført ham, uden at skænke en tanke hvem der så på, men blot med mit eget begær, min lyst, mit behov for øje....Altså i tankerne. Bab, bab, må ikke!
Så er det gudskelov at jeg har min gode opdragelse, til at påminde mig om at visse ting har det bedst af at forblive bag min iris, også selvom at hvis man kigger dybt nok, kan se filmen der afspiller sig i mit hoved. Så, bare rolig, jeg gør det ikke, men du kan fandme tro jeg overvejer det nøje, hvorledes jeg kan få den film på det store lærred! FYYYYYYYYYYYYYYY......!!!
Det vil blive noget af en spillefilm:0) Engang imellem er det ok at tænke andre gange skal man bare give los men det ved jeg du kan og gør.
SvarSletJeg giver slet ikke los, men som jeg fik det beskrevet igår, har jeg nok en stor appetit på livet og hvad det måtte bringe med sig!
Slet