Hvor jeg dog elsker kunsten at farvelægge, formgive og modellere med ting, og se det transformere sig, hvad enten vi taler i ord, tegninger, malerier eller endda mit ansigt. Jeg drømmer mig langt væk i den leg og de muligheder, der viser sig når man står med et kønsløst og tomt lærred, som blot venter på at mine strøg giver det liv og vitalitet, men jeg må også indrømme at jeg ikke får gjort det nok.
De sidste mange "værker" har været på bestilling og ikke bundet i den store kreativitet, men alene en gengivelse af et foto, kopieret på papir med den spidse blyant og det kræver ikke den store kunst, men mere disciplin og koncentration. Så er jeg jo ikke meget andet end en kopi-maskine?!
Men når jeg lader drømmene få liv på papiret, er jeg udenfor denne verden og timerne flyver afsted, mens alt omkring mig står stille. Smøgerne ryger sig selv op, en efter en, i askebægeret og kaffen, der før dampede skoldhed, ender som en småkedelig kold cacaomælk. Det er et spil solitare, som jeg endnu ikke har kunnet dele med andre, dels fordi det meste af processen foregår i mit hoved og dels fordi de fleste betragter det som en evne, de ikke selv besidder. Men kunst handler for mig ikke om evner, kunnen eller håndværk, men mere om en ekstra sans vi har fået at se verden med og hvor nogen blot evner at vise det i en anden udtryksform.
Nu er jeg ikke den store analytiker hvad angår kunst, men ved blot hvad der behager mit øje og tricker mit eget tankespin, som jeg får afløb for i mine egne skriblerier, både her og på papiret og til tider også lærredet.
Stadig er jeg dog bedst til gengivelsen, i en så nøjagtig kopi som mulig og selvom jeg ville ønske at jeg kunne få tankerne frem, alene ved farvevalg og sporatiske penselstrøg, kan jeg lide at fordybe mig i detaljerne, hvilket nok desværre ikke overlader meget til andres fantasi. Min verden er måske ikke særlig abstrakt?!
Jeg har altid, fra barnsben, tegnet meget og det er sjovt at sidde og se sine gamle tegninger igennem, hvilket jeg i dag kan takke min mor for at mappeføre, helt fra dengang jeg havde hvide sløjfer i rottehalerne. Det slår mig dog, når jeg bladrer igennem dem, at jeg tegnede lidt anderledes end mine jævnaldrende, for hvor deres sole næsten altid havde et kæmpe bredt smil og husene var tegnet i én dimension, var mine tegninger i stedet oversået med detaljer, uden blanke pletter og tegnet fra et to-dimensionelt perspektiv. Måske er det mine manglende naivistiske sol-smil og blå fluffy lammeskyer, der gør at jeg ikke føler jeg mestrer den abstrakte stil, for det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt mig ud i denne del.
Jeg kan sidde her i min stue og kigge på en serie af tre malerier, jeg startede for 4 år siden og som jeg besluttede ikke skulle forestille andet end mine tanker, følelser på netop det tidspunkt. Og selvom jeg har lagt liv og sjæl i de billeder i forsøget på at fortælle min historie, har jeg stadig en følelse af at de er ufuldendt, når jeg ser på dem, men hvad mangler?! Måske mangler der endnu flere lag, med spartel, tin, folie og oliemaling, ovenpå det simple pulsslag, der startede det hele, da jeg stod i en meget livsbekræftende og dog sørgelig tid i mit liv?!
Jeg kan kun komme på én ting der mangler, som dog rækker udenfor egne evner og indflydelse, for at fuldende det samlede billede, af min verden..... Lidt som den manglende brik i et puslespil, som ikke var med i pakken, men som fuldender motivet. Der mangler endnu et billede, en happy end, som jeg ikke kan male alene! Så dette er min bøn til dig, som kan....teach me how, or.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar