Hvad er dine værdier og her beder jeg ikke om prisen på dit dyreste fodtøj?! Jeg synes jeg har taget stilling til så mange af mine, i løbet af mit voksenliv og alligevel, føler jeg at de konstant afprøves og testes om de nu også kan holde vand, uden at jeg mister noget af mig selv. Det er en svær knivsæg, at bevæge sig på, når ens verden rent hypotetisk er meget sort/hvid og pludselig blusser op i alle regnbuens farver og man går på kompromis med sine egne holdninger, for at følge sin mavefornemmelse. For mine værdier og holdninger, taler ikke altid samme sprog som mit indre, og her taler jeg ikke om den knurrende stemme, når sulten melder sig, men om den indre stemme der kan retfærdiggøre enhver urationel handling.
Jeg kunne sagtens gøre mig som brevkasse-redaktør for et kvinde-magasin og udbrede min vifte af holdninger og gode råd, som med fornuftens stemme, kunne liste do's og don't's op og få det til at fremstå som det eneste rigtige at gøre. Det er straks langt værre når brevet, der skal besvares, har mig selv som afsender, for jeg kender skam godt mine holdninger og værdier, men jeg vil nok også altid søge svaret i en anden retning og håbe på thumbs-up-ikonet på at jeg ikke er så tosset endda.
Men jeg er slet ikke altid så fornuftig, som jeg udgiver mig for og min store akilleshæl er min evne til at argumentere, for de bolde jeg ville råde alle andre til at lade ligge, kan jeg uden at tøve, finde en grund til selv at spille. Mange citater og sangtekster fortæller mig at jeg "only live once" og at livet er for kort til at fortryde og de ser også tiltalende ud på skrift, med skråskrift og oversået med hjerter i marcipan, men sådan er livet jo ikke, vel? Livet i lille Danmark er jo ikke et klip fra det tyvende århundredes Askepot, "Pretty Woman", hvor helten og heltinden får hinanden i enden og skurken får en lang næse, godt udtværet i deres lykkerus, er det?! Hvor titler og status er noget der er uden betydning, hvor andres mening er noget de kan stoppe op hvor solen ikke skinner og hvor kærligheden har den største vægt af alle?!
Og alligevel fastholdes jeg i troen på, at jeg kan være mere og andet end den jævne jyske pige, som blot har ventet på miraklet kunne ske og som trodser fornuften, for at leve drømmene ud og opnå den euforiske lykke. At jeg er den Askepot, som blot venter på at prinsen finder mig, i mine lasede klæder (okay, så HM-tøj) og indser at jeg i virkeligheden er en prinsessetitel værdig og bortføre mig til et liv ved hans side. Men jeg er ingen ægte Askepot, for det første fordi jeg ikke ejer et ildsted og det eneste aske jeg tømmer, er de røgne cigarretters eftermægle og for det andet fordi jeg inderst inde godt ved at eventyr er noget der findes i drømmerens verden alene. Altså min verden!
Gad vide hvorledes Askepot's eventyr havde set ud, hvis det var skrevet i dag? Mon hun havde været lidt mere kostbar og fortalt prinsen at hun var en selvstændig kvinde og ikke kunne charmeres med en ridetur og en manglende sko, for dem kan vi sgu altid købe flere af, men at han kunne komme igen på 3. date og få svaret om han var mand nok til hende? At der skulle mere end en enkelt dans og lidt søde ord, til at komme under hendes skørter, mens han er midt i en selektions proces (ballet) om hvem der skal være den heldige arving af hans kapitalpension?! Prinsessen med blåt blod og grimme sko eller fattigrøven med de smukke drømme? Tough choice!
Askepot var vel ikke fornuftig, men blot heldig at eventyr på den tid, altid endte lykkeligt. At prinser var ridderlige og målsatte mænd, som jagtede verden rundt, klatrede tårne, nedkæmpede drager og onde stedmødre, blot for at få deres prinsesse! Hendes værdier og holdninger var at pippe, med fuglene hun var iblandt og så håbe på at hendes mave kunne lede hende til en bedre verden, hvor aske var glemt og fortrængt og noget andre kunne feje op.
Hvad vil jeg sige med alt dette? Måske bare at jeg holder op med at ryge, den dag prinsen kommer med min glassko, uanset hvad fornuften og mavefornemmelsen fortæller mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar