Jeg elsker dig! Vi har forhåbentlig alle været til stede, i det fantastiske øjeblik, hvor de tre, små magiske ord falder, hvad end man er modtager eller giver. For mig har disse ord en enorm betydning, uanset om jeg står med smeltende hjerte og tager imod eller om jeg ikke selv kan finde andre ord, der er mere passende og jeg har endnu aldrig ladet disse ord kommer over mine læber, uden at det kom var mit indre. Ordene er aldrig sagt ud fra holdning eller beslutning, for at gengælde eller for at opnå en handling, men alene for at understrege og beskrive, hvem mine drømme omhandler.
Ja, nu ved jeg godt at der findes mennesker, der kan smide om sig med disse ord, som var de ved at anlægge en ny græsplane, for derefter at tromle, den stadig golde jord og afvente de grønne spirers gennembrud. Og det er der heller ikke noget galt i, så længe man også husker, at vande og gøde de spirende frø og ikke glemmer at ordene ikke vokser sig store alene, ved blot at så dem i andre. Hverken græs, ord eller kærlighed har, så vidt mine beskedne havekundskaber og livserfaringer fortæller mig, nogensinde vokset sig store, ved blot at betragte og afvente. Det er hårdt arbejde at elske, og det kræver, præcis som græsplænen, flid, vedligehold og til tider sved på panden, før man kan nyde synet af de grønne strå, svajende i takt med vinden. Og som årstidernes skifte, vil vi også opleve at bladene til tider vil dækkes af den kolde hvide sne, men så længe vi påmindes at græsset stadig står grønt, under det vatterede lag, vil det være værd at stå vinteren igennem og vente på forårets komme.
I mit liv har jeg mødt mænd, der elskede mig, i hvert fald på et tidspunkt og på hver deres måde, men jeg har også mødt dem, der ikke hurtigt nok kunne finde asfalt-maskinen og den grønne maling frem, når snefyldte skyer trak op. Jeg har nok inderst inde vidst, hvornår det var ægte og hvornår det var, næste forventede træk, i kærlighedens brætspil, men alligevel har jeg taget ordene til mig, mens jeg ventede på den gødning, der skulle få mig til at spire. Jeg visnede dog ned, når plænen fyldtes med tusindfryd. Den lille fine blomst, som jeg i barndommen rev bladene af, mens jeg forsøgte at spå om min naive kærligheds følelser, for lille mig. Elsker mig / Elsker mig ikke-blomsten er nok smuk, men den er dog som ukrudt for et forhold, med dens ubeslutsomhed og modsat det frodige græs, er den aldrig at finde under sne, men står kun i flor for en stund. Ikke alle smukke blomster har smukke intentioner og kan kvæle de spæde spirer, inden de får nok rodfæste til at modstå en vinter.
Derfor vil jeg sige, hvis du sår dette frø og blot afventer at høste frugten af dine ord, så kommer du til at se på gold jord meget længe. Hvis du derimod plejer din sæd (var ikke ment lummert....næsten), så kan jeg love dig, når ordene rammer dine egne ører, vil du kunne høre græsset gro og se spiren række, begærligt imod himlen! Når ordene kommer over mine læber, er det ikke for at gengælde dine, men fordi jeg vil gro med dig, svaje ved din side og elske under stjernerne, i hvad der bliver vores hemmelige have!
En smuk ode til kærligheden i dens dejligste og varmeste afskygning... Tak for det :)
SvarSlet