Collateral Damage!

Jeg sad i bilen, på vej hjem fra min skønne veninde og tænkte over, hvad dagens blog skulle dreje sig om og jeg havde faktisk det meste af tanke-spinnet på plads i hovedet, lige fra overskrift til det vanlige link, som jeg altid understreger mine blogs med. Jeg satsede på en times skriveri, efter min datter var lagt i seng, efterfulgt af et blik på et layout, der skal laves om og gerne være klar snarest, hvis vi da endelig skal komme videre i det projekt, der har stået stille for længe. Inden dette skulle diverse gøremål afvikles, så som ned med affald, sætte vaskemaskine- og opvasker i gang og tømme postkassen for den evindelige strøm af reklamer og rudekuverter, som bliver ved med at komme til trods for vores papirløse samfund.

Iblandt lå en stor kuvert, hvilket sagtens kunne have været en af de mange ting, jeg i et svagt øjeblik, har indkøbt på nettet, men blot havde fortrængt eller måske havde jeg for en gangs skyld været den heldige vinder, af et eller andet smart?! Det var dog hundesnoren, jeg glemte i julen ved mine daværende svigerforældre, som både jeg og hunden dog sikkert havde overlevet uden, men som pludselig også var en påmindelse om at have haft en familie af andet, end mit eget blod. Vedhæftet var et langt og håndskrevet brev og det var med blandede følelser og et stille suk, jeg påbegyndte læsningen af beskeden jeg ikke havde ventet.

Det gav et sug i maven og for første gang i lang tid, trillede tårerne ned af mine kinder, for det var ikke alene smukt af dem at skrive, men indholdet beskrev deres følelser for min datter og mig, til trods for den korte tid vi har kendt hinanden. Det var/er hjertevarmt og bekræftende, og alligevel afsindigt trist at erfarer, at man har berørt andre mennesker, så dybt og inderligt, blot ved sin tilstedeværelse og nu også har påvirket dem, med beslutningen om at bryde forholdet til deres søn.

Det var uventet og bragte mig grædende i knæ, men bekræftede mig også i følelsen jeg havde, da jeg mødte dem for første gang, sommeren sidste år. At vi havde en god kemi og hurtigt skabte et bånd, som stak dybere end blondinen, der var med på slæb og det gælder hele den familie. De er naturligvis uforskyldt i dette og selvom det ikke kunne være anderledes, smerter det mig dog, for vi var jo også kommet til at holde afsindig meget af dem. De er nogle fantastiske mennesker, som åbnede deres hjerter og hjem for min datter og jeg, og alene for det er jeg dem evigt taknemmelig, men det er desværre ikke nok at bygge på.

Uanset hvorledes udfaldet kunne have været, må vi se i øjnene at båndet, der bandt os sammen nu er brudt, men vi kan dog glæde os over at vi fik muligheden for at sætte fodspor i hinandens liv. Det trøster mig at vide at de havde ligeså positiv en oplevelse af vores sammenbragte liv, og jeg kan love at jeg aldrig vil glemme dem, selvom vores veje måske skilles her. Der vil dog altid være plads, til en sludder og en kop kaffe, hvis de skulle lyste dette, for selvom de måske føler de betaler en pris for vores valg, behøver det naturligvis ikke være sådan.

Jeg vil gerne sige dem tak fordi de inviterede min datter og jeg, ind deres inderste, tak for det smukke brev og vil afslutningsvis give dem mine varmeste anbefalinger, til den pige der får dem som svigerforældre en dag.

Vi har dog minderne!