Eller det vil sige, at det gør jeg åbenbart alligevel ikke, for nogen gange så kan jeg alligevel ikke helt lade være, selvom min hjerne har fortalt mig at jeg burde lade ligge, hvad ikke kan (for)stå. Lidt som at håbe på at flødekagen ikke feder så voldsomt, hvis den indtages med en fin lille kagegaffel, i stedet for at blive kørt direkte ind på mundens transportbånd, hvor man i sin iver får indsmurt fjæset godt og grundigt og den ellers så fine make up, er afløst af jordbærmarmelade. Uanset hvad, rammes man af realiteterne, kiloene suger sig fast og fløden smager sur!
Dette er dog ikke en blog om kager, desserter eller andre fødevare, men om at man skal vælge med omhu og ikke glemme sin viden, selvom den pludselig prydes af en marcipanrose. For glemsomheden giver bagslag og man kan ikke lære gamle duer, nye ruter, i hvert fald ikke uden Guldkorn og ligner det en spade, så bliver det aldrig til en nypoleret sølvske.
Jeg er selv, til tider, en spade, når jeg på jomfruelig vis, lader mig fange og indhylde i ord og kaster selv samme afsted, i håbet om en konstruktiv modtagelse, men velvidende at dette sikkert først sker, når helvede fryser til is. Why bother then, og det kan jeg nu også spørge mig selv om, for den kølige modtagelse eller mangel på modtagelse overhovedet, kommer jo egentlig ikke som det store chok, men er nærmest ventet. Man ved jo efterhånden godt, at når den smukkeste blå himmel, overdænges af sorte skyer og blæsten gør det svært at stå fast, kommer det ikke til at regne med honning.
Jeg burde måske blot indkøbe en større paraply og en drypbakke, hvor man kan håbe at nøjes med at blive ramt af enkelte dråber, i stedet for at stille sig face-on og afventende på at tsunamien rammer, med en drinkparasol som eneste værn.... Jeg hader i øvrigt at være det (for)tyndede øl!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar