Brøleaber og klokkefrøer

En historie fra den virkelige verden.

"Telefonen ringer og Louise svarer, som altid med den samme velkomst som hun sender igennem ledningen mange gange, i løbet af sin arbejdsdag på lageret. I den anden ende er Birthe, som er temmelig irriteret over at hun nu igen står med en forkert leveret varer og lader sin vrede få frit løb med en svada af vrissende beskyldninger. Louise gør sit bedste for at forstå og råde bod på fejlen, med lovning om at hun naturligvis straks vil undersøge sagen nærmere og finde en løsning og samtalen afbrydes. Hun letter sit hjerte til Jakob, med sin frustration over den manglende respekt hun lige føler hun har oplevet og er træt af at blive tiltalt på den måde, som hun hverken finder rimelig eller særligt voksent. Jakob kan godt se problemet og ønsker på bedste vis at støtte sin kollega og de to tager emnet om Birthe op i frokost pausen, med en fjerde part, Susan, som allerede har et horn i siden på Birthe, som får referat af den ubehagelige telefonsamtale og med stor glæde lapper det i sig. Tina (mig, femte part) overværer, med stor undren, deres diskussion om løsningen på problemet, hvor deres bedste bud er at smække røret på, med ordene "så kan hun lære det..... Det er det eneste der virker på sådan nogen" og hvis dette ikke hjælper må vi gå til lederen (sjette part), så han kan sætte hende på plads!"

Dette får mig til at tænke på, hvorfor det er så svært at tage et ansvar for, hvordan andre behandler én og selv sætte grænsen for hvornår nok er nok og bægeret er fyldt? Hvad løser det at reagere med samme vrede og smække røret på, og vil det ikke blot ville vække endnu større vrede og røde lamper, end der var i forvejen? Og hvorfor er det lige at det skal vendes med alle "staldens køer", på nær den det drejer sig om, inden man kan finde ud af at der skal gøres noget ved det? Spørgsmålene er mange og jeg forsøger mig lige med mit bud på en eventuel forklaring og mulig løsning.

Problemet ligger imellem Louise og Birthe og bør i første omgang forsøges løst der, ved at den forurettede åbner munden og fortæller hvor grænseoverskridende den samtale er og at det gør hende utilpas. Hun har i min verden, selv et ansvar for at sætte sin grænse og gøre modparten opmærksom på at hendes opførsel er uacceptabel, inden hun inddrager andre parter. Det handler i allerhøjeste grad om at gå til hestens mule og ikke til røven....der kommer altid det samme ud og det dufter sgu aldrig godt! Men behovet for ikke at stå alene i sin kamp og evt. lade andre agere skjold, kan være meget tiltrækkende, men netop her mener jeg at man kravler på et endnu lavere niveau, end brøleaben, der selvfølgelig skal tale sober og ordentligt. Det er nemlig heller ikke i orden at hænge vedkommende ud, til gud ved hvor mange forskellige, alt imens personen, tror at det rent faktisk hjalp til en løsning at tale med høj skarp røst og sammenbidte tænder, men uvidende er blevet samtaleemnet over den dampende kaffe og de sammenrullede stykker stanniol.

Jeg kan sikkert selv til tider være en brøleabe, i min iver for at skabe et resultater og kan da også have behov for at få af vide hvis jeg har trådt for langt og overskridt grænser og tage det ansvar der følger med, til egen selvransagelse. Men hvordan pokker skal man kunne ændre en handling og en væremåde, som man aldrig bliver gjort opmærksom på er forkert, men som gang på gang skaber den ønskede effekt, alt imens omverdenen stille kvækker, hviskende ud, med småklynk og med volumen sat på mute.

Tag bladet fra munden, drop offer-rollen og face the fact at det er din kamp og dit ansvar!

Pack up!!!

All in one...

Kender du det at du for en stund trænger til at træde ud af din vante rolle, og blot trække vejret uden forventningen om at der kommer forklaringen på livets store spørgsmål og en skudsalve af satire, ud af munden ved hver udånding? Dette behøver nødvendigvis ikke være et bevidst valg du træffer, men omstændigheder der blot falder sammen og du bliver sendt i pitt for en optankning, og træder af banen, for at vende frygteligt tilbage med fornyet kraft. Og enhver vil sige, at denne del skal der naturligvis være plads til, men alligevel spotter vi hurtigt en ændring og forsøger at guide vedkommende tilbage til den ageren, vi selv nyder bedst af og som vi holder af, eller dreje personen foran det spejl i spejlkabinettet vi syntes reflekterer vedkommende bedst, for at drage en sammenligning til en tidligere blog.

Jeg er på det sidste blevet gjort opmærksom på at min kant savnes, endda på en ret markant og skelsættende måde, som havde triste konsekvenser og nu også af min kæreste, som nok er den person, foruden min datter, der sliber mine kanter mest og som jeg har et noget anderledes forhold til end vennerne, rødderne fra bloggen eller gutterne på job. Og jeg tager det naturligvis til mig at jeg skal passe på ikke at miste den attitude, som nu har fulgt mig igennem 34 år og som nok er et varemærke jeg har fået brændemærket i panden fra barnsben, men som til tider fremstår tydeligere end alle mine andre facetter.
Jeg er dog også ligeledes af mine nærmeste venner og veninder blevet gjort opmærksom på at jeg virker gladere end nogensinde og ligefrem udstråler en lykke, som åbenbart har været en mangelvare i nogle år og som ifølge dem, faktisk klæder mig ganske godt og er mig velundt.

Men den er der skam endnu, kanten, for den er så stor en del af mig at jeg hverken kan eller vil vælge den fra, men jeg kan blot ikke garantere at den er lige fremtrædende hele tiden og jeg må jo også sande at den udmynter sig forskelligt, alt efter modtageren og hvilket forhold vi har imellem os. Og det faktum at jeg bliver gjort opmærksom på at jeg er "faldet af på den", fylder mig både med trods og med undren over hvor den forsvinder hen og hvorfor.

Det får mig til at tænke på et foredrag jeg var til i sidste uge med komikeren Jan Gintberg, om emnet arbejdsglæde og gejst og hvor jeg dagen derpå drøftede oplevelsen med en af mine kollegaer. "Så sjov var han nu heller ikke", var min kollegas vurdering af det hele og det fik mig at tænke over at vi havde vidt forskellige forventninger til oplevelsen, som jeg i øvrigt fandt både interessant og sjov. Han forventede et stand-up show, for det er jo sådan noget Gintberg kan og så kan jeg jo godt forstå man ikke får indløst sine forventninger, når det er et foredrag omhandlende arbejdsmoral. Denne meget talende komiker, stiller sig jo næppe heller ikke op på spisebordet, efter mandagens aftensmad med kone og børn, og griber mikrofonen for at underholde dem med hans satire og vitser under bæltestedet.... I freaking hope not.

Alligevel er jeg nu glad nok for at få det af vide, for så får man jo også afstemt forventningerne til hinanden og man bliver opmærksom på nogle ting i ens egen ageren eller mangel på samme, som man måske har et andet syn på eller blot ikke har set i samme perspektiv. Så er det bitchen i vil have med den verbale spanking, og ønsker at den forelskede tåbe pakker de lyserøde briller væk for en stund og lader candy-flossen smelte, så skal jeg gerne gøre indsatsen og yde mit ypperste, men jeg vil samtidigt bede jer huske på dette..... I bad selv om det!

All in one....

Den 6. sans...

Er netop trådt ind af døren til mit ellers så hyggelige hjem, da en underlig følelse, som en snurrende uro der breder sig i kroppen, overdøver mine tanker om aftenens forestående møde og får det indre ur til at stå stille. Jeg forsøger lige at mærke efter, som det så fint hedder og fordøje den seneste tid, alt imens hunden springer mig i møde med hans altid glade og sprudlende humør, dansende rundt om sig selv.

Jeg ved jo godt at jeg siden lørdagens stunt, har været en smule halt og er til tider plaget af stikkende smerter, efterfulgt af mærkelige knirke-lyde fra kadaveret, men jeg har dog kunne passe mit arbejde, selvom det går i et lidt andet tempo når trapperne bestiges. Nej, det kan ikke være det.
Måske er det den tomme og kolde lejlighed, hvor stilheden er larmende, bortset fra hundens klør imod parketten og hvor jeg fornemmer istapper kan dannes hvert øjeblik, med nedstyrtnings farer. Jeg tænder fluks for varmen og ifører mig min ekstremt usexede, men hyggeligt varme cardigan, som er så lang at den kunne forveksles med Luna's telt, hvis det ikke lige var for at farven nærmest minder om en kartoffelsæk. Det virker heller ikke.

Følelsen af at noget er off er der stadig, uden at jeg kan sætte en finger på hvad det er og hvorfra det oprinder. Det kunne jo være fordi jeg er træt, men føler mig på ingen måde søvnig eller udkørt, men nærmere lidt tom (uden at hentyde til min hårfarve) og som om jeg har glemt noget vigtigt eller mangler noget basalt, jeg blot endnu ikke har opdaget. Måske er det den opgave som skal ligge klar i morgen klokken 13:30, som jeg langt fra er færdig med, som spiller mig et puds, men jeg plejer jo at nå det til trods og føler jo ofte jeg arbejder bedst under tidspres. Det er heller ikke det.

Humøret er okay, eller sagt på godt jysk, det er godt nok.Ikke hænderne over hovedet glad og heller ikke melankolsk trist, men bare sådan lidt flatline, uden de store udsving på humør-scalaen, men nu kan jeg jo heller ikke løbe fra at være ærkejyde. Det kunne være en blanding af efterårs-crap-vejrs fornemmelse for blæst og Garfield-syndrom, hvor man blot burde trække tæppet over hovedet, hoppe i kassen og vente på sommer. Synes dog alligevel ikke jeg forstår dette, men jeg er åben for løsningsforslag og input...Anyone?

Hmm, måske er det min kvindelige medfødte intuition der forsøger at fortælle mig noget, på et sprog jeg bare endnu ikke har lært at forstå eller også er det min 6. sans der vil lade mig vide noget som jeg enten tolker forkert eller slet ikke analysere rigtigt? Eller også spøger det bare....who knows.

Min 6. sans

Aktiv dødshjælp, JA TAK!

Er netop hjemvendt fra en weekend i sommerhus, hvor mine forventninger var skruet op til den helt store romance, som den der beskrives i de fleste Danielle Steel film, hvor der altid er ild i pejsen og de kigger hinanden dybt i øjnene. Nu er det sådan at skulle denne weekend filmatiseres ville den sikkert ikke ende i den kategori, men nærmere under tragikomisk c-film, hvor man til trods for nedskuede forventninger, må sande at de rent faktisk kunne blive værre. Men lad mig lige opsummere fra start.

Fredag kom og var længe ventet, selvom ugen egentlig havde gået rimelig stærkt, men jeg glædede mig bare til at komme lidt væk og tilbringe tid med min dejlige datter og min kæreste. Det var planen at vi skulle besøge mine svigerforældre, til spisning, inden vi skulle fortsætte ud i deres sommerhus, hvor spa-badet havde sat tanker i gang hele ugen ved mig. Jeg glædede mig til at ligge der, omgivet af bobler og nyde et glas champagne, som en anden Joan Collins, som jeg husker hende fra de glade 80'er dage hvor man sad klinet til skærmen for at se ugens afsnit af Dollars. Vi fik spist en dejlig middag og med efterfølgende kaffe og det var i det hele taget en rigtig hyggelig måde at få weekenden skudt i gang på, omgivet af de dejligste mennesker. Da klokken slog sent, blev vi enige om at vi burde komme i sommerhuset, få lagt datteren i seng og have en stund som kærester, men ak sådan gik det ikke helt. Kæresten min blev overvældet af træthed og sov hurtigere end jeg kunne nå at kysse ham godnat og sige ordnene "Jeg elsker dig" og lyden af en tom kaffemaskine væltede ud af hans mund.

Det blev lørdag morgen og vi skulle tidligt op og gøre klar til en tur i Djurs sommerland med mine kollegaer og ikke bare kollegaer, men de sjoveste af slagsen, så der var lagt op til en festlig og morsom dag, til trods for de regnfulde skyer truede. Kæresten blev for første gang introduceret for de mennesker jeg omgiver mig med til daglig og som er med til at velsigne min hverdag masser af grin og latter, og han faldt godt ind i den lille gruppe af aparte mennesker der dog har et fællesskab til trods for forskellighederne. Ja, næsten for godt, for deres direkte og sarkastiske facon, tog han straks til sig og sprang med pistolsalven af fornærmelser, som især omhandlede mine formers vægt. Men jeg kan skam tage det og vidste at der ville rådet bod på dette senere, med de søde ord han også kan sige og fandt trøst i at romantikken var på skemaet senere. Det var sgu en sjov dag.

Da vi kom hjem til sommerhuset, forfrosne og lettere våde, ventede det famøse spa-bad, som var så længe ventet og Joan Collins her var helt klar, nu da der var tændt op i brændeovnen og det varme vand blot ventede på min krop. Det var skønt og dejligt, men da jeg lå der og boblerne gennemrystede hver en knogle og muskel i min krop, gik det op for mig at de to flasker champagne jeg havde medbragt, stadig lå trygt og godt i køleskabet. For fuck også, men det var der jo ligesom ikke noget at gøre ved og jeg trøstede mig ved tanken om at de også kunne nydes foran flammernes knitren, kiggende dybt i kærestens øjne. Men under min udstigning af badet, glider jeg og falder tungt på stengulvet, med et bump og slår mig på begge knæ, albuer og min ene skulder, hvilket undre mig at  jeg kunne ramme alle disse led på samme tid. Der ligger jeg så, nøgen, i fosterstilling og med store smerter og tænker blot: "Hvor ydmygende... træk mig udenfor og skyd mig" alt imens kæresten ord "op igen" blot minder mig om mine egne ord til min datter, da hun faldt og slog sig som lille. Jeg tror min stolthed var hårdest ramt, men jeg ville ikke lade dette ødelægge resten af aftenen, så jeg bed det i mig og gjorde mig klar til at lade kærligheden komme til.

Igen var kæresten blevet overvældet af tunge øjenlåg og datteren faldt også omkuld, efter en begivenhedsrig dag og her sad jeg så med alle mine talenter og kunne blot dele dem med Barneby på DR1, som ikke just var den mand jeg havde tænkt jeg skulle sidde og kigge i øjnene. Men i mangel af bedre og i troen om at kæresten vågnede lige om lidt, holdt jeg mig vågen og afventede at åbne den kolde champagne som stadig lå i køleskabet og blot ventede på anledningen til at poppe. Tiden gik og ikke engang den kære Barneby kunne holde mig oppe og jeg faldt i søvn på sofaen, i det lækreste sommerhus, som er som skabt til romantik og lange samtaler til langt ud på natten. Jeg vågnede igen uden at ane hvad klokken var, men opdagede dog at både kæresten og barnet var gået til køjs i mit mentale fravær og igen var en aften smuttet uden at forventningerne tilnærmelsesvis kom i nærheden af virkeligheden. Sådan noget crap, pis og lort og jeg humpede i seng, men denne gang nåede jeg dog at kysse englen godnat og sige til kæresten at jeg elsker ham, med den respons "Hvorfor". Ikke lige det svar jeg forventede at høre, mens jeg lå der i smerter og tvang kroppen ind til ham, selvom det føltes som om at knæene burde være skåret af og albuen bundet i slynge, så vi det i det mindste kan falde i søvn arm i arm.

Nu er det søndag og nu skulle man jo tro at mit uheld ville være opbrugt, men nej. Datteren er syg, kæresten har tandpine, der ligger for 50 kr hjemmelavede bolcher kastet rundt i min bil og jeg er efterhånden blevet blå, som en anden Smølfine med lyse lokker og med 2 hele, uåbnede flasker champagne. Det burde være tilladt at gøre en ende på mine lidelser og udskive en recept på en kugle eller 10, for med mit held rammer jeg nok ved siden af de første 9 gange, eller i det mindste fortælle mig hvilket grødomslag der kan hjælpe på et skrammet ego....

;-)

Køns-parlør ønskes....

Jeg er en sucker for net-aviser og skal helst terpe dem igennem for nye indlæg hver dag, når jeg træt kommer hjem og åbner for min elskede cyber-verden, hvor jeg henter en del af min daglige dosis viden, såvel som mit fix i form af underholdning. Mit læsestof er alt fra politik, videnskab, verdensnyheder og til den mere useriøse del af diverse brevkasser, modenyt og de mere lumre sider, som dog rummer en del saft og kraft og ikke mindst bringer latteren frem. Den useriøse del, deler jeg gerne på min ligeså useriøse facebook-profil, som for mig betragtes som ren og skær underholdning og som så mange gange før, har jeg i dag postet et link fra EB.dk's baggård, hvor bladet bliver taget fra munden og hvor man visuelt bliver bombet tilbage til primal-stadiet. Denne artikel er dog af mere lødig karakter og kunne fremkalde en del genkendelse, der udmøntede sig i mange hoved-nik så man skulle tro jeg havde kuglelejer i nakken, men også en masse undren over hvorfor vi ikke bliver klogere på netop det punkt, som koster så mange ægteskaber og parforhold.

At kvinder vil ses, høres, forstås og ikke mindst begæres, kan vel ikke komme som den store overraskelse for nogen og alligevel er det her vores mænd, kærester og elskere, gør i nælderne, selvom de i min aldersgruppe og opefter sikkert har gjort sig smertelige erfaringer. Det starter jo oftest godt med en opbygget forelskelse med dertilhørende små overraskelser, gaver og kærlighedserklæringer og de, for os kvinder, vigtige dybe samtaler, til langt ud på natten. Men vi bemærker lyn hurtigt når de aftager og hverdagen sætter ind og hvis der ikke lige er et andet projekt der optager os, så bliver det et projekt i sig selv at genskabe den følelse af ny forelskelse, hvor vi vælter os i hans begær og føler os beskyttede.

Hvis man satte det op i excel og lavede en kurve, tror jeg kvindernes forholdskurve hvad angår forventninger, ville være en støt stigende kurve, men peaks når vi folover os, bosætter os sammen, gifter os, får børn osv. Vi har skam et mål, men for os er det turen derhen der er vigtig, da jeg tror kvinder er mere procesorienterede og har derfor svært ved at acceptere en down-periode med nedadgående kurve, som vi ikke kan se en ende på og som vi derfor straks vi forsøge tale ud om, eller i værste fald stopper.

Mænds kurve ville være som at se zig-zag mønsteret på et påskeæg, med meget høje tinder og dybe dale, hvad angår deres forventninger til processen, men stadig med målet for øje. De kan nemlig bedre håndtere de bump der måtte være på vejen, i fortrøstningsfuld tro på at målet nok skal nåes, selvom vejen derhen kan blive ujævn, så længe at målet ikke virker uopnåeligt eller ude af syne. De er langt mere mål-orienterede end kvinder, hvilket også giver sig til udtryk når en kvinde forsøger at få en mand til at forstå hendes følelser og tale sig hen til en gensidig forståelse, som oftest opfattes som bebrejdelser og brok og resultere i bakgear.

Og hører og ser han et problem, går han fluks i løsningsmode, med gode råd og løsningsmodeller hvis han altså har nogen, ellers ender det ofte med at han lukker af og forsøger at skærme sig for det angreb han føler der hagler ned over ham. Kvinder har et større behov for at analysere processen og hvorfor vi er nået hertil, frem for at finde en hurtig løsning her og nu, som kan bringe os tilbage til status quo på nul komma fem.

Ja, jeg generalisere helt afsindigt lige nu, og jeg er sikker på der er mange der er uenige med mine betragtelser, men det er nu engang sådan jeg har oplevet og erfaret forskellene imellem de to køn, i mit liv. Dermed ikke sagt at den ene måde at tænke på er bedre end den anden, for jeg tror vitterlig blot at vi taler med hver vores tunge og til tider glemmer at vi rent faktisk godt kan forstå hinanden uden at tale modpartens "modersmål" flydende. Lidt som når jeg en sjælden gang, forsøger mig ud i det tyske, som jeg engang i tidernes morgen er skolet i. Jeg forstår med lethed, hvad der bliver sagt, men når jeg selv skal formulere mig på det kringlede sprog, slår min tunge knuder og det rene volapyk kommer ud, til stor fornøjelse eller irritation for modtageren.

Så hvad gør vi så, for ikke at falde i den fælde, hvor vi ikke lytter og hører hinanden? Vi kvinder må acceptere at vi ikke nødvendigvis skal analysere på alle hans ord og handlinger, som på vores veninders og at han blot ikke evner at koncentrere sig om tusind projekter hele tiden, men gerne fordyber sig i et enkelt 100 % for at nå målet, også for vores skyld.  Og I mænd skal måske huske på at alle tanker, der kommer til udtryk fra os ikke skal opfattes som brok og bebrejdelser, men rent faktisk blot er et udtryk for en bekymring om en dalende kurve vi helst så stige, fordi vi holder så pokkers meget af jer.

Køns-parlør

 

Stille nu....

Jeg ville egentlig gerne skrive en blog. Altså en blog om et eller andet tankevækkende, en følelse, en undren eller blot lidt hjernetømning, men jeg må erkende at der lige i aften ikke er noget at give ud af. Hvorfor det forholder sig sådan ved jeg ikke, for det er ikke lysten der mangler, blot evnen til at få nedfældet noget der tilnærmelsesvis giver nogen som helst mening lige nu. Jeg har siddet her mange en aften med blog-ideerne væltende ud af mig, men i aften kommer det ikke til mig med samme lethed og derfor vil jeg blot dele stilheden bag min pandeskal med jer efter dette stykke musik, som siger så meget...... og minder mig om en tid hvor tingene og livet var meget anderledes, dog stadig fyldt med ord og tanker og drømme, og hvor en enkelt sang kunne sige mere end den længste blog!

Not a choice

Det er fredag og jeg har indtil nu brugt dagen bag mit skrivebord, med hovedet begravet bag de store skærme, som desværre skjuler en del af den smukke udsigt ud over Tange sø, som solens stråler glinsende spejler sig, mens skovens høje træer rejser sig majestætisk i dens baggrund. Dette ville være den rene idyl, hvis det ikke lige var for alle de løse ender jeg lige skulle have knyttet inden fyraften, men jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke løftede blikket og svømmede et split sekund væk i det fantastiske sceneri, der tegnede sig foran mig. Foran mig på bordet lå udskrifterne af de layouts, som jeg har bakset med at få til at forenes til en større sammenhæng, lige ved siden af kaffekoppen der er indeholdt morgenens halvlunkne kaffe, som jeg ikke nåede at drikke. Mails har tikket ind, mobilen har kimet og en lang med god, arbejdsdag kunne endelig munde ud i en weekend, som tegner sig til at stå i hyggens tegn, med min smukke datter og min dejlige kæreste.

Bilturen hjem fylder mine hjerne med tanker om gårsdagens blog og den respons den har fået, som jeg ærligt skal sige satte en lille grå sky for den ellers så dejlige efterårs-sol der pryder denne dag og fik mig til at undres over andres indgangsvinkel til mig og mit liv. En blog der var skrevet og ment, som en beskrivelse af mig og mit forhold til det at stå midt i en forelskelse, blev til en meningsudveksling om mit valg af mand og tålelige grænser og gensidig respekt, blotlagt og foreviget på min cyber-legeplads, som jeg er flittig bruger af. Men til trods for min hyppige og til tider lettere sarkastiske tilgang til dette medie, har jeg dog ting i mit liv jeg ikke ønsker uddebatteret og som ikke er til diskussion, til beskuelse af hverken mig selv og mine nære. Jeg er skam stor fortaler for ytringsfrihed, men med det ansvar og de konsekvenser der unægteligt følger med vores handlinger.


Som skrevet, findes der grænser for alt her i verden og er de forskellige fra person til person, som de individualister som vi er og skal være, men jeg sætter min grænse når jeg ser mennesker jeg har nær trådt på, uden omtanke for at jeg rent faktisk elsker disse personer inderligt. At jeg betragter dette som manglende respekt for vedkommende er én ting, men det er i allerhøjeste grad også manglende respekt over for mig, men ikke i kraft af at jeg har valgt denne person i mit liv. For der er slet intet valg hvis man spørger mig...


Jeg har nemlig ikke valgt at være kæreste med Martin, som jeg vælger hvilke opgaver jeg vil begive mig i kast med på mit job. Han er ikke det visio-layout jeg fjerner blikket fra og kan fravælge, når jeg drømmende ser ud af vinduet og ønsker weekenden nærmere, selvom det projekt er en ganske spændende proces at tage del i. Han ER drømmen og er der konstant, uanset om jeg sidder med hovedet begravet bag skærmen eller jeg træder ud i virkelighedens smukke natur, med ham i hånden.

Jeg har ikke valgt Martin og han har ikke valgt mig. Vi føler (med og for) hinanden, vi mærker hinanden, tager del i hinanden og vi elsker hinanden, fordi det ikke kan og skal være anderledes og af samme grund hverken kan eller skal jeg have andres godkendelse, accept, tolerance eller blåstempling af ham. Han skal bare være Martin og kan ikke fravælges, hvis man ønsker mit følgeskab, for han er en del af mig!

Draw the line 

Love-addict

En ting jeg værdsætter meget i mit forhold, er det gensidige ping pong spil, man kan have sammen med smil, grin og sprudlende latterkramper til følge, som er med til at holde interessen vækket og blot øger sulten efter at få mere af samme skuffe. Dette gælder både i dagligdagens trommerum over kødgrydernes stege-os og midt i opvasken med rynkede fingre, men i særdeleshed også i de tilstødende gemakkers mere intime afdeling. Det er en voksenleg, som vi finder frem fra vores bardoms glemte naivitet og lidt lalleglade gemmer, som vi for længst har hengemt, men som findes frem når vi står i den altopslugende forelskelse og momentært mister jordforbindelsen.

Ligeledes nyder jeg de dybt seriøse samtaler om alle de følelser der vælter ud netop nu, de nye oplevelser og opdagelser vi gør sammen og ikke mindst fremtiden, som venter forude og blot venter på vi tør prikke hul på skallen. Jeg nyder at fortælle om mine tanker, drømme og håb, store som små, men som den kvinde jeg er, elsker jeg også at høre om dem fra min kærestes mund. Jeg vælter mig i de fantastiske øjeblikke, hvor han tømmer tankerne ud i ord og synonymer og hvor jeg kan lære endnu mere om den mand jeg har valgt at overlade mit hjerte til og som forvisser mig om at jeg har valgt helt rigtigt. De kommer ikke i samme uendelige strøm som mine, hvilket blot fortæller mig at vi heldigvis er to forskellige individer og ikke et spejlbillede, men også at der bare er forskel på mænd og kvinder, også i den henseende. Dette er naturligvis også velvidende at jeg måske lægger en anden overlægger end de fleste kvinder, hvad angår mængden af ord og lysten til at fortælle, berette og ikke mindst give, og alene det vil gøre de færreste i stand til at konkurrere med min talelyst og min kommunikations-trang.

Og man skulle tro at når man efterhånden begynder at hvile lidt mere i hinandens selskab og den candy-floss omspundne tilstand, finder et naturligt leje, så falder lysten og den lidt absurde hang til at råbe på torvet, og det gør den vist for de fleste. De tømmes trinvis for ord og strømmen af kærlighedserklæringer aftager, i kraft med at realitetssansen genindtager sin plads og fornuften rykker tilbage på øverste etage, men også her sætter jeg vist også en standard af en anden verden. Ikke at jeg ikke også kan miste mæglet og lysten til at overdynge hele verden med alle de hjerter, som usynligt flakser forvildet rundt over mit hoved, men de gange det sker er det oftest fordi jeg pludselig bliver bevidst om at jeg deler mere ud end godt er.

Dette sker ikke fordi jeg begynder at tænke i byttehandler og noget-for-noget-princippet, men mere fordi det sender mig et signal om, at jeg træder frem i en hast, hvor min kæreste ikke kan følge med og jeg tvinger derfor mig selv til at slå bremsen i og giver et pusterum, inden jeg letter igen som et andet reklamefly med en banner i haleroret. Dette er jeg også sikker på mine venner og veninder værdsætter, da jeg i den seneste tid har modtaget klager over min ændrede adfærd på blandt andet facebook, hvor sød-suppe-sange bliver linket fra You Tube, i en lind strøm og hvert andet indlæg omhandler kæresten min, med dertil hørende hjerter og kysse-smileys. Men igen vil jeg trække min joker som undskyldning og spørge om du/I aldrig har oplevet forelskelsen, hvor man ikke kan tage det kram man hungrer efter i dette nu og er begrænset af geografisk afstand? Og kan der svares ja til spørgsmålet, så gang det lige med den rapkæftede papegøje her, min følelses-hungrende forsultede sjæl og tillagt mine narcissistiske tendenser og facit er ved at være der...... Næsten.

Mit navn er Tina Møller Rasmussen og jeg er addicted to love!

There is no cure 

Did you miss me?

Hvor er det dejligt at sande, man har en interessant blog. Altså en blog, der er så tiltrækkende at man selvfølgelig har læst samtlige blog indlæg, for så at blive enig med sig selv om at det er noget crap, hvilket det helt sikkert også er i de flestes øjne. Naturligvis sagligt og nøgternt vurderet på det skrevne ord og på mine forfærdelige holdninger og ikke mindst forkastelige handlinger, ikke at forglemme. Og her gik jeg og troede jeg var gledet ud i glemslen, efter min exit, på den pis-gule cyber-scene. Guess I was wrong!!! Møz møz og tak for at finjustere spottet nok engang og dette mener jeg skam, da jeg ved hvor store følelser I har investeret i dette "projekt"......Og glem nu ikke at kigge og klikke (anonymt selvfølgelig), som I plejer!

 

Funny, how they always come in pairs? 

And the winner is....

Tidligt i morges, fór der flashbacks og tanker rundt bag min pandeskal, mens jeg indtog dagens første spandfuld kaffe, i cyper-selskab med bedste-veninden. Jeg skal dertil sige at jeg nyder vitterlig disse morgen-møder, der ofte ender i grin og latter og som gør dagen lidt lettere at prikke hul på, men som også giver mig masser af stof til eftertanke. Stof jeg vender og drejer, ganske vist glimtvis, i løbet af arbejdsdagens travle mødeaktivitet og som så ofte før, får mig til at undres nok til at måtte tømme alle ordene ud af hjernen her på min blog.

Hun evner i den grad at få mig til at tænke over de mest finurlige ting, med ganske få sagte ord og som samspillende med mit eget liv og oplevelser, føder min nysgerrighed nok til at jeg søger svaret, set igennem mine briller og med mig selv som hovedrolleindehaveren. Dermed ikke sagt at svaret er det rigtige i hendes perspektiv, men det kan oftest overføres til den verden jeg lever i netop nu og som til stadighed stiller mig overfor nye spørgsmål og udfordringer og overvælder mig med følelser og tanker, jeg for længst troede jeg var "vokset" fra.

Når vi føler noget, omend vi taler tristhed, frygt, glæde og kærlighed, kan ingen vist sige sig helt fri for at spejle os i vores tidligere erfaringer, på godt og ondt. Man ved hvad gør én glad, ja måske endda lykkelig, for det har man følt før og det er denne følelse man forsøger at rekonstruere, da der jo ikke er nogen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange. I samme stil forsøger man for alt i verden at undgå at stille sig selv i samme situation, som man på mest ubarmhjertig vis har erfaret ikke førte noget konstruktivt med sig og som man siger: Brændt barn skyr ilden!

Til trods for det har vi mennesker en evne til at træde ind i gamle mønstre, gode som dårlige, alene af den grund at de er os bekendte og det fastholder os i den samme hamster-hjul, vi bener rundt i uden at komme videre, hvis vi ikke bryder og flytter vores grænser og måske endda også vores drømme. For vores drømme er jo helt vores egne og en ting meget få ønsker at give køb på, men hvad nu hvis de ikke er synkroniserede og i takt med vores nye liv og forhold..... Hvad nu hvis de slet ikke er de samme?

Dette er min store frygt og det er her min tidligere livserfaring, kan sløre mit syn og spille mig et puds, for hvad nu hvis jeg reelt igen er villig til at give afkald på mine største drømme, i håbet om at andre og bedre nok kommer til? Jeg har gjort det før og burde jo være klogere og ikke gøre den samme fejl to gange, men jeg er også bevidst om at jeg åbenbart har den tvivlsomme evne til at give køb, i håbet om at mine drømme nok får sin plads på førstepladsens skammel, når blot tid er. Dermed ikke sagt at det kommer til at ske... slet ikke, men det kan dog stadig gippe lidt i kroppen, blot ved tanken om en gentagelse af tidligere tiders eftergivenhed overfor egne ønsker og manglende evne, til at tillade sig selv at have drømme og tro på at de er de næste i rækken til udtrækning i livets lotteri. At appelsinen rent faktisk falder i din turban, at der findes andet end nitter og blanke lodder i tromlen og man da selvfølgelig kan vinde 64 millioner i lotto ved køb af blot en enkelt kupon.

Vi siger ofte at vi visker tavlen ren og begynder på en frisk, men hvor ren er den lige når der tidligere er skrevet med permanent spritmarker, som til tider vil skinne igennem slettelakken, vi så sirligt har påført alle de dårlige erfaringer og tidligere drømme der viste sig at blive de rene mareridt?
Mange flyvske tanker på en ustadig mandag, der ikke har ført de store svar med sig, andet end jeg vil satse stort og gøre noget ved den lottokupon på onsdag!

Dream

Forventningens glædesrus!

Findes der noget bedre end at glæde sig og ikke mindst andre? Det skulle da lige være at stå midt i nuet og nyde det hele for fuld skrue, men man blot håber det lever op til de forventninger, man har gjort sig i den, til tider lange ventetid. Jeg elsker at glæde mig og finder næsten ligeså stor tilfredsstillelse i min forventnings glæde som jeg gør på resultatet eller når dagen oprinder hvor forløsningen sker. Jeg bliver helt ekstatisk og har svært ved at tøjle min jubel, alt imens jeg vimser hovedløst og forvildet rundt, med det kommende scenarie spillende som en stumfilm for mine øjne.

Lige nu sidder jeg faktisk og glæder mig over at jeg glæder mig, uden at vi skal gå i en dybere selvsving og slå kolbøtter over den beskrivelse, som jeg godt kan se bliver en kende kringlet. Nå men hvad er det så jeg går og glæder mig til? Jeg glæder mig ganske enkelt til at se min kæreste igen og give ham alle de knus og kys han ikke har fået i denne uge, og det er ikke et fåtal, for det har været en lang uge....meget længere end jeg havde ønsket, og dog kortere end frygtet. 

En langsommelig tid,  fordi jeg til tider synes jeg glemmer de små konturer i hans ansigt og dybden i hans øjne, som ikke fremstår på samme måde på billederne, jeg tæver igennem hver eneste dag. Jeg glemmer hans duft, selvom jeg begraver ansigtet i hans hovedpude for at genkalde mig den, men får kun duften af min egen parfume ind gennem næsen. Jeg mangler at føle hans fingre dele sig i mine og hans store hånd omslutte og begrave min.

Men også en kort uge, da vi begge har haft travlt med hvert sit, i kraft af job og øvrige gøremål, som ikke har efterladt så meget tid til den daglige timelange seance ud i cyber med grin, dagligdags-deling og tostemmig stilhed. Men i morgen bliver ventetid afløst af nuets virkelighed, med dertilhørende selvsyn, duft og berøring, som skal og vil blive nydt til fulde, selvom også denne weekend byder på en vis optagelse i socialiseringens navn. Men vi gør det i det mindste sammen og inden for armslængde af hinanden og kan nyde og gemme det, til at modstå den næste etape i afstandens og travlhedens tegn. 

At fatte mig i korthed har aldrig været en styrke jeg har kunne tilskrive mit cv, hvilket denne blog er et ganske godt eksempel på, men det jeg egentlig blot vil sige er:

Martin, min elskede... Jeg har savnet dig så afsindigt at tårerne springer fra øjet, ved tanken og glædesrusen om til at holde om dig igen!

HURRY