Trivsels-tanker

"Det er jo bare et job"... Hvor mange har man ikke hørt sige dette, men jeg kan ærligt sige at det giver mig så meget mere end blot smør på brødet og salt til søndagens blødkogte æg. Bevares, der er da dage hvor jeg kunne ønske mig at jobbet blot var noget man kunne kalde bibeskæftigelse og hvor kollegaer var mennesker man blot skulle forholde sig passivt til.
Men jeg har nogle dejlige kollegaer og hvis jeg skal være ærlig, er jeg sikkert ikke god nok til at fortælle dem det. Hvorfor gør jeg ikke det, når nu der er så mange der rører mig dybt og er med til at give mig det drive, der giver mit arbejdsliv indhold. De er medvirkende til at jeg med et smil på læben møder ind til det der skaber min identitet og hvor jeg forhåbentlig kan give dem lidt tilbage af samme skuffe....

Hvor stor tror du din indflydelse er i universet og nærmere på de mennesker der er omkring dig? Den er større end du tror, for uanset handlingen, vil vores liv altid farves af andres gøren og laden og af de valg de træffer i livet. På en måde er det jo en betryggende tanke at vi ikke blot vejer som siv i vinden, men rent faktisk har en indflydelse også i arbejdslivets store puslespil, hvor brikkerne falder i hak. Mærkelig tanke at et ord eller en handling fra mig, kan påvirke andres liv og laden, på godt og ondt..... På godt og ondt?! For hvor er det i reglen også en frygtindgydende tanke at jeg kan være med til at skade et andet menneskes liv, bevidst eller ej!

Det får mig til at tænke på de bjerge jeg har forceret de sidste par år og om nogen er kommet i klemme på min vej. På hvis bekostning har jeg opnået mine mål? Jeg mener ikke jeg bevidst har skadet nogen som ikke allerede selv havde redt den seng, hvor jeg til tider skal koge lagenet rent. It's a dirty job.... For jeg har skam også mødt en mindre del af kvajpander, skvat og tomme dåser, som har til mål i livet at sætte sig selv først og dernæst deres hund, kat eller undulat. Dem som spørger hvad de får for det eller føler jeg uretfærdigt behandlet, blot man beder dem om at udføre deres ellers udemærkede lønnede arbejde, hvilket man naturligvis burde have specificeret i deres kontrakt under tillæg. Dem som kræver en nærværende og skuldre-klappende leder, i trivselens navn, men som stempler ham som overvågende når bekymringen om deres ve og vel er kommer tæt på.

Nok om dem. Næh, lad mig fortælle om dem der giver mig mere end de måske aner.... Lad mig fortælle om hende som de fleste elsker at hade, alene fordi de ikke hører hendes ord, men lytter til den følelse som de i bund og grund har i sig selv, når hendes ærlighed rammer spot on. Som min lærer på coaching engang sagde " det er ikke personen, men dine følelser der gør dig vred". Men se bag den rene tale og se det menneske der brænder for sit job, men ikke mindst brænder for mennesker og tør lade dem se hele palletten!

Se hende som knokler r.... ud af bukserne, for at få tingene til at fungere og for at få to, til tider, fjerntliggende ender til at hænge sammen. Se det enorme potentiale hun besidder og hvor god hun ikke blot er til jobbet, men også en misundelsesværdig evne til at få de sociale broer til at nå bredderne. Hendes kompetencer kan ikke anfægtes, men ses de?! Blot fordi man ikke hævder sig selv, råber højest og sætter komplimenternes rampelys på sig selv først, betyder det ikke at man ikke er en uhyre værdifuld brik.

Og ham jeg egentlig ikke føler jeg kender, men som alligevel rammer mig med sin ekstreme professionalisme, som jeg sjældent har set så gennemtrængende, som var den bukket i neon. Lun, venlig, hjælpsom og med et sindigt temperament, der sjældent blusser, men som dog alligevel til tider titter frem i ligefrem tale.Et menneske jeg nok aldrig kommer helt tæt på, men som jeg heller ikke kunne tænke anderledes, for vores ligesind om arbejde og fritid for sig, giver et fælles fodslag og en god kollega, når de kollegiale dramaer raser og 2084. sæson af Dallas udspiller sig omkring os.

Hende som til tider er så forsagt og genert, at når hun endelig taler ud af posen, snubler over sine egne ord i sin iver for at blive hørt. Og hørt bør hun også blive, for der ligger mange tanker og overvejelser bag, når hun sætter mennesket i fokus...Vel at mærke andre mennesker. Det er hendes store og dybtfølte empati der er hendes enorme styrke, for hun evner at se bort fra egne meninger, for at hjælpe andre fremhæve deres. Men det er måske også hendes akilleshæl, for det efterlader hende til tider i sine følelsers vold og hvor hun i andres ærinde, som deres ellers tavse røst, glemmer sin egen og den værdi hun har for vores arbejdsplads.

Sidst, men ikke mindst ham, der tænker som jeg, men som kan også kan drive mig til randen af vanvid, men som gør det på en absolut subtil og sofistikeret måde, som blot får mig til være endnu mere ihærdig i mit daglige virke. Ham jeg kan være diametral uenig med, uden at frygte hele arbejdsuniverset nødvendigvis bryder sammen og som respekterer at hende den lille lyshåredes (nu rødhårede) til tider bombarderende verbale skudsalver, både kan gøre tonen let og uhøjtidelig og afvæbne og jordforbinde selv de mest højflyvende (læs måger). Ham som jeg dagligt ser kæmpe med næb og klør imod ben-pillende gribbe og som forsøger at skærme os andre for de værste hak, men som kun modtager utak derfor. Jeg misunder ham ingenlunde hans sko, men ville ønske andre kunne betræde dem blot for en enkelt dag og få øjnene op for envejs-loyaliteten, som desværre træder frem i lyset engang imellem.

Sådan kunne jeg nævne mange flere, som alle besidder nogle uvurderlig værdier for vores lille forretning og desværre også nogle få, som ikke har lyst til at være medlem af vores lille "klub". Jeg er ikke perfekt, indrømmet, og jeg har nok ligeså mange dårlige sider som året har dage, men min trivsel er mit problem og mit ansvar. Kan jeg ikke lide klubben kan jeg jo gøre to ting.... Melde mig ind eller ud, and I'm all IN! Lad os se mulighederne, i stedet for begrænsningerne. Lad os løfte i flok og lad os få det bedste ud af hvad vi har, også i hinanden. Vi kan meget selv men endnu mere sammen!

Til Inspiration

Run Forest..... Run!

Kender du følelsen af at du har en trang og en lyst til at flygte, men føler dig så handlingslammet og bundet på hænder og fødder, at du urokkelig sidder fast i dyndet? Man kan nærmest kvæles og have så svært ved at få luft, som havde man trukket en pose over hovedet, men stadig kan man ikke magte at rive det livgivende hul på posen, velvidende at apatien dræber. At man bag naivitetens skyklapper, overbeviser sig selv om at holdes vejret blot længe nok, med hænderne for øjne og ører, så forandres verden til det bedre i din dvale?! Men sandheden bag de indre kampe man vælger ikke at konfrontere, er at de har det med at hobe sig op, som en rustning der fratager dig din bevægelighed og erstatter det klarsyn der skal sikre at fortidens fejltagelser ikke gentager sig på ny. Man mister sin retningsviser og evnen til at se næste skridt der skal tages, hvilken fod der først skal flyttes og hvad gør man så..... man bliver stående, eller træder allerhøjest vande i slowmotion og man er modvilligt fanget i status quo.

Sådan kan jeg bedst beskrive min verden lige nu og den følelse jeg sidder med, når jeg om aftenen sidder alene og lader tankerne om dagens oplevelser flyde om hvor jeg er, hvor jeg har været og hvor jeg gerne vil hen. Jeg kan med lethed i mine tanker finde svarene, hvor jeg dagdrømmende ser livet med karriere, barn, kæreste, hus og ligusterhæk gå op i en højere enhed, men det er noget ganske andet at få ført ud i livet og træde skridtet frem og bryde ud af den onde cirkel. Den onde cirkel, som holder mig fanget i et liv, der flyder ud i et og hvor spontaniteten synes svær at øjne. Jeg kan vitterlig ikke kende forskel på job og fritid eller hverdag og weekend længere og dagens timer flyder ud i et, mens eneste udvikling er alderen og jeg bliver kun ældre. Meget ældre!

Jeg lænkes i rutiner og forudsigelighed og føler jeg langsomt kvæles i fastlagte rammer og en samlebåndsagtigt hverdag, hvor maskinen enten kører hurtigere end jeg kan følge med eller er gået i fuld nødstop, uden at jeg kan finde udløserknappen. Hvor vasketøjet, opvaskemaskinen og kluden til hundenes poter er blevet mit vigtigste bekendtskab, hvor delvis lykkedes opgaver kan betegnes som en succesfulde og hvor godmorgen, hej og godnat er dagens dybe konversation.
Hvor herre bevares en klagesang jeg kan slynge af mig, men jeg må modvilligt erkende at dette fylder mine tanker i tiden, men selvom jeg føler al udvikling gået i stå, må jeg erkende at den største forandring er hos mig selv og måske er det her det hele bunder. Jeg er sgu blevet indbegrebet af fru Danmark og er blevet den anonyme husmor i bedste Morten Korch-stil i en alder af 36 år, bulende alle de forkerte steder, trods følelsen af gennemsigtighed. Dertil kommer det nyligt konstaterede galoperende blodtryk med en hvilepuls, som en væddeløbshest, som sikkert kommer sig af den førnævnte tiltagende volume, med dertilhørende obligatorisk hovedpine og træthed, men hvis største bivirkning må være følelsen af at være dysfunktionel og fejlende.

Jeg kan føle mig kørt så træt, selvom jeg ikke føler at udrette meget andet end hvad der forventes af mig af hverdagens trivielle opgaver og jeg må forsøge at finde overskuddet til at træde ud af kassen, for ingen andre end jeg kan bryde de rammer, mit liv tegner. Jeg skal kraftedeme tage mig sammen, tage kampen op og finde nøglen til lænkerne, så jeg kan se vejen og igen løbe imod mine mål. The show must go on, so run Forest, run.....

The show must go on

En fortvivlet mors smil

Ingen står mig nærmere end mit eget kød og blod og af denne lille udvalgte skare, må min datter siges at have en ufravigelig førsteplads i mit sind og mit hjerte. Dette er en plads der giver mig de største glæder, men også de største bekymringer, hvilket de fleste forældre sikkert kan nikke genkendende til. Man bekymrer sig om deres ve og vel og om man nu har gjort det arbejde godt nok, som man påtog sig da valget om at sætte børn i verden blev en realitet.

Jeg glædes over at se min datter trives i skolen og kunne tyde matematiske udregninger, som jeg ikke engang forstår og at hun kan skrive stile i et både velformuleret og levende sprog, selvom hun til tider skal påmindes lektierne en gang eller to. Jeg fyldes med tilfredshed og bliver umådelig stolt når jeg ser med hvilken empati og indlevelse hun har andres bedste for øje, selv når det ikke bemærkes eller gengældes. Jeg glædes når hun kommer hjem og fortæller at hun knap kan vente med at blive "store-ven" for et barn fra 0. klassen, tage barnet under vingerne og være den forgangspige, som skal være med til at sikre en tryg start på skolegangen.

Hun er en meget følsom pige, som tænker meget og til tider lidt for meget, hvilket jeg erkender hun ikke har fra fremmede og jeg kan sagtens genkende den side fra mig selv. Hun påtager sig skylden for andres tvivlsomme adfærd og bærer det som et åg på sine skuldre, mens hun blot lukker sin egen vrede inde og forsøger at holde andres fra livet ved at bøje af og blokere for negativiteten.
Og her er det bekymringerne begynder, for hun er jo blot et barn, der til trods for at teenage-hormonerne raser igennem hendes 12-årige krop, ikke bør tvivle på sin egen menneskelige værdi. Der er dog ingen tvivl om at vi mennesker sjældent kommer igennem livet uden modstand og konflikter, men det gør usigeligt ondt på mig at se hende fortvivlet og opgivende, mens hun accepterer andres nedladende kommentarer og mangel på opdragelse. Til tider er hun stadig den lille pige, hvor kroppen tager magten fra viljen og tårerne strømmer ned af kinderne, men også her er hun blevet mødt med ligegyldig attitude, af mennesker der burde vide hvorledes det føles at være bragt i blødende knæ.

Men det stopper her og nu, for jeg er MOR med store bogstaver og løvemoderens instinkter træder frem i mig, og med hjørnetænderne smilende blottet, skal jeg gerne demonstrerer hvor meget jeg kan tirres. Jeg har den opdragende rolle og skal være med til at fremelske den fantastiske personlighed, hun allerede har. Hun skal vide at jeg ALTID vil være der for hende og ikke lade nogen gøre hende ondt, på den ene eller anden måde. Jeg vil stå bag hende og guide hende når hun er på afveje, tørre hendes tårer og fortsat lære opfordre hende til at sætte barren højt og altid stile efter et positivt og beriget liv, med rummelighed og plads til alle der vil være en del af det. Livet er for kort til andet.

Sentimental som jeg er, er jeg også et følsomt gemyt, men dog kun til en vis grænse, for jeg har ingen intentioner om nogensinde at acceptere at se min datter fortvivlet og ulykkelig uden at reagere. Hun skal vide at hun er det menneske med den højeste værdi i hele min verden, den smukkeste pige i mit univers, et fantastisk menneske og at jeg elsker hende absolut betingelsesløst.

In My Daughters Eyes

Gyldendals: Leverpostej i farver

Leverpostej er godt. Især hvis den er hjemmelavet og krydret med allehånde, kærlighed og måske en smule hakket bacon, for at holde fedtprocenten oppe på et niveau, som kan give glidemiddel til vores forsnævrede kranspulsåre. Og  selvom det smager ganske fortrinneligt og måske endnu bedre hvis man har evner af ovenstående type og ynder at bage den selv, så er det altså blot en pulveriseret gris, udsat for høj varme. Oversat til film er det en kombination af Babe, den kække gris, Freddy Kruger og Vulcano, og så kunne vi passende bage den i Robocop.

Jamen det er jo Dansk, Tina og nærmest en nationalspise, som stoppes i halsen af os fra den første rugbrød vi maser ud i mellem små 1 årige pølsefingre, inden vi tvære den ud over mors fine sofa og op i håret. Gad vide om det er derfor danskerne har samme hårfarve?! Næppe, for nu vil den kloge jo påstå at det stammer fra den finere franske køkken og oprinder fra paté, og det kan da da også være det gør, men det er altså stadig leverpostej uanset hvilket sprog du taler.
Findes der et bedre symbol på hverdagen en pureret lever med spækmos?

Hverdagen trommerum er en spøjs størrelse. Den rammer sjældent som et godstog, men kommer snigende som en knæler på jagt, og før vi ved af det står vi iført en lidt for poset t-shirt i færd med at smøre madpakken, med vores leverpostejsfarvet hår (for at matche), som manden med største fornøjelse skal indtage dagen efter. Og nu er det jo ikke sådan en flad klap-sammen med fedt og den svedende rullepølse, der har beriget os med sin udsøgte sokkeduft, hver gang køleskabet er blevet åbnet, som vi disker op med. Næh for dum som man var, startede man naturligvis med at charmere ham med de højtbelagte stykker, godt med kræs og behørigt pyntet i alverdens farver, så det så indbydende ud.
Og leverpostejen gemmer vi så under alverdens fint udskårne grønsager, som sikkert er det eneste friske grønt, den gris nogensinde har smagt. Hmm, gad vide om bogen "leverpostej i farver" er skrevet, for ellers har jeg måske fundet mig en niche?!

 Der var engang man svøbte sig i de rosende ord og smilet om hans mund når han kom hjem efter en lang dag, omfavnede mig og skamroste den fantastiske evne, man havde til at få 4 stykker højbelagt smørebrød, ud af 2 endeskiver rugbrød, en pakke Stryns og en dåse bløde elastikker, der engang var ristede løg. Man forsøgte ligefrem at overgå sig selv, blot for at vedligeholde strømmen af oralbuketter og tilføjede et lille twist af butiksindkøbt og færdigspiret karse, mest for designets skyld, men også lidt for at skjule det lidt for dårligt skårne pålæg fra jumbo-discount-stor-familie-pakken.

Men der er altid et loft og det rammer man også på et tidspunkt og for mig var det ikke blot det at skulle finde nye måder at maskere leverpostegen på, men ligeså meget at jeg fandt ud af at der ikke er ubegrænset højde på en stanniol madpakke, med de vanlige 8 halve. Jeg er kørt træt i hverdagens leverpostej, og jeg føler mig slet ikke parat til at det ansvar det er at kunne håndtere og leve side om side med så kedeligt pålæg, til trods for jeg ved jeg har skjult det godt.

Jeg kan faktisk bruges til andet end at smøre madpakker....... Jeg  kan gå i seng, kan jeg og det agter jeg at gøre.

Godnat

Blessed by the moon!

Jo, jeg har skam efter et langt og nøjsomt studie, bestået min eksamen og kan nu kalde mig noget så fint som Logistik teknolog, selvom det i reglen vel blot er en titel og endnu et stempel på skolepapirene. Men jeg må ærligt indrømme at jeg er glad og stolt af mig selv, selvom det i andres øjne måske ikke er noget særligt, men i mine er det fantastisk. Så i denne aftentime fejre jeg mig selv og med mig selv....

Det har været 9 hårde måneder og ja, så hårde at jeg hellere ville bære et barn, selvom jeg hellere end gerne vil være foruden de veer, som jeg husker alt for godt. Men det her er mit barn! Dette er mit projekt og jeg har ene og alene knoklet mange en sen aftentime for at nå deadlines og forsøge at gøre mig klog på noget jeg ikke er, nemlig logistik. Det har været en kamp for at opnå et godt resultat, men også en kamp for at overbevise mig selv om at der er andet en blond hår og blå øjne bag facaden og få papir på at jeg er min stilling værdig. Jeg ved jo i reglen godt hvad jeg er værd, men det er nu fedt at få papir på at andre også har set det og mener man er noget værd.

Men det er blot et stykke papir, for det var tusind gange mere værd at opleve den opbakning og kærlighed der ligger bag alle de lykønskninger og oprigtige velmenende hilsner der er kommet, i forbindelse med min eksamen. Alle dem som lader mig flyve højt og nyde min succes og har bidraget til at jeg havde selvtillid nok til at tro på at det her var noget jeg kunne gennemføre....TAK!

Jeg har på det sidste tænkt meget over hvor det er jeg ønsker livet tager mig hen, både privat og i mit professionelle liv og det bliver jeg sikkert aldrig færdig med, men jeg er taknemmelig for at jeg kom dette skridt videre... Skridtet videre imod nye udfordringer! Nok er jeg ingen Einstein, nok er jeg ingen Helena Christensen og måske har jeg ikke 40 venneanmodninger på facebook hver dag, men jeg har til gengæld opdaget hvem der synes jeg er vid nok, smuk nok og værdig nok til at kunne glæde sig over min lille, men ikke mindre betydelige, triumf!
 Tak til alle jer der troede på mig og tak til alle jer, der drev mig til at bevise jeres uret!

Jeg har mange at takke for at stå i dag med en veloverstået eksamen og og en præmieret hovedopgave, men alligevel skal en speciel person takkes, uanende om hvilken indflydelse vedkommende har haft.... Den tavse opbakning, der dog aldrig tvivlede og som mange en sen nattetime oplyste skriveblokadens mørke, som et uskyldigt månebarn!

Stille nu... 

Den empatiske egoist

Kan man overhovedet være det? Altså rumme empati og medfølelse, samtidig med egoet kræver sin trone, som enehersker over sindets rige?

Det kommer vel an på hvorledes man betragter disse kvaliteter og fra hvilken bred af åen man står. Jeg synes ofte at opleve at man sagtens kan rumme begge dele og endda i overflod og det er måske noget der hører vores ego-centrerede tidsalder til, hvor man samtidig bliver dunket hårdt i kraniet, hvis man ikke kan sidde pænt i rundkreds og klappe kage i takt og forstår.

Vi skal i dag være så selvstændige og dygtige til alt hvad vi gør, at man nærmest kan frygte at lufte sin usikkerhed, i alle livets forhold, for tænk nu hvis man bliver mødt med latter, øjenrullen eller andet pinligt. Modparten er helt sikkert bedre og ser jo blot frem til at blamere sine evner, fordi du er så dum at vise du er et fejlbarligt menneske og en lille smutter kan nu blive exceptionel god pudsecreme til glorien. Her er det jo alles ego der er i spil, for ikke nok med dit eget har lidt et knæk eller det måske er blevet afklædt til det rene ingenting, så fremvises modpartens ego også og det er måske ikke engang et kønt syn. Det kan ligefrem være ubehageligt!

Måske er vi "heldige" at blive mødt af den karkludsopvredne empati, der straks kaster sig over problemet med løsningen i den ene hånd og kleenex i den anden, så vi kan græde i kor. Nåh hvor er det synd for dig, lille pus og så skal man pludselig reddes fra sig selv for man ved jo ikke bedre og man er ved at blive kvalt i, ikke at kunne få lov at træde i sine egne sko eller sætte sin hat som man vil. Det over empatiske menneske vil her, naturligvis af rent egoistiske grunde, omklamre dig med så meget medfølelse og "det kender jeg godt" at du ikke længere behøver at søde den ellers så bitre kaffe. Den sødme kan være mere opkast provokerende end den æble cider eddike jeg har forsøgt at indtage på det sidste, og sætter sig som klæbrige belægninger i ganen, som har man gurglet mund i sirup efter morgenens tandbørstning. Empatien er generelt sjældent helt uden skyggen af egoisme, for det er er dejlig følelse at kunne rumme andres besvær og samtidig føle sig heldig og den smule klogere.

Jeg kan til tider få fornemmelsen af at mine tanker og meninger ikke ydes ligeværd og at jeg blot naivt reciterer dem, til andres øjeblikkelige nedsabling eller endnu værre over-medfølelse. Måske er det blot et udtryk for modsatrettede holdninger og forskellige verdener og jeg er slet ikke i tvivl om at det også er et udtryk for hvorledes jeg betragtes som person. Men at tanker og ideer jeg har tumlet med og brugt energi på at skabe, ikke kan ydes to sekunders eftertænksomhed, gør mig naturligvis skuffet, forundret og ikke mindst usikker på personen?! Jeg er ingen Madame Curie, men jeg vover at påstå at IQ'en er over stadiet hjernedød, hvilket minder mig om at jeg skal tage stilling til om jeg kan bruges som reservedelslager, den dag jeg bliver tavs. Jeg vil jo være egoist, hvis jeg ikke vil og empatisk hvis jeg lader dem skrælle mig i bogstaveligste forstand?! Sidespring... Jeg tvinges ganske ufrivilligt tilbage til barndommens sind og føler at jeg står skoleret og fyldes at uretfærdighed, som når man fik skideballe af sine forældre og vidste at de ikke nødvendigvis behøvede at være retfærdige, men at de havde den altoverskyggende magt og dermed var deres ord lov. PUNKTUM!!! Følelserne er mine og jeg tager det fulde ansvar for at føle dem og de efterfølgende overvejelser og analyser der uden tvivl følger efter, når man hedder Tina. Sådan er min verden og jeg er ked af at sige det... Det kan ikke laves om, for jeg har ligesom gennemgået det opdragelse jeg skal og har haft nogle gode læremestre, hvis du spørger mig. Det er sådan jeg er! Det er sådan jeg fungerer inde i hovedet og måske var alene det en overvejelse værd?!

Hvad er der nu galt med ganske almindelig respekt? Respekt for hinanden, hinandens liv, meninger og tanker og ville man dø af at tage sig de få sekunders eftertænksomhed inden egne tanker vælter ud af munden, med den belærende undertone, der lige skal sætte et sidste punktum? Alt det her spørger jeg mig selv, for det er ingen hemmelighed at jeg ikke er verdens mest tålmodige menneske og at jeg sikkert ville vinde olympiaden i afbrydelser, når det tager mig. Jeg er blot en empatisk egoist..... præcis som du!

Listen!

En grim fredag...

Hvad hovedet er fyldt med, render tasterne over med! I hvert fald når man som jeg, ynder at lade tasterne tale de ord jeg ikke kan få sagt (og måske også burde holde for mig selv), og så er det oftest den rene befrielse for mig at skrive en lille blog. Tankerne der kommer til udtryk her er for det meste dem jeg ikke er sikker på møder forståelse, eller dem som jeg i nuet ikke kan vende med dem der forstår mit tankemylder. Et tankemylder der kan sammenlignes med at have diarré i hovedet.... På et tidspunkt kan man bare ikke holde på det mere! (Pardon de fæle associationer).
Jeg har som sagt ikke skrevet meget på det sidste, men ikke så meget fordi jeg ikke længere har rumsteren bag pandeskallen, men mere fordi der er sket meget det seneste halve år og pragmatikeren har haft overtaget.

Hvad er det så der kan få den følsomme og drømmende fisk, til at tænke så rationelt at de vanlige forundringer har kunne skubbes i baggrunden, indtil nu?

Jeg har og har haft travlt på arbejde og selvom det sjældent er der jeg drømmer mig væk, fylder det bestemt også når jeg får fri, for jeg er desværre ikke udstyret med en tænd/sluk-knap. Eller rettere sagt: Jeg er blot født som kvinde! Jeg har brugt en stor del af min fritid på min uddannelse, hvor jeg nu kun mangler at forsvare min hovedopgave og den afsluttende eksamen, inden jeg kan sætte flueben ved dette. Jeg føler selv jeg har knoklet og bidraget med at skabe et hjem, godt hjulpet af tapetafdamper, malerpensel og selvom der er et stykke vej endnu, har jeg stadig blod på tanden. I samme forbindelse er jeg jo fraflyttet min lejlighed med alt hvad det indebærer at nedpakning af minder til bortskaffelse af affektioner, for at give plads til nye. Det har i den grad trukket på mine kræfter og drevet mig til udmattelsens rand. Ikke blot fysisk, men også mentalt, men det er heldigvis overstået nu og jeg har med et vis vemod sagt farvel til det liv, jeg skabte efter min skilsmisse.

Jeg har i det hele taget fået grebet på alle de ting der fyldte og pressede sig på, men det lader til at indersiden af hovedet ikke rigtig følger med og finder hvile?! Jeg føler mig usikker som aldrig før og det eneste jeg er 100% sikker på er at jeg ikke er sikker på noget. Følelsen af utilstrækkelighed popper op fra tid til anden og jeg længdes efter tidligere tider, hvor disse følelser ikke fandtes på mit verdenskort og hvor eneste usikkerhed var en vaklen i benene efter hed elskov i berusende forelskelse. Jo jo, jeg ved godt at tingene finder et naturligt leje og at hverdagen altid vender tilbage, uanset hvor meget man ville ønske man kunne gøre det anderledes, men skal den absolut fyldes af "godmorgen", "godnat", med lidt fyldstof imellem...??? Sådan er det jo for alle, men er det grund nok til at lade det være et kvalitetsstempel på et godt liv?

Jeg har de seneste fem år lovet mig selv at jeg aldrig vil vende tilbage til det liv, hvor joggingbukser og sæbe-opblødte negle fyldte dagene og forskellen imellem weekend og hverdag var kendetegnet af hvor længe man sov. Alligevel har jeg i den seneste tid nok ladet stå til i en grad jeg ikke selv bryder mig om og selvom det føles forkert, sidder jeg i dette nu, med enormt ud-groede hårrødder, rodet opsat med en clips, afskallet neglelak på de korte og flossede negle og tro det eller lad være.... I joggingbukser. Nice?.....NOT!!! Der er i dag fare for spejlet splintrer...
Jeg kan jo bare lave det om, men problemet er jeg aner ikke hvordan jeg havner i denne følelse, for jeg har jo i reglen ikke noget at brokke mig over, men mine halvhjertede forsøg på at slippe tankerne, puster blot til ilden.

For 1 år siden længdes jeg efter hverdagen og den tavse tosomhed og var der noget jeg hadede, var det den berusende forelskelse, hvor man end ikke kunne stole på sig selv og burde erklæres utilregnelig. Hvor man hele tiden var på stikkerne og ikke kunne være søndagsgrim, i frygt for at skræmme. Hvor feminismen blomstrede i takt med selvsikkerheden af at jeg endelig havde fundet mit sande jeg, et jeg, man kan tage eller lade være. Nu tænker jeg: "Hvad nu hvis man lader være?"
Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg savner, men det panikken breder sig i mig, for det er en grim følelse at sidde med en følelse af at være grim! Så tag dig dog sammen, Tina og bliv smuk igen....i tankerne som i ydret... Godt det er lørdag i morgen!

God fredag!

Easy living...?

Gad vide om jeg har glemt hvordan??? Altså glemt hvordan man blogger og tømmer hjernen i det virtuelle univers, for det føles som oceaner af tid siden jeg har skrevet noget i dette forum. Eller blot glemt hvordan man tømmer sit overflødighedshorn af snik/snak over en flaske rødvin med en dejlig veninde, for det må siges at være alt for lang tid siden at jeg har haft en hart to hart om alle de mærkværdigheder der fylder bag vores østrogenfyldte pandeskalle. Nu kunne jeg godt komme med alverdens undskyldninger om hvor travlt jeg har haft med eksamen og flytten ud og ind, hvilket ikke ville være usandt, men det vil stadig blot være undskyldninger. Jeg har i grunden blot prioriteret andre ting af ren og skær nødvendighed og det er skam også med en vis potion dårlig samvittighed at jeg nu skribler løs her i stedet for at skrive hovedopgaven, som har deadline lige rundt om hjørnet. Igen er undskyldningerne på sin plads, for jeg bilder mig selv ind at jeg behøver dette afløb, hvis jeg ikke skal gå helt fra snøvsen og miste den smule refleksion over livets finurligheder jeg har i behold.

Jeg må nok erkende at jeg i den seneste tid har fjernet mig mentalt fra de mennesker, jeg føler mig nærmest og samtidig oplevet dem fjerne sig fra mig, hvilket jo er naturligt nok, men efterlader mig blot med en dårlig samvittighed over ikke at slå til. Ikke at nogen decideret har klaget, men mine egne sanser er på det sidste blevet skærpet og jeg kan nu se at de har ændret sig og mest på grund af min egen forandring. "Arhm det ved du jo ikke, Tina" og  hertil kan jeg kun sige at det seneste NLP kursus stærkt har bestyrket min mistanke om at jeg ikke blot er medejer at ansvaret, men egentlig er årsagen selvom den lidt popsmarte tilgang strider imod mit jydegen. Men mon der ikke er noget om snakken?!

Hvorfor skal alt ændre sig, når nu det lige gik så godt og status quo var noget nærmest drømmescenariet? Hvorfor svæver man ikke stadig rundt på en lyserød sky og ser verden igennem nyforelskede, candyfloss-farvede briller og hvorfor slår det ikke længere gnister, som en udstødning mod asfalt, hvilket er en dårlig, men yderst beskrivende metafor? Fordi jeg ændrer mig, hvis jeg skal tage min nye læring, for gode varer. Så hvis jeg synes jeg mangler kontakt, gnist, latter, nærvær, begær og betagelse, så må det være fordi, ifølge ovennævnte teori, jeg ikke selv giver og yder mere og nedprioriteret egne behov til fordel for en to-do-liste af ting der blot skal overståes inden deadline, som endnu ikke er checket af med flueben.

Det mest tankevækkende er faktisk at jeg ikke betragter nuet som virkeligt, men rettere som en fase med pålagte forhindringer og udfordringer der skal overstås, for at livet atter kan genoptages. Men sandheden er at jeg selv har valgt dette og at hvis der er nogen jeg skal pege fingre af og kaste skylden på, er det mig selv.
Smil, og verden smiler igen, er jo ikke sagt uden grund og er nok en af de citater, der er mest sandhed i og så er det jo op til mig om jeg vil ændre noget eller blot lade stå til?! Noget er måske tabt for evigt og kan ikke vindes tilbage og noget kan reddes ved blot at tage ansvaret og træffe et bevidst valg om at det nødvendigvis ikke behøver at være sådan og andet kan måske endda forandres til noget endnu bedre! Uanset handler det om at agere og træffe en beslutning og valget er jo også mit. Nemt ikke?! Det kan godt være der skal to til tango, men der skal kun én til at begge er ude af trit. At holde sig i live er ganske let og kræver blot et nogenlunde fungerende dikkeværk og at huske at trække vejret, men det gør ikke livet let eller nogen pardans i rosenbedet. Det kræver man vælger at flytte det ene ben foran det andet!

Easy Living. 

Get a grip or get a rope!

Fik en tosset ide her til aften og tog en af de hersens stress-test på nettet, godt foranlediget af firmaets selvudnævnte dårlige samvittighed. I ved, sådan en gut der sidder lidt for godt fast på din ene skulder og med dårlig ånde, hvisker alle de ting i øret du burde huske at gøre, selvom de ikke synes specielt fornuftige, men her var det så heldigvis i en mail, vi alle blev bekendtgjort med at vi burde lade os teste. Så slap man da for ondt i skulderen og uddelingen af tic-tacs.

Nå, men inden den famøse test blev afviklet, havde vi på kontoret en lille snak om hvad man kunne forvente og her blev det påstået at følte man trang til at tage testen, ville man opfylde profetien og være klar til direkte indlæggelse, med blå blink og spændetrøje. Lidt som når man i de kulørte sladderspalter, kan teste om man er verdens bedste elsker og sjældent får svaret, "du har vundet en lolitadukke......til din kæreste"! Man har en forventning om et resultat og i vores jagt på at yde det bedste, vil vi måske også være de bedste til denne disciplin, nemlig at være mest stresset. Også selvom de fleste af folks aftener, måske fordrives med at sidde den allerede udtjente stressless-stol til, med chipskrummer i skødet og en lam zapper-tot efter at have overmotioneret fjernbetjeningen?!

Jeg tog altså denne test, eller det vil sige jeg fandt 3 forskellige og tog dem alle, for ligesom at være sikker på at resultatet var valid og måtte besvarer en masse enslydende ja/nej spørgsmål. "Søg læge", var en af svarene med blinkende røde bogstaver. Hvad f..... er det for en måde at præsentere et svar på, for som det ikke er nok jeg åbenbart er stresset, men de behøver jo ikke føje epilepsi til min diagnose og lade mig falde om her, mutters alene, i krampetrækninger og med fråde i mundvigende?! Men skal jeg tage testenes svar for gode varer, så er jeg altså stresset, helt oppe i det røde felt, med fuld udslag på fareskalaen.

Nu er det jo ikke fordi jeg ikke godt var klar over at min test ville indikere at jeg er under et vist pres, for jeg har mange jern i ilden for tiden, både på hjemmefronten og arbejdsrelateret og alle med en sammenfaldende deadline, hvilket naturligvis ikke stiller sagen meget bedre. Og som om alt dette ikke var nok, så fik jeg så lige den ellers så brillante ide at ville holde med at ryge, hvilket jeg naturligvis ikke tilnærmelsesvis kunne lykkes med og det har blot øget til den dårlige samvittighed og følelsen af at være et skvat uden rygrad. Der findes ikke noget værre end at være et skvat.... det skulle da lige være når andre er skvat, for dem tror jeg faktisk jeg er allergisk overfor og kan risikere at gå i anafylaktisk chok hvert øjeblik! (Endnu en diagnose) Desuden var en af min modargumenter for at stoppe med cancerpindene, at jeg frygtede at tage på, hvilket jeg så underligt nok faktisk har gjort, selvom jeg under mit "forsøg" på rygestop, nok rettere har røget mere (hvilket ifølge testen er endnu et tegn på stress) og haft for travl til at stoppe noget i kæften. Sådan er verden så uretfærdig!

Ifølge testen skal jeg jo tage handling med det samme, søge læge og lade ham fylde mig med medicin, så jeg kan lære at slappe af, alt i mens stress-terapeuten Psyko-Lone, lytter til mit vandfald af dårlig samvittighed over det jeg frygter ikke at nå inden tæppefald. Det har jeg så ikke tænkt mig, for det har jeg simpelthen ikke tid til og nu kunne det godt se ud som om jeg tager tykt pis på diagnosen stress og ikke tager det specielt seriøst, men det er faktisk ikke min hensigt. Der er blot ligeså meget diagnose i sådanne tests, som der er rejer i en Buko rejeost. For mig er testen blot en pejler til mig selv, om at jeg for en stund skal forberede mine omgivelser på at jeg har behov for deres hjælp og støtte (og sikkert også et rimeligt døvt øre), samtidig med at jeg vokser mig den rygrad til, der er behov for at forcere dette bjerg. Med støtte mener jeg en accept af at jeg kan være en lille bitte smule urimelig at være sammen med, selvom det er svært at tænke sig og lytte til mit hovedbrud for en stund. Og med hjælp, mener jeg "gør det her for mig", hvilket nok er det sværeste for mig at sige, da jeg i så fald er tvunget til at erkende at der er noget jeg ikke magter.
"Det er blot fordi du ikke har prøvet det og været stresset NOK, Tina", og dertil kan jeg kun sige:

1. Hele tre test siger noget andet, også selvom jeg betvivler deres træfsikkerhed, men ingen test skal fortælle mig hvornår håndklædet kastes.
2. At rejse sig, handler om vilje og handling, også selvom det betyder at bide sin stolthed i sig og kappe et par bånd og tabe et par bolde. At fastholde og forværre situationen kræver blot absolut passivitet og små hits fra de selvudnævnte samvittigheds-vogtere.
3. Man kan ikke tale sig ud af alt, men det hjælper med et lyttende øre eller for mit vedkommende en hjernetømmende blog. Så længe man husker at når man har talt/skrevet færdig, er køen af opgaver desværre ikke nødvendigvis blevet mindre.
4. Lad for guds- eller rettere din egen skyld, ikke en diagnose blive din identitet, uanset om den antydes af en test eller lægen, for så kan du da være sikker på at sidde fast i dyndet, til der kommer rødder ud af dine tæer. Man kan godt tage det til sig, uden ligefrem at dyrke det som bakterier i en petriskål til yderligere analyse.

Jeg er en tumling. Sådan en man sagtens kan puffe til og få til at tilte, men jeg vover at påstå at jeg rejser mig med fornyet og headbangende kraft. Ikke fordi det er en særlig evne, men jeg kan ikke finde ud af andet. Jeg er ude med riven nu, det ved jeg, men det er mest efter mig selv og for at få det hele vendt derinde, hvor jeg kan håndtere det. Det er min naturlov og min logik, for nok er sindet en underlig uforudsigelig størrelse, men jeg det kan jeg forholde mig til og giver god mening i min verden.

Nok er jeg gammeldags og jeg tænker måske blot anderledes, for ingen har nogensinde vundet nogen kampe ved at smide sig i ringen og bede om timeout før tid. For mig kan det gå to veje, for min verden er på det punkt meget sort/hvid... Jeg kan enten tage de slag, der kommer og måske tabe eller endnu bedre vinde og komme ud på den anden side med en erfaring om hvorledes jeg bør agere en anden gang. Jeg risikerer naturligvis dermed at tabe nogle bolde, blandt de mange jeg jonglerer med for tiden og det kan godt være svært for mig at erkende og acceptere, men hvad er alternativet? At melde mig ud af spillet og forliges med min egen utilstrækkelighed? Not gonna fucking happen, for selvom min stresstest nærmest knock-out'er mig på min egen skrøbelighed, så ville en stædighedstest fortælle at jeg blot er gået en vægtklasse op og modstanden slår lidt hårdere end før!
 Man skal huske at slippe offerrollen og tage ansvar for vores liv. Og som en temmelig vittig mand plejer at sige til mig, når jeg beklager min nød om ditten og datten, i en evindelig talestrøm:

"Det kunne være værre.........Det kunne være mig"!

Har du måske nogensinde set en stresset kat?

Tornerose

Bedst som man sidder og ynker sig selv over hverdagens små genstridige opgaver og stresser over alt det man endnu ikke har nået, så rammer virkelighedens ægte tragedie hårdt. Sådan var det i fredags da jeg, bagud med ugens arbejde, kørte afsted på job som vanligt, med udsigten til en travl dag, da jeg dagen før havde måtte blive hjemme for at pleje min datter, der lå syg med feber, som så mange andre i denne tid.
Jeg forlod tidligt om morgenen en lettere døsig og meget anonym landsby, som ikke skal miste mange flere aktiviteter, for at kunne kaldes en soveby og kørte min datter i skole, til en forventningsfuld dag med tøndeslagning og udklædning. Det er svært at være 11 år, som Krumme synger, for selvom det stadig er lidt sjovt at klæde sig ud, er man også blevet for cool og sej til at iføre sig prinsesseskørt når nu man kan betegnes som "en af de store" i en skole, hvor 5. klasse er næstøverste trin i lærdommens hieraki. Det er en alder hvor barndommens naivitet og pre-teenagerens trodsighed mødes, med ligeså voldsom brusen som bølgerne ved skagerak.

Midt i et møde hvor notater blev skriblet ned i takt med indtagelsen af rundstykker, ringer telefonen pludselig, hvor min datters grådkvalte stemme i den anden ende, får fremstammet noget med at der er sket en ulykke og hendes bedste veninde og dennes søster er blevet kørt ned. Ikke blot væltet på cykel med et skrabet knæ til følge, men påkørt med en så voldsom kraft, at min datters venindes liv var i fare. I livsfare.... Jeg tror mit hjerte stod helt stille, mens min hjerne forsøgte at opsamle min datters bævrende ord til noget forståeligt, for hvem kan egentlig forstå at et barn skal opleve noget så grusomt i en alder af 11 år?! Børn skal da lege og skrabe knæene og ikke pløjes ned, som en anden milepæl i vejgrøften!

Jeg vendte straks hele min verden og opmærksomhed imod min datter og forlod arbejdet for at kunne være der for hende. Jeg tænkte, på den ½ time lange køretur hjem, alle de strækscenarier igennem jeg kunne forestille mig og hvorledes jeg dog på nogen måde kunne komme med trøstende ord, om noget så frygteligt. Hvordan skulle jeg kunne fortælle hende at alt ville blive godt, når sandheden nu stod så lysende klart for os alle, at selv små børn kunne se alvoren i dette?! Jeg tænkte også på pigen, hvis fremtid nu var så usikker og på hvor ofte hun har pjattet og danset rundt i vores hjem, smidt sig i sofaen og taget lidt koldt at drikke fra køleskabet, som var det hendes eget. Faktum er at det er det faktisk også, for hun har forhåbentlig aldrig tvivlet på at hun til enhver tid er velkommen og at vores dør altid står åben for hende! Jeg var ikke blot fortvivlet og frustreret, men jeg var - og er - oprigtigt bange og knust indeni, for hvordan skal man kunne lade være med at holde af en pige, der har knyttet så stærke bånd til ens egen familie og gør ens egen datter så glad?! Jeg tænkte på hendes stakkels mor og hvor frygteligt det må være at stå i hendes sted, men samtidig også på hvor heldig jeg selv er at jeg kunne køre på skolen og hente mit sunde og raske barn, at kunne kramme hende og fortælle hende hvor højt jeg elsker hende. Det var et virvar af følelser, som endnu ikke er faldet på plads og som jeg ikke har følt alene, for vores lille soveby er vågnet op, dog i sorg. Hvor er det dog trist at tænke sig, at den som et andet Torneroseslot, skulle vækkes, af en tragedie som er enhver forældres mareridt og som man end ikke ville ønske sin værste fjende at opleve. Vinderslev blev sat på Danmarkskortet og forsiden af alverdens netaviser, men for det mest grufulde man kan tænke sig.

Der mødte mig en horde af mennesker i skolen, ikke bare i chok, men i stilhed og dyb, dyb sorg, hvor elever, lærere, pædagoger og fremmødte forældre, græd og hvor frygten og uvisheden stod lysende i øjnene, som var den bukket i neon. Jeg tænkte blot på at finde mit barn, holde hende i mine arme og i mine egne vrangforestillinger skærme hende imod de barske realiteter, som var at hendes bedste veninde, svævede imellem liv og død, ved hånden af en vildfaren billist, som end ikke havde evnet at stoppe op efter ulykken. Jo, realiteterne blev barskere og barskere, efterhånden som virkelighedens verden meldte sin status.

Vi modtog løbende opdateringer fra sygehuset om hendes tilstand, først lidt frem så tilbage og så lidt frem igen og det har kostet flere tårer end jeg nogensinde kunne have forestillet mig, samt en forbandet frustration over at være så pokkers magtesløs. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne gøre en forskel og hjælpe, men jeg er hverken læge eller medicinsk ekspert, så min hjælp har begrænset sig betydeligt i forhold til hvad jeg kunne ønske jeg kunne yde. Jeg ville ønske at jeg kunne bidrage til hendes bedring, til hendes mors sindsro, tænde glæden i min egen datters øjne igen og til at denne tragedie blot var en ond drøm for os alle. Jeg ville ønske at man, som i eventyret, kunne komme og fjerne tjørnehækken og vække det lille barn, som nu ligger omgivet af slanger i medicinsk koma, dog med de samme røde kinder, så deres liv igen kan genoptage sin normale gang, men dette er ikke noget eventyr, selvom vi uanfægtet beder til en lykkelig slutning, eller rettere fortsættelse. Og der er heldigvis kommet positive nyheder og selvom de kan synes små, så kan de lyse op over Vinderslev og ikke mindst i dette - og i alle de andre - hjem hun har berørt, som de lys vi holder tændte for hende. Lys som vi inderligt håber og tror på kalder hende tilbage til livet, som hun kendte det og tilbage til os alle.

Vågn op, Tornerose!

Helt perfekt...

Ja, det er der måske nogen der er, men jeg er fuldt ud klar over at det ikke er mig. Ikke at jeg dermed er et dårligere menneske end så mange andre, men jeg er efterhånden blevet så gammel at jeg ved hvem jeg er og hvad jeg består af på godt og ondt. Vil det så sige at jeg hviler i mig selv og har accepteret den Tina, som jeg ser i spejlet hver morgen? Ikke en skid for at sige det lige ud, for hvis jeg nu hvilede 100 % i mig selv, ville jeg vel også være 100 % tilfreds med mit liv som det nu engang har formet sig. Misforstå mig ikke, for jeg vil nødigt klage, men der er da allerhøjeste grad plads til forbedringer set med min optik, men disse forbedringer er ene og alene mit ansvar.

Det skuer i mine ører når jeg hører andre sige "tag mig som jeg er, for jeg kan/vil ikke laves om", for hvad er det for en gang blåøjet selviscenesættelse, for når man skærer ind til benet har vi jo alle vores usikkerheder. Vi har det bare skidt med at skilte bevidst med dem, for tænk hvis der var nogen der fremstod mere perfekte end os selv og som jungleloven siger, bliver de svage spist. Newsflash, vi er sgu alle i samme båd og det er mig der sidder ved roret i den kæntrene skude, for jeg er nøjagtig samme sted, selvom jeg måske kan fremstå mere selvsikker, end som så. Men når sandheden skal frem, så er jeg ikke bedre end hvad jeg spejler mig i og inden I nu med den belærende pegefinger fortæller at jeg ikke skal spejle mig i andre, være glad for mig selv, med den ovenstående sætning i tankerne, så vil jeg nu alligevel holde på min påstand. Ovenstående sætning burde nemlig lyde "tag mig som jeg er, for jeg magter ikke alene at ændre de mangler jeg har", for selvom vi alle er forskellige og gør vores ypperste, for at være den bedste version af os selv, så kan de fleste vel nikke genkendende til at føle os som 2. sortering af guds hånd på visse områder?!

Jeg er i bund og grund ligeglad med hvad m/k på gaden ser, når jeg stavrer forbi i høje hæle og med håret dullet op eller iført sneakers og uden make up, men jeg er bestemt ikke ligeglad med mine nærmestes syn på Tina og jeg er heller ikke ligeglad med hvordan jeg selv ser hende i spejlet. Selvfølgelig betyder det noget for mig at ham jeg elsker finder mig ligeså tiltrækkende, som da vi mødtes og ikke blot føler at skulle acceptere 30 kilo+, blot fordi "jeg nu engang er sådan", hvilket jeg gudskelov ikke er.  Min selvkritik er dog også så intakt, at hvis jeg udelukkende spejlede mig i hans billede, ville jeg netop vokse til det dobbelte og stadig føle mig lige elsket af ham, da det forhåbentligt er mit indre der gør mig smukkest. Men jeg ville i så fald have svært ved at se mig elske mig selv! Sådan er det nemlig at have usikkerheder, ikke føle sig tilstrækkelig eller blot god nok og selvom flere siger til mig at det er noget pjat, så er det måske min drivkraft, der får mig til at prøve. Prøve at blive lidt bedre til det hele, yde lidt mere, hvilket vel ikke er nogen skidt ting?! Min selvkritik fortæller mig samtidig at det som andre i årevis har set som en mangel ved mig, de ofte omtalte modersmærker og som nu er væk, har gjort mig grimmere. Arhmm for pokker, det er jo ikke i dem din skønhed sidder, men når min hjerne stadig ikke kan genkende mit eget spejlbillede og jeg føler mit eget spejlbillede fremmed, så er det altså svært at se meget andet end de absolut små, men skamferende ar. De velmenende ord om at nogen har det meget værre end jeg eller ser langt frygteligere ud, hjælper mig desværre bare heller ikke, for jeg bliver netop ikke smukkere af at andre er ligeglade, finder det ubetydeligt og slår det hen.

Sådan ser min verden ud for tiden og det skal heller ikke blæses op til klynk eller at jeg er på randen til et narcissistisk nervesammenbrud, men mere som en erkendelse af at jeg ikke er perfekt til andet end én ting... at hige perfektionismen og erkende at jeg ikke evner at ændre det.... alene!

 

Beauty and tha Beast