Leverpostej er godt. Især hvis den er hjemmelavet og krydret med allehånde, kærlighed og måske en smule hakket bacon, for at holde fedtprocenten oppe på et niveau, som kan give glidemiddel til vores forsnævrede kranspulsåre. Og selvom det smager ganske fortrinneligt og måske endnu bedre hvis man har evner af ovenstående type og ynder at bage den selv, så er det altså blot en pulveriseret gris, udsat for høj varme. Oversat til film er det en kombination af Babe, den kække gris, Freddy Kruger og Vulcano, og så kunne vi passende bage den i Robocop.
Jamen det er jo Dansk, Tina og nærmest en nationalspise, som stoppes i halsen af os fra den første rugbrød vi maser ud i mellem små 1 årige pølsefingre, inden vi tvære den ud over mors fine sofa og op i håret. Gad vide om det er derfor danskerne har samme hårfarve?! Næppe, for nu vil den kloge jo påstå at det stammer fra den finere franske køkken og oprinder fra paté, og det kan da da også være det gør, men det er altså stadig leverpostej uanset hvilket sprog du taler.
Findes der et bedre symbol på hverdagen en pureret lever med spækmos?
Hverdagen trommerum er en spøjs størrelse. Den rammer sjældent som et godstog, men kommer snigende som en knæler på jagt, og før vi ved af det står vi iført en lidt for poset t-shirt i færd med at smøre madpakken, med vores leverpostejsfarvet hår (for at matche), som manden med største fornøjelse skal indtage dagen efter. Og nu er det jo ikke sådan en flad klap-sammen med fedt og den svedende rullepølse, der har beriget os med sin udsøgte sokkeduft, hver gang køleskabet er blevet åbnet, som vi disker op med. Næh for dum som man var, startede man naturligvis med at charmere ham med de højtbelagte stykker, godt med kræs og behørigt pyntet i alverdens farver, så det så indbydende ud.
Og leverpostejen gemmer vi så under alverdens fint udskårne grønsager, som sikkert er det eneste friske grønt, den gris nogensinde har smagt. Hmm, gad vide om bogen "leverpostej i farver" er skrevet, for ellers har jeg måske fundet mig en niche?!
Der var engang man svøbte sig i de rosende ord og smilet om hans mund når han kom hjem efter en lang dag, omfavnede mig og skamroste den fantastiske evne, man havde til at få 4 stykker højbelagt smørebrød, ud af 2 endeskiver rugbrød, en pakke Stryns og en dåse bløde elastikker, der engang var ristede løg. Man forsøgte ligefrem at overgå sig selv, blot for at vedligeholde strømmen af oralbuketter og tilføjede et lille twist af butiksindkøbt og færdigspiret karse, mest for designets skyld, men også lidt for at skjule det lidt for dårligt skårne pålæg fra jumbo-discount-stor-familie-pakken.
Men der er altid et loft og det rammer man også på et tidspunkt og for mig var det ikke blot det at skulle finde nye måder at maskere leverpostegen på, men ligeså meget at jeg fandt ud af at der ikke er ubegrænset højde på en stanniol madpakke, med de vanlige 8 halve. Jeg er kørt træt i hverdagens leverpostej, og jeg føler mig slet ikke parat til at det ansvar det er at kunne håndtere og leve side om side med så kedeligt pålæg, til trods for jeg ved jeg har skjult det godt.
Jeg kan faktisk bruges til andet end at smøre madpakker....... Jeg kan gå i seng, kan jeg og det agter jeg at gøre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar