Hvor er mit rivejern?

Jeg ønsker mig et rivejern! Sådan ét, har jeg erfaret at jeg slet ikke ejer, eller også har det forputtet sig i rodeskabet i køkkenet, som ellers jævnlig bliver ryddet op, men som har en evne til at rode sig selv til, som var en skabs-tyfon kommet forbi. Jamen hvordan pokker har jeg overhovedet overlevet uden sådan et, de sidste 4 år, bliver jeg spurgt og dertil kan jeg kun skamfuldt indrømme, at råkost desværre ikke står øverst i min kostpyramide og at jeg sjældent laver hjemmelavet kartoffel-rösti.

Når jeg tænker nærmere over det, er mit køkken måske egentlig dårligt ekviperet, siden jeg flyttede ind i min lille lejlighed og har slet ikke alle de remedier og da slet ikke af det rigtige mærke, som skal til for at overleve i et moderne samfund. Jeg har ingen fancy Kitchen-Aid køkkenmaskine stående, jeg har heller ingen Global-knive i blokken, men de er dog skarpe nok til at skære i selv det sejeste stykke bøffel, så safterne springer og mit spisestel har heller ingen bølger, men ligner dog noget der har været en tur igennem et rev, i høj sø. Og alligevel formår jeg at spise, hver eneste dag og kan endda til tider, fremtrylle et gourmet-måltid, som er en konge værdig, hvis jeg skal gå imod janteloven og selv sige det.

Sådan har det ikke altid været og der var også engang jeg gik op i, at have de rigtige mærker i skuffen og helst i nyeste design, også selvom det blot samlede støv og sjældent blev brugt. Der var engang, hvor jeg samlede til huse, af alverdens grej og alligevel havde jeg ikke et lykkeligt køkken-liv eller tilnærmelsesvis det liv jeg søgte, og dengang fandt jeg overhovedet ingen nydelse i at lave maden, men mere at spise den, hvilket også resulterede i temmelig mange overflødige kilo på hofterne. Kiloene er næsten alle smidt nu og jeg nærmer mig den vægtklasse jeg havde i mine unge år og maden der før, var en dårlig substitut for lykkefølelse er nu afløst af glæden ved rammerne omkring måltidet. Apropos vægt, tror jeg heller ikke jeg ejer en køkkenvægt, hvilket fortæller en del om, hvor meget jeg bager og hvor store brød jeg slår op!

Men jeg elsker faktisk at lave mad og jeg nyder at forkæle andres smagsløg, når der er dømt hygge og luften emmer af kærlighed, hvad enten det er til min datter, mine veninder eller manden, jeg skulle kaste mit hjerte efter. Men nu kommer endnu en indrømmelse, for jeg elsker det ikke så meget, at jeg gider stå og præparere et måltid til mig selv, som er mere avanceret, end at smøre en rugbrød med leverpostej, som dog kan toppes med en agurk, når det skal være ekstra festligt! God mad afhænger, i min lille verden, ikke af ingredienserne eller hvor fint bordet er dækket, men af selskabet og selvom jeg ellers ikke er særlig glad for at blive kostet rundt, er det nu dejligt når der står en og fortæller at tomaterne jo ikke snitter sig selv, når man står og falder i trance over, hvor godt selskabet smager!

Det er jo ikke fordi, jeg ikke stadig elsker mad, men jeg elsker blot mere samværet omkring et velberedt måltid og det er selvom jeg laver maden solo, eller endnu bedre, er så velsignet at have deltagende selskab, hvor man kan tale sammen og evt. nyde et glas vin, imens de lidt for slidte gryder damper. Så måske skulle jeg i stedet konkludere, at det eneste mit køkken reelt mangler er endnu en kok, selvom man siger at for mange kokke fordærver maden?! Hvad gør det at steaken er lidt sej og pastaen ikke er al-dente, men nærmere al-dental, og knaser mere end godt er, når man stadig kan se tilbage på en aften, der er mindst 5 Michelin-stjerner værdig....selv uden et rivejern!

Vi kan li' at ha' noget vi kan rive i.... 

Wax that, Guys!

Ifølge mange mænd, er de langt bedre til det med biler end kvinder og det kan da også godt være, at de på sin vis har ret, for der hersker ingen tvivl om deres overlegenhed, hvad angår deres viden om køretøjers funktionsevne. De ved præcis hvilken mekanisme, der ligger bag, når man træder på speederen og hvad der præcis bringer en bil i fremdrift. De forstår og begriber systemet bag gearkassen, og hvorfor en bil har flere fremadgående gear, men kun et bakgear og ikke mindst, hvornår de rette omdrejninger er nået, til et gearskifte er nødvendigt.

Mænd er et finurligt og kløgtigt væsen, som i deres iver for at fixe den firehjulede, straks popper hjelmen, når motoren begynder at lyder underligt eller sætter ud og står klar med smørekande og twist, og velvilligt stikker hænderne på den varme motorblok, med risiko for at brænde nallerne. Med en fantastisk og næsten nørdet entusiasme, angriber de hvert et problem, som måtte opstå og forbygger på bedste vis fremtidens udfordringer, hver søndag ved at nurse, pudse og polere bilen ved den lokale vaskehal. I salute you!

Når det er sagt, kan det dog undre mig at de kære mænd, ikke benytter deres viden om motorer, forbrænding og fremdrift og overfører det til deres forhold, for her ser virkeligheden ganske anderledes ud. Her er alle de kloge og videnbegærlige genier, pludselig blevet forvandlet til analfabeter og det ellers så mandige mod, er udskiftet bedstemorkørsel, med kaffepauser i nødsporet. De har al den viden der skal til, og alligevel vælger de ikke at bruge den, til noget som helst konstruktivt, men lader sig i stedet intimidere og afventer om ikke tiden nok skal løse det hele og autohjælpen kommer forbi. De er pludselig transformerede til de handlingslammede og apatiske spøgelsesbilister, de plejer at vinke til med midterste finger, når de luller imod strømmen!

Forhold til kvinder er nemlig præcis som biler. Skal de fremstå skinnende, skal de nurses, pudses og shines, med svedperler på panden til følge og skal de køre upåklageligt, kræver det en kontinuerlig strøm at brændstof og ikke blot en sjat af reservedunken, når du allerede er rendt tør! Forhold har nøjagtig samme antal pedaler, som de fleste automobiler, hvis vi ser bort fra dem med automatgear, som i øvrigt er for de dovne og aldrig vil opnå samme acceleration.

Der er en speeder, der kan bringe forholdet fra A til B, og præcis som i trafikken, bør holdes indenfor de tilladte fartbegrænsninger, for at man kan nå at nyde turen, dog uden at man falder i søvn. Der er en kobling, som hvis den files, kan få det hele til at trille langsomt og som også kan spare brændstof og energi ned af bakken, men aldrig få dig op igen uanset hvor langt du trækker (trykker) den. Der er en bremsepedal og dens funktion siger sig selv, for den kan kun én ting. Den kan sagte farten og bringe forholdet til standsning og bør bruges med omtanke og varsomhed, for selvom det måske lyder fedt når hjulene hviner, så slider det hårdt på dækkene. Men hvad er det egentlig, jeg forsøger at sige til hannerne?

Jeg siger blot, at præcis som en bil, kommer et forhold ingen vegne, ved at træde alle pedaler i bund, på samme til, men det burde de jo vide, ik?!

Carwash! 

Mate With My Soul...

"Kærlighed gør ondt", er et godt slidt ordspil, som sikkert er ligeså gammelt og fra dengang, man hev kvinderne med håret og hvor en trækølle var det nærmeste alternativ til en potensforlænger, da hverken bilen eller viagra var opfundet. Det er uden tvivl fremstammet af et knust hjerte, der midt i tårerne og forsmåelsen, skulle finde en syndebuk at overdænge med skyld, for at kunne skærme sig fra at forsvinde i det dybeste, sorte hul. Og vi har alle oplevet ulykkelig kærlighed, på et eller andet tidspunkt i vores liv, både set fra den ene og den anden side af bredden, af kærlighedens fossende elv, hvor man ikke har anden mulighed end at lade sig drive med strømmen.
Uanset hvor mange gange vi har ladet os drive i land, halvt druknede, eller selv kappet livlinen til en partner, så har vi en evne, ja nærmest et instinkt, der får os til at hoppe i jollen igen. Og hvis kærlighed er sådan et dæmon, kan man undres over hvorfor vi til stadighed lader os lokke og fange i hvirvelstrømmene?!

Og jeg ville før i tiden have påstået at kærlighed ikke gør ondt, med mindre den mangler, fra den ene af de involverede parter, og at ægte kærlighed imellem to mennesker, kun kan være smuk, givende og bekræftende. Men, Boy was I wrong! For selvom jeg i løbet af mine 35 år, har oplevet et par stykker der kunne nærme sig titlen som kæreste, livsledsager, mand, så har jeg nok indset at der må findes en Soulmate i et andet menneske, som blot venter på at blive fundet. Et menneske som passer til mig, som to tandhjul der går i hak, som kan mærke mig, selv i mit fravær, i hvis nærvær jeg føler mig komplet, og hvis krop, nærmest flyder sammen med min, i den hedeste omfavnelse. En fantastisk, euforisk og surrealistisk følelse af, at være skabt for hinanden! Nogen kalder det tosomhed, når det er stærkest, et partnerskab på det menneskelige, følelsesmæssige og åndelige plan, som kun styrkes yderligere, for hver gang de bringes sammen.

Man kan nærmest ikke lande igen, når man er blevet holdt om og overdænget med så mange kys, at hagen nærmest er hudløs, som var den skrubbet den med en grydesvamp. Man genspiller alle de dejlige og smukke ord, der falder som en strøm af roser, for at fastholde øjeblikket, mens man vinker farvel og tænker. There goes my love.... My soul!
Men når tosomheden afbrydes og adskilles, er det pludselig at kærligheden smerter og gør så fandens ondt, for selvom at følelserne blot forstærkes ved hver fusion, så afføder savnet og afstanden, følelsen af ensomhed. Som om radioen mister sin lyd, lejligheden tømmes for møbler og luften drænes for ilt. Her bliver stille, sterilt og tomt, og kun duften i puden, sidder tilbage som et flashback, til genkaldelse af nærværets intensitet.

Selvom jeg ved at det er sundt at savne og at det også kan være med til at styrke det, i forvejen, stærke bånd, så er det dog svært at påminde sig selv, når man står alene tilbage med uvisheden om, hvornår og om man nogensinde igen får chancen, for at holde om, putte ansigtet ind til en skulder og blive et. Sådan føles det for mig at elske, så det gør ondt, og selvom smerten dulmes lidt igen ved gensyn, og euforien igen øges med hvert et blik, så ved jeg at min længsel stiger stødt, for hvert minut der går. Men hvem tæller.....

Så, ja kærlighed gør også ondt, selv når den er smukkest og føles som en del af sjælen, men når jeg elsker så usigeligt meget, er det pinen værd!
Du tror det måske ikke, men jeg er helt sikker på at det er skæbnen, der bringer mennesker sammen, for dette er ikke noget man oplever på ugebasis, men noget ganske unikt og at MIN sjæleven findes, er jeg vis på!

Soulmate

Paint me a picture!

Hvor jeg dog elsker kunsten at farvelægge, formgive og modellere med ting, og se det transformere sig, hvad enten vi taler i ord, tegninger, malerier eller endda mit ansigt. Jeg drømmer mig langt væk i den leg og de muligheder, der viser sig når man står med et kønsløst og tomt lærred, som blot venter på at mine strøg giver det liv og vitalitet, men jeg må også indrømme at jeg ikke får gjort det nok.
De sidste mange "værker" har været på bestilling og ikke bundet i den store kreativitet, men alene en gengivelse af et foto, kopieret på papir med den spidse blyant og det kræver ikke den store kunst, men mere disciplin og  koncentration. Så er jeg jo ikke meget andet end en kopi-maskine?!

Men når jeg lader drømmene få liv på papiret, er jeg udenfor denne verden og timerne flyver afsted, mens alt omkring mig står stille. Smøgerne ryger sig selv op, en efter en, i askebægeret og kaffen, der før dampede skoldhed, ender som en småkedelig kold cacaomælk. Det er et spil solitare, som jeg endnu ikke har kunnet dele med andre, dels fordi det meste af processen foregår i mit hoved og dels fordi de fleste betragter det som en evne, de ikke selv besidder. Men kunst handler for mig ikke om evner, kunnen eller håndværk, men mere om en ekstra sans vi har fået at se verden med og hvor nogen blot evner at vise det i en anden udtryksform.

Nu er jeg ikke den store analytiker hvad angår kunst, men ved blot hvad der behager mit øje og tricker mit eget tankespin, som jeg får afløb for i mine egne skriblerier, både her og på papiret og til tider også lærredet.
Stadig er jeg dog bedst til gengivelsen, i en så nøjagtig kopi som mulig og selvom jeg ville ønske at jeg kunne få tankerne frem, alene ved farvevalg og sporatiske penselstrøg, kan jeg lide at fordybe mig i detaljerne, hvilket nok desværre ikke overlader meget til andres fantasi. Min verden er måske ikke særlig abstrakt?!

Jeg har altid, fra barnsben, tegnet meget og det er sjovt at sidde og se sine gamle tegninger igennem, hvilket jeg i dag kan takke min mor for at mappeføre, helt fra dengang jeg havde hvide sløjfer i rottehalerne. Det slår mig dog, når jeg bladrer igennem dem, at jeg tegnede lidt anderledes end mine jævnaldrende, for hvor deres sole næsten altid havde et kæmpe bredt smil og husene var tegnet i én dimension, var mine tegninger i stedet oversået med detaljer, uden blanke pletter og tegnet fra et to-dimensionelt perspektiv. Måske er det mine manglende naivistiske sol-smil og blå fluffy lammeskyer, der gør at jeg ikke føler jeg mestrer den abstrakte stil, for det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt mig ud i denne del.

Jeg kan sidde her i min stue og kigge på en serie af tre malerier, jeg startede for 4 år siden og som jeg besluttede ikke skulle forestille andet end mine tanker, følelser på netop det tidspunkt. Og selvom jeg har lagt liv og sjæl i de billeder i forsøget på at fortælle min historie, har jeg stadig en følelse af at de er ufuldendt, når jeg ser på dem, men hvad mangler?! Måske mangler der endnu flere lag, med spartel, tin, folie og oliemaling, ovenpå det simple pulsslag, der startede det hele, da jeg stod i en meget livsbekræftende og dog sørgelig tid i mit liv?!

Jeg kan kun komme på én ting der mangler, som dog rækker udenfor egne evner og indflydelse, for at fuldende det samlede billede, af min verden..... Lidt som den manglende brik i et puslespil, som ikke var med i pakken, men som fuldender motivet. Der mangler endnu et billede, en happy end, som jeg ikke kan male alene! Så dette er min bøn til dig, som kan....teach me how, or.....

Paint me our picture! 

My first...

Klokken er mange og som så mange gange før, er jeg forfulgt af manglen på søvn og træthed, som ikke rigtig vil komme til mig, for alle de tanker der presser sig på. Jeg tænker tilbage til de tidlige teenage-år, hvor de eneste bekymringer, omhandlede at være populær nok, til at blive bemærket af ham, man havde kastet sit naive ungpige-hjerte efter. Kan du huske din første hovedkuldse forelskelse? Den slags, hvor alle dine drømme omhandlede netop ham og hvad i ikke kunne føre det til, hvis blot han havde set til din side og kunne se at du ikke blot var en dum lille pige, men hende der kunne gøre ham den lykkeligste fyr?!

Min hed Bjørn og kors hvor var han dog dejlig. Han var høj, flot og med det sødeste, generte smil man kunne tænke sig og havde desuden nogle utroligt pæne ben, som jeg husker det, hvilket er en underlig ting at hæfte sig ved, når man tænker tilbage. Han var 6 år ældre end mig og var faktisk den eneste grund til, at en pygmæ som jeg, valgte at deltage i volleyball-træningen i flere sæsoner i træk, når han som træner skulle vise hvorledes man nu fik den pokkers bold over nettet. Jeg var vitterlig elendig til det, men blot for at kunne se ham og i forsøget på at fange hans opmærksomhed, troppede jeg standhaftig op hver eneste onsdag, i et naivt håb om, at han en dag så til min side.

Jeg var 13 år, da jeg kastede mine drømme efter den noget ældre Bjørn, som naturligvis ikke så det mindste imod denne smask forelskede lille piges side, som egentlig kun var et stort barn, set med hans øjne. Men ikke desto mindre, var jeg voldsomt betaget og fanget, så jeg nærmest fik åndenød, når han sagde mit navn eller blot kiggede på mig. Jeg var egentlig ligeglad med, om jeg kunne leve op til hans forventninger som spiller, kunne præstere nogenlunde i forhold til sporten og kunne blokere på den rigtige måde, for det gav mig jo blot et påskud for at få det demonstreret igen, på nærmeste hold.

I dag er jeg på tærsklen til at fylde 35 og han bliver/er 41 år og jeg sidder med et smil på læben, når jeg ser tilbage på dengang, hvor alene hans tilstedeværelse kunne få hårene til at rejse sig op ad armen og hjertet til at springe ud af brystet. Det ville nok være med en hel del mere beherskelse, jeg ville se ham i dag, hvorend han er endt, for tiden har ændret meget, siden jeg var en blå-øjet lille tøs, med lyse krøller og en drøm om at blive fru Pedersen. Og uden at vide det, kunne han jo være både skaldet og småfed, den dag i dag, og måske være alt andet end hvad jeg dengang drømte om, men et eller andet sted, så bilder jeg mig stadig ind at han er præcis, som dengang....Gude-smuk og den rene Adonis!

Jeg fik aldrig med ord, fortalt mine naive følelser for Bjørn, hvilket egentlig også var godt nok, for på den måde forblev han mit ideal på en drømmemand, mange år frem og på sin vis stadig er. Måske vidste han det godt, men tog det blot som et kompliment eller syntes det var ganske sødt, at jeg satte ham op på den pedistal, hvor ingen rigtig kunne konkurrere eller udfordre ham, hvem ved?! Jeg tror egentlig ikke jeg skjulte det så fandens godt, men i dag gør det heller ikke noget, for vi har vel alle haft en ungdoms.forelskelse, som vi ikke kunne få og som blot var medvirkende til at udvikle os, ind i voksenlivet?!

Så, kære Bjørn.... skulle du, imod forventning, læse med her, så bryst dig ved at du har været medvirkende til, at præge mine tanker og hvorledes drømmemanden er og selvom jeg er velvidende om, at ingen af os, ser ud som dengang, vil du nok altid stå lyslevende i min erindring...... præcis som dengang!

My First! 

"Pigen og trompeter"

Dengang jeg var ung, havde jeg lyst og evner til at udgyde ord, i andet end blogs og lade fingrene steppe hen over ganske andre knapper, end på tastaturet her. Dengang var jeg meget optaget af musik, og dens fantastiske udtryksform af hele følelsesregistreret, og jeg dyrkede det i en noget mere fysisk forstand, end jeg gør i dag. Bevares, jeg skråler skam stadig med, når jeg fanges af en ørehænger i radioen eller blot har fået en enerverende sang på hjernen, som ikke er til at slippe af med, selvom man ikke helt husker teksten. Jeg tager desværre heller ikke det store hensyn, til mine stakkels kollegaer, som jeg på ingen måde skåner for min røst, når jeg føler en sang på vej, som ikke kan holdes nede med synke-refleksen alene. Det er ikke ment som tortur og det er ganske ubevidst, når jeg pludselig bryder ud i sang, midt imellem alle telefonopkaldene fra diverse leverandører, som dog heller ikke inspirerer til meget sang, men mere et udtryk for de følelser jeg rummer, når jeg lader tankerne og drømmene vandre udover pc skærmene.

Jeg har altid brugt musikken som energi-aflader, som kom til udtryk i sang, når jeg stillede op til kirkens salmer og orgel-klang, som ledsager til min musiklæres klaverspil (for det mere modne publikum), i ungdoms-bandet til diverse skole-arrangementer og som lead for de mere garvede rock-drenge i gymnasietiden. Jeg er ikke vokset op i et hjem med klaver, men musikken har alligevel fyldt og især når contry-musikken og 50'er rocken tonede ud af højtalerne i mit barndomshjem og mine forældre satte vinylen i svingninger. Min musiksmag er vel også præget af deres og jeg kan stadig nyde at høre de gamle klassikere som Elvis Presley, Roy Orbison, Mirelle Mathieu og Patsy Cline, der bringer minder frem i stil med, at se sit gamle legetøj igen efter mange år hengemt på loftet. Jeg har en bred musik smag og lytter til stort set alt, med stor nydelse, så længe det er velgjort og smører min øregang, hvad enten vi taler klassisk, jazz, pop, rock, R&B, hip-hop og listen kunne blive ved i en uendelighed, og jeg lader min alt-stemme sætte i kor med det hele.

Musikken udfoldede sig som sagt i sang, men også på de blæseinstrumenter, jeg i tidernes morgen mestrede at få andet end kattejammer ud af, til mine forældres store irritation, når der skulle øves. Jeg startede spædt med blokfløjten, men fandt den ærligt talt lidt for fimset og mistede da også hurtigt interessen, da de forsølvede, skinnende brass-band instrumenter viste sig som en mulighed. Nogen Michela Petri, var jeg dog heller ikke og der var nok også lige lidt nok swing i noderne på papiret, for en teenager med krudt i røven og med en himmel uden højde. De første blæs i en cornet, gav blæner på læberne, men også et sammenhold og tilhørsforhold i det skoleorkester jeg blev en del af, som gik på tværs af aldersgrænser. Det var en fantastisk tid, som styrkede bånd og nye venskaber, men som også førte mig ud i den store verden på musik rejser og koncerter. Men nu er jeg jo sådan indrettet at det ikke kan blive stort nok, så da jeg efter cornetten, hornet, barytonen, blev jeg tilbudt at spille euphonium, med den karakteristiske summende lyd, sagde jeg naturligvis ja. Det var et specielt instrument, udfordrende og meget svært at spille, men det førte mig frem på første række, hvor jeg nok altid har befundet mig bedst, hvis jeg nu skal være ærlig. Husker dog pudsningen og de mange årlige marcher, som et helvede, iført lårkort og hvide knæstrømper, med de mange kilo messing båret i én arm og med fingrene dansende hen over ventilerne, mens man momentært forbandede, hvorfor man ikke var blevet ved cornetten. Det hjalp dog en hel del på motivationen, at ungdomsforelskelsen, sad få meter fra mig. Det var dengang og jeg tror desværre jeg for længst har mistet færdighederne til at få toner ud af sådan et bæst, men hør lige her hvorledes det lyder, når man kan: David Childs.

Jeg tænker tit på, hvorfor jeg lagde det på hylden, både euphoniumen, men især sangen, når nu den bragte mig så meget glæde?! Og jeg har simpelthen ikke noget fornuftigt argument, desværre, så måske skulle jeg tage det op igen og se om det kan opøves til en standard, der også bliver værd at lytte til for andre og ikke kun er påtvunget larm for kollegaernes stakkel hørelse. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at melde mig til X-factor eller lignende, da jeg ikke har noget ønske om at blive kendt eller gøre sangen til en levevej, men blot har en lille drøm om at finde min indre musik igen og dele den med nogen.

Afslutningsvis vil jeg lige dele et stykke musik, som husere i mit hoved for tiden, af flere grunde og som jeg finder stor skønhed og sandhed i....både i lyrik, tekst og musik og som er perfekt formidlet og fremført, hørt med mine ører: Alicia Keys

Der brænder en ild...

Hovedet værker, tankerne tumler efter endnu en nat, med alt for lidt søvn og hvor selv ens kollegaer påpeger at man ligner noget, der burde være endt i wc'et efter en aften, hvor man har kigget for dybt i rødvinsflasken. Med den dampende kaffe, sidder jeg nu og gør status over dagen, som jeg ofte gør, for at falde ned til et leje, som jeg selv kan holde ud og som ikke mindst min datter kan være tjent med og jeg transformere mig fra den fortravlede arbejdsbi til en overskudsagtig mor, selvom rollerne nogen gange udviskes. Igen i nat lå jeg og vendte og drejede mig, til trods for den overmandende følelse af træthed, med uro i kroppen og med noget på hjertet, som jeg forsøgte at formulere til noget konstruktivt.

Efter to timers mental gennemgang af indgangsvinkler, faldgruber og overspringshandlinger, var "talen" klar og forvisset om min forberedelse var tilstrækkelig, lod jeg øjnene glide i. De efterfølgende 4 timer husker jeg ikke meget af, men jeg fik dog hvilet både tanker og øjne nok, til at kunne vågne med gåpåmod til en ny og spændende dag, ventende forude. Bilturen på arbejde blev, efter Lean-konceptet om tidsbesparelse, brugt til at finpudse detaljer og liste op hvad jeg i øvrigt skule nå i dag..... For fanden, hvor havde jeg bare styr på det pis, hvis jeg selv skulle sige det. Yeah right...

Nu er det så jeg ikke lige helt klar over hvad der gik i fisk, for mig, men intet blev, som jeg havde forestillet mig og planlagt, til trods for at tankerne også var blevet vendt med min nærmeste sparringspartner. Og mine tanker om den dalende trivsel på arbejdspladsen, grundet brok, væltede ud i en underlig konstellation af selv samme og var hverken konstruktiv eller på anden måde fordrende, alt imens tilhørende sikkert følte sig stillet skoleret for frk Skrap, med nedfaldne briller på næseryggen og knold i nakken.

"For fanden, Tina...du ved bedre og var så forberedt på at fatte dig i konstruktiv korthed, uden din pointe gik tabt!" Ja, jeg ved ikke lige hvorfor de ord, jeg ellers mestre at sætte sammen i mine blogs, kom ud i neandertaler-sprog med grynt og fnys, til trods for at jeg stod med nedfældede notater i min hånd. Måske var det det tudehornet, der pludseligt rømmede kontoret, midt i mit koncentrerede tankespin, og hvor jeg efterfølgende måtte stå ude i kulden, med langt lys på, for at evaluere den igangværende brandøvelse, med en trafikvest som eneste værn imod vinden.
"Havde der været brand, havde jeg i det mindste et bål og varme mig ved", var min første tanke?!

Eller også var det blot en forvirring over hvor jeg er på vej hen, der prægede mig, for selvom jeg har bestridt denne stilling i 3 år, ser jeg en drejning imod nye udfordringer, hvis jeg blot griber boldene der bliver kastet. Faktisk har mit job aldrig været mere spændende og jeg kan ærligt sige at jeg med glæde drager afsted hver morgen. Måske var dagen en reminder om at min egen Ja-hat ikke sidder særligt godt fast i blæsevejr, at en brændende ild, tilsat benzin, kan blusse op i en ord- eksplosion og at kold (kynisk) kulsyre gør en dårlig brandslukker, mod mennesker i flammer....

Der brænder en ild.....