Viser opslag med etiketten Ord. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ord. Vis alle opslag

tirsdag den 19. maj 2015

En knudemand i Dad-bod

Jeg kan ikke helt lade være med at trække let på smilebåndet, når jeg hører udtrykket knudemand, for jeg får indre billeder på nethinden af Onslow-typen henslængt i lænestolen, iført net-undertrøje og med en dåsebajer i den ene olieindsmurte hånd, mens den anden hånd klør, hvor der kløes skal, når man er en rigtig mand. Vi kender sikkert alle sådan én (jeg har kendt et par stykker) og du kaster måske endda et forsigtigt blik hen på sofaen, mens du sammenligner med ham, der i tidernes morgen hviskede søde ord i dine ører og smeltede dit pansrede hjerte, og som nu ligger der selvtilfreds og tilpas i dybeste tavshed, kun afbrudt af grynt. Sådan er det når de candyflossfarvede briller revner og vi længdes efter den helt afsindig romantiske mand, som kunne få tusindevis af bevingede insekter til at flakse rundt i vores mave, som havde man sluppet alle regnskovens sommerfugle løs dernede. "Ohh Nice", som karakteren ville have sagt, med en vis portion sarkasme, men hvis jeg skal være ærlig så finder jeg den type mand mere skræmmende end lattervækkende!

Men hvad er en knudemand for en fætter, hvis vi nu skal dissekere handyret til mere spiselige bidder, så vi alle kan være med og er han overhovedet så indestængt og sammenknyttet, som betegnelsen antyder eller er han i virkeligheden blot pisse ligeglad med alt andet omkring sig, så længe han får dækket hans behov og stillet sin kløe? Det har nemlig intet med mandens udseende at gøre, for selvom en net-undertrøje overlader mindre til fantasien end man kunne ønske og den toppede mave kunne antyde et forvokset garnnøgle, hvis man kniber øjnene nok sammen, så er knuden er ikke umiddelbar synlig udenpå. Den er måske endda slet ikke ret stor af størrelse, men alligevel præcis stor nok til at blokere for forbindelsen til følelsescenteret i hjernen og her kommer vi til den creepy del... Han har sgu selv sat den der!

Han er så langt fra ligeglad, men vælger at lukke af for de elementer, der kan få ham på usikker grund og få ham til at miste kontrollen og ét af de elementer kan desværre være kvinden i hans liv. Han har sådan en indbygget tænd/sluk knap, som kan lukke ned for de dele af hjerneaktiviteten der er i berøring med andet end hans basale behovscenter og det er jo egentlig ret smart, men hvad får han mon ud af det? Det skal jeg sige dig... Han får magt! Han er udmærket klar over at vi kvinder ikke er velekviperet med evnen til at afbryde forbindelsen til vores tanker og lukke de følelsesmæssige reaktorer ned og at vi har et ligeså stort behov for at høre ham hviske et par søde fraser fra tid til anden, som at trække vejret. Det giver ham muligheden for at være i fuld kontrol over både sit eget følelses register, men også over kvindens, for hans tavshed øger blot gisningerne og kvinden vil forsøge endnu mere ihærdigt at få ham til at løsne op, mens hun konstant forsøger at aflæse hans tanker.

Dette betyder naturligvis ikke at knuden er lige stram bundet hele tiden, for selv en knudemand kan jo snuble i sine snørebånd fra tid til anden og det er her kvinden ser et glimt af den fantastiske mand han vælger ikke at være, hvilket kun gør hende endnu mere forvirret. Hun føler det som om han straffer hende og det gør han måske også, for når man ser i historiebøgerne ligger begreberne hævn og magt lige til det højre herre-ben. Han agerer Vor Herre der giver med den ene hånd, mens han tager med den anden, hvis den da ikke lige er optaget af andre og mere presserende opgaver, som at ae sig selv på dunken eller klø sig selv i løgposen. Det kunne dog så ganske glimrende harmonere med den seneste trend indenfor mandekroppe, nemlig the Dad-bod eller i en mere fordansket version far-kroppen, som er den lidt kvabsede type med lidt til gården og gaden og som nu er blevet idealet for kvindens beundring. Og der skal ikke herske nogen tvivl om at sådanne "rigtige" mænd, der giver lidt efter i trommeskindet når man trykker på dem, er ret så sexede og kan tænde noget i os kvinder, men det er altså ikke nok at stille sig nøgen op foran en kvinde, med kæften stripset til og dermed kalde sig for trendsætter og tro hun føler sig som verdens heldigste kvinde.

Jeg ved godt jeg stiller tingene lidt på spidsen nu for at understrege min pointe og hvis der sidder nogle mænd derude og læser dette og føle sig truffet, er det ganske uden grund, for jeg tømmer som vanligt blot hovedet, for hvad det er ved at løbe over af. Eller også er du måske en knudemand?! Men jeg sidder også med en øv-følelse, at der stadig i 2015 findes den slags mænd, som leger rollespils-bødler med tavshedens sværd og som ikke vælger at bruge deres nye ideal status, til at være de attraktive, stærke og maskuline mænd der har fundet ud af de er udstyret med et kommunikationscenter.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet...



fredag den 27. marts 2015

Mit navn det står med......

Kært barn har mange navne og jeg lystre alt fra Tina og Mor til Kost, hvoraf det første er mine forældres valg af tilkaldenavn, den næste min datters første fremstammede ord og det sidste er jeg navgivet af en lille skare af underskønne veninder, der kender mig lidt for godt. Det med navne forandring er sgu da en underlig størrelse, men ikke destomindre er det meget udbredt at vi ændre vores navn til noget mere stilet, der matcher vores vores nye Kähler vaser og de åh så trendy Hey-puder. De fleste folk er døbt helt almindelige navne og har igennem deres ganske ordinære rugbrøds-danske opvækst accepteret og lystret navnet som de har fået. Men der er dog også dem, som pludselig finder det så livsnødvendigt for deres identitet at tage navnet på et eksotisk krydderi eller få stoppet fire ekstra vokaler ind, for at påpege deres status som unikum og livet skal blive en dans på roser. Newsflash... Det er ikke dit navn der mangler bogstaver, men dit liv der mangler indhold, hvis dit største problem er at hedde Bente og ikke ved hvor du skal få stoppet det Z ind, uden at henlede folks opmærksomhed på brændbare væsker!

Det kunne naturligvis tænkes at navneforandringerne sker for at kryptere Påskens gækkebreve til moster Inger, men jeg tror nu alligevel der ligger andre motiver bag. Det er som om vores navn har ændret sig fra at være en del af vores identitet, til et stykke modetøj vi tager på, for at understrege vores Mantra "Jeg er ikke som alle andre", hvilket for mig er en ret sørgelig pokal at stile efter, i en verden hvor vi trods anerkendelsen af forskellighed, bevæger os imod et mere egoistisk og solitært liv. Måske er det også bare for at så er det lettere for Thomas Blackman at huske mig, når jeg stiller op i X-factor og fortolker Joe Cocker, mens seerne spørger: "Kunne hendes forældre ikke lide hende siden hun skulle hedde Gurkemeje Xørensen?" og om Kværn-peber ikke havde været mere passende!

Jeg er glad for mit navn, Tina Møller Rasmussen og det er jeg mest af alt fordi, det er min første gave fra mine forældre, hvis vi lige ser bort fra den mindre detalje vi kalder livet. Min far blev selv opdraget med en vis stolthed om vores familienavn, om end den til tider grænsede til storhedsvanvid fra min afdøde farfar's side, men til trods har den nok smittet så tilpas meget af, at jeg faktisk er ret så stolt af mit ganske almindelige efternavn. Så meget at jeg nægtede at tage navneskifte, da jeg i sin tid blev gift, med min eksmand, som dog fuldt ud og stiltiende accepterede min beslutning, men som jeg lige synes, skulle ophøjes til verdens mest vigtige beslutning. Jeg skulle fandeme ikke hedde andet end Rasmussen, hvilket i dag virker lidt fjollet, for hvem pokker ønsker at hedde det samme som den tidligere statsminister, med grimme cykelshorts og en endnu grimmere cykelhjelm??? Never mind, men jeg ligger åbenbart en stor del af min identitet i navnet og at eks-manden havde samme mellemnavn som jeg, nemlig Møller, var jo slet ikke det samme, da mit mellemnavn havde en historie og var opkaldt efter min oldefar, som var møller af profession, hvilket igen gav mig en vis stolthed i at bære det navn. What??? Han malede korn om til mel og var jo ikke ligefrem nogen alkymist, men blot en jævn og hårdtarbejdende mand. Så skulle jeg måske håbe min datter kaldte sig Logistik Teknolog til mellemnavn? Not!

Kunne jeg finde på at ændre navn i dag, hvis kæresten skulle forvilde sig til at fri til mig, hvilket nok sker den dag han er færdig med alle hans projekter (hvilket er aldrig)? Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tror det ikke, for om jeg vil det eller ej, kaldes jeg åbenbart allerede Tina Murer i lokale folkemunde, hvilket ikke engang er hans efternavn, men blot øgenavn kommet af hans fars profession. Og det irriterer mig faktisk, for jeg er min egen person og ikke noget side-kick, som ikke fortjener at blive kaldt sit navn eller i det mindste får sit eget øgenavn. Men når det nu ikke kan være anderledes, priser jeg mig blot lykkelig for at hans far ikke var kloakrenser, og dermed fik et værre øgenavn, hvilket ville være flittigt brugt i det samfund jeg bor i, hvor alle har et øgenavn.

Min pointe er: Dit navn gør dig hverken lykkelig eller ulykkelig, blot genkendelig for alle os andre, hvilket ikke er så dårligt endda. Det er ikke dit navn der definerer dig, men dine handlinger.

mandag den 3. juni 2013

Gyldendals: Leverpostej i farver

Leverpostej er godt. Især hvis den er hjemmelavet og krydret med allehånde, kærlighed og måske en smule hakket bacon, for at holde fedtprocenten oppe på et niveau, som kan give glidemiddel til vores forsnævrede kranspulsåre. Og  selvom det smager ganske fortrinneligt og måske endnu bedre hvis man har evner af ovenstående type og ynder at bage den selv, så er det altså blot en pulveriseret gris, udsat for høj varme. Oversat til film er det en kombination af Babe, den kække gris, Freddy Kruger og Vulcano, og så kunne vi passende bage den i Robocop.

Jamen det er jo Dansk, Tina og nærmest en nationalspise, som stoppes i halsen af os fra den første rugbrød vi maser ud i mellem små 1 årige pølsefingre, inden vi tvære den ud over mors fine sofa og op i håret. Gad vide om det er derfor danskerne har samme hårfarve?! Næppe, for nu vil den kloge jo påstå at det stammer fra den finere franske køkken og oprinder fra paté, og det kan da da også være det gør, men det er altså stadig leverpostej uanset hvilket sprog du taler.
Findes der et bedre symbol på hverdagen en pureret lever med spækmos?

Hverdagen trommerum er en spøjs størrelse. Den rammer sjældent som et godstog, men kommer snigende som en knæler på jagt, og før vi ved af det står vi iført en lidt for poset t-shirt i færd med at smøre madpakken, med vores leverpostejsfarvet hår (for at matche), som manden med største fornøjelse skal indtage dagen efter. Og nu er det jo ikke sådan en flad klap-sammen med fedt og den svedende rullepølse, der har beriget os med sin udsøgte sokkeduft, hver gang køleskabet er blevet åbnet, som vi disker op med. Næh for dum som man var, startede man naturligvis med at charmere ham med de højtbelagte stykker, godt med kræs og behørigt pyntet i alverdens farver, så det så indbydende ud.
Og leverpostejen gemmer vi så under alverdens fint udskårne grønsager, som sikkert er det eneste friske grønt, den gris nogensinde har smagt. Hmm, gad vide om bogen "leverpostej i farver" er skrevet, for ellers har jeg måske fundet mig en niche?!

 Der var engang man svøbte sig i de rosende ord og smilet om hans mund når han kom hjem efter en lang dag, omfavnede mig og skamroste den fantastiske evne, man havde til at få 4 stykker højbelagt smørebrød, ud af 2 endeskiver rugbrød, en pakke Stryns og en dåse bløde elastikker, der engang var ristede løg. Man forsøgte ligefrem at overgå sig selv, blot for at vedligeholde strømmen af oralbuketter og tilføjede et lille twist af butiksindkøbt og færdigspiret karse, mest for designets skyld, men også lidt for at skjule det lidt for dårligt skårne pålæg fra jumbo-discount-stor-familie-pakken.

Men der er altid et loft og det rammer man også på et tidspunkt og for mig var det ikke blot det at skulle finde nye måder at maskere leverpostegen på, men ligeså meget at jeg fandt ud af at der ikke er ubegrænset højde på en stanniol madpakke, med de vanlige 8 halve. Jeg er kørt træt i hverdagens leverpostej, og jeg føler mig slet ikke parat til at det ansvar det er at kunne håndtere og leve side om side med så kedeligt pålæg, til trods for jeg ved jeg har skjult det godt.

Jeg kan faktisk bruges til andet end at smøre madpakker....... Jeg  kan gå i seng, kan jeg og det agter jeg at gøre.

søndag den 11. marts 2012

Wax that, Guys!

Ifølge mange mænd, er de langt bedre til det med biler end kvinder og det kan da også godt være, at de på sin vis har ret, for der hersker ingen tvivl om deres overlegenhed, hvad angår deres viden om køretøjers funktionsevne. De ved præcis hvilken mekanisme, der ligger bag, når man træder på speederen og hvad der præcis bringer en bil i fremdrift. De forstår og begriber systemet bag gearkassen, og hvorfor en bil har flere fremadgående gear, men kun et bakgear og ikke mindst, hvornår de rette omdrejninger er nået, til et gearskifte er nødvendigt.

Mænd er et finurligt og kløgtigt væsen, som i deres iver for at fixe den firehjulede, straks popper hjelmen, når motoren begynder at lyder underligt eller sætter ud og står klar med smørekande og twist, og velvilligt stikker hænderne på den varme motorblok, med risiko for at brænde nallerne. Med en fantastisk og næsten nørdet entusiasme, angriber de hvert et problem, som måtte opstå og forbygger på bedste vis fremtidens udfordringer, hver søndag ved at nurse, pudse og polere bilen ved den lokale vaskehal. I salute you!

Når det er sagt, kan det dog undre mig at de kære mænd, ikke benytter deres viden om motorer, forbrænding og fremdrift og overfører det til deres forhold, for her ser virkeligheden ganske anderledes ud. Her er alle de kloge og videnbegærlige genier, pludselig blevet forvandlet til analfabeter og det ellers så mandige mod, er udskiftet bedstemorkørsel, med kaffepauser i nødsporet. De har al den viden der skal til, og alligevel vælger de ikke at bruge den, til noget som helst konstruktivt, men lader sig i stedet intimidere og afventer om ikke tiden nok skal løse det hele og autohjælpen kommer forbi. De er pludselig transformerede til de handlingslammede og apatiske spøgelsesbilister, de plejer at vinke til med midterste finger, når de luller imod strømmen!

Forhold til kvinder er nemlig præcis som biler. Skal de fremstå skinnende, skal de nurses, pudses og shines, med svedperler på panden til følge og skal de køre upåklageligt, kræver det en kontinuerlig strøm at brændstof og ikke blot en sjat af reservedunken, når du allerede er rendt tør! Forhold har nøjagtig samme antal pedaler, som de fleste automobiler, hvis vi ser bort fra dem med automatgear, som i øvrigt er for de dovne og aldrig vil opnå samme acceleration.

Der er en speeder, der kan bringe forholdet fra A til B, og præcis som i trafikken, bør holdes indenfor de tilladte fartbegrænsninger, for at man kan nå at nyde turen, dog uden at man falder i søvn. Der er en kobling, som hvis den files, kan få det hele til at trille langsomt og som også kan spare brændstof og energi ned af bakken, men aldrig få dig op igen uanset hvor langt du trækker (trykker) den. Der er en bremsepedal og dens funktion siger sig selv, for den kan kun én ting. Den kan sagte farten og bringe forholdet til standsning og bør bruges med omtanke og varsomhed, for selvom det måske lyder fedt når hjulene hviner, så slider det hårdt på dækkene. Men hvad er det egentlig, jeg forsøger at sige til hannerne?

Jeg siger blot, at præcis som en bil, kommer et forhold ingen vegne, ved at træde alle pedaler i bund, på samme til, men det burde de jo vide, ik?!

lørdag den 28. januar 2012

Palør for dummies...

Hvordan pokker fortæller man en mand om sine tanker og følelser, uden at det skal lyde som en bebrejdelse, postulater, forventninger, krav eller klynk, men blot vil krænge det inderste af pandeskallen ud? For nok er jeg god til at bruge snakketøjet, men jeg har stadig ikke fundet den magiske formel, der kan trænge igennem muren af testosteron og gøre mig forståelig på mandsk, når jeg vil stoppe mit evindelige tankespin og tale klart.
Jeg har læst mange og lange bøger, i håbet om at kunne bruge deres råd som palør, men jeg synes nu stadig ikke det virker helt godt, når min direkte facon blot fremprovokere vrede, frygt, panik, irritation og afstandstagen.

Jeg har desværre ikke den personlighed, der som en tyfon river alt op med rode, når tingene ikke går helt som jeg håber og jeg er heller ikke typen der i stilhed, lukker mig inde og venter på bedre vejr i morgen, mens jeg lader stå til. Hvis jeg undres, så spørger jeg for at finde svar, hvis jeg frygter, så deler jeg mine tanker og hvis jeg bekymres, så søger jeg fortrøstning og forsikring og hvis jeg lykkes og glædes, så ser jeg ingen grund til at agere det modsatte, for at spille spillet.

Jeg forstår ikke helt, hvor jeg går galt i byen, når jeg taler rent ud af posen, for jeg har altid ladet mig fortælle at mænd ikke forstår, når det pakkes ind og der hintes. At man skal kunne tale sammen og komme kvindens tankespin og fortolkninger til livs, ved at vi skal lære at åbne munden, være ærlige og kalde en skovl for en skovl, i stedet for at vi lader vores hjerneceller drage konklusioner. Men jeg fatter åbenbart hat og briller, for hvornår er det lige jeg skal holde mine tanker for mig selv og hvornår skal jeg tale?

Måske er jeg bare tilpas blond og dum, til at kunne skelne, hvornår mine tanker betyder nok til at de skal formidles ud igennem munden og hvornår de ikke byder på noget af konstruktiv værdi. Måske er jeg blot så naiv og fatsvag at jeg tror at mine følelser, bekymringer og tanker, skulle ydes nogen særlig opmærksomhed, blot fordi de ikke deles og er mine alene. Hvor ville det være let at have en facitliste foran sig, som man med et enkelt opslag kan se hvorledes man bør forholde sig, når man søger svar, men det er jo selvfølgelig det jeg har veninderne til, vil nogen sikkert sige. Men belyser og løser det noget at gå til hestens røv, eller skal jeg konfrontere mulen og gribe dens bidsel?

Nå, men lad mig så lige oversætte mine ovenstående ord fra kvinsk til mands:

Når I kære mænd, kalder os konfliktsky, overfortolkende, vægelsindede og talende i tåger, så prøv om I kan undlade at svinge pisken, når de direkte og ærlige ord falder, så de kan overdøve dens smælden!

onsdag den 18. januar 2012

Intet svar, er også et svar!

De fleste, som kender mig rigtigt godt, ved også at ord betyder meget i min verden, det sige sig det tænkte, talte og skrevne, men for mig er grænserne flydende, da jeg ikke kan prioritere dem efter hvad der betyder mest. Jeg benytter enhver chance til at lege med ordene, forstå dem og give dem ny mening, uanset om de udspringer af signaler fra hjernen, hjertet eller munden, fra mig eller fra dig.

Men det hænder jo også, at det eneste ord man kan tyde, er TAVSHED, hvilket gør det temmelig svært at kommunikere og forstå, og man efterlades med følelsen af ligegyldighed fra personen, man retter sin opmærksomhed imod. Men sandheden er vel, at stilheden også er et form for svar, for da jeg endnu ikke har mødt reelt, hjernedøde mennesker, så mener jeg vores hjerner er indrettet til at tænke på et eller andet, som vi stilles overfor eller som opsluger vores verden. Måske kan vi ikke mestre et svar, på spørgsmålet vi lige er stillet, men det betyder vel sjældent at de små grå, holder siesta og først åbner igen kl. 15:00?!

Tavsheden er det mest larmende svar af alle, og uden at vi måske tænker over det, sender det et klart signal til modtageren om forskellige ting, afhængig af situationen. Hvis man er i det kæphøje hjørne, kan tavsheden opfattes som "Jeg fik sgu lukket munden på XXX" og andre gange er tavsheden en udholdenhedsprøve, hvor det gælder om at få den talende til at opgive eller blot en lang nok pausering til at kunne dreje emnet, til noget andet.

Stilheden indtræffer til tider også som et værn, imod at skulle sårer en anden og fordi hjernen ikke lige drejer hurtigt nok, til at kunne komme med et konstruktivt alternativ, til salt i et blødende sår og man vælger at tie, frem for at vride den grovkornede saltkværn endnu en omgang. Hvis ens tanker florerer om noget ganske andet og man mentalt er optaget og fraværende, så er tavsheden også en måde at fortælle, at man finder andre ting langt vigtigere og at modparten kan trække et nummer i køen og afvente at blive hidkaldt til skranke 1.

Det hænder også at vi forstummer af bare glæde og overvældelse, når vi kastes ud i en følelsesmæssig rutsjebane med loop, men evner du ikke at bruge dit kropssprog som talecenter her, vil dette også kunne mistolkes til alt fra ligegyldighed til arrogance.

Tavshed fortæller, med mine ører, langt mere end mange ord kunne, dog er der et par undtagelser, hvor fortielse kun kan tolkes på én måde:

1. Når du på forhånd har varslet om tavshed og begrundet det. Så er der ikke nogen misforståelser, men det kræver selvfølgelig at man åbner munden først og sætter ordet før fortielsen.

2. Du er død. Den manglende puls er et tydeligt signal, om reel mental flatline på skærmen.

Prøv lige at tænke over, hvilken historie du fortæller med dine manglende ord, næste gang du lader gætværk være din modparts bedste bud på forståelse, for tavsheden er larmende og intet svar, er også et svar!

onsdag den 11. januar 2012

Pik og patter.....

Pardon my French, men det er hvad jeg har på hjernen i aften, og det der er værre (eller bedre) alt efter øjnene, der beskuer. Og nej, nu skal denne blog ikke omhandle diverse fortrin og vedhæng, men rettere hvad det giver os, ved at råbe disse ord ud i et rum/forum. For kan vi ikke tale om andre og dybere ting, kan vi altid tale om sex, mens vi indlader os på konkurrencen om at bevæge os tættest på kronjuvelerne under kyskhedsbæltet.

Jeg er ikke et hak bedre, for er der nogen der kan diskuterer sex, elskov, mænd og hvad der dertil hører (læs deres tredie hjernehalvdel), er det undertegnede og gør det endda gerne. Jeg synes dog alligevel selv, at jeg forsøger at pakke det smagfuldt ind og lade det være op til modtagerens fantasi at tolke mine ord, selvom det til tider fremmer forståelsen at kalde tingene ved deres rette navn. Så selvom jeg sagtens kunne bruge en hel blog på at debattere seksuelle præferencer, så vil jeg dog alligevel undlade og skåne jer for den ret kedelige læsning, og i stedet forsøge at holde stilen, hvis jeg altså har nogen.

Når vi så nådesløst råber disse ord ud i vores omgivelsers univers, er det måske oftest i håb om at gøre os bemærkede, sjove og fremstå som fri sindede og kække, selvom de færreste af os reelt mener det vi siger. På det punkt er mænd og kvinder ret ens, og selvom vi vil jo helst opleve hele jagten, uden at have alt serveret på et sølvfad, men også overlade lidt til fantasien, så siger vi det diamentralt modsatte. Og alligevel smider vi til tider de verbale hæmninger, åbner den kakifarvede blotter-frakke og fremstammer noget som vi tror, andre synes er frækt og grænseoverskridende. Men jeg må på egne vegne beklage.... Jeg er ikke specielt hæmmet og synker det, uden problemer i en mundfuld, om jeg så må sige.

Jeg tændes ikke af det, langt fra faktisk, for jeg synes indpakningen og den subtile flirt er langt mere spændende, men morer mig blot over at det giver afsenderen langt mere røde kinder, end mine. Og imens vi sidder og savler over nettets utallige links, om hvordan det perfekte blowjob gives og hvorledes man med succes kan bringe en kvinde til orgasme, ved at slikke alfabetet, (hvis man altså stadig kan huske remsen), så må vi ikke glemme vi gnisten og glimtet i øjet. Den gnist der udsendes subtilt, via et blik, en sms eller diskrete ord og alligevel får en betydning, der kan vække interesse og begærets lyster og som holder hele dagen, mens vores fantasi arbejder på højtryk og vores indre koger.

"Jamen, Tina, du er jo selv temmelig vulgær..." Indrømmet, men lad dig ikke narre, for måske er du også som jeg, hvor det intet har med sex og begær at gøre, men med humor og provokation og en pokkers søgen efter at se, hvor langt jeg rent faktisk får lov at overskride grænsen. For mig handler det ikke om at blive set eller hørt, hvilket jeg i øvrigt tror jeg kunne finde mange andre måder at tiltrække mig opmærksomhed på, men når bolden spilles tilbage, så kan jeg ikke lade være med at stramme skruen en tand til. Jer, der kender mig fra mit underholdningsmedie, facebook, har i hvert fald oplevet dette, på nærmeste hold og deler I min humor, kan i også skelne.

Det hænder (dog ikke tit) at jeg bliver fanget og ikke har en come-back-phrase, til selv den værste bemærkning, hvilket naturligvis skete i dag, da det blev mere end antydet at mine ben er så korte at selv gummistøvler ville skarve mig i skridtet! Skak mat... Den blev serveret fra så akkurat, en netop uventet kant, at jeg blot stod måbende og min eneste reaktion var latter og i bedste Miss Peggy-stil, en svunget arm. En indre og meget højlydt latter, der blev gentaget mange gange i løbet af i dag, uden jeg havde et eneste snappy come-back. Og ligeså irriteret jeg er over min manglende respons, så var det i mine øjne afsindig god og vel-serveret humor, på så lavt et plan at det nåede afsindige højder. Som at være stangspringer og limbo-danser på samme tid, med barren i hver sin ende af skalaen.

Hvad vil jeg så sige med alt dette? Hmm... Tja, at rødvinen lader til at have haft en vis effekt og at det nu er blevet tid til at finde min seng, mens jeg grubler over hvordan kan jeg gøre gengæld, men også opfordre jer alle til at finde det glinsende cellofan-papir og det røde krøl-bånd frem, når der skal flirtes igennem... Tag det fra en kender, der har set lidt af hvert. Det er nøglen til kyskheds-bæltet og giver liv, til meget andet end strittende fortrin og svulmende vedhæng...

Afslutningsvis vil jeg linke den ultimative (efter min mening) mest sexede sang jeg endnu har hørt!

onsdag den 12. oktober 2011

Men......

Hvor jeg dog hader det ord, som på mærkværdigste vis har en evne til at ophæve værdien af det forudgående, på godt og ondt. Og der er altid et men, har jeg måtte erfarer, selvom jeg ihærdigt forsøger at leve efter at det skal have så lidt indflydelse som muligt, på min opfattelse af ting der bliver sagt til mig. Så snart ordet men falder i en sætning, forventer man et modstykke af det netop udtalte, så ens fokus lægges der og de efterfølgende ord får hele opmærksomheden. Lad mig beskrive dette ved nogle sætninger:

"Jeg elsker dig, men....."
"Du er dygtig til dit job, men....."
"Du er en god mor, men....."
"Jeg stoler på dig, men....."

Jeg opfatter allerede inden sætningen afsluttes, at det er af mindre positiv karakter den ender og at der er verbal opkast på vej om jeg vil det eller ej. Det samme kan dog gøre sig gældende med det modsatte fortegn, som på samme måde negligere betydningen af første udtalelse:

"Vi har ikke altid været gode venner, men....."
"Du kan ikke få lov, men....."
"Du gør mig ked af det, men....."
"Du lavede noget lort forleden, men....."

Og efter disse fra start negative sætninger, forventer jeg at de afsluttes positivt, eller i det mindste opvejende og hvad der startede med at lyde som brok, forventes at ende i noget konstruktivt. Men, kan naturligvis også benyttes som afblødende for hvad man egentlig gerne vil sige og bliver nok også især brugt på den måde, at man vil markere sin mening og alligevel afværge de værste slag uden at efterlade blå mærker og for mange skrammer.

Anderledes kan det også menes og opfattes, at stille sig undrende for hvad man selv lige har udtalt og rent faktisk har svært ved selv at tale rent ud af posen, uden at have det pokkers ord som skjold.. Man stiller på den måde spørgsmålstegn ved sine egne ord og dermed ophæves den forgående del, som loddet på vægtskålen, ergo vejer disse ord ikke tungest og betydningen bliver tvetydig. Men, er et andet ord for tvivl og usikkerhed, for både afsender og modtager og som blot kamuflerer det ganske godt.

Børn har dog en langt lettere og betydelig mere ufiltreret tilgang til tingene, som gør dem langt lettere at forstå, uden det nødvendigvis har en anden mening, dog med et punktum, som letter modtagelsen uden yderligere behov for fortolkninger.

"Du er dum"
"Du er sød"

Vi har vel alle et men, uanset i hvilket af livets forhold vi taler, hvilket også nok ville være naivt at tro andet og alligevel har jeg endnu ikke lært at overse det lille ord helt og jeg erkender gerne at jeg til tider derfor bruger både tid og kræfter på at fortolke og analysere, på meningen frem for det sagte, MEN ......(indsæt selv resten og til egen fortolkning)!