Kan ikke beskrives!

Combi Kærlighed

Kærligheden er en finurlig størrelse, som sjældent ændre størrelse over night, men som til tider ændre farve og form, fornyr sig eller iklæder sig nye gevandter, så den trods det samme indhold, knap er til at genkende. Til tider skal vi gå et par skridt tilbage, for at få hele billedet af noget så enormt, at selv vores fler-dimensionelle blik ikke kan rumme hele motivet.

Kærlighed kan være logisk, gennemtænkt og helt igennem fornuftigt, som det valg der passer ind i vores allerede veletablerede liv, men det er sjældent denne type, der giver det store vingesus og som vælter os emotionelt omkuld. Det er den type der yder os tryghed, (selv)sikkerhed og ikke mindst lader os bevare en vis stabil tankevirksomhed, så vi ikke gør dumdristige og uovervejede ting, mens hjernen kører på kærlighed og kildevand alene. Sådan en kærlighed er ikke nødvendigvis forkert eller mindre rigtig, men blot et udtryk for at vi alle har basale behov, som nogle prioriterer med livrem og seler og som giver en vished om morgendagens fortsatte vals igennem livet. En vals, der måske ikke har de store variationer, men som dog skåner os for de værste sene-skader og krampe-anfald.

Kærlighed kan også være så forkert, uovervejet og pludselig at det kan undre, hvorledes den opstod i første omgang, når nu forstanden fortæller os at vi går på gløder og vi sikkert kan forvente den smertende varme under fødderne på et tidspunkt. Det er dog ofte også den type, der giver livet toner, så englene synger til selv den værste efterårsstorm, hvor blæsten køler knoglerne til marven og regnen pisker imod de beskidte ruder, med de smukkeste regnbuer i det fjerne. Det er den kærlighed hvor de basale behov, så som føde og væske, kan undertrykkes i den euforiske tilstand, men som man dog aldrig mættes af. Sulten øges derimod og behovet for nærhed og omsorg af den mentale slags overskygger alt andet og man befinder sig måske pludselig i situationer, hvor man overvejer ting, man ellers aldrig ville have skænket en tanke eller ligefrem før pure havde afstået. Hvor selv et simpelt telefonopkald kan give fjollede smil, rødmende kinder og en panisk angst for at miste kontakten og hvor timerne til man kan ses igen, føles som årtier. Hvor minus og minus, giver plus?!

Som kvinde, kan jeg sagtens nikke genkendende til begge former for kærlighed, som skam har ramt mig, men som måske også er særligt udpræget blandt mine medsøstre?! For vi kvinder og især jeg selv, for at tage et glimrende eksempel, har en evne til at ville overtænke vores kærlighedsrelationer, fremfor at leve dem. Vi kan drømme et forhold ud til et punkt, hvor ingen mand vil kunne leve op til vores forventninger og drømme, og hvor vores forelskelse aldrig giver os jordforbindelse nok til at nyde nuet, men derimod bringer os lidt højere op, stilende efter endnu mere. Hvor vi forestiller os et langt liv, liggende i ske, sammensmeltet i hed omfavnelse med manden, som vi for evigt kan fortrylle med vores forførende blik og som med søde ord i øret, begærer os med samme sult som i forelskelsens tidlige morgen. Vi har derimod også et behov for at blive taget hånd om, have vores helt egen Tarzan, der kan slå på brystet når vilde dyr truer, som kan samle palmerne til vores træhytte. Som hver aften fanger og hjembringer den fisk, vi med glæde tilbereder, men har så svært ved selv at slå ihjel og som sidder trofast ved vores side, når krigsmalingen render ned af kinden og livets lagkage smager besk.

Enhver kvindes drøm (min påstand), er at kombinere disse forelskelser og finde dem i den samme person, som kan føde og forsørge hele vores verden, lige fra vores mave og hjerne til vores hjerte og sjæl. Som kan løfte os til nye højder, med vindens taktfaste pulseren i ryggen, men som også elsker vores trang til at bygge rede, som børnesangen "Under den hvide bro"'s første linier beskriver ganske godt. Kvinder, som mænd, ønsker at besidde rigdomme og eje noget, som vi kan kalde vores eget og selvom mursten, Weber-grillen og det nyeste udstyr til hobbyen måske er mandens foretrukne display, så er manden i sig selv nok vores. I hvert fald min!

Min drøm er at se forelskelsen i alle regnbuens penselstrøg, med vindens buldren i baggrunden og mine drømmes himmelflugt som et uendeligt mål, men også at opleve malerskænk på tøjet og få ruflede hænder af mørtlen vi bygger et liv med......Sten for sten!

The Colour Of My Love!

Kun en tåbe frygter ikke havet...

Der findes ingen forsikringer her i livet, som er gratis eller på anden måde ikke har en omkostning, foruden døden, hvilket må siges at være den ultimative pris af dem alle?! Man kan dog imod betaling forsikre sig imod mange ulykker, der som en stødpude kan tage de værste slag når livet går os imod og uheldet er ude.

Vi kan forsikre bilen, så når der springer selvmordstruede mure rundt på vejene og den efterfølgende drager et sidste suk, vil der afregnes for både mursten og blik i dansk kongelig mønt. Vi kan forsikre vores allerkæreste kommunikationsmiddel, mobiltelefonen, imod smarte og fingerfærdige polakker, der på snedigste vis kan liste den op af selv den mest rodede dametaske, hvor sandsynligheden for at rage fingrene i et hygiejnebind eller en pudderdåse er langt større og igen kvitteres der med erstatning. Vi kan også forsikre os til kompensation imod lønnedgang ved arbejdsløshed, forsikre os imod ulykker, hvis vi skulle miste en finger at pille næse med og forsikre vores nærmeste med en pose penge, hvis vi skulle falde bort i en tidlig alder. Alle disse forsikringer som er nedfældet på papir med vores signatur, betaler vi dyre domme for at kunne sove trygt om natten, velvidende at der oftest også er en selvrisiko, som skal modregnes.

Vi forsøger at pakke os ind i vat, med garantier om at når vores verden står i flammer, så tages der hånd om os og vi ikke kommer brændte ud den anden side, med vores materielle goder i behold. Men hvor er den forsikring, som lover evig lykke og et liv på roser, imod en årlig præmie.... Vis mig den? Engang troede jeg det kaldtes ægteskab og at dette var kontrakten, som sort på hvidt garanterede et solidt, ligeværdigt og tillidsfuldt fællesskab og som forsikrede mig at hvis skibet gik ned, så delte man åren i redningsflåden og selvrisikoen var færre matros-trøjer i skabet, som i sig selv lyder slemt nok.

Sådan tænker jeg ikke mere, men nu har jeg også været i et skibsforlis eller har i hvert fald et forlist ægteskab bag mig, hvor vi begge overlevede og er reddet i land, dog på hver sin strandbred, til trods for ordene til borgmesteren. Ægteskabet blev underskrevet og indgået med løfter om evig tosomhed mens vi skålede i rådhusets dårligste portvin, men bundede nok nærmere i et behov for at krydsforsikre hinanden på billigste og smarteste vis og det var derfor også naturligt at genbruge tøjet fra det forgående nytår. Sort er jo altid pænt?!

Nok koster det blot 500 sølle kroner at få en ophævelse af den forsikring, men selvrisikoen havde jeg fejlvurderet og det kostede os begge langt flere tårer, søvnløse nætter og hak i selvtilliden end nogen af os havde forventet, foruden det indskrænkede tøj-budget. Men der er altid en efterregning i livet, som forsikringer og penge ikke kan råde meget bod på og livet har det med at ville indkassere selvrisikoen, når der i forvejen er lavvande i kassen. Heller ikke senere hen, for sandheden er at selvom vi såres, smertes og får knækket egoet, så har mennesket en evne til at rejse sig igen, søge lykken på ny, dog med erfaringen rigere at skibe til tider går ned og at næste gang husker vi at have to redningsflåder og en ubåd, blot for en sikkerheds skyld.... Der er jo pludselig mere bagage at bjerge!

Jeg kender ikke min fremtid og jeg aner om der venter mig stormende sø eller blikstille vand forude, men derfor har jeg stadig mine drømme og en idé om hvorledes livet en dag puster vind i mine sejl. Skal jeg nogensinde gå planken ud og giftes igen, skal jeg hverken have forsikringer imod fortidens fejltrin eller for fremtidens lykke, pakket ind i pladevat eller redningsflåder, men blot en vished om at ham, der måske en dag siger sit JA til mig (for fanden tage han fandt på at sige nej) siger det uden bagtanker om økonomi, forsikringer og selvrisiko. Men siger JA, fordi han ikke vil forlise.....alene!

I Am Sailing

Super Til Alt...

 Der vil altid være dage der er bedre end andre og vi kan på mærkværdig vis, lade enkelte puf i ryggen ødelægge den ellers så slagfaste rytme vi er inde i, hvor tingene går som de skal og udsigten til bedre tider er at syne for enden af kikkerten. Jeg må i hvert fald erkende at en ellers rigtig givende og produktiv dag, hvor man føler sig på toppen af poppen, får en masse fra hånden, kan blive vendt på et split sekund, og spolere ens ellers så fantastiske humør?!

Måske er jeg sensitiv, nærtagende og emotionel, eller rettere, det ved jeg jo godt jeg er, men jeg brænder for hvad jeg foretager mig i mit liv, uanset om vi taler veninderne, jobbet, den nye uddannelse, kærligheden eller hverdagen bag disse fire vægge. Jeg er alt andet end ligeglad! Derfor reagerer jeg ofte også stærkt på de ord, handlinger og følelser, der sendes min vej, både i den positive og negative forstand, da jeg ikke rigtig er blevet velsignet med kassen, der hedder ligegyldigheder, da vor herre delte så rundhåndet ud. Ofte har jeg fået af vide at jeg ikke er som alle andre, hvilket vel egentlig kan siges at være et meget godt kompliment eller er det?! For nogen gange ville jeg ønske jeg kunne være den stereotyp, der anonymt kan gemme mig i mængden og have lov til at klage min sang med forståelse, uden at skulle stå evigt til regnskab for hver en tone orkestret ikke rammer eller som blot overhøres af de flerstemmige violiner. Ja, måske endda lade tingene glide af, sige pyt og være ligeglad, selvom jeg ved at sandsynligheden for dette har nogenlunde samme odds, som at vinde million gevinsten i lotto. Jeg er jo af den mening at det altid er værd at gøre sig umage i livet og med sig selv, inderst som yderst og jeg forsøger efter bedste evne at være den bedste version af Tina, selvom det til tider lader til at falde for dumpekarakteren og ikke vise sig nok. Men jeg er ikke perfekt, men det betyder ikke at jeg ikke bestræber det?!

Okay, så jeg reagerer måske lidt anderledes, men måske er det netop fordi jeg ofte bliver behandlet anderledes, for sådan kan det til tider føles?! Man skal være supermor, superelsker, supermedarbejder og super overskuds-agtig og sådan er hun jo, hende Tina, som de håndklæder på offentlige toiletter der altid fremstår rene, når man hiver et nyt stykke frem, selvom man lige har tørret sine fingre. Stærk og bredskuldret som en okse, tykpandet med horn som en ged og usårlig med et panser som et bæltedyr, samtidig med at jeg skal være en den blide gudinde med det forførende blik, den tillidsfulde og overbærende engel og prinsessen med det altid smittende smil. Nogle gange er ens bedste ikke godt nok og så er det sgu øv....

Det bliver det måske i morgen, for der har jeg vendt dagen i hovedet en milliard gange, pisket og drevet mig selv til vanvid, kalibreret blækspruttearmene og tvunget mig selv til at yde de procent mere, som jeg slet ikke anede jeg manglede, da jeg trillede ud af landevejen i morges med gåpåmod, opsat hår og colgate ånde. Jeg vil som vanligt være alt andet end ligeglad, men i dag er jeg da være super ærgerlig, men vil modsat hvad nogen måske regner med, forsøge at være super god til at modtage den verbale og ret officielle endefuld og overleve den super dårlige dag, der blev mit lod. Jeg kan jeg vel også lære at blive super god til?!

Bad Day...