Det skuer i mine ører når jeg hører andre sige "tag mig som jeg er, for jeg kan/vil ikke laves om", for hvad er det for en gang blåøjet selviscenesættelse, for når man skærer ind til benet har vi jo alle vores usikkerheder. Vi har det bare skidt med at skilte bevidst med dem, for tænk hvis der var nogen der fremstod mere perfekte end os selv og som jungleloven siger, bliver de svage spist. Newsflash, vi er sgu alle i samme båd og det er mig der sidder ved roret i den kæntrene skude, for jeg er nøjagtig samme sted, selvom jeg måske kan fremstå mere selvsikker, end som så. Men når sandheden skal frem, så er jeg ikke bedre end hvad jeg spejler mig i og inden I nu med den belærende pegefinger fortæller at jeg ikke skal spejle mig i andre, være glad for mig selv, med den ovenstående sætning i tankerne, så vil jeg nu alligevel holde på min påstand. Ovenstående sætning burde nemlig lyde "tag mig som jeg er, for jeg magter ikke alene at ændre de mangler jeg har", for selvom vi alle er forskellige og gør vores ypperste, for at være den bedste version af os selv, så kan de fleste vel nikke genkendende til at føle os som 2. sortering af guds hånd på visse områder?!
Jeg er i bund og grund ligeglad med hvad m/k på gaden ser, når jeg stavrer forbi i høje hæle og med håret dullet op eller iført sneakers og uden make up, men jeg er bestemt ikke ligeglad med mine nærmestes syn på Tina og jeg er heller ikke ligeglad med hvordan jeg selv ser hende i spejlet. Selvfølgelig betyder det noget for mig at ham jeg elsker finder mig ligeså tiltrækkende, som da vi mødtes og ikke blot føler at skulle acceptere 30 kilo+, blot fordi "jeg nu engang er sådan", hvilket jeg gudskelov ikke er. Min selvkritik er dog også så intakt, at hvis jeg udelukkende spejlede mig i hans billede, ville jeg netop vokse til det dobbelte og stadig føle mig lige elsket af ham, da det forhåbentligt er mit indre der gør mig smukkest. Men jeg ville i så fald have svært ved at se mig elske mig selv! Sådan er det nemlig at have usikkerheder, ikke føle sig tilstrækkelig eller blot god nok og selvom flere siger til mig at det er noget pjat, så er det måske min drivkraft, der får mig til at prøve. Prøve at blive lidt bedre til det hele, yde lidt mere, hvilket vel ikke er nogen skidt ting?! Min selvkritik fortæller mig samtidig at det som andre i årevis har set som en mangel ved mig, de ofte omtalte modersmærker og som nu er væk, har gjort mig grimmere. Arhmm for pokker, det er jo ikke i dem din skønhed sidder, men når min hjerne stadig ikke kan genkende mit eget spejlbillede og jeg føler mit eget spejlbillede fremmed, så er det altså svært at se meget andet end de absolut små, men skamferende ar. De velmenende ord om at nogen har det meget værre end jeg eller ser langt frygteligere ud, hjælper mig desværre bare heller ikke, for jeg bliver netop ikke smukkere af at andre er ligeglade, finder det ubetydeligt og slår det hen.
Sådan ser min verden ud for tiden og det skal heller ikke blæses op til klynk eller at jeg er på randen til et narcissistisk nervesammenbrud, men mere som en erkendelse af at jeg ikke er perfekt til andet end én ting... at hige perfektionismen og erkende at jeg ikke evner at ændre det.... alene!
