I aften gik jeg en lille tur på egen hånd ad en grusvej, med månen som eneste belysning og lod tankerne flyve til min højt savnede mor, som efter min overbevisning befinder sig et sted deroppe iblandt stjernerne, mens hun kigger ned og holder øje med os. Månen oplyste alle de øde haver som på en lys sommernat, selvom vinden dog gjorde det klart at en anden årstid er over os. Tankerne kom dog ikke helt af sig selv, for kort forinden havde jeg med akavet og en kende forvirret hånd, fraskrevet mig min mors arv, for at min far kunne gifte sig på ny og fortsætte det kapitel i sit liv han har påbegyndt.
Den akavede hånd kunne tolkes, som en misundelig og formået lille piges ønske om at holde alting som før, men i en alder af 35 år synes der at være langt flere ting der spiller ind, selvom jeg indrømmer at pigen der blot savner sin mor så usigeligt, er derinde. Jeg har altid tænkt at alt det arvehalløj ikke ville blive noget problem i min familie og jeg har på sin vis ret, for jeg forudser på ingen måde nogen form for slåskamp imellem mine søstre og jeg, men jeg har nu måtte føle på egen krop at skulle afgive min mødrende arv til en jeg ikke er blodbeslægtet til. Damen min far nu vil ægte og sikre for fremtiden, hvilket i sig selv jo sikkert lyder ganske fornuftigt.
Mine kvaler bunder i den voksende mistillid imellem min far og jeg, når han tager den jyske kræmmerhat på og påbegynder en subtil manipulerende forhandling om arven og negligere værdierne efter min afdøde mor, til det rene ingenting, samtidig med at han fornærmer min intelligens og regner med at det skuespil jeg har betragtet i hele min opvækst ikke bliver genkendt. Hvorfor skrev jeg så under, når nu det stikker så dybt?! Jeg gjorde dog, til trods jeg i aften fik bekræftet de anelser jeg har gået med de sidste år, at min mors sidste jordiske affekter ikke længere var i vores familie, men var solgt for ussel mammon, for at vedligeholde hans foregående amour, som foretrak Audi fremfor Peugeot. Alt imens jeg efterfølgende fik tudet ørerne fulde om hvor dyrt et gravsted er at holde, hvorefter min ældste søster og jeg naturligvis overtog det sidste sted vi kan vise vor mor respekt. Jeg gjorde fordi jeg er opdraget bedre, takket være hende! Jesus Christ, hvor bliver jeg gal blot ved at skrive det, men i stedet vil jeg genkalde mig tankerne fra grusvejen.
"Kære mor.
Nu er 5. jul uden dig efterhånden ved at gå på hæld og selvom det har været en fantastisk en af slagsen, bliver det dog aldrig det samme uden dig. Dit varme smil, din smittende latter og din altid favnende evne til at samle familien omkring dig. Højtider er som bestemt til at savne sine bortgåede kære og jeg har det på ingen måde anderledes, for hvor ville jeg ønske at jeg kunne knuse dig blot én gang til og vise dig hvor stor og dygtig min datter og dit barnebarn er blevet. Jeg gør mit bedste for at være en ligeså god mor for hende, som du var for mig, selvom dine gerninger i forældrerollen altid vil stå som noget uopnåeligt for mig, for i mine øjne var du den perfekte mor.... Min mor! Der er så mange ting jeg de forgangne år gerne ville have delt med dig og vist dig at jeg kunne stå på egne ben, og kunne skabe mig et liv uden at give køb på mine drømme.
Uanset fra hvilken stjerne du nu sidder og betragter mig, skal du vide at at jeg stadig den dag i dag, kan fornemme din bløde kind imod min, din varme favn og de drilske bemærkninger med glimt i øjet over julefrokosterne, selvom du ikke er her ved min side mere. Jeg elsker dig!
Din for evigt hengivne datter
Tina!"
Makrellen
fredag den 28. december 2012
tirsdag den 11. december 2012
En rygers åg...
Nu tror i nok vi skal stille op til antiryger rygklapperi og piske de forpestende pulsere, men nej......"Så reager dog!" Hvor mange gange har man ikke oplevet en frustreret kvinde, nærmest flå håret ud med rode, for at få en mand til at udtrykke sine følelser på godt og ondt?! Og det er vist også almindelig opfattelse at mænd ikke er lige så gode til det der følelses-nowet, som vi kvinder er, og ikke ligefrem nyder lange dybe, analyserende samtaler om hvorledes følelserne ser ud indeni. Men jeg tror at mænd faktisk agerer meget mere end kvinder, og i stedet for at tale om hvorledes de føler, i snørklede beskrivende fraser, så udlever de dem.
En mand behøver ikke fortælle han er sur, skuffet eller ked af det, for hele hans tonefald, kropssprog og ikke mindst ord signalerer det, som var det bukket i neon, hvilket gør mænd er langt lettere at læse end kvinder. Måske er det fordi vi er vant til at bære en maske, i form af makeup og det altid feminine og lette engle-smil (som vor mor lærte os) med undtagelse af når vi endelig lukker op og lader tårerne trille. For det er sådan noget vi kvinder kan, eller rettere ikke kan lade være med, selvom vi efter bedste evne forsøger at bide tænderne sammen, så må vi erkende at vi har lettere ved at få overløb på vådlinien, selvom det er ganske upraktisk når mascaraen ikke er vandfast.
Og selvom jeg er ked af at spolere billedet af is-dronningen, hvis tårer i denne tid må forvandles til istapper, så er jeg ikke anderledes og må også overlade vandets fossende magter, til en kraft jeg ikke er selv er herre over, selvom jeg gerne ville. Jeg lider sjældent i stilhed som min søde veninde påstår og til tider udmønter det sig i vel-indpakkede verbale tæv, men andre gange bliver jeg faktisk stille og eftertænksom, mens jeg kæmper imod the waterfall. Men det er ikke ensbetydende med at det ikke irriterer mig, at jeg med våde øjne forstummer, i stedet for at agerer eller tale, måske endda råbe min frustration ud, i grimme gloser, uden at bekymrer mig om hvem vinder dysten. Ikke at jeg ellers mangler temperament eller tilnærmelsesvis kan betegnes som tavs, men jeg må erkende at jeg håndterer visse situationer anderledes end ønskeligt og må kaste mig i mine følelsers vold. Præcis som alle andre.
Det kan godt afholde mig fra at sige tingene ligeud, sætte foden ned og, tro det eller lad være, fortælle mine egentlige følelser og tanker, til det modsatte køn. Mest fordi jeg frygter modreaktionen, skuffelsen og mandens sjældent misforståede vrede, der for det meste stikker dybere i mig end det sikkert var ment. For jeg kan rammes af ord, som andre kan rammes af en velplaceret kæberasler og selvom det senere hen forsøges opblødet, så vil porcelænsdukken altid fremstå skåret, trods forsøget på at klinke. Gad vide om det er der pandefurerne kommer fra...Hmm?!
En mand behøver ikke fortælle han er sur, skuffet eller ked af det, for hele hans tonefald, kropssprog og ikke mindst ord signalerer det, som var det bukket i neon, hvilket gør mænd er langt lettere at læse end kvinder. Måske er det fordi vi er vant til at bære en maske, i form af makeup og det altid feminine og lette engle-smil (som vor mor lærte os) med undtagelse af når vi endelig lukker op og lader tårerne trille. For det er sådan noget vi kvinder kan, eller rettere ikke kan lade være med, selvom vi efter bedste evne forsøger at bide tænderne sammen, så må vi erkende at vi har lettere ved at få overløb på vådlinien, selvom det er ganske upraktisk når mascaraen ikke er vandfast.
Og selvom jeg er ked af at spolere billedet af is-dronningen, hvis tårer i denne tid må forvandles til istapper, så er jeg ikke anderledes og må også overlade vandets fossende magter, til en kraft jeg ikke er selv er herre over, selvom jeg gerne ville. Jeg lider sjældent i stilhed som min søde veninde påstår og til tider udmønter det sig i vel-indpakkede verbale tæv, men andre gange bliver jeg faktisk stille og eftertænksom, mens jeg kæmper imod the waterfall. Men det er ikke ensbetydende med at det ikke irriterer mig, at jeg med våde øjne forstummer, i stedet for at agerer eller tale, måske endda råbe min frustration ud, i grimme gloser, uden at bekymrer mig om hvem vinder dysten. Ikke at jeg ellers mangler temperament eller tilnærmelsesvis kan betegnes som tavs, men jeg må erkende at jeg håndterer visse situationer anderledes end ønskeligt og må kaste mig i mine følelsers vold. Præcis som alle andre.
Det kan godt afholde mig fra at sige tingene ligeud, sætte foden ned og, tro det eller lad være, fortælle mine egentlige følelser og tanker, til det modsatte køn. Mest fordi jeg frygter modreaktionen, skuffelsen og mandens sjældent misforståede vrede, der for det meste stikker dybere i mig end det sikkert var ment. For jeg kan rammes af ord, som andre kan rammes af en velplaceret kæberasler og selvom det senere hen forsøges opblødet, så vil porcelænsdukken altid fremstå skåret, trods forsøget på at klinke. Gad vide om det er der pandefurerne kommer fra...Hmm?!
Hvad vil jeg egentlig sige med alt dette? Først til de kære mænd: Hvor er i dejlig mandige, når i puster jer op og trækker ansigtet i de ufølsomme folder, men tænk før i agerer og lader ordene falde til jeres afløb. Hvor I får afløb, bliver andre fyldt! Kære kvinder, ikke alle følelser er tårerne værd og visse ting kan ikke grædes ud, uden en efterfølgende handling, men husk jeres intuition, at der sjældent går røg af en brand, uden ild. Sidst men ikke mindst, kære Tina..... reager dog, lad nu være med dine analytiske trangstanker og drømme forestillinger og nyd nuet, på godt og ondt. Slap af og tag en smøg!
lørdag den 1. december 2012
It's a dirty job...
Jeg elsker mit job, altså vitterlig elsker det og jeg kan på ingen måde forestille mig livet uden, velvidende at jeg en dag kunne stå face to face, med det faktum at det ikke længere er der, som så mange andre danskere oplever i disse jobfattige tider. Det er i grunden en forfærdelig tanke og må stå på listen over mine top 5 mareridt, for hvis der er en ting jeg er bevidst om, er det at jeg ikke bliver nogen god hjemmegående husmor, selvom jeg også nyder mit privatliv og mit hjem.
Hvad er det så for et job jeg elsker så højt? Tja, det kan faktisk være svært at definere selv for mig, for titlen hedder noget så fint som proces tekniker, men jeg er i reglen den lille blæksprutte, som alle firmaer har, der har opgaver der spænder fra hende der udleverer papirclips, til større proces optimerende udredelser. Jeg forsøger, efter bedste evne at få begge verdener til at nå sammen og være en del af bindeleddet imellem manden på gulvet og manden der sidder med magten, mens begge parter har forskellige og dog lige høje forventninger til min funktion. Jeg er et stort service-organ, der skal tilfredsstille og opfylde alle parters behov, som til tider stiller mig som lusen imellem neglene og gør mine prioriteringer i jobbet til en balanceakt på en knivsæg. Et job som er skabt til mig og et job som jeg er skabt til, for jeg nyder den jordnære kontakt til alle mine kollegaer og jeg nyder at sidde med ved bordet, når store beslutninger træffes, men er disse egentlig forenelige?!
Uden at ville lyde klynkende, så finder jeg det til tider svært at tilfredsstille alle, men endnu værre tilfredsstille mig selv og leve op til egne forventninger, som til tider kan være højere end selv jeg kan magte. Nogen vil nok blot sige at jeg håndterer kritik rigtig dårlig og indrømmet, det er bestemt ikke min stærkeste side, for selvom min stilling nok ville stille de fleste overfor en udfordring, hvad angår ære, så har jeg for længe siden lovet mig selv, ikke at flyve højere end jeg stadig kan få snavs under neglene, sideløbende med en stræben efter noget større. Mit problem er nok at jeg ønsker at favne det hele, være den bedste, uden at tænke på at jeg naturligvis har mine begrænsninger og at døgnet kun indeholder 24 timer, hvilket betyder at når jeg oplever kiks, så skal jeg være den første til at svinge pisken over mig selv..... og den slår hårdt!
Pisken giver de ekstra point, der mangler til at nå de 200% og skaber de forventede resultater, men giver en langt mere misfornøjet Tina, der taber hænderne hun har rakt ud til begge sider og det koster så på en anden konto. Kontoen der hedder trivsel, glæde og omgængelighed, som gør jeg netop kan knytte det vigtige
bånd, der gør at alle føler deres opgave eller problem prioriteret, uanset om man mangler clips eller står med en større opgave, der kræver en løsning. Nogle gange må man blot erkende at man ikke evner at være god nok til at blive valgt til og at man ikke både kan blæse og have mel i munden, hvilket selvfølgelig kunne få én til at vælge side....
Men sådan er jeg bare ikke indrettet, for jeg vil ikke vælge side og jeg vil helst ikke tabe nogen eller noget på gulvet, men selvom jeg prøver og føler jeg yder alt hvad jeg kan, så må jeg også erkende at jeg nogle gange skuffer! Hvor ville jeg samtidig ønske, at folk trådte i mine knap så sexede sikkerhedssko og oplevede hvordan det er at være den person, folk tørre opgaverne af på, som de ikke selv magter eller mener er deres tid værd, men forventer udført til UG og helst igår. Jeg må nok blot erkende at jeg ikke kan gøre alle glade, selvom jeg ihærdigt forsøger efter bedste evne og acceptere at jeg er et fejlbarligt menneske og til tider skuffer arbejdsmæssigt, som privat., men damn...hvor er det svært!
It's a dirty job....
Hvad er det så for et job jeg elsker så højt? Tja, det kan faktisk være svært at definere selv for mig, for titlen hedder noget så fint som proces tekniker, men jeg er i reglen den lille blæksprutte, som alle firmaer har, der har opgaver der spænder fra hende der udleverer papirclips, til større proces optimerende udredelser. Jeg forsøger, efter bedste evne at få begge verdener til at nå sammen og være en del af bindeleddet imellem manden på gulvet og manden der sidder med magten, mens begge parter har forskellige og dog lige høje forventninger til min funktion. Jeg er et stort service-organ, der skal tilfredsstille og opfylde alle parters behov, som til tider stiller mig som lusen imellem neglene og gør mine prioriteringer i jobbet til en balanceakt på en knivsæg. Et job som er skabt til mig og et job som jeg er skabt til, for jeg nyder den jordnære kontakt til alle mine kollegaer og jeg nyder at sidde med ved bordet, når store beslutninger træffes, men er disse egentlig forenelige?!
Uden at ville lyde klynkende, så finder jeg det til tider svært at tilfredsstille alle, men endnu værre tilfredsstille mig selv og leve op til egne forventninger, som til tider kan være højere end selv jeg kan magte. Nogen vil nok blot sige at jeg håndterer kritik rigtig dårlig og indrømmet, det er bestemt ikke min stærkeste side, for selvom min stilling nok ville stille de fleste overfor en udfordring, hvad angår ære, så har jeg for længe siden lovet mig selv, ikke at flyve højere end jeg stadig kan få snavs under neglene, sideløbende med en stræben efter noget større. Mit problem er nok at jeg ønsker at favne det hele, være den bedste, uden at tænke på at jeg naturligvis har mine begrænsninger og at døgnet kun indeholder 24 timer, hvilket betyder at når jeg oplever kiks, så skal jeg være den første til at svinge pisken over mig selv..... og den slår hårdt!
Pisken giver de ekstra point, der mangler til at nå de 200% og skaber de forventede resultater, men giver en langt mere misfornøjet Tina, der taber hænderne hun har rakt ud til begge sider og det koster så på en anden konto. Kontoen der hedder trivsel, glæde og omgængelighed, som gør jeg netop kan knytte det vigtige
bånd, der gør at alle føler deres opgave eller problem prioriteret, uanset om man mangler clips eller står med en større opgave, der kræver en løsning. Nogle gange må man blot erkende at man ikke evner at være god nok til at blive valgt til og at man ikke både kan blæse og have mel i munden, hvilket selvfølgelig kunne få én til at vælge side....
Men sådan er jeg bare ikke indrettet, for jeg vil ikke vælge side og jeg vil helst ikke tabe nogen eller noget på gulvet, men selvom jeg prøver og føler jeg yder alt hvad jeg kan, så må jeg også erkende at jeg nogle gange skuffer! Hvor ville jeg samtidig ønske, at folk trådte i mine knap så sexede sikkerhedssko og oplevede hvordan det er at være den person, folk tørre opgaverne af på, som de ikke selv magter eller mener er deres tid værd, men forventer udført til UG og helst igår. Jeg må nok blot erkende at jeg ikke kan gøre alle glade, selvom jeg ihærdigt forsøger efter bedste evne og acceptere at jeg er et fejlbarligt menneske og til tider skuffer arbejdsmæssigt, som privat., men damn...hvor er det svært!
It's a dirty job....
tirsdag den 13. november 2012
Nogen har stjålet min slikkepind!
Det føles som årtier siden, jeg har ladet fingrene danse over tastaturet om de mange finurlige tanker, som krøller min hjerne, men det er det dog nok alligevel ikke. Altså jeg skriver jo rapporter og afleveringer, men det er som om jeg ikke finder samme afløb for mine inderste vridninger, når jeg skriver om logistik-analyser og får hovedbrud over matematiske formler, for ikke at tale om hvor helvede de pokkers taster sidder på en nymodens regnemaskine?! Da jeg gik i skole (og der lå 2 meter sne hver jul), var der tal, plus, minus, gange og lig-med på tastaturet og det gik sgu da meget godt, hvorimod i dag er det lige før der er flere taster end på computeren og det er åbenbart mere end blondinen her evner. Nå men fakta er, at jeg nok aldrig bliver den store nørd i den logiske tankegang , hvor 2+2 altid giver 4, men jeg er derimod ekspert om nogen, til at få livet igår gange livet i dag, til at give forskellige facit.
"Det er et spøjs sted" sagde en mand engang om de ting der sker bag min pandeskal og jeg har til tider en tilbøjelighed til at give ham ret, for hvad pokker er der at tænke over og så i den målestok? Og det er nok det jeg gør, når uvisheden lurer og jeg ikke har kontrol og når jeg stiller mig usikker og tvivlende overfor noget. Når linsen i øjet ikke længere kan læse hvad der sker omkring mig, enten fordi den er smurt ind i transfed hr. og fru Danmark-leverpostej, hvor vi alle er helt okay eller blot fordi objektet har rykket sig uden for mit synsfelt og et liv leves til fulde, uden jeg kan deltage.
I bund og grund savner jeg og nu ved jeg godt at man siger det nok er meget sundt for sjælen at opleve og det tror jeg nu egentlig også det er, hvis det altså er gengældt?! For hvis man har prøvet at savne og med følelsen af at det ikke returneres, er det som at stå i en ekkodal og råbe sit mellemnavn ud (Møller) og forvente den sjove genlyd af de grønne flaskers indhold retur, dog uden at få svar... Så virker man blot dum!
Og dum er altså ikke nogen særlig konstruktiv følelse at sidde med, for ikke at tale om sund og er den det, så er jeg apostel i ernæring! Jeg kan hoppe tilbage til børnehaveklasse-stadiet, for når nu jeg savner er det vel ikke for meget forlangt at det er gengældt og når nu jeg smerter, er det så for meget at bede om at du bider dig selv hårdt i armen, lader tårerne trille, blot for at sætte dig i mit sted et øjeblik?! Hvorfor bekymrer det overhovedet mig om du får sovet om natten, har ro i sindet og er okay, når nu jeg selv ikke mestre noget af dette for tiden?
Jeg springer lige tilbage til voksenlivet, for det gode ved at undvære, selvom det til tider kan være svært at få øje på, er at der skabes plads og muligheder til noget andet i stedet. Der skabes for eksempel plads til flere tanketimer, tid til forsømmelserne og til at erkende at savnet bunder i den reneste kærlighed, der er så svær at finde. Det skaber også plads til at se andet end dagligdagens klapsammen med Stryns, så selvom jeg måske sidder med følelsen af at nogen har stjålet min slikkepind og snart lægger hovedet på puden, hvor du lå, er der et håb forude....en drøm. I drømme bestemmer jeg og der føler jeg hverken sult, tørst eller savn og ekkoet fra dalen lyder rungende højt, vedvarende og klart i mit hoved. I mine drømme straffes slikkepinds-tyveri hårdt og der gives naturligvis findeløn (afregnet i naturalier).
"Det er et spøjs sted" sagde en mand engang om de ting der sker bag min pandeskal og jeg har til tider en tilbøjelighed til at give ham ret, for hvad pokker er der at tænke over og så i den målestok? Og det er nok det jeg gør, når uvisheden lurer og jeg ikke har kontrol og når jeg stiller mig usikker og tvivlende overfor noget. Når linsen i øjet ikke længere kan læse hvad der sker omkring mig, enten fordi den er smurt ind i transfed hr. og fru Danmark-leverpostej, hvor vi alle er helt okay eller blot fordi objektet har rykket sig uden for mit synsfelt og et liv leves til fulde, uden jeg kan deltage.
I bund og grund savner jeg og nu ved jeg godt at man siger det nok er meget sundt for sjælen at opleve og det tror jeg nu egentlig også det er, hvis det altså er gengældt?! For hvis man har prøvet at savne og med følelsen af at det ikke returneres, er det som at stå i en ekkodal og råbe sit mellemnavn ud (Møller) og forvente den sjove genlyd af de grønne flaskers indhold retur, dog uden at få svar... Så virker man blot dum!
Og dum er altså ikke nogen særlig konstruktiv følelse at sidde med, for ikke at tale om sund og er den det, så er jeg apostel i ernæring! Jeg kan hoppe tilbage til børnehaveklasse-stadiet, for når nu jeg savner er det vel ikke for meget forlangt at det er gengældt og når nu jeg smerter, er det så for meget at bede om at du bider dig selv hårdt i armen, lader tårerne trille, blot for at sætte dig i mit sted et øjeblik?! Hvorfor bekymrer det overhovedet mig om du får sovet om natten, har ro i sindet og er okay, når nu jeg selv ikke mestre noget af dette for tiden?
Jeg springer lige tilbage til voksenlivet, for det gode ved at undvære, selvom det til tider kan være svært at få øje på, er at der skabes plads og muligheder til noget andet i stedet. Der skabes for eksempel plads til flere tanketimer, tid til forsømmelserne og til at erkende at savnet bunder i den reneste kærlighed, der er så svær at finde. Det skaber også plads til at se andet end dagligdagens klapsammen med Stryns, så selvom jeg måske sidder med følelsen af at nogen har stjålet min slikkepind og snart lægger hovedet på puden, hvor du lå, er der et håb forude....en drøm. I drømme bestemmer jeg og der føler jeg hverken sult, tørst eller savn og ekkoet fra dalen lyder rungende højt, vedvarende og klart i mit hoved. I mine drømme straffes slikkepinds-tyveri hårdt og der gives naturligvis findeløn (afregnet i naturalier).
søndag den 21. oktober 2012
Loved And Left...
Fik den mærkeligste hmm-oplevelse i aften, efter have set en dokumentar i tv, som ramte spadestikket dybere end jeg lige havde tiltænkt den på aftenens begyndelse. Her havde jeg placeret mig foran kuk-kassen, med smøger og cola inden for rækkevidde, mens jeg hvileløst zappede rundt blandt udvalget af kanaler, i min søgen efter tankeløs underholdning i form af en film. Synet af en gudesmuk, blond kvinde fik den ellers så ivrige finger på fjernbetjeningen til at stoppe op og jeg blev fanget af en dokumentar, hvor Marilyn Monroe's tanker var på menuen og blev afsløret og analyseret ned til mindste detalje.
Det er ikke den store hemmelighed at denne kvindes ydre, altid har fascineret mig og jeg erkender ærligt at hun til dels har inspireret mig til hvorledes jeg selv fremtoner, med de skarpe øjenbryn, den markante eyeliner og ikke mindst de platin-blonde lokker. Jeg forsøger på ingen måde at kopiere det største sexsymbol af dem alle og påstår ingenlunde at ligne hende, men jeg har som tusinde af mænd også ladet mig fange af mystikken, det feminine og sensuelle i hendes helt unikke look, som sjældent er set ligeså gennemført. Hun vadede i mænd, slugte deres begær og opmærksomhed, kunne få selv en præsident til at gispe og endte alligevel med at være ensom og dø ganske alene, i en alt for ung alder. Hun er ofte blevet fremstillet som objekt for mændenes inderste begær, stormende forelskelse og dog som kvinden de havde uden at elske, selvom det var alt hun ønskede.
"De går i seng med drømmen om Marilyn Monroe og vågner op med mig" (Norma Jean), skulle hun efter sigende havde fortalt og hendes selv iscenesættelse blev hendes forbandelse, der voksede i takt med hendes succes, til hendes død i en alder af 36 år.
Hvor kommer hmm-oplevelsen så ind i billedet, når nu denne jyske ordinære kvinde fra smalltown Vinderslev, hverken er en feteret skuespillerinde eller på anden måde betræder det enorme spotlys, hun levede i dag og nat? Tja, det er måske ganske få småting og alligevel så jeg lighederne slående med nogle af bekendtgørelserne i programmet. Da jeg for snart 5 år siden traf valget om at leve livet om på ny, lod mig skille, tabte næsten 35 kg, lod lokkerne vokse sig længere og håret lysne i takt med mit sind, havde jeg en drøm om at finde den helt store kærlighed, der slog benene væk under mig. Og det har jeg skam oplevet, flere gange endda, for i takt med at min fremtoning blev mere attraktiv, steg interessen fra mænd, der før ikke ville have skænket mig et blik og et par stykker forelskede sig ligeså stormfuldt i mig, som jeg i dem. Jeg har modtaget de smukkeste, største kærlighedserklæringer, blevet overdænget med gaver og komplimenter, der kunne efterlade selv mig, som en stammende retardo uden ord. Alligevel er jeg blevet forladt gang på gang, enten rent fysisk eller mentalt og jeg har ofte dvælet i tanker om hvorfor jeg var så uelskelig, når nu alt jeg ønskede var deres rene kærlighed?! Jeg ville ikke have deres status eller penge og jeg gjorde sjældent de store tanker om deres fremtoning, så længe de skænkede mig deres hjerte.
Men kan man vitterlig elske et andet menneske, når man ikke selv er overbevist om at man har fortjent lykken og hele tiden bestræber sig på at yde mere og bedre, for at fastholde betagelsen og den berusende forelskelse?! Sandheden er nok at de forelskede sig i mig og min nyskabelse af Tina, noget før jeg gengældte kærligheden helhjertet og jeg levede efter Marilyn's ord "Jeg tilhører den der vil elske mig", hvor jeg fratog mig selv at træffe valget af min udkårne, også selvom de nok ikke, i bagklogskabens lys, besad de værdier jeg reelt havde brug for. Og netop disse værdier viser sig tydeligere og mindre kompromisløse, jo mere længere og dybere man kommer i forholdet og så står man tilbage med en masse drømme kastet efter en mand, som dybest set vil til højre, når man selv vil til venstre. Disse drømme kunne jeg imidlertidig undertrykke så længe jeg stadig kunne vække deres interesse, momentært se gnisterne springe og pludselig blev den mindste berøring nok til at blive i troen at vi var skabt for hinanden og jeg overså de larmende faresignaler, alene fordi jeg utrætteligt prøvede til, gav mere og samtidigt gav en smule køb på hende de reelt forelskede sig i?!
Så stopper sammenligningerne med verdenshistoriens femme fatale nr. 1 også, for jeg håber så sandelig ikke at jeg skal forlade denne verden i en så ung alder og jeg har ikke tænkt mig at leve et liv alene, hvor drømmene om fremtiden agerer substitut for nutidens leverpostejs-farvede dagligdag. Og selvom håret forbliver platin-blondt og jeg nok aldrig helt slipper frygten for ikke at slå til og den endnu større frygt for at blive forladt, så vil jeg håbe at fortidens fejlslagne og smertende forhold, alligevel har lært mig noget. At jeg med den visdom, en dag om mange år, sidder i min gyngestol og kigger på manden, der blev........ selv når jeg var værst!
Det er ikke den store hemmelighed at denne kvindes ydre, altid har fascineret mig og jeg erkender ærligt at hun til dels har inspireret mig til hvorledes jeg selv fremtoner, med de skarpe øjenbryn, den markante eyeliner og ikke mindst de platin-blonde lokker. Jeg forsøger på ingen måde at kopiere det største sexsymbol af dem alle og påstår ingenlunde at ligne hende, men jeg har som tusinde af mænd også ladet mig fange af mystikken, det feminine og sensuelle i hendes helt unikke look, som sjældent er set ligeså gennemført. Hun vadede i mænd, slugte deres begær og opmærksomhed, kunne få selv en præsident til at gispe og endte alligevel med at være ensom og dø ganske alene, i en alt for ung alder. Hun er ofte blevet fremstillet som objekt for mændenes inderste begær, stormende forelskelse og dog som kvinden de havde uden at elske, selvom det var alt hun ønskede.
"De går i seng med drømmen om Marilyn Monroe og vågner op med mig" (Norma Jean), skulle hun efter sigende havde fortalt og hendes selv iscenesættelse blev hendes forbandelse, der voksede i takt med hendes succes, til hendes død i en alder af 36 år.
Hvor kommer hmm-oplevelsen så ind i billedet, når nu denne jyske ordinære kvinde fra smalltown Vinderslev, hverken er en feteret skuespillerinde eller på anden måde betræder det enorme spotlys, hun levede i dag og nat? Tja, det er måske ganske få småting og alligevel så jeg lighederne slående med nogle af bekendtgørelserne i programmet. Da jeg for snart 5 år siden traf valget om at leve livet om på ny, lod mig skille, tabte næsten 35 kg, lod lokkerne vokse sig længere og håret lysne i takt med mit sind, havde jeg en drøm om at finde den helt store kærlighed, der slog benene væk under mig. Og det har jeg skam oplevet, flere gange endda, for i takt med at min fremtoning blev mere attraktiv, steg interessen fra mænd, der før ikke ville have skænket mig et blik og et par stykker forelskede sig ligeså stormfuldt i mig, som jeg i dem. Jeg har modtaget de smukkeste, største kærlighedserklæringer, blevet overdænget med gaver og komplimenter, der kunne efterlade selv mig, som en stammende retardo uden ord. Alligevel er jeg blevet forladt gang på gang, enten rent fysisk eller mentalt og jeg har ofte dvælet i tanker om hvorfor jeg var så uelskelig, når nu alt jeg ønskede var deres rene kærlighed?! Jeg ville ikke have deres status eller penge og jeg gjorde sjældent de store tanker om deres fremtoning, så længe de skænkede mig deres hjerte.
Men kan man vitterlig elske et andet menneske, når man ikke selv er overbevist om at man har fortjent lykken og hele tiden bestræber sig på at yde mere og bedre, for at fastholde betagelsen og den berusende forelskelse?! Sandheden er nok at de forelskede sig i mig og min nyskabelse af Tina, noget før jeg gengældte kærligheden helhjertet og jeg levede efter Marilyn's ord "Jeg tilhører den der vil elske mig", hvor jeg fratog mig selv at træffe valget af min udkårne, også selvom de nok ikke, i bagklogskabens lys, besad de værdier jeg reelt havde brug for. Og netop disse værdier viser sig tydeligere og mindre kompromisløse, jo mere længere og dybere man kommer i forholdet og så står man tilbage med en masse drømme kastet efter en mand, som dybest set vil til højre, når man selv vil til venstre. Disse drømme kunne jeg imidlertidig undertrykke så længe jeg stadig kunne vække deres interesse, momentært se gnisterne springe og pludselig blev den mindste berøring nok til at blive i troen at vi var skabt for hinanden og jeg overså de larmende faresignaler, alene fordi jeg utrætteligt prøvede til, gav mere og samtidigt gav en smule køb på hende de reelt forelskede sig i?!
Så stopper sammenligningerne med verdenshistoriens femme fatale nr. 1 også, for jeg håber så sandelig ikke at jeg skal forlade denne verden i en så ung alder og jeg har ikke tænkt mig at leve et liv alene, hvor drømmene om fremtiden agerer substitut for nutidens leverpostejs-farvede dagligdag. Og selvom håret forbliver platin-blondt og jeg nok aldrig helt slipper frygten for ikke at slå til og den endnu større frygt for at blive forladt, så vil jeg håbe at fortidens fejlslagne og smertende forhold, alligevel har lært mig noget. At jeg med den visdom, en dag om mange år, sidder i min gyngestol og kigger på manden, der blev........ selv når jeg var værst!
lørdag den 13. oktober 2012
På kanten af kanten.....
Et øjeblik er hurtig væk i dag,
et flygtigt minde trænger sig på.
En tankestreg kan vise vej tilbage,
et spørgsmålstegn kan få tiden til at gå i stå.
Jeg drømmer mig væk i tankeløse tanker,
jeg ser på mig selv med lukkede øjne.
Jeg spejler min frygt i dine øjne,
når du ser på mig.
Jeg slipper min angst og mine løgne,
og overgiver mig langsomt til dig.
En symfoni synger på mine læber,
et åndedrag forsvinder fra mit bryst.
En tankestreg kan vise vej tilbage,
i en gammel sang finder jeg trøst.
På kanten af kanten finder lyset mig,
jeg ser på mig selv med lukkede øjne.
Jeg spejler min frygt i dine øjne,
når du ser på mig.
Jeg slipper min angst og mine løgne,
og overgiver mig langsomt til dig.
Står her på kanten af kanten,
med et hjerteslag fra dig.
Kan jeg hente viljen til livet,
så jeg overgiver sig langsomt til mig.
et flygtigt minde trænger sig på.
En tankestreg kan vise vej tilbage,
et spørgsmålstegn kan få tiden til at gå i stå.
Jeg drømmer mig væk i tankeløse tanker,
jeg ser på mig selv med lukkede øjne.
Jeg spejler min frygt i dine øjne,
når du ser på mig.
Jeg slipper min angst og mine løgne,
og overgiver mig langsomt til dig.
En symfoni synger på mine læber,
et åndedrag forsvinder fra mit bryst.
En tankestreg kan vise vej tilbage,
i en gammel sang finder jeg trøst.
På kanten af kanten finder lyset mig,
jeg ser på mig selv med lukkede øjne.
Jeg spejler min frygt i dine øjne,
når du ser på mig.
Jeg slipper min angst og mine løgne,
og overgiver mig langsomt til dig.
Står her på kanten af kanten,
med et hjerteslag fra dig.
Kan jeg hente viljen til livet,
så jeg overgiver sig langsomt til mig.
torsdag den 11. oktober 2012
Tyv tror....
Projektioner er vel noget vi alle benytter i større eller mindre grad, hvis vi nu skal smide vores sensommer-blegnende hals på bødlens huggeblok og være hudløs ærlige. Her taler jeg ikke om den slags der bevidst benyttes for at såre en anden mest muligt, blot for at få sin vilje eller få ret. I ved den slags, vi bliver konfronteret med og som vi måske har svært ved at forholde os til eller blot ønsker at lade glide ud i det hinsides og forsvinde et sted i atmosfærens ozonhul?! Eller når vi påpeger ting hos andre, selvom vi måske godt ved at vi selv blot er mennesker og derfor ikke ufejlbar selv, så er det en så ganske fortrindelig måde at dreje fokus fra vores egne mangler og lade sidemanden tage de røde ører det kunne afstedkomme.
Det er også et ganske smart filter imod den tikkende bombe vi ved blot venter på springes, men hvis trykbølge afblødes ved at vi så kan sige "Jamen hvad med dig selv?" Det er vel i grunden en meget menneskelig egenskab, som sikkert er medvirkende til opretholdelse af en vis balance i mellem relationer, men på den anden side er det vel også et tegn på manglende selvindsigt og empati?! Kan man overhovedet forvente andet og mere af andre mennesker end man selv kan tilbyde og bør man overhovedet måle?
Jeg skal overhovedet ikke gøre mig bedre end andre, for i skrivende stund, kan jeg da også med foruroligende lethed finde eksempler, hvor jeg selv f.eks. hovedrystende har sagt "Hun kommer da heller aldrig til tiden" efterfulgt af det obligatoriske tsk tsk. Samtidig er jeg jo også klar over at, hvis der er nogen der har det godt og mageligt i starthullet, så godt at man sidder urokkelig fast og triller ind på af døren 5 minutter over for sent, er det da mig selv. Indrømmet, men det er lettere at kunne begrunde mishaget ved personen med at pointere fejlene, end at erkende at vi blot ikke har den bedste kemi og ligner hinanden på visse punkter. Det vil jo betyde at jeg heller ikke kan lide mig selv?!....Hmm... Jeg kan jo altid undskylde mig med at jeg tilgengæld er en af de sidste der går og at når jeg først er på banen, så er jeg den mest utrættelige og ihærdige, men passer det nu også?! (Selvfølgelig gør det det, hvis I spørger mig)
Jeg oplever det skam også den anden vej og selvom det forsøges skjult, så ender jeg med at sidde tilbage med et hav af følelser og ingen kasse at putte dem i. Når så den ovennævnte bombe så er sprunget, kan jeg jo kun sidde tilbage med en undren og en blanding af vrede, ligegyldighed og lettelse. Jeg har hørt på hvorledes min ageren påvirker andre og hvor forfærdeligt det er og så kommer trykbølgen, som giver mig lysten til vredesudbrud, men som mindskes af det forløbende stigende mindreværd, der blot er øget for hver anklage. Så sidder man tilbage med lidt skyld, lidt offermentalitet og de to tilsammen giver et facit af ligegyldighed i den mest mærkværdige form, samtidig med lettelsen af ikke at være uperfekt alene. Man vil ikke vide, man vil ikke søge svar, man vil blot glemme det.
Tyv tror hver mand stjæler og selvom det er et af de ældste og mest fortærskede ordsprog, så passer det vist meget godt. Vi er blot mennesker, ikke engle og selvom det på skrift klinger temmelig grimt, så er vores projektioner vel også en måde at opretholde et vis selvværd og hindre os i at hade vores eget jeg?!
Det er også et ganske smart filter imod den tikkende bombe vi ved blot venter på springes, men hvis trykbølge afblødes ved at vi så kan sige "Jamen hvad med dig selv?" Det er vel i grunden en meget menneskelig egenskab, som sikkert er medvirkende til opretholdelse af en vis balance i mellem relationer, men på den anden side er det vel også et tegn på manglende selvindsigt og empati?! Kan man overhovedet forvente andet og mere af andre mennesker end man selv kan tilbyde og bør man overhovedet måle?
Jeg skal overhovedet ikke gøre mig bedre end andre, for i skrivende stund, kan jeg da også med foruroligende lethed finde eksempler, hvor jeg selv f.eks. hovedrystende har sagt "Hun kommer da heller aldrig til tiden" efterfulgt af det obligatoriske tsk tsk. Samtidig er jeg jo også klar over at, hvis der er nogen der har det godt og mageligt i starthullet, så godt at man sidder urokkelig fast og triller ind på af døren 5 minutter over for sent, er det da mig selv. Indrømmet, men det er lettere at kunne begrunde mishaget ved personen med at pointere fejlene, end at erkende at vi blot ikke har den bedste kemi og ligner hinanden på visse punkter. Det vil jo betyde at jeg heller ikke kan lide mig selv?!....Hmm... Jeg kan jo altid undskylde mig med at jeg tilgengæld er en af de sidste der går og at når jeg først er på banen, så er jeg den mest utrættelige og ihærdige, men passer det nu også?! (Selvfølgelig gør det det, hvis I spørger mig)
Jeg oplever det skam også den anden vej og selvom det forsøges skjult, så ender jeg med at sidde tilbage med et hav af følelser og ingen kasse at putte dem i. Når så den ovennævnte bombe så er sprunget, kan jeg jo kun sidde tilbage med en undren og en blanding af vrede, ligegyldighed og lettelse. Jeg har hørt på hvorledes min ageren påvirker andre og hvor forfærdeligt det er og så kommer trykbølgen, som giver mig lysten til vredesudbrud, men som mindskes af det forløbende stigende mindreværd, der blot er øget for hver anklage. Så sidder man tilbage med lidt skyld, lidt offermentalitet og de to tilsammen giver et facit af ligegyldighed i den mest mærkværdige form, samtidig med lettelsen af ikke at være uperfekt alene. Man vil ikke vide, man vil ikke søge svar, man vil blot glemme det.
Tyv tror hver mand stjæler og selvom det er et af de ældste og mest fortærskede ordsprog, så passer det vist meget godt. Vi er blot mennesker, ikke engle og selvom det på skrift klinger temmelig grimt, så er vores projektioner vel også en måde at opretholde et vis selvværd og hindre os i at hade vores eget jeg?!
tirsdag den 2. oktober 2012
Familie-stolthed og sorte får
Hvem elsker ikke sin familie og alligevel kan man til tider ønske dem hen hvor peberet gror, hvor afstanden skærmer for de pinlige kind-knibende hænder og hvor vi kan nøjes med virtuelle knus, efterfulgt af en blinke-smiley. Vi kender det alle, selvom de fleste forsøger at skjule det med familieportrætter, hvor alle smiler stort og vi ved gensyn, knuser og krammer hinanden, så besidder vi en viden om ligene i lasten. Lasterne om tante Olgas evindelige hypokondriske sygehistorier, søster Karens utallige diffuse kærlighedsaffærer og bedstefars hang til små skarpe i hobetal, i ren anti Werther's Original-stil. Alligevel elsker vi dem inderst inde til trods, med fejl og det hele, men måske ikke så ubetinget som vi gerne ville kunne sige, for sandheden er at det til tider kan være svært at rumme mennesker man ikke selv har valgt relationen til.
Blod er jo som sagt tykkere end vand, men som enhver husmor ved, er det noget skidt at vaske af?! Familien er dem, der skaber vores sociale arv og som er med til at forme os som mennesker i vores tidlige påvirkelige år, hvor vores identitet skabes og hvor vi er afhængige af voksne relationer til at fortælle os rigtig fra forkert. De skal vise og lære os hvordan man er en familie og de bedste mennesker vi kan være og selvom nogen måske vil anfægte hvor heldigt jeg selv er faldet ud, er alle ikke lige velsignede at få og have en familie som min. For vel er min egen familie ikke tilnærmelsesvis perfekt og ikke uden snert af tante Olga, søster Karen og bedstefar og vi har også vores sorte får at affarve, men hvem pokker har ikke det, hvis vi ser bort fra de sukkersøde serier på kanal kvalm?!
Det kræver sin mand/kvinde at indrømme og anerkende at man er har uldent blod i årene og med andre beretninger at fortælle sine kommende børnebørn, end historierne om de fantastiske familiefester og de uforglemmelige ferier. Men her er det jeg tænker om vores ideal om familieidyllen er helt forkvaklet og mere en forvredet forestilling om noget vi aldrig kan opnå, uanset hvor hårdt vi prøver?! Måske skulle vi omfavne alle skævhederne, fejlene og de eventuelle ar, der er os påført, hæve os over barren og accepterer at vi ikke nødvendigvis behøver at balancere den og stå til ansvar for andre end vores eget lille jeg. Vi kan jo alligevel ikke ændre vores fortid, vi kan ikke vælge den familie som vi nu engang er født ind i, som sikkert også har bidraget til vores egne skævheder og ikke mindst styrker?!
Jeg knus-elsker min familie, selvom jeg til tider kan ryste på hovedet af dele af den, men samtidig kan jeg sagtens nikke genkendende til følelsen af et bånd, der er stærkere end noget andet. For selvom jeg skal være den første til at anerkende at den polerede og blanke facade, til tider kan fremstå en smule anløben, så gud nåde trøste den udefrakommende, som vover at pointere det. Her er blodet ikke kun tykt, men massivt!
Blod er jo som sagt tykkere end vand, men som enhver husmor ved, er det noget skidt at vaske af?! Familien er dem, der skaber vores sociale arv og som er med til at forme os som mennesker i vores tidlige påvirkelige år, hvor vores identitet skabes og hvor vi er afhængige af voksne relationer til at fortælle os rigtig fra forkert. De skal vise og lære os hvordan man er en familie og de bedste mennesker vi kan være og selvom nogen måske vil anfægte hvor heldigt jeg selv er faldet ud, er alle ikke lige velsignede at få og have en familie som min. For vel er min egen familie ikke tilnærmelsesvis perfekt og ikke uden snert af tante Olga, søster Karen og bedstefar og vi har også vores sorte får at affarve, men hvem pokker har ikke det, hvis vi ser bort fra de sukkersøde serier på kanal kvalm?!
Det kræver sin mand/kvinde at indrømme og anerkende at man er har uldent blod i årene og med andre beretninger at fortælle sine kommende børnebørn, end historierne om de fantastiske familiefester og de uforglemmelige ferier. Men her er det jeg tænker om vores ideal om familieidyllen er helt forkvaklet og mere en forvredet forestilling om noget vi aldrig kan opnå, uanset hvor hårdt vi prøver?! Måske skulle vi omfavne alle skævhederne, fejlene og de eventuelle ar, der er os påført, hæve os over barren og accepterer at vi ikke nødvendigvis behøver at balancere den og stå til ansvar for andre end vores eget lille jeg. Vi kan jo alligevel ikke ændre vores fortid, vi kan ikke vælge den familie som vi nu engang er født ind i, som sikkert også har bidraget til vores egne skævheder og ikke mindst styrker?!
Jeg knus-elsker min familie, selvom jeg til tider kan ryste på hovedet af dele af den, men samtidig kan jeg sagtens nikke genkendende til følelsen af et bånd, der er stærkere end noget andet. For selvom jeg skal være den første til at anerkende at den polerede og blanke facade, til tider kan fremstå en smule anløben, så gud nåde trøste den udefrakommende, som vover at pointere det. Her er blodet ikke kun tykt, men massivt!
tirsdag den 25. september 2012
onsdag den 19. september 2012
Combi Kærlighed
Kærligheden er en finurlig størrelse, som sjældent ændre størrelse over night, men som til tider ændre farve og form, fornyr sig eller iklæder sig nye gevandter, så den trods det samme indhold, knap er til at genkende. Til tider skal vi gå et par skridt tilbage, for at få hele billedet af noget så enormt, at selv vores fler-dimensionelle blik ikke kan rumme hele motivet.
Kærlighed kan være logisk, gennemtænkt og helt igennem fornuftigt, som det valg der passer ind i vores allerede veletablerede liv, men det er sjældent denne type, der giver det store vingesus og som vælter os emotionelt omkuld. Det er den type der yder os tryghed, (selv)sikkerhed og ikke mindst lader os bevare en vis stabil tankevirksomhed, så vi ikke gør dumdristige og uovervejede ting, mens hjernen kører på kærlighed og kildevand alene. Sådan en kærlighed er ikke nødvendigvis forkert eller mindre rigtig, men blot et udtryk for at vi alle har basale behov, som nogle prioriterer med livrem og seler og som giver en vished om morgendagens fortsatte vals igennem livet. En vals, der måske ikke har de store variationer, men som dog skåner os for de værste sene-skader og krampe-anfald.
Kærlighed kan også være så forkert, uovervejet og pludselig at det kan undre, hvorledes den opstod i første omgang, når nu forstanden fortæller os at vi går på gløder og vi sikkert kan forvente den smertende varme under fødderne på et tidspunkt. Det er dog ofte også den type, der giver livet toner, så englene synger til selv den værste efterårsstorm, hvor blæsten køler knoglerne til marven og regnen pisker imod de beskidte ruder, med de smukkeste regnbuer i det fjerne. Det er den kærlighed hvor de basale behov, så som føde og væske, kan undertrykkes i den euforiske tilstand, men som man dog aldrig mættes af. Sulten øges derimod og behovet for nærhed og omsorg af den mentale slags overskygger alt andet og man befinder sig måske pludselig i situationer, hvor man overvejer ting, man ellers aldrig ville have skænket en tanke eller ligefrem før pure havde afstået. Hvor selv et simpelt telefonopkald kan give fjollede smil, rødmende kinder og en panisk angst for at miste kontakten og hvor timerne til man kan ses igen, føles som årtier. Hvor minus og minus, giver plus?!
Som kvinde, kan jeg sagtens nikke genkendende til begge former for kærlighed, som skam har ramt mig, men som måske også er særligt udpræget blandt mine medsøstre?! For vi kvinder og især jeg selv, for at tage et glimrende eksempel, har en evne til at ville overtænke vores kærlighedsrelationer, fremfor at leve dem. Vi kan drømme et forhold ud til et punkt, hvor ingen mand vil kunne leve op til vores forventninger og drømme, og hvor vores forelskelse aldrig giver os jordforbindelse nok til at nyde nuet, men derimod bringer os lidt højere op, stilende efter endnu mere. Hvor vi forestiller os et langt liv, liggende i ske, sammensmeltet i hed omfavnelse med manden, som vi for evigt kan fortrylle med vores forførende blik og som med søde ord i øret, begærer os med samme sult som i forelskelsens tidlige morgen. Vi har derimod også et behov for at blive taget hånd om, have vores helt egen Tarzan, der kan slå på brystet når vilde dyr truer, som kan samle palmerne til vores træhytte. Som hver aften fanger og hjembringer den fisk, vi med glæde tilbereder, men har så svært ved selv at slå ihjel og som sidder trofast ved vores side, når krigsmalingen render ned af kinden og livets lagkage smager besk.
Enhver kvindes drøm (min påstand), er at kombinere disse forelskelser og finde dem i den samme person, som kan føde og forsørge hele vores verden, lige fra vores mave og hjerne til vores hjerte og sjæl. Som kan løfte os til nye højder, med vindens taktfaste pulseren i ryggen, men som også elsker vores trang til at bygge rede, som børnesangen "Under den hvide bro"'s første linier beskriver ganske godt. Kvinder, som mænd, ønsker at besidde rigdomme og eje noget, som vi kan kalde vores eget og selvom mursten, Weber-grillen og det nyeste udstyr til hobbyen måske er mandens foretrukne display, så er manden i sig selv nok vores. I hvert fald min!
Min drøm er at se forelskelsen i alle regnbuens penselstrøg, med vindens buldren i baggrunden og mine drømmes himmelflugt som et uendeligt mål, men også at opleve malerskænk på tøjet og få ruflede hænder af mørtlen vi bygger et liv med......Sten for sten!
Kærlighed kan være logisk, gennemtænkt og helt igennem fornuftigt, som det valg der passer ind i vores allerede veletablerede liv, men det er sjældent denne type, der giver det store vingesus og som vælter os emotionelt omkuld. Det er den type der yder os tryghed, (selv)sikkerhed og ikke mindst lader os bevare en vis stabil tankevirksomhed, så vi ikke gør dumdristige og uovervejede ting, mens hjernen kører på kærlighed og kildevand alene. Sådan en kærlighed er ikke nødvendigvis forkert eller mindre rigtig, men blot et udtryk for at vi alle har basale behov, som nogle prioriterer med livrem og seler og som giver en vished om morgendagens fortsatte vals igennem livet. En vals, der måske ikke har de store variationer, men som dog skåner os for de værste sene-skader og krampe-anfald.
Kærlighed kan også være så forkert, uovervejet og pludselig at det kan undre, hvorledes den opstod i første omgang, når nu forstanden fortæller os at vi går på gløder og vi sikkert kan forvente den smertende varme under fødderne på et tidspunkt. Det er dog ofte også den type, der giver livet toner, så englene synger til selv den værste efterårsstorm, hvor blæsten køler knoglerne til marven og regnen pisker imod de beskidte ruder, med de smukkeste regnbuer i det fjerne. Det er den kærlighed hvor de basale behov, så som føde og væske, kan undertrykkes i den euforiske tilstand, men som man dog aldrig mættes af. Sulten øges derimod og behovet for nærhed og omsorg af den mentale slags overskygger alt andet og man befinder sig måske pludselig i situationer, hvor man overvejer ting, man ellers aldrig ville have skænket en tanke eller ligefrem før pure havde afstået. Hvor selv et simpelt telefonopkald kan give fjollede smil, rødmende kinder og en panisk angst for at miste kontakten og hvor timerne til man kan ses igen, føles som årtier. Hvor minus og minus, giver plus?!
Som kvinde, kan jeg sagtens nikke genkendende til begge former for kærlighed, som skam har ramt mig, men som måske også er særligt udpræget blandt mine medsøstre?! For vi kvinder og især jeg selv, for at tage et glimrende eksempel, har en evne til at ville overtænke vores kærlighedsrelationer, fremfor at leve dem. Vi kan drømme et forhold ud til et punkt, hvor ingen mand vil kunne leve op til vores forventninger og drømme, og hvor vores forelskelse aldrig giver os jordforbindelse nok til at nyde nuet, men derimod bringer os lidt højere op, stilende efter endnu mere. Hvor vi forestiller os et langt liv, liggende i ske, sammensmeltet i hed omfavnelse med manden, som vi for evigt kan fortrylle med vores forførende blik og som med søde ord i øret, begærer os med samme sult som i forelskelsens tidlige morgen. Vi har derimod også et behov for at blive taget hånd om, have vores helt egen Tarzan, der kan slå på brystet når vilde dyr truer, som kan samle palmerne til vores træhytte. Som hver aften fanger og hjembringer den fisk, vi med glæde tilbereder, men har så svært ved selv at slå ihjel og som sidder trofast ved vores side, når krigsmalingen render ned af kinden og livets lagkage smager besk.
Enhver kvindes drøm (min påstand), er at kombinere disse forelskelser og finde dem i den samme person, som kan føde og forsørge hele vores verden, lige fra vores mave og hjerne til vores hjerte og sjæl. Som kan løfte os til nye højder, med vindens taktfaste pulseren i ryggen, men som også elsker vores trang til at bygge rede, som børnesangen "Under den hvide bro"'s første linier beskriver ganske godt. Kvinder, som mænd, ønsker at besidde rigdomme og eje noget, som vi kan kalde vores eget og selvom mursten, Weber-grillen og det nyeste udstyr til hobbyen måske er mandens foretrukne display, så er manden i sig selv nok vores. I hvert fald min!
Min drøm er at se forelskelsen i alle regnbuens penselstrøg, med vindens buldren i baggrunden og mine drømmes himmelflugt som et uendeligt mål, men også at opleve malerskænk på tøjet og få ruflede hænder af mørtlen vi bygger et liv med......Sten for sten!
søndag den 9. september 2012
Kun en tåbe frygter ikke havet...
Der findes ingen forsikringer her i livet, som er gratis eller på anden måde ikke har en omkostning, foruden døden, hvilket må siges at være den ultimative pris af dem alle?! Man kan dog imod betaling forsikre sig imod mange ulykker, der som en stødpude kan tage de værste slag når livet går os imod og uheldet er ude.
Vi kan forsikre bilen, så når der springer selvmordstruede mure rundt på vejene og den efterfølgende drager et sidste suk, vil der afregnes for både mursten og blik i dansk kongelig mønt. Vi kan forsikre vores allerkæreste kommunikationsmiddel, mobiltelefonen, imod smarte og fingerfærdige polakker, der på snedigste vis kan liste den op af selv den mest rodede dametaske, hvor sandsynligheden for at rage fingrene i et hygiejnebind eller en pudderdåse er langt større og igen kvitteres der med erstatning. Vi kan også forsikre os til kompensation imod lønnedgang ved arbejdsløshed, forsikre os imod ulykker, hvis vi skulle miste en finger at pille næse med og forsikre vores nærmeste med en pose penge, hvis vi skulle falde bort i en tidlig alder. Alle disse forsikringer som er nedfældet på papir med vores signatur, betaler vi dyre domme for at kunne sove trygt om natten, velvidende at der oftest også er en selvrisiko, som skal modregnes.
Vi forsøger at pakke os ind i vat, med garantier om at når vores verden står i flammer, så tages der hånd om os og vi ikke kommer brændte ud den anden side, med vores materielle goder i behold. Men hvor er den forsikring, som lover evig lykke og et liv på roser, imod en årlig præmie.... Vis mig den? Engang troede jeg det kaldtes ægteskab og at dette var kontrakten, som sort på hvidt garanterede et solidt, ligeværdigt og tillidsfuldt fællesskab og som forsikrede mig at hvis skibet gik ned, så delte man åren i redningsflåden og selvrisikoen var færre matros-trøjer i skabet, som i sig selv lyder slemt nok.
Sådan tænker jeg ikke mere, men nu har jeg også været i et skibsforlis eller har i hvert fald et forlist ægteskab bag mig, hvor vi begge overlevede og er reddet i land, dog på hver sin strandbred, til trods for ordene til borgmesteren. Ægteskabet blev underskrevet og indgået med løfter om evig tosomhed mens vi skålede i rådhusets dårligste portvin, men bundede nok nærmere i et behov for at krydsforsikre hinanden på billigste og smarteste vis og det var derfor også naturligt at genbruge tøjet fra det forgående nytår. Sort er jo altid pænt?!
Nok koster det blot 500 sølle kroner at få en ophævelse af den forsikring, men selvrisikoen havde jeg fejlvurderet og det kostede os begge langt flere tårer, søvnløse nætter og hak i selvtilliden end nogen af os havde forventet, foruden det indskrænkede tøj-budget. Men der er altid en efterregning i livet, som forsikringer og penge ikke kan råde meget bod på og livet har det med at ville indkassere selvrisikoen, når der i forvejen er lavvande i kassen. Heller ikke senere hen, for sandheden er at selvom vi såres, smertes og får knækket egoet, så har mennesket en evne til at rejse sig igen, søge lykken på ny, dog med erfaringen rigere at skibe til tider går ned og at næste gang husker vi at have to redningsflåder og en ubåd, blot for en sikkerheds skyld.... Der er jo pludselig mere bagage at bjerge!
Jeg kender ikke min fremtid og jeg aner om der venter mig stormende sø eller blikstille vand forude, men derfor har jeg stadig mine drømme og en idé om hvorledes livet en dag puster vind i mine sejl. Skal jeg nogensinde gå planken ud og giftes igen, skal jeg hverken have forsikringer imod fortidens fejltrin eller for fremtidens lykke, pakket ind i pladevat eller redningsflåder, men blot en vished om at ham, der måske en dag siger sit JA til mig (for fanden tage han fandt på at sige nej) siger det uden bagtanker om økonomi, forsikringer og selvrisiko. Men siger JA, fordi han ikke vil forlise.....alene!
Vi kan forsikre bilen, så når der springer selvmordstruede mure rundt på vejene og den efterfølgende drager et sidste suk, vil der afregnes for både mursten og blik i dansk kongelig mønt. Vi kan forsikre vores allerkæreste kommunikationsmiddel, mobiltelefonen, imod smarte og fingerfærdige polakker, der på snedigste vis kan liste den op af selv den mest rodede dametaske, hvor sandsynligheden for at rage fingrene i et hygiejnebind eller en pudderdåse er langt større og igen kvitteres der med erstatning. Vi kan også forsikre os til kompensation imod lønnedgang ved arbejdsløshed, forsikre os imod ulykker, hvis vi skulle miste en finger at pille næse med og forsikre vores nærmeste med en pose penge, hvis vi skulle falde bort i en tidlig alder. Alle disse forsikringer som er nedfældet på papir med vores signatur, betaler vi dyre domme for at kunne sove trygt om natten, velvidende at der oftest også er en selvrisiko, som skal modregnes.
Vi forsøger at pakke os ind i vat, med garantier om at når vores verden står i flammer, så tages der hånd om os og vi ikke kommer brændte ud den anden side, med vores materielle goder i behold. Men hvor er den forsikring, som lover evig lykke og et liv på roser, imod en årlig præmie.... Vis mig den? Engang troede jeg det kaldtes ægteskab og at dette var kontrakten, som sort på hvidt garanterede et solidt, ligeværdigt og tillidsfuldt fællesskab og som forsikrede mig at hvis skibet gik ned, så delte man åren i redningsflåden og selvrisikoen var færre matros-trøjer i skabet, som i sig selv lyder slemt nok.
Sådan tænker jeg ikke mere, men nu har jeg også været i et skibsforlis eller har i hvert fald et forlist ægteskab bag mig, hvor vi begge overlevede og er reddet i land, dog på hver sin strandbred, til trods for ordene til borgmesteren. Ægteskabet blev underskrevet og indgået med løfter om evig tosomhed mens vi skålede i rådhusets dårligste portvin, men bundede nok nærmere i et behov for at krydsforsikre hinanden på billigste og smarteste vis og det var derfor også naturligt at genbruge tøjet fra det forgående nytår. Sort er jo altid pænt?!
Nok koster det blot 500 sølle kroner at få en ophævelse af den forsikring, men selvrisikoen havde jeg fejlvurderet og det kostede os begge langt flere tårer, søvnløse nætter og hak i selvtilliden end nogen af os havde forventet, foruden det indskrænkede tøj-budget. Men der er altid en efterregning i livet, som forsikringer og penge ikke kan råde meget bod på og livet har det med at ville indkassere selvrisikoen, når der i forvejen er lavvande i kassen. Heller ikke senere hen, for sandheden er at selvom vi såres, smertes og får knækket egoet, så har mennesket en evne til at rejse sig igen, søge lykken på ny, dog med erfaringen rigere at skibe til tider går ned og at næste gang husker vi at have to redningsflåder og en ubåd, blot for en sikkerheds skyld.... Der er jo pludselig mere bagage at bjerge!
Jeg kender ikke min fremtid og jeg aner om der venter mig stormende sø eller blikstille vand forude, men derfor har jeg stadig mine drømme og en idé om hvorledes livet en dag puster vind i mine sejl. Skal jeg nogensinde gå planken ud og giftes igen, skal jeg hverken have forsikringer imod fortidens fejltrin eller for fremtidens lykke, pakket ind i pladevat eller redningsflåder, men blot en vished om at ham, der måske en dag siger sit JA til mig (for fanden tage han fandt på at sige nej) siger det uden bagtanker om økonomi, forsikringer og selvrisiko. Men siger JA, fordi han ikke vil forlise.....alene!
tirsdag den 4. september 2012
Super Til Alt...
Der vil altid være dage der er bedre end andre og vi kan på mærkværdig vis, lade enkelte puf i ryggen ødelægge den ellers så slagfaste rytme vi er inde i, hvor tingene går som de skal og udsigten til bedre tider er at syne for enden af kikkerten. Jeg må i hvert fald erkende at en ellers rigtig givende og produktiv dag, hvor man føler sig på toppen af poppen, får en masse fra hånden, kan blive vendt på et split sekund, og spolere ens ellers så fantastiske humør?!
Måske er jeg sensitiv, nærtagende og emotionel, eller rettere, det ved jeg jo godt jeg er, men jeg brænder for hvad jeg foretager mig i mit liv, uanset om vi taler veninderne, jobbet, den nye uddannelse, kærligheden eller hverdagen bag disse fire vægge. Jeg er alt andet end ligeglad! Derfor reagerer jeg ofte også stærkt på de ord, handlinger og følelser, der sendes min vej, både i den positive og negative forstand, da jeg ikke rigtig er blevet velsignet med kassen, der hedder ligegyldigheder, da vor herre delte så rundhåndet ud. Ofte har jeg fået af vide at jeg ikke er som alle andre, hvilket vel egentlig kan siges at være et meget godt kompliment eller er det?! For nogen gange ville jeg ønske jeg kunne være den stereotyp, der anonymt kan gemme mig i mængden og have lov til at klage min sang med forståelse, uden at skulle stå evigt til regnskab for hver en tone orkestret ikke rammer eller som blot overhøres af de flerstemmige violiner. Ja, måske endda lade tingene glide af, sige pyt og være ligeglad, selvom jeg ved at sandsynligheden for dette har nogenlunde samme odds, som at vinde million gevinsten i lotto. Jeg er jo af den mening at det altid er værd at gøre sig umage i livet og med sig selv, inderst som yderst og jeg forsøger efter bedste evne at være den bedste version af Tina, selvom det til tider lader til at falde for dumpekarakteren og ikke vise sig nok. Men jeg er ikke perfekt, men det betyder ikke at jeg ikke bestræber det?!
Okay, så jeg reagerer måske lidt anderledes, men måske er det netop fordi jeg ofte bliver behandlet anderledes, for sådan kan det til tider føles?! Man skal være supermor, superelsker, supermedarbejder og super overskuds-agtig og sådan er hun jo, hende Tina, som de håndklæder på offentlige toiletter der altid fremstår rene, når man hiver et nyt stykke frem, selvom man lige har tørret sine fingre. Stærk og bredskuldret som en okse, tykpandet med horn som en ged og usårlig med et panser som et bæltedyr, samtidig med at jeg skal være en den blide gudinde med det forførende blik, den tillidsfulde og overbærende engel og prinsessen med det altid smittende smil. Nogle gange er ens bedste ikke godt nok og så er det sgu øv....
Det bliver det måske i morgen, for der har jeg vendt dagen i hovedet en milliard gange, pisket og drevet mig selv til vanvid, kalibreret blækspruttearmene og tvunget mig selv til at yde de procent mere, som jeg slet ikke anede jeg manglede, da jeg trillede ud af landevejen i morges med gåpåmod, opsat hår og colgate ånde. Jeg vil som vanligt være alt andet end ligeglad, men i dag er jeg da være super ærgerlig, men vil modsat hvad nogen måske regner med, forsøge at være super god til at modtage den verbale og ret officielle endefuld og overleve den super dårlige dag, der blev mit lod. Jeg kan jeg vel også lære at blive super god til?!
Måske er jeg sensitiv, nærtagende og emotionel, eller rettere, det ved jeg jo godt jeg er, men jeg brænder for hvad jeg foretager mig i mit liv, uanset om vi taler veninderne, jobbet, den nye uddannelse, kærligheden eller hverdagen bag disse fire vægge. Jeg er alt andet end ligeglad! Derfor reagerer jeg ofte også stærkt på de ord, handlinger og følelser, der sendes min vej, både i den positive og negative forstand, da jeg ikke rigtig er blevet velsignet med kassen, der hedder ligegyldigheder, da vor herre delte så rundhåndet ud. Ofte har jeg fået af vide at jeg ikke er som alle andre, hvilket vel egentlig kan siges at være et meget godt kompliment eller er det?! For nogen gange ville jeg ønske jeg kunne være den stereotyp, der anonymt kan gemme mig i mængden og have lov til at klage min sang med forståelse, uden at skulle stå evigt til regnskab for hver en tone orkestret ikke rammer eller som blot overhøres af de flerstemmige violiner. Ja, måske endda lade tingene glide af, sige pyt og være ligeglad, selvom jeg ved at sandsynligheden for dette har nogenlunde samme odds, som at vinde million gevinsten i lotto. Jeg er jo af den mening at det altid er værd at gøre sig umage i livet og med sig selv, inderst som yderst og jeg forsøger efter bedste evne at være den bedste version af Tina, selvom det til tider lader til at falde for dumpekarakteren og ikke vise sig nok. Men jeg er ikke perfekt, men det betyder ikke at jeg ikke bestræber det?!
Okay, så jeg reagerer måske lidt anderledes, men måske er det netop fordi jeg ofte bliver behandlet anderledes, for sådan kan det til tider føles?! Man skal være supermor, superelsker, supermedarbejder og super overskuds-agtig og sådan er hun jo, hende Tina, som de håndklæder på offentlige toiletter der altid fremstår rene, når man hiver et nyt stykke frem, selvom man lige har tørret sine fingre. Stærk og bredskuldret som en okse, tykpandet med horn som en ged og usårlig med et panser som et bæltedyr, samtidig med at jeg skal være en den blide gudinde med det forførende blik, den tillidsfulde og overbærende engel og prinsessen med det altid smittende smil. Nogle gange er ens bedste ikke godt nok og så er det sgu øv....
Det bliver det måske i morgen, for der har jeg vendt dagen i hovedet en milliard gange, pisket og drevet mig selv til vanvid, kalibreret blækspruttearmene og tvunget mig selv til at yde de procent mere, som jeg slet ikke anede jeg manglede, da jeg trillede ud af landevejen i morges med gåpåmod, opsat hår og colgate ånde. Jeg vil som vanligt være alt andet end ligeglad, men i dag er jeg da være super ærgerlig, men vil modsat hvad nogen måske regner med, forsøge at være super god til at modtage den verbale og ret officielle endefuld og overleve den super dårlige dag, der blev mit lod. Jeg kan jeg vel også lære at blive super god til?!
søndag den 26. august 2012
I vokse(n)alderen ?!
Jeg føler mig stadig ung, med mod på livet og dets udfordringer og dog glad for at de forstyrrede teenage år er et overstået kapitel og nu hengemt som et fantastisk minde om en tid hvor alt gik lidt hurtigere og til tider for hurtigt. For alder er jo bare et tal, som man siger, men er det nu også det? Der er visse ting vi ikke kan fornægte og at alderen, på den mest luskede vis kommer snigende, er én af dem.
Når jeg ser på min fødselsattest som røber de 35 år og dernæst kigger i spejlet, er der ganske god overensstemmelse imellem de to og det er da heller ikke fordi jeg på nogen måde er ked af mine smilerynker og det faktum at barmens spændstighed og fylde er dalet i takt med hjernens lagerkapacitet. Jeg er i det store hele godt tilfreds med min krop og de mærker, som en fødsel og flere års overvægt har brændemærket på maveskindet, til evigt minde. Jeg er jo ganske almindelig skabt og trods nogle manglende centimeter i benene, så er jeg selv i nøgen tilstand, ganske okay med hvad spejlet fortæller, holdt op imod de 35 somre. Selvom jeg ikke er helt så forelsket i de to vertikale furer der er begyndt at syne imellem mine øjenbryn og som jeg truer med at fylde ud, med den moderne medicinverdens medikamenter, hvis blot jeg havde råd.
Jeg har intet ønske om at være perfekt og ligne et blankpoleret glansbillede af en kvinde, der søger den evige ungdom og ikke har mærket tidens tegn på krop og sjæl. I manges øjne er det mest skæmmende ved mig, det modersmærke jeg har på kinden og jeg er ofte blevet spurgt om hvorfor jeg ikke har fået det fjernet, når nu det ligefrem sidder lige midt i ansigtet?! Dertil har jeg altid afvist enhver tanke herom, for det er jo netop mit brand, en del af mig og mit billede af Tina og jeg har aldrig så meget som overvejet hvorledes jeg ville se ud uden. Men nu er verden en anden, for sandheden er at den vokser og gør ondt, hvilket betyder jeg står på tærsklen til at skulle sige farvel til mit varemærke, sætte min lid til en plastikkirurg og måske velkommen til et ar i stedet, som jeg dog håber bliver så petit som muligt.
Men jeg skal dog indrømme at det ikke er arret der skræmmer mig mest, men nærmere årsagen til symptomerne som er kommet snigende og som nu fjerner fokus fra forfængelighedens ydre, til hvad de fleste i mit familietræ er forsvundet af og som også tog min elskede mor fra mig, nemlig kræft. Jeg skal ikke male fanden på væggen, men jeg er bange og selvom jeg forsøger at forsegle det og lægge låg på, til jeg har fakta på bordet, popper tanken jævnligt op i mit hoved.....Hvad nu hvis?! Som om det ikke skulle være nok har jeg fået, hvad lægen betegner som en vækst, på mit højre håndled, med en tiltagende smerte, som nu er blevet konstant og som jeg afventer at opklaret ved et forestående foto-shoot, af den slags der kigger igennem folk. Vækst?! Vækst er i mine ører noget der vokser og da jeg ligesom ikke længere kan kalde mig i voksealderen, foruden den tiltagende bredde på hofterne, popper førnævnte sygdom og angsten op i mit hoved igen. Sådan noget CRAP!
Min kære storesøster sagde det dog ganske enkelt, da jeg belemrede hende med mit ynk..."Tina, velkommen til reperationsalderen" og hun har sikkert ret, for jeg er de sidste 35 år blevet lykkeligt forskånet for diverse lidelser, svigtende syn og aftagende bevægelighed, hvis vi lige ser bort fra den udeblivende kondi og de små furer, til trods for et fuldt levet liv. Nu er det åbenbart min tur til at stå op om morgenen og starte dagens dont på gigtpiller, misse med øjnene i smerte, når jeg bilder mig ind at det er skab og jeg stadig kan hvad jeg vil, i min stædighed og forfængeligheds navn. Måske er det en god reminder om at se på sit liv og huske på hvilke værdier der betyder noget, få hovedet ud af skyerne og sikre sig de mål man sætter sig i livet, er indenfor rækkevidde?! De eneste træer der vokser ind i himlen er familiestamtræet!
Når jeg ser på min fødselsattest som røber de 35 år og dernæst kigger i spejlet, er der ganske god overensstemmelse imellem de to og det er da heller ikke fordi jeg på nogen måde er ked af mine smilerynker og det faktum at barmens spændstighed og fylde er dalet i takt med hjernens lagerkapacitet. Jeg er i det store hele godt tilfreds med min krop og de mærker, som en fødsel og flere års overvægt har brændemærket på maveskindet, til evigt minde. Jeg er jo ganske almindelig skabt og trods nogle manglende centimeter i benene, så er jeg selv i nøgen tilstand, ganske okay med hvad spejlet fortæller, holdt op imod de 35 somre. Selvom jeg ikke er helt så forelsket i de to vertikale furer der er begyndt at syne imellem mine øjenbryn og som jeg truer med at fylde ud, med den moderne medicinverdens medikamenter, hvis blot jeg havde råd.
Jeg har intet ønske om at være perfekt og ligne et blankpoleret glansbillede af en kvinde, der søger den evige ungdom og ikke har mærket tidens tegn på krop og sjæl. I manges øjne er det mest skæmmende ved mig, det modersmærke jeg har på kinden og jeg er ofte blevet spurgt om hvorfor jeg ikke har fået det fjernet, når nu det ligefrem sidder lige midt i ansigtet?! Dertil har jeg altid afvist enhver tanke herom, for det er jo netop mit brand, en del af mig og mit billede af Tina og jeg har aldrig så meget som overvejet hvorledes jeg ville se ud uden. Men nu er verden en anden, for sandheden er at den vokser og gør ondt, hvilket betyder jeg står på tærsklen til at skulle sige farvel til mit varemærke, sætte min lid til en plastikkirurg og måske velkommen til et ar i stedet, som jeg dog håber bliver så petit som muligt.
Men jeg skal dog indrømme at det ikke er arret der skræmmer mig mest, men nærmere årsagen til symptomerne som er kommet snigende og som nu fjerner fokus fra forfængelighedens ydre, til hvad de fleste i mit familietræ er forsvundet af og som også tog min elskede mor fra mig, nemlig kræft. Jeg skal ikke male fanden på væggen, men jeg er bange og selvom jeg forsøger at forsegle det og lægge låg på, til jeg har fakta på bordet, popper tanken jævnligt op i mit hoved.....Hvad nu hvis?! Som om det ikke skulle være nok har jeg fået, hvad lægen betegner som en vækst, på mit højre håndled, med en tiltagende smerte, som nu er blevet konstant og som jeg afventer at opklaret ved et forestående foto-shoot, af den slags der kigger igennem folk. Vækst?! Vækst er i mine ører noget der vokser og da jeg ligesom ikke længere kan kalde mig i voksealderen, foruden den tiltagende bredde på hofterne, popper førnævnte sygdom og angsten op i mit hoved igen. Sådan noget CRAP!
Min kære storesøster sagde det dog ganske enkelt, da jeg belemrede hende med mit ynk..."Tina, velkommen til reperationsalderen" og hun har sikkert ret, for jeg er de sidste 35 år blevet lykkeligt forskånet for diverse lidelser, svigtende syn og aftagende bevægelighed, hvis vi lige ser bort fra den udeblivende kondi og de små furer, til trods for et fuldt levet liv. Nu er det åbenbart min tur til at stå op om morgenen og starte dagens dont på gigtpiller, misse med øjnene i smerte, når jeg bilder mig ind at det er skab og jeg stadig kan hvad jeg vil, i min stædighed og forfængeligheds navn. Måske er det en god reminder om at se på sit liv og huske på hvilke værdier der betyder noget, få hovedet ud af skyerne og sikre sig de mål man sætter sig i livet, er indenfor rækkevidde?! De eneste træer der vokser ind i himlen er familiestamtræet!
torsdag den 16. august 2012
En Kreditnota!
Klokken er slagen 23 og selvom jeg burde sove trygt i min seng i dynens varme omfavnelse, er jeg hjemsøgt af et tankespin, som ikke tillader øjnene at falde i, trods mørkets frembrud. De seneste ugers hovedbrud er begyndt at tære på kræfterne, de afblegede hjerneceller og ikke mindst følelserne, som jeg ihærdigt forsøger at tøjle og på kærlig opfordring slå hen, dog uden det store held. For med hungersnød, ulykker og krig i verden, er mine små-problemer da også blot et bump på vejen, ja nærmest en sten i skoen og alligevel kan de fylde pandeskallens indre med uro og ængstelse, som gjaldt det liv eller død. Jeg burde skamme mig!
En dejlig veninde står midt i sit livs krise og her klynker jeg om noget så hverdagsagtigt som penge, job, bil og civilstatus, som jeg ganske udemærket ved, ikke gør mig lykkelig alene, alt imens min anden underskønne veninde har måtte se sine drømme knuses og alligevel finder hun overskud til at lægge øre til mine bekymringer. Og jeg kunne blive ved, for blandt flere af mine nærmeste er der ikke blot sten i skoene, men rettere kæppe i livets hjul, alt imens de med stor interesse og indlevelse finder overskuddet til at give mig plads til at læsse af og for en stund være uden det vanlige overskud. Det er i nøden man skal kende sine venner og jeg håber aldrig de må tvivle på min hengivelse og taknemmelighed?!
For inderst inde tror jeg det hele nok skal gå, for en skytsengel hvisker det i mit øre hver eneste aften jeg lægger hovedet på puden og afventer hvad morgendagen har af udfordringer. Det burde være alle undt at have en sådan engel, der spreder sine vinger omkring dig og skærmer dig fra at haglene rammer hårdere end regndråber eller våde kys en varm sommerdag. Sådan vil jeg også være når jeg bliver stor og mine svingfjer igen når et vingefang, der kan favne og beskytte, forkæle og overøse af den overflod af kærlighed jeg ved jeg rummer.
En dag bliver det min tur til at give igen og den dag venter jeg med længsel, men indtil da må jeg vist æde min stolthed, skam og følelse af utilstrækkelige og give igen efter sparsom formåen, selvom jeg aldrig vil føle det godt nok fra min side. Lige pt. kan jeg tilbyde et gældsbevis på gengældelse i overflod, som jeg håber jeg bliver holdt op på mange år frem i tiden. En forlegen lektie af ydmyghed, er ikke nødvendigvis en dårlig linse at se sine kæreste igennem, for det er dog en ting jeg føler mig rig på. Jeg er sgu verdens heldigste kvinde!
En dejlig veninde står midt i sit livs krise og her klynker jeg om noget så hverdagsagtigt som penge, job, bil og civilstatus, som jeg ganske udemærket ved, ikke gør mig lykkelig alene, alt imens min anden underskønne veninde har måtte se sine drømme knuses og alligevel finder hun overskud til at lægge øre til mine bekymringer. Og jeg kunne blive ved, for blandt flere af mine nærmeste er der ikke blot sten i skoene, men rettere kæppe i livets hjul, alt imens de med stor interesse og indlevelse finder overskuddet til at give mig plads til at læsse af og for en stund være uden det vanlige overskud. Det er i nøden man skal kende sine venner og jeg håber aldrig de må tvivle på min hengivelse og taknemmelighed?!
For inderst inde tror jeg det hele nok skal gå, for en skytsengel hvisker det i mit øre hver eneste aften jeg lægger hovedet på puden og afventer hvad morgendagen har af udfordringer. Det burde være alle undt at have en sådan engel, der spreder sine vinger omkring dig og skærmer dig fra at haglene rammer hårdere end regndråber eller våde kys en varm sommerdag. Sådan vil jeg også være når jeg bliver stor og mine svingfjer igen når et vingefang, der kan favne og beskytte, forkæle og overøse af den overflod af kærlighed jeg ved jeg rummer.
En dag bliver det min tur til at give igen og den dag venter jeg med længsel, men indtil da må jeg vist æde min stolthed, skam og følelse af utilstrækkelige og give igen efter sparsom formåen, selvom jeg aldrig vil føle det godt nok fra min side. Lige pt. kan jeg tilbyde et gældsbevis på gengældelse i overflod, som jeg håber jeg bliver holdt op på mange år frem i tiden. En forlegen lektie af ydmyghed, er ikke nødvendigvis en dårlig linse at se sine kæreste igennem, for det er dog en ting jeg føler mig rig på. Jeg er sgu verdens heldigste kvinde!
fredag den 27. juli 2012
Retro Campingvogn, part 2
Nu er campingvognen så malet hvid indvendig, men den skal langt fra være farveløs, for som min datter har besluttet, skal farvetemaet være multi-color, dog i komplimenterende farver. Der bliver ikke meget tilbage i den lille bobbel, som ikke enten bliver skiftet eller får en make over med pensel, stof og vinyl og nye ideer fødes og udvikles hele tiden i processen. Dette projekt skulle være en fritids syssel, som løbende skulle ske, men ferien har givet tid og overskud til et ryk, samtidig med at der nu er booket tid til syn, så der er en deadline for de mekaniske dele. Her rækker mine evner dog ikke langt og jeg er heldigvis velsignet med gode venner som hjælper mig med disse ting, hvor jeg alternativt skulle betale mig fra opgaven eller opgive.
Min bedste ven og nabo, har lavet bremser og min gamle skolekammerat har blændet gasrøret af til den nu nedtagne gaslampe. Og nu vi taler mekanik, så er der indkøbt nye baglygter og nummerplade lys, som jeg regner med selv at kunne skifte, hvilket også er det sidste der mangler inden synet kan gennemføres, men jeg indrømmer at jeg finder make over-delen er en hel del sjovere, men det andet er blot vigtigere, både set ud fra synet, sikkerheden og driften. Der er jo ikke meget ved at have en campingvogn, hvis den ikke virker!
Men tilbage til kuløren, for selvfølgelig skal der skrald på farverne og hvilket nok kendetegner mig, men de færreste kender nok til min kreative handy-woman side. Jeg har malet, fuget, boret, skruet, hamret og savet og sikkert til gene for naboerne, men det må jeg råde bod på senere med en lille housewarming, når vidunderet står færdigt. Den har nu altid været der og jeg finder en vis tilfredsstillelse i at kunne kalde det min egen kreation og design.
Min bedste ven og nabo, har lavet bremser og min gamle skolekammerat har blændet gasrøret af til den nu nedtagne gaslampe. Og nu vi taler mekanik, så er der indkøbt nye baglygter og nummerplade lys, som jeg regner med selv at kunne skifte, hvilket også er det sidste der mangler inden synet kan gennemføres, men jeg indrømmer at jeg finder make over-delen er en hel del sjovere, men det andet er blot vigtigere, både set ud fra synet, sikkerheden og driften. Der er jo ikke meget ved at have en campingvogn, hvis den ikke virker!
Men tilbage til kuløren, for selvfølgelig skal der skrald på farverne og hvilket nok kendetegner mig, men de færreste kender nok til min kreative handy-woman side. Jeg har malet, fuget, boret, skruet, hamret og savet og sikkert til gene for naboerne, men det må jeg råde bod på senere med en lille housewarming, når vidunderet står færdigt. Den har nu altid været der og jeg finder en vis tilfredsstillelse i at kunne kalde det min egen kreation og design.
 |
| Køkkenlåger og skabslåge har nu fået kulør og den brune dystre farve er nu gemt bag mange lag maling. |
 |
| Skabet har fået nye farverige hylder, med klare gummimåtter så farverne kan skinne igennem. |
 |
| En mini reol, som var en gave fra min niece har også fået farve på skufferne. |
 |
| Køkkenets klaplåge er malet turkis og der er opsat paneler bag gas og vand, for at lette rengøring. Taglugen er desuden pillet ned da inderglasset var itu og skal have nyt. |
 |
| Puder og stof i alverdens farver er indkøbt til hynder og gardiner og som skal fuldende den multi-color make over. |
Fortsættelse følger:
Retro campingvogn, part 1
Jeg har som før nævnt købt en gammel campingvogn, en Sprite 300 fra 1978 og selvom jeg har camperet før var det i dens modpart, nemlig i en sprit ny Hymer Living 560 Special Edition, men alle de moderne bekvemmeligheder man kan tænke sig. Til trods for at jeg dengang var afsindig glad for mit veludstyrede sommerhus på hjul, der kostede penge med mange nuller, har jeg altid drømt om at istandsætte en gammel vogn.
Det hele startede en aften, i selskab med en behjælpsom herre, som har mere end realiseret sine drømme. Jeg sad der og luftede mine beskedne drømme om den lille mobile cigaræske og vi endte med at surfe rundt på nettets salgssider, til vi pludselig faldt over en lille vogn. Ring og byd, lokkede han og det gjorde jeg så, men desværre for sent, for den var allerede afsat til anden side. Det var jeg egentlig ikke ked af, for jeg var faktisk i tvivl om det var et projekt jeg ville kunne klare, selvom jeg i tidens løb har givet mig i kast med alverdens istandsættelser og make overs. Men dagen efter ringede jeg på en ny, godt presset af min hjælpsomme ven, og der var jackpot og skæbnen ville, at den lille vogn vi nu har papirer på, skulle være det næste projekt i rækken af drømme der skal realiseres.
En del af denne sommer går med at sætte vognen i stand og jeg vil for første gang, fotodokumentere forvandlingen af en af mine projekter, som hovedsageligt er udført af mig, men med gode venners og naturligvis, min søde datters hjælp.
Sådan var udgangspunktet, en slidt, brun og beskidt campingvogn, men hurtigt fik jeg billeder på nethinden af hvorledes vognen skulle genfødes. Hvor svært kunne det være, lidt maling hist og her, men her midt i processen, må jeg indrømme at projektet er større end jeg havde regnet med, men jeg gik i gang.
 |
| Sprite 300, med en overlækker karry-gul stribe....NOT. |
Det hele startede en aften, i selskab med en behjælpsom herre, som har mere end realiseret sine drømme. Jeg sad der og luftede mine beskedne drømme om den lille mobile cigaræske og vi endte med at surfe rundt på nettets salgssider, til vi pludselig faldt over en lille vogn. Ring og byd, lokkede han og det gjorde jeg så, men desværre for sent, for den var allerede afsat til anden side. Det var jeg egentlig ikke ked af, for jeg var faktisk i tvivl om det var et projekt jeg ville kunne klare, selvom jeg i tidens løb har givet mig i kast med alverdens istandsættelser og make overs. Men dagen efter ringede jeg på en ny, godt presset af min hjælpsomme ven, og der var jackpot og skæbnen ville, at den lille vogn vi nu har papirer på, skulle være det næste projekt i rækken af drømme der skal realiseres.
En del af denne sommer går med at sætte vognen i stand og jeg vil for første gang, fotodokumentere forvandlingen af en af mine projekter, som hovedsageligt er udført af mig, men med gode venners og naturligvis, min søde datters hjælp.
 |
| Beskidt, men original 70'er stil med orange gulv. |
 |
| De brune panel-vægge med en gaslampe. |
 |
| Overskab, som desværre er rustet i skruerne, da der ikke er udsugning over gaskomfuret. |
 |
| Klædeskabet, i brun folie, ombygget til hylder og brune beslag. |
 |
| Først skulle det faldefærdige overskab ned, med hjælp fra naboen, mens niecen fattede penslen og den hvide maling. |
 |
| Første lag af i alt 4. Den brune farve var svær at dække. |
 |
| Resultatet blev dog hvidt, med rulle og pensel. Her agerer min datter Nicoline den lille hjælper, til ære for kameraet. |
 | ||
| Færdig med den hvide maling...Troede jeg. For loftet virkede rimelig pænt alene ved en grundig vask, men efter væggene var færdige virkede loftet gråt og beskidt, så afsted det gik efter mere maling. |
Fortsættelse følger:
onsdag den 11. juli 2012
Savner du?
Kan man elske på afstand? Ja sikkert, men jeg synes at opleve gang på gang, at selv de smukkeste følelser afløses af frustrationer og afmagt, når savnet bliver alt for stort og man ikke kan opleve kærligheden i stereo. Dermed ikke sagt at jeg ikke tror på ægtheden af den kærlighed imellem to mennesker, der er tvunget til adskillelse, men jeg er sikker på at det kræver en enorm tillid, empati og en pokkers god hukommelse, hvis ikke man skal lade sine egne behov for nærhed, afløses af tvivl. For jeg mener skam også det kan være sundt at savne, hvis man er bekendt med adskillelsens faldgruber.
At savne er for mig måden man får vished om sine inderste følelser og mærker efter, om ens elskede efterlader et lille tomrum, som ingen andre kan udfylde. Et tomrum som kan være alt fra sporatiske tanker i hverdagens små øjeblikke, til en smertende sult, der får øjnene til at løbe i takt med sommerhimlen og som blot venter på at solen bryder igennem skydækket. At savne er også forventningens glæde om gensynet, til at få vished om at hans kærlighed endnu består, i den form man efterlod. Alene det, at man formår at savne ser jeg desuden som en indikator for, at vi ubevist mangler noget vi er dybt afhængige af og som vi ikke ønsker at miste, men det øger dog samtidig risikoen for at afstanden øges i en mere sjælelig forstand.
For hvem ønsker at have det rungende indre ekko og vores bedste forsvar imod det stikkende, smertende savn tomrummet efterlader, er at undertrykke den, mens vi overbeviser os selv om at vi har fundet den indre on/off knap, der dulmer bedre end de daglige panodiler, gurglet ned i billig rødvin. For savn kan være livsbekræftende smukt, men også enormt skræmmende, da tvivl, jalousi og usikkerhed pludselig har mulighed for de bedste livsbetingelser, hvis de gives den mindste anledning til at hægte sig fast. Ethvert forhold kræver indsats, ihærdighed og hårdt arbejde, for at det skal fungere optimalt, selvom man siger at kærligheden i sig selv er mere end nok og kan overvinde alt, men mon ikke savnet også kræver en vis behændighed, for at den kan styrke og bekræfte følelserne, frem for at nedbryde dem?! Kan man ikke føle savn, kan man i min verden heller ikke elske, da de to ting hænger sammen, med passion som fællesnævner.
Og selvom jeg måske idealiserer følelsen af savn, så har jeg i min fortid ikke håndteret den helt efter egne overbevisninger, hvis jeg nu skal smide hovedet på blokken. Måske har kærligheden til de mænd jeg har kendt, ikke slået dybe nok rødder, måske har savnet været større end minderne i tosomheden kunne bære og måske har hjertet slået fra i choktilstand, for at sindet kunne overleve og bevares i nogenlunde velfungerende stand. At savne er dog ikke nyt for for mig, for jeg savner i hvert et vågent øjeblik, hver eneste dag, og selvom det måske vil påpeges som en selvforskyldt følelse og jeg tager sorgerne på forskud, så er det nu engang bivirkningerne ved at ligge sig til at sove alene, i en seng skabt til to. Jeg savner min elskede!
At savne er for mig måden man får vished om sine inderste følelser og mærker efter, om ens elskede efterlader et lille tomrum, som ingen andre kan udfylde. Et tomrum som kan være alt fra sporatiske tanker i hverdagens små øjeblikke, til en smertende sult, der får øjnene til at løbe i takt med sommerhimlen og som blot venter på at solen bryder igennem skydækket. At savne er også forventningens glæde om gensynet, til at få vished om at hans kærlighed endnu består, i den form man efterlod. Alene det, at man formår at savne ser jeg desuden som en indikator for, at vi ubevist mangler noget vi er dybt afhængige af og som vi ikke ønsker at miste, men det øger dog samtidig risikoen for at afstanden øges i en mere sjælelig forstand.
For hvem ønsker at have det rungende indre ekko og vores bedste forsvar imod det stikkende, smertende savn tomrummet efterlader, er at undertrykke den, mens vi overbeviser os selv om at vi har fundet den indre on/off knap, der dulmer bedre end de daglige panodiler, gurglet ned i billig rødvin. For savn kan være livsbekræftende smukt, men også enormt skræmmende, da tvivl, jalousi og usikkerhed pludselig har mulighed for de bedste livsbetingelser, hvis de gives den mindste anledning til at hægte sig fast. Ethvert forhold kræver indsats, ihærdighed og hårdt arbejde, for at det skal fungere optimalt, selvom man siger at kærligheden i sig selv er mere end nok og kan overvinde alt, men mon ikke savnet også kræver en vis behændighed, for at den kan styrke og bekræfte følelserne, frem for at nedbryde dem?! Kan man ikke føle savn, kan man i min verden heller ikke elske, da de to ting hænger sammen, med passion som fællesnævner.
Og selvom jeg måske idealiserer følelsen af savn, så har jeg i min fortid ikke håndteret den helt efter egne overbevisninger, hvis jeg nu skal smide hovedet på blokken. Måske har kærligheden til de mænd jeg har kendt, ikke slået dybe nok rødder, måske har savnet været større end minderne i tosomheden kunne bære og måske har hjertet slået fra i choktilstand, for at sindet kunne overleve og bevares i nogenlunde velfungerende stand. At savne er dog ikke nyt for for mig, for jeg savner i hvert et vågent øjeblik, hver eneste dag, og selvom det måske vil påpeges som en selvforskyldt følelse og jeg tager sorgerne på forskud, så er det nu engang bivirkningerne ved at ligge sig til at sove alene, i en seng skabt til to. Jeg savner min elskede!
torsdag den 5. juli 2012
I krig og kærlighed
Kan man ændre sin skæbne? Det håber jeg så sandelig, for i dag gik det op for mig at jeg måske kan ende med at leve livet, som min mormor gjorde, frem til hendes død i 2001. Min mormor var et kærligt og empatisk menneske, men også med temmelig særegne holdninger, som naturligvis bar præg af den måde hun havde valgt at leve sit liv. Hun var et stille, ensomt gemyt, der havde overlevet 2 verdenskrige, men som aldrig gav slip på sit knuste hjerte og aldrig gav sig selv lov eller lærte at elske igen. Fortabt et sted imellem omverdenens forventninger og hendes drømme.
Hun forelskede sig under 2. verdenskrig i en mand og selvom deres kærlighed var nyfunden, bar den så hurtigt frugt og hun ventede min mor. Mine oldeforældre var velstående folk og nægtede deres datter at gifte sig med en simpel mand af sognet, til trods for at han havde bragt hende i uføre og var villig til at stå ved både min mormor og deres kommende barn. Han blev forvist og min mormor bøjede af, som man måske gjorde dengang og sagde et endegyldigt farvel, da han rejste til Sverige i ly som frihedskæmper. Alt dette skete i 1945 hvor verden med glæde sagde farvel til historiebøgernes værste diktator og min mormor af ærefrygt, sagde farvel til kærligheden for bestandigt. Han vendte aldrig retur og hun fandt aldrig en ny. Om han lever endnu aner jeg ikke, men jeg ved at han aldrig blev en del af hverken min mormors eller min mors liv igen og efterlod et gabende hul i vores familiestamtræ og ikke mindst i hendes indre.
Jeg synes det er en frygtelig sørgmodig historie, som ikke engang Shakespeare kunne have gjort efter og jeg tænker ofte på hvorledes min mormor betragtede sit liv, da hun lå på sit dødsleje og kunne se tilbage?!
Ville hun have gjort det hele om, hvis hun kunne skrue tiden tilbage og genopleve den kærlighed, som hun kun fik forsmagen på og hvordan mon hendes liv ville have formet sig, hvis hun havde tilladt sig selv at elske igen på ny?! Hvorfor opgav hun? Sandheden er nok, at selvom jeg som barn, oplevede hende som det kærligste menneske, der altid havde overskud til sine børnebørn og chokoladefyldte bolcher i skuffen, så var hun også en bitter gammel dame, der var tynget af en hjertesorg hun aldrig kom over. Hun valgte et liv alene og blev nærmest mandefjendsk, og selv ikke hendes egen svigersøn, var god nok, præcis som hendes egne forældre engang havde sagt til hende.
Tænk hvis jeg ender som hende?! En knækket kvinde med brudstykker af hjertet efterladt bag mig, som spor for ham den rette at finde, men som ikke ligner andet end kølvandet af bitterhed og forsmåelse og hvor den eksekverede dom er et liv alene, til min sidste åndedrag. Tanken er skræmmende og selvom jeg ofte føler jeg er født flere årtier for sent, så priser jeg mig lykkelig for at ingen forsøger at tvinge mig til en tilværelse i følelsesmæssigt cølibat, og sidde som en skygge af hvad der engang var et helt menneske, amputeret af livet. Jeg vil dog samtidig heller ikke påtage mig omverdenens normer og elske af forventning, i trods eller af mangel på mod til at sige fra. Jeg er måske single af valg og er lige nu et sted i livet, hvor kærlighedens store omfavnelse lader vente på sig, men hvad gør jeg så for ikke at falde i særlingenes hul, hvor det er så svært at se og nå himlens stjerner, når de blonde lokker er tonet grå?
Som en af mine kære, forleden sagde til mig og har sagt flere gange: "Du skal komme videre med dit liv" og selvom det er lettere sagt en gjort, så har han nok ret, for kærlighed ER liv, selv i krisetider. Jeg skal måske blot sænke skjoldet, turde tage springet og omfavne min medfødte ret, at elske og blive elsket! Måske skal jeg igennem flere krige før kærligheden kommer, men jeg håber en dag at kunne se tilbage uden fortrydelse og vise mine børnebørn, at livet blev levet i kærlighed og af kærlighed!
Hun forelskede sig under 2. verdenskrig i en mand og selvom deres kærlighed var nyfunden, bar den så hurtigt frugt og hun ventede min mor. Mine oldeforældre var velstående folk og nægtede deres datter at gifte sig med en simpel mand af sognet, til trods for at han havde bragt hende i uføre og var villig til at stå ved både min mormor og deres kommende barn. Han blev forvist og min mormor bøjede af, som man måske gjorde dengang og sagde et endegyldigt farvel, da han rejste til Sverige i ly som frihedskæmper. Alt dette skete i 1945 hvor verden med glæde sagde farvel til historiebøgernes værste diktator og min mormor af ærefrygt, sagde farvel til kærligheden for bestandigt. Han vendte aldrig retur og hun fandt aldrig en ny. Om han lever endnu aner jeg ikke, men jeg ved at han aldrig blev en del af hverken min mormors eller min mors liv igen og efterlod et gabende hul i vores familiestamtræ og ikke mindst i hendes indre.
Jeg synes det er en frygtelig sørgmodig historie, som ikke engang Shakespeare kunne have gjort efter og jeg tænker ofte på hvorledes min mormor betragtede sit liv, da hun lå på sit dødsleje og kunne se tilbage?!
Ville hun have gjort det hele om, hvis hun kunne skrue tiden tilbage og genopleve den kærlighed, som hun kun fik forsmagen på og hvordan mon hendes liv ville have formet sig, hvis hun havde tilladt sig selv at elske igen på ny?! Hvorfor opgav hun? Sandheden er nok, at selvom jeg som barn, oplevede hende som det kærligste menneske, der altid havde overskud til sine børnebørn og chokoladefyldte bolcher i skuffen, så var hun også en bitter gammel dame, der var tynget af en hjertesorg hun aldrig kom over. Hun valgte et liv alene og blev nærmest mandefjendsk, og selv ikke hendes egen svigersøn, var god nok, præcis som hendes egne forældre engang havde sagt til hende.
Tænk hvis jeg ender som hende?! En knækket kvinde med brudstykker af hjertet efterladt bag mig, som spor for ham den rette at finde, men som ikke ligner andet end kølvandet af bitterhed og forsmåelse og hvor den eksekverede dom er et liv alene, til min sidste åndedrag. Tanken er skræmmende og selvom jeg ofte føler jeg er født flere årtier for sent, så priser jeg mig lykkelig for at ingen forsøger at tvinge mig til en tilværelse i følelsesmæssigt cølibat, og sidde som en skygge af hvad der engang var et helt menneske, amputeret af livet. Jeg vil dog samtidig heller ikke påtage mig omverdenens normer og elske af forventning, i trods eller af mangel på mod til at sige fra. Jeg er måske single af valg og er lige nu et sted i livet, hvor kærlighedens store omfavnelse lader vente på sig, men hvad gør jeg så for ikke at falde i særlingenes hul, hvor det er så svært at se og nå himlens stjerner, når de blonde lokker er tonet grå?
Som en af mine kære, forleden sagde til mig og har sagt flere gange: "Du skal komme videre med dit liv" og selvom det er lettere sagt en gjort, så har han nok ret, for kærlighed ER liv, selv i krisetider. Jeg skal måske blot sænke skjoldet, turde tage springet og omfavne min medfødte ret, at elske og blive elsket! Måske skal jeg igennem flere krige før kærligheden kommer, men jeg håber en dag at kunne se tilbage uden fortrydelse og vise mine børnebørn, at livet blev levet i kærlighed og af kærlighed!
mandag den 2. juli 2012
Haren og Hønen
Når jeg sidder på min daglige faste pind, bag skrivebordet og kigger over dyngerne af papir, finder jeg ofte en vis sindsro, ved at betragte en lille hare, der gladeligt hopper rundt på plænen, udenfor vinduet. Det er MIN hare, for jeg føler en vis mental tilknytning til den efter næsten 7 måneders venskab og selvom den aldrig er blevet spurgt, så er jeg ganske overbevist om at det er gengældt. Vi tænker nemlig sammen, eller det vil sige at jeg tænker i hvert fald bedst over Tinas verden og får de gode ideer, når den frygtløst danser rundt i det lave græs. Det er her min drømmeverden udspiller sig i sin mest kreative form, nemlig min lyst eller rettere besættelse af at skrive blogs og tankerne popper op, ja nærmest springer som hoppebolde imod indersiden af pandeskallen, til senere nedfældning i den virtuelle verden.
Men helt besat har jeg ikke været, for det er efterhånden længe siden jeg har ladet tankerne flyve frit og tømt hovedet uden at jeg har bremset mig selv i processen. Jeg har startet utallige blogs om alt imellem himmel og jord og alligevel syntes de altid at ende ud i det samme, som om jeg har tabt mit maleriske sprog og er blevet berænset i min udtyksform til øh, bøh, æhh.. Jeg kan skam også fristes til at tro, at det måske er fordi min ven, haren, netop også har været væk for en tid og havde taget alle mine drømme med sig, med den hensigt at vende retur med den virkelige verden, en prins og et halvt kongerige. Den vendte retur for mit øje i dag, og selvom den som så ofte før, spjættede rundt over græstæppet, så havde den ingen prins med, men derimod en kæmpe flok råger der skreg, hakkede og jagtede hinanden, ja selv min lille hare blev ikke forskånet. Men lysten til at skrive er dog retur og selvom det er med en anden og mere kantet pen, hvor det drømmende billede er udskiftet med den mere hårdtslående realisme, så er tiden kommet for dette hengemte minde, der har ventet på at komme ud..... Her kommer historien om hønen:
Dette føles efterhånden som længe siden, så som ethvert andet eventyr kunne jeg godt vælge at starte med der var engang, men det lyder alligevel for old school og fabel-agtigt og dette var langt fra et eventyr. Det er historien om min hidtil største kærlighed, en alt omfavnende romance, til den dejligste mand i verden, der havde nøglen til mit indre, men som præcist gik som forventet...nemlig galt. Det var måske endda dødsdømt fra starten, for selvom jeg kunne kalde ham min kæreste, i hvert fald for mig selv, så var det ikke mig han lå sig ved siden af om natten, men hans virkelige kærlighed, hans børns mor. Ja, I læste desværre korrekt og selvom det stred voldsomt imod mine værdier og sled grusomt på mit selvværd, så troede jeg, forblændet af kærligheden, at han dog en dag blev min. At jeg var den, der havde nøglen til hans skattekiste, med det evigt lykkelige liv og det blot var et spørgsmål om tid, før at den forbudte kærlighed, kunne blive den smukkeste af alle. For jeg var jo alt andet andet end elskerinden i hans øjne, men hans første virkelige kærlighed, der stak dybere end realkreditlån og fælleseje og selv ikke himlens stjerner kunne måle sig med, hvor højt han elskede mig. Jeg slugte det råt og jeg var helt sikker på at jeg havde fundet manden jeg skulle ældes med, til trods for det forholdsvis korte bekendtskab og selvom jeg var plaget af samvittighedskvaler og bekymringer, kunne hans ord altid forvisse mig om en anden sandhed. Det er jo en dårlig høne, der ikke kan skubbe en anden af pinden?! Jeg kunne hele tiden argumenterer imod min sunde fornuft og lade filmenens romancer, fortælle mig at dette kunne blive virkelighed, hvis blot jeg troede på det og ventede længe nok. Han var manden i mit liv, intet mindre. Men det gik langsomt op for mig at jeg ikke var kvinden i hans og at det nok heller ikke blev i dette liv eller denne verden. vi skulle blomstre sammen, for selvom kærlighed burde give os styrke og overvinde alt, så havde de hjerteslag, som kun han ejede, evnen til det modsatte.
Jeg gjorde ham simpelthen syg! Jeg var årsagen til at han ikke kunne sove om natten, at han ikke følte sig som en værdig mand og til at han lignede en skygge af sig selv, når han forpint kom forbi. Realiteterne ramte mig hårdt og jeg skammede mig, mere end nogensinde før, for hvordan kunne jeg dog have gjort alt dette imod et andet menneske og tilmed et jeg elskede så højt?! Og alligevel kunne vi jo ikke undvære hinanden og genoptog hvor vi slap, mens vi forvissede hinanden om, at paradisets have nok ventede lige om hjørnet og det gav det hele mening i skæbnens tegn. Mening nok til igen at kunne overdøve alarmklokkernes ringen og virkelighedens barske realiteter, for skæbnen kunne da ikke tage så meget fejl i kærlighed?!
Men denne gang blev det anderledes, for det der før var blomstrende smukt og inderligt, blev nu præcis til små sporatiske møder, af kort varighed med udsigt til knækkede grene og visne blade, hvor der knap var tid til at berette om de store følelser og ej heller vise dem. Kommunikationen var på absolutte lavblus og et enkelt hej og farvel, havde afløst de lange dybe samtaler som vi var så fantastiske til, men stadig forsøgte jeg at overbevise mig selv om dette ikke kunne være vejen imod enden. Jeg nægtede at indse det, forblændet af al den kærlighed der hele tiden hobede sig op inden i mig. Slut var det dog og måske, for ham, længe før han sagde det, for selvom jeg vidste hvor dårligt et menneske jeg egentlig havde været, så troede jeg han følte det samme som jeg, at kærligheden besejrede alt og at vi nok skulle klare denne hurdle sammen, i vores lille verden. Der var blot ikke noget vores længere, der var kun min....MIN verden. For i MIN mailboks lå en mail til MIG, som braste MINE drømme, MINE håb og som kostede MINE tårer, MIN smerte, som affødte at JEG faldt af pinden, slået af MIG SELV og for første gang skulle JEG rejse mig..... Alene. Det er prisen, når man kæmper imod sit indre jeg, for at holde af (og på) en anden, der aldrig rigtigt har været din og man taber sig selv og fodfæstet på vejen. Det var dyre lærepenge, men jeg vidste jo godt at høns, ikke kan flyve ret langt.....
En ting er dog sikkert og det er at livet har en forunderlig evne til at gå videre, og selvom det til tider kan virke som om tiden står stille og man træder vande, gisper efter luft, mens man drukner i tårer, så skal man huske sit værd. Derude et sted sidder en lettet mand og fletter fingre med sin elskede, en mand der igen kan se sig selv i spejlet, trække vejret uden hjertet er ved at bryde ud af brystet og ranke sin ryg på ny, uden din hjælp, hvilket dog er en ringe trøst mens man selv lider. Jeg læste dog et sted at tårer er til for at skylle hjertet rent og det lyder ikke kun smukt, men også rigtigt i min verden. Og præcis i denne verden sidder jeg nu og skriver denne blog, i bagklogskabens lys, med visheden om at manden i mit liv, endnu lader vente på sig og selvom det måske varer lidt og der er flere frøer der skal kysses, kærester der måske skal blive eks'er, så må jeg igen en dag sætte min lid til at skæbnen ved bedst, men i samråd med mig. Hele JEG skal være med og jeg vil have hele kagen, jeg vil hverken nøjes med en smagsprøve, brudstykker eller dele pind med nogen høne, for hvad er jeg og min kærlighed så egentlig værd?!
Men helt besat har jeg ikke været, for det er efterhånden længe siden jeg har ladet tankerne flyve frit og tømt hovedet uden at jeg har bremset mig selv i processen. Jeg har startet utallige blogs om alt imellem himmel og jord og alligevel syntes de altid at ende ud i det samme, som om jeg har tabt mit maleriske sprog og er blevet berænset i min udtyksform til øh, bøh, æhh.. Jeg kan skam også fristes til at tro, at det måske er fordi min ven, haren, netop også har været væk for en tid og havde taget alle mine drømme med sig, med den hensigt at vende retur med den virkelige verden, en prins og et halvt kongerige. Den vendte retur for mit øje i dag, og selvom den som så ofte før, spjættede rundt over græstæppet, så havde den ingen prins med, men derimod en kæmpe flok råger der skreg, hakkede og jagtede hinanden, ja selv min lille hare blev ikke forskånet. Men lysten til at skrive er dog retur og selvom det er med en anden og mere kantet pen, hvor det drømmende billede er udskiftet med den mere hårdtslående realisme, så er tiden kommet for dette hengemte minde, der har ventet på at komme ud..... Her kommer historien om hønen:
Dette føles efterhånden som længe siden, så som ethvert andet eventyr kunne jeg godt vælge at starte med der var engang, men det lyder alligevel for old school og fabel-agtigt og dette var langt fra et eventyr. Det er historien om min hidtil største kærlighed, en alt omfavnende romance, til den dejligste mand i verden, der havde nøglen til mit indre, men som præcist gik som forventet...nemlig galt. Det var måske endda dødsdømt fra starten, for selvom jeg kunne kalde ham min kæreste, i hvert fald for mig selv, så var det ikke mig han lå sig ved siden af om natten, men hans virkelige kærlighed, hans børns mor. Ja, I læste desværre korrekt og selvom det stred voldsomt imod mine værdier og sled grusomt på mit selvværd, så troede jeg, forblændet af kærligheden, at han dog en dag blev min. At jeg var den, der havde nøglen til hans skattekiste, med det evigt lykkelige liv og det blot var et spørgsmål om tid, før at den forbudte kærlighed, kunne blive den smukkeste af alle. For jeg var jo alt andet andet end elskerinden i hans øjne, men hans første virkelige kærlighed, der stak dybere end realkreditlån og fælleseje og selv ikke himlens stjerner kunne måle sig med, hvor højt han elskede mig. Jeg slugte det råt og jeg var helt sikker på at jeg havde fundet manden jeg skulle ældes med, til trods for det forholdsvis korte bekendtskab og selvom jeg var plaget af samvittighedskvaler og bekymringer, kunne hans ord altid forvisse mig om en anden sandhed. Det er jo en dårlig høne, der ikke kan skubbe en anden af pinden?! Jeg kunne hele tiden argumenterer imod min sunde fornuft og lade filmenens romancer, fortælle mig at dette kunne blive virkelighed, hvis blot jeg troede på det og ventede længe nok. Han var manden i mit liv, intet mindre. Men det gik langsomt op for mig at jeg ikke var kvinden i hans og at det nok heller ikke blev i dette liv eller denne verden. vi skulle blomstre sammen, for selvom kærlighed burde give os styrke og overvinde alt, så havde de hjerteslag, som kun han ejede, evnen til det modsatte.
Jeg gjorde ham simpelthen syg! Jeg var årsagen til at han ikke kunne sove om natten, at han ikke følte sig som en værdig mand og til at han lignede en skygge af sig selv, når han forpint kom forbi. Realiteterne ramte mig hårdt og jeg skammede mig, mere end nogensinde før, for hvordan kunne jeg dog have gjort alt dette imod et andet menneske og tilmed et jeg elskede så højt?! Og alligevel kunne vi jo ikke undvære hinanden og genoptog hvor vi slap, mens vi forvissede hinanden om, at paradisets have nok ventede lige om hjørnet og det gav det hele mening i skæbnens tegn. Mening nok til igen at kunne overdøve alarmklokkernes ringen og virkelighedens barske realiteter, for skæbnen kunne da ikke tage så meget fejl i kærlighed?!
Men denne gang blev det anderledes, for det der før var blomstrende smukt og inderligt, blev nu præcis til små sporatiske møder, af kort varighed med udsigt til knækkede grene og visne blade, hvor der knap var tid til at berette om de store følelser og ej heller vise dem. Kommunikationen var på absolutte lavblus og et enkelt hej og farvel, havde afløst de lange dybe samtaler som vi var så fantastiske til, men stadig forsøgte jeg at overbevise mig selv om dette ikke kunne være vejen imod enden. Jeg nægtede at indse det, forblændet af al den kærlighed der hele tiden hobede sig op inden i mig. Slut var det dog og måske, for ham, længe før han sagde det, for selvom jeg vidste hvor dårligt et menneske jeg egentlig havde været, så troede jeg han følte det samme som jeg, at kærligheden besejrede alt og at vi nok skulle klare denne hurdle sammen, i vores lille verden. Der var blot ikke noget vores længere, der var kun min....MIN verden. For i MIN mailboks lå en mail til MIG, som braste MINE drømme, MINE håb og som kostede MINE tårer, MIN smerte, som affødte at JEG faldt af pinden, slået af MIG SELV og for første gang skulle JEG rejse mig..... Alene. Det er prisen, når man kæmper imod sit indre jeg, for at holde af (og på) en anden, der aldrig rigtigt har været din og man taber sig selv og fodfæstet på vejen. Det var dyre lærepenge, men jeg vidste jo godt at høns, ikke kan flyve ret langt.....
En ting er dog sikkert og det er at livet har en forunderlig evne til at gå videre, og selvom det til tider kan virke som om tiden står stille og man træder vande, gisper efter luft, mens man drukner i tårer, så skal man huske sit værd. Derude et sted sidder en lettet mand og fletter fingre med sin elskede, en mand der igen kan se sig selv i spejlet, trække vejret uden hjertet er ved at bryde ud af brystet og ranke sin ryg på ny, uden din hjælp, hvilket dog er en ringe trøst mens man selv lider. Jeg læste dog et sted at tårer er til for at skylle hjertet rent og det lyder ikke kun smukt, men også rigtigt i min verden. Og præcis i denne verden sidder jeg nu og skriver denne blog, i bagklogskabens lys, med visheden om at manden i mit liv, endnu lader vente på sig og selvom det måske varer lidt og der er flere frøer der skal kysses, kærester der måske skal blive eks'er, så må jeg igen en dag sætte min lid til at skæbnen ved bedst, men i samråd med mig. Hele JEG skal være med og jeg vil have hele kagen, jeg vil hverken nøjes med en smagsprøve, brudstykker eller dele pind med nogen høne, for hvad er jeg og min kærlighed så egentlig værd?!
torsdag den 14. juni 2012
Time After Time
Tiden læger alle sår...og dog, for den er en underlig størrelse og selvom vi stoler blindt på uret, til at holde styr på tiden for os, så har den med at overhale eller indhente os. Uret er jo blot en skive med visere, som dog sjældent går baglæns, men som har en evne til altid at vende tilbage til samme punkt, hvis man da har husket at sætte batterier i, for at fortælle os når klokken er slagen.
Jeg går sjældent med ur og selvom jeg faktisk ejer et par stykker af slagsen, husker jeg nær ved aldrig, at det rent faktisk bør have plads på armen og ikke forblive på det lettere overfyldte smykketræ, for at gøre nytte. Måske har det noget at gøre med at jeg helst ikke vil være slave af tiden eller også er det blot fordi, at ur-om-arm endnu ikke er et fast indslag i mine morgenrutiner, så som bæller kaffe, klargøre barn, lufte hunde, sværte fjæs, alt imens jeg mentalt forbereder dagens udfordringer.
Jeg er egentlig temmelig ustruktureret i min fritid, altså den hvor jeg "nøjes" med at tænke på arbejdet, men anderledes bestræber jeg at have faste rutiner og efter bedste evne, jonglere med boldene på mit job, så vidt det lader sig gøre. Jeg kan gå hjem med den fedeste Yes-følelse i maven, høj af dagens fremskridt og med rygsækken fuld af endnu flere kommende succeser og sådan var dagen i dag. Det vil dog sige at samtidigt med klokkens fremskred imod at se min lille oase af kaos, mit helle, mit hjem, indhentede tiden mig og de bolde jeg for længst havde fortrængt og troede var landet sikkert, ramte mig klokkerent i mit naive blonde hoved.
Av, for s..... jeg slog mig. Ikke så meget fysisk, men stoltheden fik dog en ret pæn bule og når sådan noget sker, regerer Murphy's Lov og ingen i miles omkreds, tilbyder at puste og forsikre én om at den går væk igen. Bulen bliver derimod ikke mindre af at det indre ur, fortæller mig at jeg evt. kunne have et kraniebrud og er på nippet til mental nedsmeltning. Så kommer vreden.... Vreden over at tiden åbenbart kun formår at gøre furene dybere og mig ældre, og ikke synes at kunne skrues langt nok tilbage, uanset hvor meget jeg drejer viserne i modsatte retning. Vred på mig selv, men egentlig mest afsindig ked af, at jeg ikke behersker tidens perfektion og taktvis kun går fremad i kontinuerlige rytmiske slag, hvor øjeblikkets knugende hjernevrider aldrig vender retur, for at bide mig i bagen igen. Det gør den jo....
Det er vel egentlig min egen skyld, for selvom jeg burde løfte hovedet i visheden om at jeg har ydet mit bedste, bliver jeg umådelig frustreret over at det ikke syntes nok. Hvad kan jeg bruge de gamle ordsprog til, "Tiden læger alle sår" og "Det er menneskeligt af fejle", når uret slår slag, som en anden boldkanon og man jo ikke er nogen Caroline Wozniacki?! (hun synger i øvrigt også skrækkelig)
Tid og jeg, kommer måske aldrig til at spille mixed-dobble og nok er jeg ingen verdens-etter, men jeg bestræber mig på at spille bold!
P.S. Denne blog vil blive dateret tilbage, for tiden løb fra mig, ironisk nok.
Jeg går sjældent med ur og selvom jeg faktisk ejer et par stykker af slagsen, husker jeg nær ved aldrig, at det rent faktisk bør have plads på armen og ikke forblive på det lettere overfyldte smykketræ, for at gøre nytte. Måske har det noget at gøre med at jeg helst ikke vil være slave af tiden eller også er det blot fordi, at ur-om-arm endnu ikke er et fast indslag i mine morgenrutiner, så som bæller kaffe, klargøre barn, lufte hunde, sværte fjæs, alt imens jeg mentalt forbereder dagens udfordringer.
Jeg er egentlig temmelig ustruktureret i min fritid, altså den hvor jeg "nøjes" med at tænke på arbejdet, men anderledes bestræber jeg at have faste rutiner og efter bedste evne, jonglere med boldene på mit job, så vidt det lader sig gøre. Jeg kan gå hjem med den fedeste Yes-følelse i maven, høj af dagens fremskridt og med rygsækken fuld af endnu flere kommende succeser og sådan var dagen i dag. Det vil dog sige at samtidigt med klokkens fremskred imod at se min lille oase af kaos, mit helle, mit hjem, indhentede tiden mig og de bolde jeg for længst havde fortrængt og troede var landet sikkert, ramte mig klokkerent i mit naive blonde hoved.
Av, for s..... jeg slog mig. Ikke så meget fysisk, men stoltheden fik dog en ret pæn bule og når sådan noget sker, regerer Murphy's Lov og ingen i miles omkreds, tilbyder at puste og forsikre én om at den går væk igen. Bulen bliver derimod ikke mindre af at det indre ur, fortæller mig at jeg evt. kunne have et kraniebrud og er på nippet til mental nedsmeltning. Så kommer vreden.... Vreden over at tiden åbenbart kun formår at gøre furene dybere og mig ældre, og ikke synes at kunne skrues langt nok tilbage, uanset hvor meget jeg drejer viserne i modsatte retning. Vred på mig selv, men egentlig mest afsindig ked af, at jeg ikke behersker tidens perfektion og taktvis kun går fremad i kontinuerlige rytmiske slag, hvor øjeblikkets knugende hjernevrider aldrig vender retur, for at bide mig i bagen igen. Det gør den jo....
Det er vel egentlig min egen skyld, for selvom jeg burde løfte hovedet i visheden om at jeg har ydet mit bedste, bliver jeg umådelig frustreret over at det ikke syntes nok. Hvad kan jeg bruge de gamle ordsprog til, "Tiden læger alle sår" og "Det er menneskeligt af fejle", når uret slår slag, som en anden boldkanon og man jo ikke er nogen Caroline Wozniacki?! (hun synger i øvrigt også skrækkelig)
Tid og jeg, kommer måske aldrig til at spille mixed-dobble og nok er jeg ingen verdens-etter, men jeg bestræber mig på at spille bold!
P.S. Denne blog vil blive dateret tilbage, for tiden løb fra mig, ironisk nok.
tirsdag den 5. juni 2012
Hold nu kæft, Skat...
For 6 måneder siden skrev jeg en blog, om bånd der brydes for at nye kan knyttes. På daværende tidspunkt anede jeg ikke om hvor meget disse ord, fik betydning, for den tid der kom. Kort efter valgte jeg efter 7 måneder at afslutte min daværende forhold, da det havde taget en drejning, som ingen af os kunne være tjent med fortsatte. Det var ingen stor bombe og jeg kunne derfor genoptage mit liv som singlepige, uden de store tårer. Men alligevel var det med følelsen af at mislykkes igen udi kærlighedens disciplin.
Hvordan kan man mislykkes i noget man rummer så meget af, er mig en gåde og selvom jeg udemærket ved at der skal to til den sensuelle og dog svære tango, så er usikkerheden om min egen utilstrækkelighed lige om hjørnet. Hvorfor skal den unikke følelse imellem to mennesker, som er forekommet i årtusinder, pludselig være så svær og er det overhovedet noget jeg nogensinde lærer? Hvorfor er jeg ikke lækker nok til Love?
Disse tanker har ofte huseret bag min pandeskal og alligevel har jeg set beviset på at selv jeg, måske kunne være så heldig at ramme en guldåre. En guldåre som skæbnen blot ventede på at jeg skulle finde og som evner at lyse selv den mest dunkle tunnel op, så enhver følelse af solitær mørkeleg kan forsvinde. Det er en temmelig fantastisk følelse at opleve tingene gå op i en højere enhed, en symbiose og hvor selv de mindste ting kan få stor betydning, men igen dukker følelsen af usikkerhed op. Det må være for godt til at være sandt, for det føles som kærlighed på film, hvor helten og heltinden går så meget igennem, med hver deres bagage og alligevel overvinder kærligheden alt og et lykkeligt liv venter forude.
Al usikkerheden glemmes dog for en stund, når man betragter øjnenes dybde og deres rolige blik forvisser en om at det hele nok skal gå, uden et ord behøver falde. At de drømme man måske tænkte sig umulige, kunne være indenfor rækkevidde, hvis blot jeg giver lov og tid til at kærligheden modnes og styrkes, fra et skrøbeligt bånd, til en ubrydelig kæde. At selv jeg kan elskes! Hold nu kæft Tina, munden kan rent faktisk tale, selv uden ord!
Hvordan kan man mislykkes i noget man rummer så meget af, er mig en gåde og selvom jeg udemærket ved at der skal to til den sensuelle og dog svære tango, så er usikkerheden om min egen utilstrækkelighed lige om hjørnet. Hvorfor skal den unikke følelse imellem to mennesker, som er forekommet i årtusinder, pludselig være så svær og er det overhovedet noget jeg nogensinde lærer? Hvorfor er jeg ikke lækker nok til Love?
Disse tanker har ofte huseret bag min pandeskal og alligevel har jeg set beviset på at selv jeg, måske kunne være så heldig at ramme en guldåre. En guldåre som skæbnen blot ventede på at jeg skulle finde og som evner at lyse selv den mest dunkle tunnel op, så enhver følelse af solitær mørkeleg kan forsvinde. Det er en temmelig fantastisk følelse at opleve tingene gå op i en højere enhed, en symbiose og hvor selv de mindste ting kan få stor betydning, men igen dukker følelsen af usikkerhed op. Det må være for godt til at være sandt, for det føles som kærlighed på film, hvor helten og heltinden går så meget igennem, med hver deres bagage og alligevel overvinder kærligheden alt og et lykkeligt liv venter forude.
Al usikkerheden glemmes dog for en stund, når man betragter øjnenes dybde og deres rolige blik forvisser en om at det hele nok skal gå, uden et ord behøver falde. At de drømme man måske tænkte sig umulige, kunne være indenfor rækkevidde, hvis blot jeg giver lov og tid til at kærligheden modnes og styrkes, fra et skrøbeligt bånd, til en ubrydelig kæde. At selv jeg kan elskes! Hold nu kæft Tina, munden kan rent faktisk tale, selv uden ord!
Jeg ved bedre...
Eller det vil sige, at det gør jeg åbenbart alligevel ikke, for nogen gange så kan jeg alligevel ikke helt lade være, selvom min hjerne har fortalt mig at jeg burde lade ligge, hvad ikke kan (for)stå. Lidt som at håbe på at flødekagen ikke feder så voldsomt, hvis den indtages med en fin lille kagegaffel, i stedet for at blive kørt direkte ind på mundens transportbånd, hvor man i sin iver får indsmurt fjæset godt og grundigt og den ellers så fine make up, er afløst af jordbærmarmelade. Uanset hvad, rammes man af realiteterne, kiloene suger sig fast og fløden smager sur!
Dette er dog ikke en blog om kager, desserter eller andre fødevare, men om at man skal vælge med omhu og ikke glemme sin viden, selvom den pludselig prydes af en marcipanrose. For glemsomheden giver bagslag og man kan ikke lære gamle duer, nye ruter, i hvert fald ikke uden Guldkorn og ligner det en spade, så bliver det aldrig til en nypoleret sølvske.
Jeg er selv, til tider, en spade, når jeg på jomfruelig vis, lader mig fange og indhylde i ord og kaster selv samme afsted, i håbet om en konstruktiv modtagelse, men velvidende at dette sikkert først sker, når helvede fryser til is. Why bother then, og det kan jeg nu også spørge mig selv om, for den kølige modtagelse eller mangel på modtagelse overhovedet, kommer jo egentlig ikke som det store chok, men er nærmest ventet. Man ved jo efterhånden godt, at når den smukkeste blå himmel, overdænges af sorte skyer og blæsten gør det svært at stå fast, kommer det ikke til at regne med honning.
Jeg burde måske blot indkøbe en større paraply og en drypbakke, hvor man kan håbe at nøjes med at blive ramt af enkelte dråber, i stedet for at stille sig face-on og afventende på at tsunamien rammer, med en drinkparasol som eneste værn.... Jeg hader i øvrigt at være det (for)tyndede øl!
Dette er dog ikke en blog om kager, desserter eller andre fødevare, men om at man skal vælge med omhu og ikke glemme sin viden, selvom den pludselig prydes af en marcipanrose. For glemsomheden giver bagslag og man kan ikke lære gamle duer, nye ruter, i hvert fald ikke uden Guldkorn og ligner det en spade, så bliver det aldrig til en nypoleret sølvske.
Jeg er selv, til tider, en spade, når jeg på jomfruelig vis, lader mig fange og indhylde i ord og kaster selv samme afsted, i håbet om en konstruktiv modtagelse, men velvidende at dette sikkert først sker, når helvede fryser til is. Why bother then, og det kan jeg nu også spørge mig selv om, for den kølige modtagelse eller mangel på modtagelse overhovedet, kommer jo egentlig ikke som det store chok, men er nærmest ventet. Man ved jo efterhånden godt, at når den smukkeste blå himmel, overdænges af sorte skyer og blæsten gør det svært at stå fast, kommer det ikke til at regne med honning.
Jeg burde måske blot indkøbe en større paraply og en drypbakke, hvor man kan håbe at nøjes med at blive ramt af enkelte dråber, i stedet for at stille sig face-on og afventende på at tsunamien rammer, med en drinkparasol som eneste værn.... Jeg hader i øvrigt at være det (for)tyndede øl!
onsdag den 30. maj 2012
Even the gulls were cutton candy...
Jeg trængte vist mere til ferie end jeg selv anede og selvom der er GO på, med tre stk. pre-teenagere på slæb, så har både min veninde og jeg vist nydt godt af at komme hjemmefra den daglige trummerum. En ferie i venskabets og ikke mindst børnenes tegn, som blev temmelig stresset og ikke mindst presset, lige op til afrejse for os begge, af forskellige årsager og de første dage gik hvis med at falde ned og hver især lade tankerne finde rum til at flyve højt og frit med mågerne, under den solbeskinnede himmel.
Der sker noget inde i mit hovedet, når man sådan lukker hverdagen ude og giver plads til at tankerne kan flyve og selvom jeg ikke tænker mindre, så finder jeg en større ro til at tænke det hele til ende og nærme mig noget der ligner et facit. Og hvilke tanker er det så jeg går og brygger sammen, når jeg netop burde tømme hovedet?
Det er sjovt for mit tankespin har været endnu mere malerisk og drømmende end ellers, hvilket ikke siger så lidt, for til trods for at mine drømmes penselstrøg plejer at være farverige, har en farve været mere dominerende end ellers. Selvom lejlighedens vægge var malet majsgule, den skyfrie himmel var blå og mågerne var bevinget med snehvide fjer, havde det hele et candyfloss-farvet skær og uanset hvorhen jeg så, var der kærlighed i luften. Sådan ser kærlighedens farve nemlig ud for mig. Den er ikke rød, men rettere som det lyserøde sukkervat... Sødt, blødt, smeltende på tungen og en smule klistret!
Jeg tænkte meget over hvordan det ville have været, at have ham den rigtige med på sådan en ferie?! Hvordan ville det have været at slå øjnene op og flyde ind i de dejligste øjne, mens solens stråler brød igennem gardinerne, hvordan morgenkaffen ville smage i altanens skygge og blot i stilhed betragte det dybsindige ansigt, nyde udsigten og hvordan tiden kunne stå stille og løbe alt for stærkt, på samme tid. Hvorfor sad han ikke lige der og kastede sine elskelige blikke efter mig?
Hvordan ville han mon have ageret over for min datters iver for at hive folk op i den høje vandrutsjebane, af trapper der får benene til at syre til, men som man glemmer så snart maven kildre, på den alt for korte tur ned?! Hvordan ville han mon have reageret på hendes evindelige søgen efter én der tør tage hende i hånden og tillade det indre barn, spille bold med hendes?! Jeg kunne levende se det hele udspille sig for mig og når jeg lukkede øjnene, mens jeg lå der i det sydende boblebad, kunne jeg næsten mærke hans stærke arm om mit liv og hans bløde kind imod min. For ikke at tale om den ellers så veludførte lagune, med det oplyste turkisblå vand, som min datter hurtigt navngav "Snavegrotten", hvor kærligheden udspillede sig hos de mange par, som lod deres følelsers overflod tage over og forældrerollerne veg for kærestetid. Hvorfor var det ikke mig der flød vægtløs rundt i mørket, med vandfaldets buldren i baggrunden og ham den rigtiges læber på mine?
Hvordan ville det have været at sidde under palmerne og den sydlandske stemning, mens de lækreste gourmet måltider blev serveret, for at tilfredsstille vores sult og kildre vores smagsløg, med benene flettet sammen under de små borde, mens datteren forsøgte sig ud i fremmedsprogenes kunst? At fordybe sig i oplevelsen og ikke mindst hinanden over kaffen, mens datteren min lader endnu en energiladning eksplodere i legelandet. At afslutte dagen med en stille tur til stranden, hvor aftensolen danser en sidste dans over havets horisont, som frembragte de smukkeste farver og en stemning der ikke kan købes for penge og stå i den kølige Maj-vind og betragte solnedgangen. Den var så smuk og kunne ikke forestille mig noget mere fantastisk at være stille om, sammen om! Der var masser af stilhed, men hvorfor var han ikke med mig, lige der under himmelsens farvepalet?
Vi kunne have afsluttet aftenen på terrassen med stearinlyset glinsende i vinglasset røde druer, mens temperaturen i luften faldt i takt med solen og varmen stigende indeni og følelsen af lykke overstrømmende som en tsunami. Datterens lavmælte snorken, bekræfter mig i hendes krop er mæt og træt og lader op til endnu en dag af samme slags, mens hans ord og blik kunne fortælle mig at natten kun lige er begyndt, at livet kun lige er begyndt, med ham den rigtige...
Sådan var min ferie ikke og selvom den var fantastisk dejlig, trods den vanskelige start, så satte de candyfloss-farvede tanker og drømme blot baren en tak op, men samtidig synliggjorde de også hvad det egentlig er jeg vil have. Jeg vil have ham, men han er der kun, bag lukkede øjne. Jeg har et bjerg der skal bestiges, for at dette skal blive virkeligt og at ham der kan farve hvide måger lyserøde, også får øjnene op for at jeg er den rigtige for ham. At dette måske også kunne være hans drøm, som dog i fællesskab er inden for rækkevidde og som kan farves i nøjagtig den farve vi vil. For min skyld kan de være alle regnbuens farver, så længe de farves af vores pensel...
Der sker noget inde i mit hovedet, når man sådan lukker hverdagen ude og giver plads til at tankerne kan flyve og selvom jeg ikke tænker mindre, så finder jeg en større ro til at tænke det hele til ende og nærme mig noget der ligner et facit. Og hvilke tanker er det så jeg går og brygger sammen, når jeg netop burde tømme hovedet?
Det er sjovt for mit tankespin har været endnu mere malerisk og drømmende end ellers, hvilket ikke siger så lidt, for til trods for at mine drømmes penselstrøg plejer at være farverige, har en farve været mere dominerende end ellers. Selvom lejlighedens vægge var malet majsgule, den skyfrie himmel var blå og mågerne var bevinget med snehvide fjer, havde det hele et candyfloss-farvet skær og uanset hvorhen jeg så, var der kærlighed i luften. Sådan ser kærlighedens farve nemlig ud for mig. Den er ikke rød, men rettere som det lyserøde sukkervat... Sødt, blødt, smeltende på tungen og en smule klistret!
Jeg tænkte meget over hvordan det ville have været, at have ham den rigtige med på sådan en ferie?! Hvordan ville det have været at slå øjnene op og flyde ind i de dejligste øjne, mens solens stråler brød igennem gardinerne, hvordan morgenkaffen ville smage i altanens skygge og blot i stilhed betragte det dybsindige ansigt, nyde udsigten og hvordan tiden kunne stå stille og løbe alt for stærkt, på samme tid. Hvorfor sad han ikke lige der og kastede sine elskelige blikke efter mig?
Hvordan ville han mon have ageret over for min datters iver for at hive folk op i den høje vandrutsjebane, af trapper der får benene til at syre til, men som man glemmer så snart maven kildre, på den alt for korte tur ned?! Hvordan ville han mon have reageret på hendes evindelige søgen efter én der tør tage hende i hånden og tillade det indre barn, spille bold med hendes?! Jeg kunne levende se det hele udspille sig for mig og når jeg lukkede øjnene, mens jeg lå der i det sydende boblebad, kunne jeg næsten mærke hans stærke arm om mit liv og hans bløde kind imod min. For ikke at tale om den ellers så veludførte lagune, med det oplyste turkisblå vand, som min datter hurtigt navngav "Snavegrotten", hvor kærligheden udspillede sig hos de mange par, som lod deres følelsers overflod tage over og forældrerollerne veg for kærestetid. Hvorfor var det ikke mig der flød vægtløs rundt i mørket, med vandfaldets buldren i baggrunden og ham den rigtiges læber på mine?
Hvordan ville det have været at sidde under palmerne og den sydlandske stemning, mens de lækreste gourmet måltider blev serveret, for at tilfredsstille vores sult og kildre vores smagsløg, med benene flettet sammen under de små borde, mens datteren forsøgte sig ud i fremmedsprogenes kunst? At fordybe sig i oplevelsen og ikke mindst hinanden over kaffen, mens datteren min lader endnu en energiladning eksplodere i legelandet. At afslutte dagen med en stille tur til stranden, hvor aftensolen danser en sidste dans over havets horisont, som frembragte de smukkeste farver og en stemning der ikke kan købes for penge og stå i den kølige Maj-vind og betragte solnedgangen. Den var så smuk og kunne ikke forestille mig noget mere fantastisk at være stille om, sammen om! Der var masser af stilhed, men hvorfor var han ikke med mig, lige der under himmelsens farvepalet?
Vi kunne have afsluttet aftenen på terrassen med stearinlyset glinsende i vinglasset røde druer, mens temperaturen i luften faldt i takt med solen og varmen stigende indeni og følelsen af lykke overstrømmende som en tsunami. Datterens lavmælte snorken, bekræfter mig i hendes krop er mæt og træt og lader op til endnu en dag af samme slags, mens hans ord og blik kunne fortælle mig at natten kun lige er begyndt, at livet kun lige er begyndt, med ham den rigtige...
Sådan var min ferie ikke og selvom den var fantastisk dejlig, trods den vanskelige start, så satte de candyfloss-farvede tanker og drømme blot baren en tak op, men samtidig synliggjorde de også hvad det egentlig er jeg vil have. Jeg vil have ham, men han er der kun, bag lukkede øjne. Jeg har et bjerg der skal bestiges, for at dette skal blive virkeligt og at ham der kan farve hvide måger lyserøde, også får øjnene op for at jeg er den rigtige for ham. At dette måske også kunne være hans drøm, som dog i fællesskab er inden for rækkevidde og som kan farves i nøjagtig den farve vi vil. For min skyld kan de være alle regnbuens farver, så længe de farves af vores pensel...
torsdag den 24. maj 2012
Airborne and Blown away
....Og jeg vil have ny pilot, for selvom flyveturen har været helt forrygende og uden den store turbulens, føles landingen absolut som om at vi har tabt næsehjulet over åbent hav og at piloten har fået akut ADHD og Parkinson syndrom på samme tid. "Guuuud Tina, har du været ude at rejse?".... Og dertil må jeg desværre svare nej, men det sidste halve års tid, har jeg har fløjet, med vinden i ryggen i alle henseender og som enhver kvindes drøm, følt mig påskønnet, høj og vægtløs. Jeg føler, jeg har haft fremgang, både personligt, åndeligt, menneskeligt og sådan i det hele taget fået livets makeover nærmere målstregen.
Men som alt andet her i livet, varer det ikke evigt og den seneste tid, har da også været præget af en strid strøm af udfordringer, som ikke just har givet mig følelsen af luft under vingerne eller vind i sejlet. Og selvom jeg ved at der sikkert venter endnu flere udfordringer, gode som mindre gode, lige om hjørnet, kan jeg nok alligevel ikke lade være med at ynke mig selv en smule og synes at nu må det godt snart være en andens tur. Det er nok faktisk mere som at sidde på en tømmerflåde, ikke at jeg nogensinde har prøvet det, men man har vel set Cast Away?! For selvom sceneriet smager af romantik, solen skinner med en fantastisk kulør til følge og solnedgangen er som revet ud af en Spies-reklame, så kan man blot sidde der alene og vente på at det enten begynder at vinde lidt, en redningsmand kommer sejlende forbi eller også går bindingerne op, midt i Bermuda-trekanten og man er skånselsløs overladt til hajføde.
Nu er det så ikke lige min plan at placere mit legeme imellem tandsættet på sådan en fætter, men jeg har dog åbenbart en evne til at rode rundt imellem stormflod og havblik, hvilket i øvrigt minder mig om en udsendelse jeg engang så på Discovery, at skulle man ende som hyggesnack i munden på en haj, skal man "bare" prikke den i øjnene.....Det må jeg huske! De sagde desuden også at den slet ikke vil æde dig, men bare tygge lidt og smage på sagerne, som var man en prøvesmagning i Føtex, for så at spytte dig blødende og såret ud til resten af havets opportunister. Så er det bare jeg tænker om den med øjnene nu også passer, for den vil jo dog andet end blot kigge???
Jeg hader dog egentlig at ynke mig selv og bryder mig i det hele taget ikke om, at skulle erkende at der er ting jeg ikke selv er herre over og som jeg ikke kan kontrollere eller få til at holde i en længere periode og hvis skyld er så det? Det er i hvert fald ikke min, så det må jo være en andens, f.eks din, kunne jeg foranledes til at sige, men taget i betragtning at dette åbenbart et en tilbagevendende cyklus i mit liv, må jeg nok erkende at jeg ikke helt kan frasige mig ethvert ansvar. Enhver er sin egen lykkes smed, siger et gammelt ordsprog, hvilket jeg nu også tror er ganske sigende, men hvad pokker hjælper det, når man ikke kan få vind i sejlet, uanset hvor meget man (for)puster?!
Hvad gør man så, når man har følelsen af at befinde sig på åbent hav på en tømmerflåde, brændt af solen og med himlen af Bermuda-trekanten over sig, får et sky-diving næsehjul i panden, mens bindingerne slipper deres ellers så faste tag og man agerer tandstik for den farlige og dog fascinerende, store hvide og opdager armene er for korte til at nå øjnene??? Man tager i ferieland, hvor både havbund og himmel er begrænset af fliser og beton, hvor hajerne er af den oppustede slags, hvor flyet lander sikkert, når din femmer er sluppet op og den eneste trekant i syne, er den man har glemt at vokse!
Men som alt andet her i livet, varer det ikke evigt og den seneste tid, har da også været præget af en strid strøm af udfordringer, som ikke just har givet mig følelsen af luft under vingerne eller vind i sejlet. Og selvom jeg ved at der sikkert venter endnu flere udfordringer, gode som mindre gode, lige om hjørnet, kan jeg nok alligevel ikke lade være med at ynke mig selv en smule og synes at nu må det godt snart være en andens tur. Det er nok faktisk mere som at sidde på en tømmerflåde, ikke at jeg nogensinde har prøvet det, men man har vel set Cast Away?! For selvom sceneriet smager af romantik, solen skinner med en fantastisk kulør til følge og solnedgangen er som revet ud af en Spies-reklame, så kan man blot sidde der alene og vente på at det enten begynder at vinde lidt, en redningsmand kommer sejlende forbi eller også går bindingerne op, midt i Bermuda-trekanten og man er skånselsløs overladt til hajføde.
Nu er det så ikke lige min plan at placere mit legeme imellem tandsættet på sådan en fætter, men jeg har dog åbenbart en evne til at rode rundt imellem stormflod og havblik, hvilket i øvrigt minder mig om en udsendelse jeg engang så på Discovery, at skulle man ende som hyggesnack i munden på en haj, skal man "bare" prikke den i øjnene.....Det må jeg huske! De sagde desuden også at den slet ikke vil æde dig, men bare tygge lidt og smage på sagerne, som var man en prøvesmagning i Føtex, for så at spytte dig blødende og såret ud til resten af havets opportunister. Så er det bare jeg tænker om den med øjnene nu også passer, for den vil jo dog andet end blot kigge???
Jeg hader dog egentlig at ynke mig selv og bryder mig i det hele taget ikke om, at skulle erkende at der er ting jeg ikke selv er herre over og som jeg ikke kan kontrollere eller få til at holde i en længere periode og hvis skyld er så det? Det er i hvert fald ikke min, så det må jo være en andens, f.eks din, kunne jeg foranledes til at sige, men taget i betragtning at dette åbenbart et en tilbagevendende cyklus i mit liv, må jeg nok erkende at jeg ikke helt kan frasige mig ethvert ansvar. Enhver er sin egen lykkes smed, siger et gammelt ordsprog, hvilket jeg nu også tror er ganske sigende, men hvad pokker hjælper det, når man ikke kan få vind i sejlet, uanset hvor meget man (for)puster?!
Hvad gør man så, når man har følelsen af at befinde sig på åbent hav på en tømmerflåde, brændt af solen og med himlen af Bermuda-trekanten over sig, får et sky-diving næsehjul i panden, mens bindingerne slipper deres ellers så faste tag og man agerer tandstik for den farlige og dog fascinerende, store hvide og opdager armene er for korte til at nå øjnene??? Man tager i ferieland, hvor både havbund og himmel er begrænset af fliser og beton, hvor hajerne er af den oppustede slags, hvor flyet lander sikkert, når din femmer er sluppet op og den eneste trekant i syne, er den man har glemt at vokse!
Abonner på:
Opslag (Atom)