fredag den 27. juli 2012

Retro campingvogn, part 1

Jeg har som før nævnt købt en gammel campingvogn, en Sprite 300 fra 1978 og selvom jeg har camperet før var det i dens modpart, nemlig i en sprit ny Hymer Living 560 Special Edition, men alle de moderne bekvemmeligheder man kan tænke sig. Til trods for at jeg dengang var afsindig glad for mit veludstyrede sommerhus på hjul, der kostede penge med mange nuller, har jeg altid drømt om at istandsætte en gammel vogn.
Sprite 300, med en overlækker karry-gul stribe....NOT.

Det hele startede en aften, i selskab med en behjælpsom herre, som har mere end realiseret sine drømme. Jeg sad der og luftede mine beskedne drømme om den lille mobile cigaræske og vi endte med at surfe rundt på nettets salgssider, til vi pludselig faldt over en lille vogn. Ring og byd, lokkede han og det gjorde jeg så, men desværre for sent, for den var allerede afsat til anden side. Det var jeg egentlig ikke ked af, for jeg var faktisk i tvivl om det var et projekt jeg ville kunne klare, selvom jeg i tidens løb har givet mig i kast med alverdens istandsættelser og make overs. Men dagen efter ringede jeg på en ny, godt presset af min hjælpsomme ven, og der var jackpot og skæbnen ville, at den lille vogn vi nu har papirer på, skulle være det næste projekt i rækken af drømme der skal realiseres.

En del af denne sommer går med at sætte vognen i stand og jeg vil for første gang, fotodokumentere forvandlingen af en af mine projekter, som hovedsageligt er udført af mig, men med gode venners og naturligvis, min søde datters hjælp.
Beskidt, men original 70'er stil med orange gulv.
De brune panel-vægge med en gaslampe.
Overskab, som desværre er rustet i skruerne, da der ikke er udsugning over gaskomfuret.
Klædeskabet, i brun folie, ombygget til hylder og brune beslag.
Sådan var udgangspunktet, en slidt, brun og beskidt campingvogn, men hurtigt fik jeg billeder på nethinden af hvorledes vognen skulle genfødes. Hvor svært kunne det være, lidt maling hist og her, men her midt i processen, må jeg indrømme at projektet er større end jeg havde regnet med, men jeg gik i gang.
Først skulle det faldefærdige overskab ned, med hjælp fra naboen, mens niecen fattede penslen og den hvide maling.
Første lag af i alt 4. Den brune farve var svær at dække.
Resultatet blev dog hvidt, med rulle og pensel. Her agerer min datter Nicoline den lille hjælper, til ære for kameraet.
Færdig med den hvide maling...Troede jeg. For loftet virkede rimelig pænt alene ved en grundig vask, men efter væggene var færdige virkede loftet gråt og beskidt, så afsted det gik efter mere maling.

Fortsættelse følger:

1 kommentar: