Men helt besat har jeg ikke været, for det er efterhånden længe siden jeg har ladet tankerne flyve frit og tømt hovedet uden at jeg har bremset mig selv i processen. Jeg har startet utallige blogs om alt imellem himmel og jord og alligevel syntes de altid at ende ud i det samme, som om jeg har tabt mit maleriske sprog og er blevet berænset i min udtyksform til øh, bøh, æhh.. Jeg kan skam også fristes til at tro, at det måske er fordi min ven, haren, netop også har været væk for en tid og havde taget alle mine drømme med sig, med den hensigt at vende retur med den virkelige verden, en prins og et halvt kongerige. Den vendte retur for mit øje i dag, og selvom den som så ofte før, spjættede rundt over græstæppet, så havde den ingen prins med, men derimod en kæmpe flok råger der skreg, hakkede og jagtede hinanden, ja selv min lille hare blev ikke forskånet. Men lysten til at skrive er dog retur og selvom det er med en anden og mere kantet pen, hvor det drømmende billede er udskiftet med den mere hårdtslående realisme, så er tiden kommet for dette hengemte minde, der har ventet på at komme ud..... Her kommer historien om hønen:
Dette føles efterhånden som længe siden, så som ethvert andet eventyr kunne jeg godt vælge at starte med der var engang, men det lyder alligevel for old school og fabel-agtigt og dette var langt fra et eventyr. Det er historien om min hidtil største kærlighed, en alt omfavnende romance, til den dejligste mand i verden, der havde nøglen til mit indre, men som præcist gik som forventet...nemlig galt. Det var måske endda dødsdømt fra starten, for selvom jeg kunne kalde ham min kæreste, i hvert fald for mig selv, så var det ikke mig han lå sig ved siden af om natten, men hans virkelige kærlighed, hans børns mor. Ja, I læste desværre korrekt og selvom det stred voldsomt imod mine værdier og sled grusomt på mit selvværd, så troede jeg, forblændet af kærligheden, at han dog en dag blev min. At jeg var den, der havde nøglen til hans skattekiste, med det evigt lykkelige liv og det blot var et spørgsmål om tid, før at den forbudte kærlighed, kunne blive den smukkeste af alle. For jeg var jo alt andet andet end elskerinden i hans øjne, men hans første virkelige kærlighed, der stak dybere end realkreditlån og fælleseje og selv ikke himlens stjerner kunne måle sig med, hvor højt han elskede mig. Jeg slugte det råt og jeg var helt sikker på at jeg havde fundet manden jeg skulle ældes med, til trods for det forholdsvis korte bekendtskab og selvom jeg var plaget af samvittighedskvaler og bekymringer, kunne hans ord altid forvisse mig om en anden sandhed. Det er jo en dårlig høne, der ikke kan skubbe en anden af pinden?! Jeg kunne hele tiden argumenterer imod min sunde fornuft og lade filmenens romancer, fortælle mig at dette kunne blive virkelighed, hvis blot jeg troede på det og ventede længe nok. Han var manden i mit liv, intet mindre. Men det gik langsomt op for mig at jeg ikke var kvinden i hans og at det nok heller ikke blev i dette liv eller denne verden. vi skulle blomstre sammen, for selvom kærlighed burde give os styrke og overvinde alt, så havde de hjerteslag, som kun han ejede, evnen til det modsatte.
Jeg gjorde ham simpelthen syg! Jeg var årsagen til at han ikke kunne sove om natten, at han ikke følte sig som en værdig mand og til at han lignede en skygge af sig selv, når han forpint kom forbi. Realiteterne ramte mig hårdt og jeg skammede mig, mere end nogensinde før, for hvordan kunne jeg dog have gjort alt dette imod et andet menneske og tilmed et jeg elskede så højt?! Og alligevel kunne vi jo ikke undvære hinanden og genoptog hvor vi slap, mens vi forvissede hinanden om, at paradisets have nok ventede lige om hjørnet og det gav det hele mening i skæbnens tegn. Mening nok til igen at kunne overdøve alarmklokkernes ringen og virkelighedens barske realiteter, for skæbnen kunne da ikke tage så meget fejl i kærlighed?!
Men denne gang blev det anderledes, for det der før var blomstrende smukt og inderligt, blev nu præcis til små sporatiske møder, af kort varighed med udsigt til knækkede grene og visne blade, hvor der knap var tid til at berette om de store følelser og ej heller vise dem. Kommunikationen var på absolutte lavblus og et enkelt hej og farvel, havde afløst de lange dybe samtaler som vi var så fantastiske til, men stadig forsøgte jeg at overbevise mig selv om dette ikke kunne være vejen imod enden. Jeg nægtede at indse det, forblændet af al den kærlighed der hele tiden hobede sig op inden i mig. Slut var det dog og måske, for ham, længe før han sagde det, for selvom jeg vidste hvor dårligt et menneske jeg egentlig havde været, så troede jeg han følte det samme som jeg, at kærligheden besejrede alt og at vi nok skulle klare denne hurdle sammen, i vores lille verden. Der var blot ikke noget vores længere, der var kun min....MIN verden. For i MIN mailboks lå en mail til MIG, som braste MINE drømme, MINE håb og som kostede MINE tårer, MIN smerte, som affødte at JEG faldt af pinden, slået af MIG SELV og for første gang skulle JEG rejse mig..... Alene. Det er prisen, når man kæmper imod sit indre jeg, for at holde af (og på) en anden, der aldrig rigtigt har været din og man taber sig selv og fodfæstet på vejen. Det var dyre lærepenge, men jeg vidste jo godt at høns, ikke kan flyve ret langt.....
En ting er dog sikkert og det er at livet har en forunderlig evne til at gå videre, og selvom det til tider kan virke som om tiden står stille og man træder vande, gisper efter luft, mens man drukner i tårer, så skal man huske sit værd. Derude et sted sidder en lettet mand og fletter fingre med sin elskede, en mand der igen kan se sig selv i spejlet, trække vejret uden hjertet er ved at bryde ud af brystet og ranke sin ryg på ny, uden din hjælp, hvilket dog er en ringe trøst mens man selv lider. Jeg læste dog et sted at tårer er til for at skylle hjertet rent og det lyder ikke kun smukt, men også rigtigt i min verden. Og præcis i denne verden sidder jeg nu og skriver denne blog, i bagklogskabens lys, med visheden om at manden i mit liv, endnu lader vente på sig og selvom det måske varer lidt og der er flere frøer der skal kysses, kærester der måske skal blive eks'er, så må jeg igen en dag sætte min lid til at skæbnen ved bedst, men i samråd med mig. Hele JEG skal være med og jeg vil have hele kagen, jeg vil hverken nøjes med en smagsprøve, brudstykker eller dele pind med nogen høne, for hvad er jeg og min kærlighed så egentlig værd?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar