Retro Campingvogn, part 2

Nu er campingvognen så malet hvid indvendig, men den skal langt fra være farveløs, for som min datter har besluttet, skal farvetemaet være multi-color, dog i komplimenterende farver. Der bliver ikke meget tilbage i den lille bobbel, som ikke enten bliver skiftet eller får en make over med pensel, stof og vinyl og nye ideer fødes og udvikles hele tiden i processen. Dette projekt skulle være en fritids syssel, som løbende skulle ske, men ferien har givet tid og overskud til et ryk, samtidig med at der nu er booket tid til syn, så der er en deadline for de mekaniske dele. Her rækker mine evner dog ikke langt og jeg er heldigvis velsignet med gode venner som hjælper mig med disse ting, hvor jeg alternativt skulle betale mig fra opgaven eller opgive.

Min bedste ven og nabo, har lavet bremser og min gamle skolekammerat har blændet gasrøret af til den nu nedtagne gaslampe. Og nu vi taler mekanik, så er der indkøbt nye baglygter og nummerplade lys, som jeg regner med selv at kunne skifte, hvilket også er det sidste der mangler inden synet kan gennemføres, men jeg indrømmer at jeg finder make over-delen er en hel del sjovere, men det andet er blot vigtigere, både set ud fra synet, sikkerheden og driften. Der er jo ikke meget ved at have en campingvogn, hvis den ikke virker!

Men tilbage til kuløren, for selvfølgelig skal der skrald på farverne og hvilket nok kendetegner mig, men de færreste kender nok til min kreative handy-woman side. Jeg har malet, fuget, boret, skruet, hamret og savet og sikkert til gene for naboerne, men det må jeg råde bod på senere med en lille housewarming, når vidunderet står færdigt.  Den har nu altid været der og jeg finder en vis tilfredsstillelse i at kunne kalde det min egen kreation og design.

Køkkenlåger og skabslåge har nu fået kulør og den brune dystre farve er nu gemt bag mange lag maling.

Skabet har fået nye farverige hylder, med klare gummimåtter så farverne kan skinne igennem.

En mini reol, som var en gave fra min niece har også fået farve på skufferne.

Køkkenets klaplåge er malet turkis og der er opsat paneler bag gas og vand, for at lette rengøring. Taglugen er desuden pillet ned da inderglasset var itu og skal have nyt.

Puder og stof i alverdens farver er indkøbt til hynder og gardiner og som skal fuldende den multi-color make over.

Fortsættelse følger:

Retro campingvogn, part 1

Jeg har som før nævnt købt en gammel campingvogn, en Sprite 300 fra 1978 og selvom jeg har camperet før var det i dens modpart, nemlig i en sprit ny Hymer Living 560 Special Edition, men alle de moderne bekvemmeligheder man kan tænke sig. Til trods for at jeg dengang var afsindig glad for mit veludstyrede sommerhus på hjul, der kostede penge med mange nuller, har jeg altid drømt om at istandsætte en gammel vogn.

Sprite 300, med en overlækker karry-gul stribe....NOT.

Det hele startede en aften, i selskab med en behjælpsom herre, som har mere end realiseret sine drømme. Jeg sad der og luftede mine beskedne drømme om den lille mobile cigaræske og vi endte med at surfe rundt på nettets salgssider, til vi pludselig faldt over en lille vogn. Ring og byd, lokkede han og det gjorde jeg så, men desværre for sent, for den var allerede afsat til anden side. Det var jeg egentlig ikke ked af, for jeg var faktisk i tvivl om det var et projekt jeg ville kunne klare, selvom jeg i tidens løb har givet mig i kast med alverdens istandsættelser og make overs. Men dagen efter ringede jeg på en ny, godt presset af min hjælpsomme ven, og der var jackpot og skæbnen ville, at den lille vogn vi nu har papirer på, skulle være det næste projekt i rækken af drømme der skal realiseres.

En del af denne sommer går med at sætte vognen i stand og jeg vil for første gang, fotodokumentere forvandlingen af en af mine projekter, som hovedsageligt er udført af mig, men med gode venners og naturligvis, min søde datters hjælp.

Beskidt, men original 70'er stil med orange gulv.

De brune panel-vægge med en gaslampe.

Overskab, som desværre er rustet i skruerne, da der ikke er udsugning over gaskomfuret.

Klædeskabet, i brun folie, ombygget til hylder og brune beslag.

Sådan var udgangspunktet, en slidt, brun og beskidt campingvogn, men hurtigt fik jeg billeder på nethinden af hvorledes vognen skulle genfødes. Hvor svært kunne det være, lidt maling hist og her, men her midt i processen, må jeg indrømme at projektet er større end jeg havde regnet med, men jeg gik i gang.

Først skulle det faldefærdige overskab ned, med hjælp fra naboen, mens niecen fattede penslen og den hvide maling.

Første lag af i alt 4. Den brune farve var svær at dække.

Resultatet blev dog hvidt, med rulle og pensel. Her agerer min datter Nicoline den lille hjælper, til ære for kameraet.

Færdig med den hvide maling...Troede jeg. For loftet virkede rimelig pænt alene ved en grundig vask, men efter væggene var færdige virkede loftet gråt og beskidt, så afsted det gik efter mere maling.

Fortsættelse følger:

Savner du?

Kan man elske på afstand? Ja sikkert, men jeg synes at opleve gang på gang, at selv de smukkeste følelser afløses af frustrationer og afmagt, når savnet bliver alt for stort og man ikke kan opleve kærligheden i stereo. Dermed ikke sagt at jeg ikke tror på ægtheden af den kærlighed imellem to mennesker, der er tvunget til adskillelse, men jeg er sikker på at det kræver en enorm tillid, empati og en pokkers god hukommelse, hvis ikke man skal lade sine egne behov for nærhed, afløses af tvivl. For jeg mener skam også det kan være sundt at savne, hvis man er bekendt med adskillelsens faldgruber.

At savne er for mig måden man får vished om sine inderste følelser og mærker efter, om ens elskede efterlader et lille tomrum, som ingen andre kan udfylde. Et tomrum som kan være alt fra sporatiske tanker i hverdagens små øjeblikke, til en smertende sult, der får øjnene til at løbe i takt med sommerhimlen og som blot venter på at solen bryder igennem skydækket. At savne er også forventningens glæde om gensynet, til at få vished om at hans kærlighed endnu består, i den form man efterlod. Alene det, at man formår at savne ser jeg desuden som en indikator for, at vi ubevist mangler noget vi er dybt afhængige af og som vi ikke ønsker at miste, men det øger dog samtidig risikoen for at afstanden øges i en mere sjælelig forstand.

For hvem ønsker at have det rungende indre ekko og vores bedste forsvar imod det stikkende, smertende savn tomrummet efterlader, er at undertrykke den, mens vi overbeviser os selv om at vi har fundet den indre on/off knap, der dulmer bedre end de daglige panodiler, gurglet ned i billig rødvin. For savn kan være livsbekræftende smukt, men også enormt skræmmende, da tvivl, jalousi og usikkerhed pludselig har mulighed for de bedste livsbetingelser, hvis de gives den mindste anledning til at hægte sig fast. Ethvert forhold kræver indsats, ihærdighed og hårdt arbejde, for at det skal fungere optimalt, selvom man siger at kærligheden i sig selv er mere end nok og kan overvinde alt, men mon ikke savnet også kræver en vis behændighed, for at den kan styrke og bekræfte følelserne, frem for at nedbryde dem?! Kan man ikke føle savn, kan man i min verden heller ikke elske, da de to ting hænger sammen, med passion som fællesnævner.

Og selvom jeg måske idealiserer følelsen af savn, så har jeg i min fortid ikke håndteret den helt efter egne overbevisninger, hvis jeg nu skal smide hovedet på blokken. Måske har kærligheden til de mænd jeg har kendt, ikke slået dybe nok rødder, måske har savnet været større end minderne i tosomheden kunne bære og måske har hjertet slået fra i choktilstand, for at sindet kunne overleve og bevares i nogenlunde velfungerende stand. At savne er dog ikke nyt for for mig, for jeg savner i hvert et vågent øjeblik, hver eneste dag, og selvom det måske vil påpeges som en selvforskyldt følelse og jeg tager sorgerne på forskud, så er det nu engang bivirkningerne ved at ligge sig til at sove alene, i en seng skabt til to. Jeg savner min elskede!

Make You Feel My Love...

I krig og kærlighed

Kan man ændre sin skæbne? Det håber jeg så sandelig, for i dag gik det op for mig at jeg måske kan ende med at leve livet, som min mormor gjorde, frem til hendes død i 2001. Min mormor var et kærligt og empatisk menneske, men også med temmelig særegne holdninger, som naturligvis bar præg af den måde hun havde valgt at leve sit liv. Hun var et stille, ensomt gemyt, der havde overlevet 2 verdenskrige, men som aldrig gav slip på sit knuste hjerte og aldrig gav sig selv lov eller lærte at elske igen. Fortabt et sted imellem omverdenens forventninger og hendes drømme.

Hun forelskede sig under 2. verdenskrig i en mand og selvom deres kærlighed var nyfunden, bar den så hurtigt frugt og hun ventede min mor. Mine oldeforældre var velstående folk og nægtede deres datter at gifte sig med en simpel mand af sognet, til trods for at han havde bragt hende i uføre og var villig til at stå ved både min mormor og deres kommende barn. Han blev forvist og min mormor bøjede af, som man måske gjorde dengang og sagde et endegyldigt farvel, da han rejste til Sverige i ly som frihedskæmper. Alt dette skete i 1945 hvor verden med glæde sagde farvel til historiebøgernes værste diktator og min mormor af ærefrygt, sagde farvel til kærligheden for bestandigt. Han vendte aldrig retur og hun fandt aldrig en ny. Om han lever endnu aner jeg ikke, men jeg ved at han aldrig blev en del af hverken min mormors eller min mors liv igen og efterlod et gabende hul i vores familiestamtræ og ikke mindst i hendes indre.
Jeg synes det er en frygtelig sørgmodig historie, som ikke engang Shakespeare kunne have gjort efter og jeg tænker ofte på hvorledes min mormor betragtede sit liv, da hun lå på sit dødsleje og kunne se tilbage?!

Ville hun have gjort det hele om, hvis hun kunne skrue tiden tilbage og genopleve den kærlighed, som hun kun fik forsmagen på og hvordan mon hendes liv ville have formet sig, hvis hun havde tilladt sig selv at elske igen på ny?! Hvorfor opgav hun? Sandheden er nok, at selvom jeg som barn, oplevede hende som det kærligste menneske, der altid havde overskud til sine børnebørn og chokoladefyldte bolcher i skuffen, så var hun også en bitter gammel dame, der var tynget af en hjertesorg hun aldrig kom over. Hun valgte et liv alene og blev nærmest mandefjendsk, og selv ikke hendes egen svigersøn, var god nok, præcis som hendes egne forældre engang havde sagt til hende.

Tænk hvis jeg ender som hende?! En knækket kvinde med brudstykker af hjertet efterladt bag mig, som spor for ham den rette at finde, men som ikke ligner andet end kølvandet af bitterhed og forsmåelse og hvor den eksekverede dom er et liv alene, til min sidste åndedrag. Tanken er skræmmende og selvom jeg ofte føler jeg er født flere årtier for sent, så priser jeg mig lykkelig for at ingen forsøger at tvinge mig til en tilværelse i følelsesmæssigt cølibat, og sidde som en skygge af hvad der engang var et helt menneske, amputeret af livet. Jeg vil dog samtidig heller ikke påtage mig omverdenens normer og elske af forventning, i trods eller af mangel på mod til at sige fra. Jeg er måske single af valg og er lige nu et sted i livet, hvor kærlighedens store omfavnelse lader vente på sig, men hvad gør jeg så for ikke at falde i særlingenes hul, hvor det er så svært at se og nå himlens stjerner, når de blonde lokker er tonet grå?

Som en af mine kære, forleden sagde til mig og har sagt flere gange: "Du skal komme videre med dit liv" og selvom det er lettere sagt en gjort, så har han nok ret, for kærlighed ER liv, selv i krisetider. Jeg skal måske blot sænke skjoldet, turde tage springet og omfavne min medfødte ret, at elske og blive elsket! Måske skal jeg igennem flere krige før kærligheden kommer, men jeg håber en dag at kunne se tilbage uden fortrydelse og vise mine børnebørn, at livet blev levet i kærlighed og af kærlighed!

Old Love - Eric Clapton

Haren og Hønen

Når jeg sidder på min daglige faste pind, bag skrivebordet og kigger over dyngerne af papir, finder jeg ofte en vis sindsro, ved at betragte en lille hare, der gladeligt hopper rundt på plænen, udenfor vinduet. Det er MIN hare, for jeg føler en vis mental tilknytning til den efter næsten 7 måneders venskab og selvom den aldrig er blevet spurgt, så er jeg ganske overbevist om at det er gengældt. Vi tænker nemlig sammen, eller det vil sige at jeg tænker i hvert fald bedst over Tinas verden og får de gode ideer, når den frygtløst danser rundt i det lave græs. Det er her min drømmeverden udspiller sig i sin mest kreative form, nemlig min lyst eller rettere besættelse af at skrive blogs og tankerne popper op, ja nærmest springer som hoppebolde imod indersiden af pandeskallen, til senere nedfældning i den virtuelle verden.

Men helt besat har jeg ikke været, for det er efterhånden længe siden jeg har ladet tankerne flyve frit og tømt hovedet uden at jeg har bremset mig selv i processen. Jeg har startet utallige blogs om alt imellem himmel og jord og alligevel syntes de altid at ende ud i det samme, som om jeg har tabt mit maleriske sprog og er blevet berænset i min udtyksform til øh, bøh, æhh.. Jeg kan skam også fristes til at tro, at det måske er fordi min ven, haren, netop også har været væk for en tid og havde taget alle mine drømme med sig, med den hensigt at vende retur med den virkelige verden, en prins og et halvt kongerige. Den vendte retur for mit øje i dag, og selvom den som så ofte før, spjættede rundt over græstæppet, så havde den ingen prins med, men derimod en kæmpe flok råger der skreg, hakkede og jagtede hinanden, ja selv min lille hare blev ikke forskånet. Men lysten til at skrive er dog retur og selvom det er med en anden og mere kantet pen, hvor det drømmende billede er udskiftet med den mere hårdtslående realisme, så er tiden kommet for dette hengemte minde, der har ventet på at komme ud..... Her kommer historien om hønen:

Dette føles efterhånden som længe siden, så som ethvert andet eventyr kunne jeg godt vælge at starte med der var engang, men det lyder alligevel for old school og fabel-agtigt og dette var langt fra et eventyr. Det er historien om min hidtil største kærlighed, en alt omfavnende romance, til den dejligste mand i verden, der havde nøglen til mit indre, men som præcist gik som forventet...nemlig galt. Det var måske endda dødsdømt fra starten, for selvom jeg kunne kalde ham min kæreste, i hvert fald for mig selv, så var det ikke mig han lå sig ved siden af om natten, men hans virkelige kærlighed, hans børns mor. Ja, I læste desværre korrekt og selvom det stred voldsomt imod mine værdier og sled grusomt på mit selvværd, så troede jeg, forblændet af kærligheden, at han dog en dag blev min. At jeg var den, der havde nøglen til hans skattekiste, med det evigt lykkelige liv og det blot var et spørgsmål om tid, før at den forbudte kærlighed, kunne blive den smukkeste af alle. For jeg var jo alt andet andet end elskerinden i hans øjne, men hans første virkelige kærlighed, der stak dybere end realkreditlån og fælleseje og selv ikke himlens stjerner kunne måle sig med, hvor højt han elskede mig. Jeg slugte det råt og jeg var helt sikker på at jeg havde fundet manden jeg skulle ældes med, til trods for det forholdsvis korte bekendtskab og selvom jeg var plaget af samvittighedskvaler og bekymringer, kunne hans ord altid forvisse mig om en anden sandhed. Det er jo en dårlig høne, der ikke kan skubbe en anden af pinden?! Jeg kunne hele tiden argumenterer imod min sunde fornuft og lade filmenens romancer, fortælle mig at dette kunne blive virkelighed, hvis blot jeg troede på det og ventede længe nok. Han var manden i mit liv, intet mindre. Men det gik langsomt op for mig at jeg ikke var kvinden i hans og at det nok heller ikke blev i dette liv eller denne verden. vi skulle blomstre sammen, for selvom kærlighed burde give os styrke og overvinde alt, så havde de hjerteslag, som kun han ejede, evnen til det modsatte.
Jeg gjorde ham simpelthen syg! Jeg var årsagen til at han ikke kunne sove om natten, at han ikke følte sig som en værdig mand og til at han lignede en skygge af sig selv, når han forpint kom forbi. Realiteterne ramte mig hårdt og jeg skammede mig, mere end nogensinde før, for hvordan kunne jeg dog have gjort alt dette imod et andet menneske og tilmed et jeg elskede så højt?! Og alligevel kunne vi jo ikke undvære hinanden og genoptog hvor vi slap, mens vi forvissede hinanden om, at paradisets have nok ventede lige om hjørnet og det gav det hele mening i skæbnens tegn. Mening nok til igen at kunne overdøve alarmklokkernes ringen og virkelighedens barske realiteter, for skæbnen kunne da ikke tage så meget fejl i kærlighed?!
Men denne gang blev det anderledes, for det der før var blomstrende smukt og inderligt, blev nu præcis til små sporatiske møder, af kort varighed med udsigt til knækkede grene og visne blade, hvor der knap var tid til at berette om de store følelser og ej heller vise dem. Kommunikationen var på absolutte lavblus og et enkelt hej og farvel, havde afløst de lange dybe samtaler som vi var så fantastiske til, men stadig forsøgte jeg at overbevise mig selv om dette ikke kunne være vejen imod enden. Jeg nægtede at indse det, forblændet af al den kærlighed der hele tiden hobede sig op inden i mig. Slut var det dog og måske, for ham, længe før han sagde det, for selvom jeg vidste hvor dårligt et menneske jeg egentlig havde været, så troede jeg han følte det samme som jeg, at kærligheden besejrede alt og at vi nok skulle klare denne hurdle sammen, i vores lille verden. Der var blot ikke noget vores længere, der var kun min....MIN verden. For i MIN mailboks lå en mail til MIG, som braste MINE drømme, MINE håb og som kostede MINE tårer, MIN smerte, som affødte at JEG faldt af pinden, slået af MIG SELV og for første gang skulle JEG rejse mig..... Alene. Det er prisen, når man kæmper imod sit indre jeg, for at holde af (og på) en anden, der aldrig rigtigt har været din og man taber sig selv og fodfæstet på vejen. Det var dyre lærepenge, men jeg vidste jo godt at høns, ikke kan flyve ret langt.....

The End!

En ting er dog sikkert og det er at livet har en forunderlig evne til at gå videre, og selvom det til tider kan virke som om tiden står stille og man træder vande, gisper efter luft, mens man drukner i tårer, så skal man huske sit værd. Derude et sted sidder en lettet mand og fletter fingre med sin elskede, en mand der igen kan se sig selv i spejlet, trække vejret uden hjertet er ved at bryde ud af brystet og ranke sin ryg på ny, uden din hjælp, hvilket dog er en ringe trøst mens man selv lider. Jeg læste dog et sted at tårer er til for at skylle hjertet rent og det lyder ikke kun smukt, men også rigtigt i min verden. Og præcis i denne verden sidder jeg nu og skriver denne blog, i bagklogskabens lys, med visheden om at manden i mit liv, endnu lader vente på sig og selvom det måske varer lidt og der er flere frøer der skal kysses, kærester der måske skal blive eks'er, så må jeg igen en dag sætte min lid til at skæbnen ved bedst, men i samråd med mig. Hele JEG skal være med og jeg vil have hele kagen, jeg vil hverken nøjes med en smagsprøve, brudstykker eller dele pind med nogen høne, for hvad er jeg og min kærlighed så egentlig værd?!