Julen er over os og lige meget hvor man kigger hen stråler diode lyskæderne om kap med aftenens frostklare stjerner. I aftes sad jeg alene i mørket, henslængt i sofaen og fik netop øje på en smuk stjerne som lyste nattehimlen op over lille Vinderslev. Nu kan min stedsans ligge på et meget lille sted, så selvom den virkede indenfor arms rækkevidde og lige over vores lille samfund, så det skulle ikke undre mig at den rent faktisk stod over London eller måske endda så fjernt som New York. Anyway, som den stod der i smukt kontrast på den midnatsblå baggrund, følte jeg en snert af den ellers udeblivende julestemning, som fik mig til at tænke tilbage på min barndoms jul, hvor man lå søvnløs i spænding over julens komme og morgendagens fyld i julesokken. Dengang julen var magisk og man i sin naive barnetro troede at det var julemanden, der havde hugget mors gavepair og lagde pakker under træet. Det var også dengang julen var Ferrari-rød, med Familie Journalens kravlenisser på hver en hylde, hæklede hvidskæggede små mænd stod linet op hen ad sofaryggen og før der gik bolig indretnings HAY hysteri i fejringen af Jesus fødsel.
Min familie har nu aldrig rigtigt fejret Jesus fødsel, selvom sangene om frelserens komme, som vanligt blev brummet rundt om træet og "et barn er født i Betlehem" var udenadslære, mens resten af versene skulle læses i de små sangbøger fra OTA solgryn. Vi fejrede rettere endelig at have fri fra skole og job og at vi for en enkelt aften, havde råd til skamløst at fråse i tvangsfodrede ænder, kunstigt indfarvet marcipan og give ungerne phthalat-spækkede samlesæt med alt for små dele. Og der var gran og kogler i massevis, røde nissepiger og -drenge med træsko og engle klippet i gulnet karton og skæve musetrapper i kulørt glanspapir.
Nu skal jeg ikke revse dem, som har fingeren på pulsen, hvad angår moden for dette års julepynt og leger trendsættere i betonstøbning af adventskranse, for jeg ville sgu ønske jeg kunne følge med tiden, men når man kigger rundt i mit hjem er der intet der overhovedet minder om jul. Og så er det faktisk løgn, for jeg kan blot vende bloklyset på skænken, som har stået med tallene vendt mod muren siden sidste år og som mit fornærede jeg ikke nænnede at smide ud, blot fordi det ikke blev brændt ned sidste december. Egentlig kan man også tolke at jeg er ret godt med, for lyset er jo påbegyndt, selvom den 1. endnu ikke er brændt ned.... det er altså også et meget stort lys!
Men det er hvad julehyggen strækker sig til indtil videre i dette hus, med mindre man kan tælle vaniljepulveret i støvsugerposen med, så hele huset dufter af vaniljekranse hver gang ugens afkast af hundehår skal indsamles. Det var et trick jeg læste om på nettet og i min iver for at spare på de afsindig dyre duftekugler tænkte jeg: "Vanilje dufter dejligt og smager godt, så det skal da lige prøves". Det skal det så absolut ikke igen, for med mindre man er vaniljenarkoman, bliver den sødlige lugt hurtig temmelig kvalm. Duftekugler?! Tænk sig at vi køber parfume til et husholdningsapperat!
Selv hvis jeg havde pyntet op til jul, ville der nu også blive svært at finde ret meget som ligner julepynten fra min barndom, med undtagelse af et par enkelte arvestykker og jeg er ikke helt klar over hvorfor. Måske hænger det sammen med min trang til at skabe mine egne juletraditioner, da jeg flyttede hjemmefra for snart 22 år siden eller også er jeg selv smittet med Luxoliving-epidemien og oplever de første anti-røde symptomer? Jeg er nemlig blevet overfølsom overfor rød hvad angår julpynt og min selvdianostiserede OCD kammer helt over, når jeg ser blodet farve udført i stearin og omgivet af grangrene, bær og en gigantisk sløjfe, midt i min ellers naturfarvede bolig indretning. Jeg ved heller ikke om min ellers så trofaste julestemning der plejer at sætte ind ultimo november har valgt at udeblive, fordi jeg ikke har pyntet eller om der måske er noget symbolsk i det skide lys med tallene mod muren. Måske er det blot fordi jeg langt om længe er blevet så voksen, at stemningen først kommer når man ser julen spejle sig i et par godtroende barneøjne og her lader en 15-årig teenagers begejstring over et kvist i en klat ler, altså en hel del tilbage at ønske.
Nogen vil sikkert sige at jeg er helt galt afmarcheret og at julen ikke handler om Georg Jensen juleophæng er yt eller ej, men handler om nærvær og kærlighed og det tror jeg faktisk også at den gjorde..... en gang. Dengang julen ikke var på sociale medier og hvor vi pyntede op for vores egen og børnenes skyld og ikke for at deltage i kapløbet om hvem der kan dekorerer sin kubus-stage mest stilrent og få flest likes. Hvor børn fandt julens stemning i rædselsfulde knitrende guirlander og en crappy julekalender fra den lokale Brugs og hvor voksnes stemning steg i takt med dagens kalenderlåge blev åbnet, efterfuldt af det obligatoriske Nejjjj. Nu er tidens trend at julen skal være stilren og minimalistisk, så på en måde er jeg nærmest stil-ikon.... Her er julen sgu så minimalistisk at den er helt væk!
Den opmærksomme læser har nok efterhånden erfaret at jeg ikke rigtigt har fået julens ånd over mig og det er pt. langt fra sikkert den kommer i år. Ja, jeg tør faktisk ikke engang love at kalenderlyset bliver brændt, men så er det jo heldigt at julen har det med at vende retur år efter år og genbrug er faktisk trendy... Nu vil jeg vende mit lys, genfinde min stjerne og spille en absolut ynglings julesang, som passer til humøret!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar