Hvad gør dig trist? Og inden vi i flæng nævner hungersnød og verdens undergang, må jeg lige påpege at det jeg refererer til, er en smule mere nærlæggende og inden for min påvirkelighed, uden at skulle melde sig til læger uden grænser eller redde orangutang-unger i Borneos jungle! For selvom det ovenstående sagtens kan gøre mig trist og ilde til mode og man i bedste sendetid får spædet kaffen med, hvor destruktivt et samfund vi lever i, så må jeg indrømme at det er de nære ting der bidrager til min sindstilstands nedgående kurve.
Jeg plejer at sige at man ikke bør spilde sit krudt på det man alligevel ikke kan ændre eller i en eller anden grad påvirke og alligevel lever jeg nok ikke helt efter mine egne postulater, når jeg skal lægge hovedet på "bloggen". Og det skal jeg, for her sidder jeg efter lang tids stilhed fra tastaturets klapren, med følelsen af at skulle skrifte til blog-guden, inden munden løber over med hvad hovedet ikke længere kan rumme. Selvom mit univers her, aldrig spørger mig hvorledes jeg har det og om det går godt, så formår det altid at tage trykket akkurat i tide, inden jeg eksploderer i kropslig eller mental forstand. I hvert fald for det meste....
Jeg er den seneste tid blevet spurgt flere gange om hvorledes jeg har det og om det går godt og om der er noget galt, til hvilket jeg naturligvis instinktivt svarer "Helt fint", "Okay, hvad med dig" og "Jooooo, det er nok godt nok"! Men i dette nu er det løgn og latin og ønsker man at forblive i lykkelig uvidenhed, så bedes nye som gamle læsere springe til næste blog nu eller genoptage onsdagens ynglings tv-program, med dertilhørende citronmåne og en cognac til kaffen.
Og ja, jeg er lidt skuffet, lidt trist, lidt ked af det, lidt magtesløs, lidt bekymret, lidt bange, lidt vred og lidt utryg og samtidig ramt af en underlig lyst til at gemme mig, i en størrelse jeg ellers sjældent mærker til... En stor lyst, til at fortrække. Tag det bare roligt, for jeg er ikke på kanten af en depression, nedlagt af stress eller på anden måde på vej ud over den usynlige kant, men - indrømmet - jeg har lidt svært ved at se lyspunkterne for tiden, selvom foråret spirer frem alle vegne og dagene bliver længere. Bevares jeg svælger ikke just i negative tanker og modløshed hele tiden, for selvfølgelig er der masser af ting i livet jeg glædes over, men hvad hjælper det at have de flotteste glassko på, hvis de skaver lidt hele tiden? Når man har ligtorne på følehornene, er det vel unægtelig også lettere at trække dem til sig, når man har opbrugt sit sidste lindrende ligtorne plaster og ikke gider kæmpe mere?! Askepot fortrak jo også, men hun tog dog ikke turen ned med hovedet først, men kunne nøjes med at tabe sin ene glassko, blot for at kunne blive genfundet af prinsen. Hvis Askepot skulle gå i sikkerhedssko med sømværn, var eventyret måske nok endt noget anderledes?!
Arhhh jeg kan blive helt vred på mig selv, mens tasterne klikker i takt med fuglenes aften-kvidren og jeg på skrift ser mine tudekiks virtuelt spredt, men sådan ekkoer det nu engang inde bag min pandeskal i aften. Og selvom jeg måske burde nøjes med at være vred på mig selv (mit liv, mit ansvar), så falder det mig unægtelig svært, når jeg sidder tilbage med følelsen af at mine frustrationers overløb, mødes med den største tiltro til at jeg kan klare næsten alt. Det falder mig derimod let at konkludere, at det absolut også er din skyld.... bare en smule.... for hvis dette er livets eventyr og jeg er prinsessen, hvorfor redder du mig så ikke, nu fuglene stemmer i???
Fakta er nok, ved nærmere eftertanke, at mit voksenliv aldrig har været en fælles opgave eller nogen andens ansvar end mit eget, og hvornår underskrev jeg i øvrigt også lige den kontakt, med feen som skulle trylle mus om til hvide heste og græskaret om til en karet? Det er efterhånden længe siden og måske er det netop det faktum at kontrakten er udløbet, ugyldig og ikke står til fornyelse, der flår lidt i mit indre og at jeg ikke med Askepots graciøse værdighed, knokler uanfægtet videre ledsaget af spurvenes skønsang, men må erkende jeg momentært har tabt pusten... (selvom navnet passer meget godt, efter indholdet af aftenenes askebæger at dømme, Aske-kompot..)..Hvem ved?! Måske bliver det ikke som graciøs prinsesse jeg kæmper mig op ad trinene igen, men efter overbevisningen om at alle eventyr ender lykkeligt, så er det måske også lys forude for mig..... Hvis altså vi ser bort fra "Den lille pigen med svovlstikkerne"!
