Airborne and Blown away

....Og jeg vil have ny pilot, for selvom flyveturen har været helt forrygende og uden den store turbulens, føles landingen absolut som om at vi har tabt næsehjulet over åbent hav og at piloten har fået akut ADHD og Parkinson syndrom på samme tid. "Guuuud Tina, har du været ude at rejse?".... Og dertil må jeg desværre svare nej, men det sidste halve års tid, har jeg har fløjet, med vinden i ryggen i alle henseender og som enhver kvindes drøm, følt mig påskønnet, høj og vægtløs. Jeg føler, jeg har haft fremgang, både personligt, åndeligt, menneskeligt og sådan i det hele taget fået livets makeover nærmere målstregen.

Men som alt andet her i livet, varer det ikke evigt og den seneste tid, har da også været præget af en strid strøm af udfordringer, som ikke just har givet mig følelsen af luft under vingerne eller vind i sejlet. Og selvom jeg ved at der sikkert venter endnu flere udfordringer, gode som mindre gode, lige om hjørnet, kan jeg nok alligevel ikke lade være med at ynke mig selv en smule og synes at nu må det godt snart være en andens tur. Det er nok faktisk mere som at sidde på en tømmerflåde, ikke at jeg nogensinde har prøvet det, men man har vel set Cast Away?! For selvom sceneriet smager af romantik, solen skinner med en fantastisk kulør til følge og solnedgangen er som revet ud af en Spies-reklame, så kan man blot sidde der alene og vente på at det enten begynder at vinde lidt, en redningsmand kommer sejlende forbi eller også går bindingerne op, midt i Bermuda-trekanten og man er skånselsløs overladt til hajføde.

Nu er det så ikke lige min plan at placere mit legeme imellem tandsættet på sådan en fætter, men jeg har dog åbenbart en evne til at rode rundt imellem stormflod og havblik, hvilket i øvrigt minder mig om en udsendelse jeg engang så på Discovery, at skulle man ende som hyggesnack i munden på en haj, skal man "bare" prikke den i øjnene.....Det må jeg huske! De sagde desuden også at den slet ikke vil æde dig, men bare tygge lidt og smage på sagerne, som var man en prøvesmagning i Føtex, for så at spytte dig blødende og såret ud til resten af havets opportunister. Så er det bare jeg tænker om den med øjnene nu også passer, for den vil jo dog andet end blot kigge???

Jeg hader dog egentlig at ynke mig selv og bryder mig i det hele taget ikke om, at skulle erkende at der er ting jeg ikke selv er herre over og som jeg ikke kan kontrollere eller få til at holde i en længere periode og hvis skyld er så det? Det er i hvert fald ikke min, så det må jo være en andens, f.eks din, kunne jeg foranledes til at sige, men taget i betragtning at dette åbenbart et en tilbagevendende cyklus i mit liv, må jeg nok erkende at jeg ikke helt kan frasige mig ethvert ansvar. Enhver er sin egen lykkes smed, siger et gammelt ordsprog, hvilket jeg nu også tror er ganske sigende, men hvad pokker hjælper det, når man ikke kan få vind i sejlet, uanset hvor meget man (for)puster?!

Hvad gør man så, når man har følelsen af at befinde sig på åbent hav på en tømmerflåde, brændt af solen og med himlen af Bermuda-trekanten over sig, får et sky-diving næsehjul i panden, mens bindingerne slipper deres ellers så faste tag og man agerer tandstik for den farlige og dog fascinerende, store hvide og opdager armene er for korte til at nå øjnene??? Man tager i ferieland, hvor både havbund og himmel er begrænset af fliser og beton, hvor hajerne er af den oppustede slags, hvor flyet lander sikkert, når din femmer er sluppet op og den eneste trekant i syne, er den man har glemt at vokse!

Jeg trænger vist til en "puste-pause"!

Basic Needs...

Tænk sig at leve i en verden uden duft og den dertilhørende smagssans. At sidde ved et veldækket bord, med alt hvad øjet og maven kan begære, klar til at indtage perler til smagsløgene, for dernæst at smage absolut intet. Hvad værre må være, er at have en erindring om, hvorledes en velberedt okse-steak smager, begærligt betragte den med mundvandet dryppende fra mundvigene og efterfølgende være efterladt med smagen af intet. Så kan det vel i grunden være ligegyldigt om man spiser steak, rugklapper med leverpostej eller en tør riskiks, hvilket i øvrigt smager okay i min verden?!

Jeg ved godt at meningen med føde er at tanke vores depoter op, til at kunne få energi og overleve og at smagen evt. kunne betragtes som en sekundær ting eller ligefrem fryns, når man får et måltid serveret. Men det er vel ikke kun smagen, der gør at vi overhovedet har lyst til at stille sulten, men også fordi det er et basalt behov i livet og fordi vores mave knurrer fra tid til anden, som kroppens brændstofstank og indikerer at det er ved tide at fylde på?! Jeg har faktisk intet problem med at lade aftensmaden bestå af riskiks, hvis jeg er på farten eller blot er alene og skal have mavens reservetanks-lampe slukket, men jeg elsker derimod også et velberedt og velsmagende måltid, i godt selskab, som de fleste andre. Og selvom lysten ikke kræver andet end en kiks, så spiser jeg skam....det andet er afholdenhed, hedder anoreksi og det dør man af.

Sådan forestiller jeg mig, at det må føles at være frigid eller impotent! Hov, det var da noget af et spring og en spøjs sammenligning, men jeg har tænkt en del over det, så prøv lige at følge med.

Forestil dig at være impotent eller for kvindens vedkommende frigid, og miste evnen eller lysten til noget, man i bund og grund ved, er forbundet med stort velbehag og nydelse?! Man føler stadig den basale trang, lysten i sindet, men når man kommer til selve agten, kan man ikke mærke noget eller i værste fald er det forbundet med smerte. Og som med den smagsløse fileterede ko, kunne man måske ligeså godt lade være, arkivere det under has-beens, been there done that og det er præcis, hvad jeg tror mange gør i den situation. Det må være et sandt helvede og ganske frygteligt!

Brevkasser på nettet er fyld med overskrifter som: "Min kone/mand har ikke lyst" og jeg forstår skam også, at brændt barn skyr ilden, men det jeg ikke helt forstår er hvorledes man samtidigt kan undertrykke det menneskelige behov for nærhed og intimitet, med et andet menneske og endda et menneske man efter sigende skulle elske højt? Sex, elskov, lystigt begær (kært barn har mange navne) er jo meget andet end penetration og kopulation og er i høj grad den kropslige og fysiske måde, at vise sine følelser for hinanden på. Den kan jo udføres på mange andre måder end det direkte samleje, uden at jeg dog skal indgå en nærmere beskrivelse. Jeg ved godt at orgasmen er målet for nogen og at følelser ikke nødvendigvis er et must for alle, men det er måske blot modstykket til enkelte mennesker, man finder i de frigide og impotente, som i deres egen mangel på tilfredsstillelse, samtidigt mister lysten til at give selv samme, uden at kunne performe 100% selv. Kan man være følelses-anorektiker?! Dette er ikke en håne-blog og jeg forsøger naturligvis ikke at skære alle over en kam og håber skam også, at dette er undtagelsen hos de stakkels mennesker, som har disse forfærdelige lidelser.

"Nu er elskov jo ikke alt, Tina og man kan sagtens have et godt liv uden" og dertil vil jeg svare både ja og nej, set fra min verden... Selv som single, er jeg ikke nødtvunget til at undvære det, så ja, men jeg er personligt hellere foruden, hvis ikke mine og hans følelser er med, hvilket dog også gør at jeg ikke kunne forstille mig et liv i tosomhed, uden nogen form for begær eller berøring. Elsker jeg en mand, føler jeg mig kronisk "sulten", reservetanks-lampen blinker konstant og min basale trang til intimitet, er ikke kun at finde fysiologisk i min krop, men også mentalt i mine følelser og i mit hjerte! Jeg har behov for at høre hans åndedrag, mærke hans kys, fornemme hans hud imod min og trække hans duft helt ned i mit inderste og ikke mindst stille hans sult. Jeg tror faktisk at hvis jeg en dag ikke længere selv evner at føle den slags sult, er jeg følelsesmæssigt invalideret eller i overhængende livsfare.....Noget vil i hvertfald føles dødt for mig!

Måske er det ikke meningen jeg skal forstå det og jeg håber inderligt at jeg aldrig nogensinde får behovet for at grave dybere efter en løsning og kan nøjes med at undres..... Og nu fornemmer jeg sulten melde sig!

Hungry Eyes!

Somebody?!

You First!

Man hører oftere og oftere at der sker en kortslutning i ægteskaber, der går i stykker og med børnene som lusen imellem neglene, der presser fra hver sin side, til det noget brister. Nogle har svært ved at håndtere følelsen af, at blive valgt fra og få af vide at deres iver for at sammenholde familien og være forsørgeren, ikke slog til.  De bliver martyrer i deres egen lille vendetta, imod hvad de engang elskede og gør hvad de kan, for at det skal gøre ondt på modparten, i håbet om at lindre deres egen følelse af utilstrækkelighed. Andre påtager sig ofte offerrollen, som den svigtede og lader misforstået deres egne behov vige, for børnenes skyld og påtager sig alverdens smerte, på deres skuldrer, og ganske enkelt trykker på livets pause-knap.

Min dejlige veninde, som nu burde stå overfor sit livs romance og burde nyde den hverdag, der kommer når den første forelskelse har lagt sig, må nu slås med en eksmand, der nægter at give slip. Han nægter at give slip på noget han troede, han kunne besidde, eje og skrive en endegyldig slutseddel på, men som han stadig ikke forstår kan gøres op i penge og værdipapirer. Han glemmer sine børns kærlighed og respekt, i jagten på hvad han mener er hans ret og egendom og glemmer at kvinden, han valgte til at føde sine børn, er den bedste mor, nogen kunne tænke sig! Ægte værdier står sjældent nedfældet og hans blår, gør at han ikke ser, at hans børns behov for kærlighed fra begge forældre, uafhængigt af hinanden og kun fokuserer på at børnene bør deles i stil med møblerne og de flotte Ph-lamper.

Børn elsker deres forældre ubetinget og burde aldrig sættes i situationen, hvor de skulle vælge, hvor deres lys burde skinne mest, uanset alder. Det er efter min mening, en kæmpe misforståelse at leve sit liv igennem sine børn og ikke mindst give køb på sig selv, i handlen om deres gunst og agtelse. Børn er også mennesker, som hverken skal eller kan håndterer den magt, der indbefatter deres forældres lykke eller mangel på samme. Ja, men Tina, børn burde leve sorgfrit, ville nogen nok sige og jeg ville skam også selv gøre mit, for at lindre bumpene på min egen datters vej. Men vi har også en forpligtelse til at lærer vores børn om livets op og nedture og dermed ruste dem, til en verden der ikke er sort/hvid og at vat, er noget man bruger til at lægge ansigtsmasker eller lave nisse landskaber!

Jeg har selv været igennem, ikke mindre end to retssager om min datter, og ved om nogen, hvor hårdt det kan være at føle sig som den dårlige forældre, men jeg vil også samtidig sige, at man er ansvarlig for at leve et godt og værdigt liv, for sig selv. Livet er ikke betinget af, at man har valgt at sætte børn i denne verden, men hvis vi husker på, at deres lykke afspejles i vores egen, så er man på rette vej. De trives kun så længe vi selv trives og efter lang tids søgen, på vaklende ben, har min eksmand og jeg fundet et ståsted hvor vi begge, har det godt, hver for sig, med et godt samarbejde og med en blomstrende datter til følge. Sammen ville vi have givet vores datter opskriften, at leve på en løgn, ulykkelige hver især og uden evnen til at vise og lære hende, hvad oprigtig lykke er. At sætte din egen lykke først, er måske ikke så egoistisk endda, da det afspejles i dine børn og giver dem endnu en erfaring i, at livet er andet end vat-rundeller og skumgummi belagte vægge. Hvorfor lærer dine børn om betinget lykke, når hele verden står åben?!

Så, kære dig, der nu sidder der og lader dine tanker fyldes af anger, utilstrækkelighed og en afmagt, af at slå til og søger efter den hellige gral, til dine børns lykke.... Er DU lykkelig?

D.I.V.O.R.C.E

Fly by....

Da jeg var barn, var jeg dybt fascineret af sommerfugle! Ikke kun fordi de var smukke, men også den transformation de gennemgår, for at opnå deres skønheds-status i insekt-verdenen. Der findes jo ikke noget smukkere insekt, som kan flakse rundt, i uvilkårlig orden, diffust og uden retning og stadig se ud som om det danser på himlen.

Jeg fik ofte af vide, at jeg ikke måtte fange dem, da de dermed mistede støvet på vingerne og ikke længere evnede flyvningens kunst, hvilket naturligvis blot øgede fascinationen yderligere. For sommerfuglen opnåede derved en mystisk, næsten magisk status, hos en naiv lille pige med slangekrøller, der med en nysgerrig appetit på livets oplevelser, sorgløst samlede naturens smukkeste væsener, op i sine små hænder. Som oftest var det med den største respekt for alle de levende væsener, jeg fandt interessante og som blot blev indsamlet til kortvarig studie, for derefter at blive sat tilbage i det grønne. Lige med undtagelse af dengang jeg, en varm solbeskinnet sommerdag, fik efterladt en skrubtudse, på kølerhjelmen af en af min far's biler, som stod i salgsrækken, klargjort og shinet. Bilen var skinnende flot og ren og min kvækkende, nye bedste ven, skulle skam have ikke mindre end det bedste, udover min hengivenhed. Hvor mange timer, den ellers så nuttede og bløde skrubtudse, sad der i den stegende hede, husker jeg ikke, men da jeg vendte retur efter den, sad der blot en indtørret, ristet og forvokset rosin, som jeg så derefter behørigt kunne begrave i skam, mens jeg grædende, undskyldte mange gange. Jeg var 7 år og vidste ikke bedre!

Nu er jeg en voksen kvinde og jeg er stadig ligeså fascineret af de små nuttede tudser og ikke mindst sommerfuglen, som til enhver tid er velkommen her, på mit lille træbelagte stykke paradis. Et paradis jeg den seneste tid, har lagt mange kræfter i og glædet mig til at kunne fremvise og nyde, omgivet af den smule liv man nu kan forvente, mens sommerfuglen stadig er forpuppet. Jeg kan skam stadig finde af lysten til at fange den flyvende farvepalet og selvom de små barnehænder, nu har fået lidt længere fingre, med glitrende knojern og farverige klør, så er naiviteten vist ikke helt forsvundet med årene. Jeg kan dog åbenbart stadig også, ganske utilsigtet, slå støvet af vingerne og se det forslåede væsen, fordufte til himmels og fortrække til mere fredelige, vante enge, mens jeg genopfrisker barndommens hemmelige afskedsritual og siger mit eget stille farvel. Jeg er 35 år og ved åbenbart ikke bedre!

Bye bye, Butterfly!

History repeats itself???

Hjemmet er vores base og sådan er det skam også for mig. Stedet hvor jeg føler mig tryg, finder hvile i både krop og sjæl, hvor mine regler, er lov og hvor tingene på hylderne har sin helt egen historie. Historien er dog kort og når jeg sidder her i mit budget-hjem og lade blikket vandre rundt, kan den gamle historie være svær at få øje på. For som jeg før har fortalt, nulstilte jeg livet som jeg kendte det, for 4 år siden og det gjaldt også mit daværende indbo, som jeg efterlod, som en anden nybygger, der drog imod øst, for at starte på en frisk.

Min hjem er præget af pigeting, et feminint touch, i både farvevalg og stil og den røde tråd, er der vitterlig i form af en ikke helt tilfældig placering af røde dimser og nips, samt et væld af billeder af min datter og jeg. Historien jeg læser i mit hjem, er forandring og ikke mindst skilsmisse, hvilket jo ikke både kan anskues positivt og negativt, alt efter med hvilke briller man ser. Jeg var opsat på at forandre mit liv, i en grad, at jeg ikke havde lyst til at se på noget, der kunne minde mig om den tosomhed, det var at opbygge et hjem sammen og ordene "jeg kan selv", skulle blive et mantra, der stadig hænger ved, her flere år efter.

Dengang var mantraet, sagt med tilfredshed og stolthed over at kunne stå på egne ben, selv hælde olie på bilen, rode med ledninger og til middelmådig tilfredshed, beherske brugen af en skruemaskine. Jeg husker tydeligt da jeg flyttede ind, med en skummadras og et cafésæt, som eneste møblement og stoltheden jeg nærmest følte hver eneste gang, jeg med succes fik slået et søm i væggen. Nu fremmer overdrivelse jo som sagt forståelsen, for sandheden er nok at jeg altid har været rimelig handy, uden den store frygt for at knække negle eller få snavs på tøjet, men det føltes blot anderledes tilfredsstillende, at skabe noget helt alene.

I aften, her 4 år senere, er det med et lidt andet syn jeg ser rundt, i mit trygge hjem, for nok har jeg selv skabt det, købt og samlet hvert et møbel, slået hvert et billede op og med to lamper til terrassen, som jeg kun kan klantre mig selv for, stadig ligger i skabet. Nu kunne det lyde som om jeg mangler en handyman, til at gøre det beskidte og hårde arbejde for mig, men det er nu mere indblanden jeg savner. Jeg savner at der står en hæslig og absolut ikke matchende kitsch-ting, som fortæller historien om kompromis, tosomhed, fællesskab og teamwork. Jeg savner at skabe noget i fællesskab, skabe en ny og livslang historie og allerhelst med en happy end.

Jeg synes egentlig ikke at jeg føler mig ensom, for jeg har nogle skønne venner og veninder, som gladeligt tropper op, hvis jeg skulle spørge, men jeg tror jeg er nået til et punkt, hvor jeg vitterlig er mæt af mit eget sololøb på hjemmefronten. Jeg mangler nok en god gedin diskussion om, hvor skabet skal stå, for selvom det har sin fordel at herske og regere bag disse fire vægge, er det lidt trættende, når ens eneste folkeskare er to hunde, der ikke engang gider lystre, men som heller ikke yder noget nævneværdigt og konstruktivt modspil, andet end et bjæf i ny og næ.

Jeg føler igen trangen til at forandre og tanken om at ændre mit hjem markant, tumler i min hjerne for tiden, også selvom jeg godt ved at jeg hverken har råd eller mentalt overskud, lige nu, men jeg trænger til en ny historie. Hvis jeg mærker efter, kan jeg faktisk have de ting, der betyder virkeligt meget for mig, i en enkelt flyttekasse og resten kunne gå direkte tilbage til Ikea, uden den store seperationsangst, hvis ikke garantien allerede var udløbet. Mantraet "jeg kan selv" er nu afløst af "jeg skal selv" og jeg føler for første gang, siden jeg flyttede for mig selv, at jeg er mæt af enkelthed. Jeg er træt af at være alene og jeg er træt af, at jeg kan kan selv, blot fordi jeg skal....Det burde jo være omvendt?!

Man siger historien gentager sig, men hvornår?!

Speaks for itself...!

The Right One For The Job

I flere af livets forhold handler det om at finde det bedste i menneskerne omkring os og bruge deres resurser bedst muligt og finde netop den opgave eller niche, netop de mestre til fulde. Selvom vi gerne ville og vores intensioner er af den reelle karakter, evner vi ikke at være verdensmestre i alt og det er heller ikke meningen at vi skal være perfekte, men blot yde vores bedste. For er målet sat højt, vil vi altid stræbe efter at gøre det lidt bedre, lidt hurtigere og forhåbentlig høste roserne af vores indsats.

Sådan er det i vores job, hvor det i allerhøjeste grad handler om at vælge de rette team, som kan skabe de resultater, vi ønsker, samtidigt med at de selv vokser og udvikles. Når en leder har en jobsamtale, kan han naturligvis forholde sig til, at den langt under kvalificerede ansøger, har det drive og den spirit, der skal til og se bort fra at personen måske ikke har de rette stempler på cv'et. Og han kan måske vælge en anden, måske endda overkvalificeret ansøger, som måske ikke er helt ligeså sulten efter jobbet, men som helt sikkert kan det vedkommende skal på sit område, men for længst har sat sig godt til rette i kassen og lukket låget for mere input.

Det er også sådan med forældrerollen, i forhold til vores børn. Og selvom jeg kun har én af slagsen, er jeg dog ud af en børneflok på tre tøser, som til trods for nogenlunde samme opdragelse, er vidt forskellige og kan derfor godt have et grundlag for min påstand. Børn er ikke ens og selvom vi hurtigt kan blive enige om, at de alle er dejlige, afhænger barnets identitet og kunnen, i høj grad af prægningen fra os forældre. Og selvom vi ikke selv vælger vores børn, som medarbejdere til en jobsamtale, har vi dog en nogenlunde plan for deres udvikling og forventninger til at de helst kan kunne gå inden de er konfirmeret. Vi har i forældrerollen, fuldstændig slettet mindet fra vores egen barndom, om hvor åndsforladte forældre kan være, når de står og prædiker værdien af karakterer og vigtigheden af at kunne analysere digte, til UG, som om ret mange får brug for det på nutidens arbejdsmarkedet.

Når vi søger partner, som vi i dagens skilsmissesamfund, gør temmelig ofte, har vi også forventninger til hvilke kvalifikationer og værdier vores kommende partner, skal besidde og jeg har endda ladet mig fortælle at vi har en tjekliste, som overvejende bør kunne afkrydses ved +-siden. Han/hun skal kunne opfylde alle vores drømme, indfri vores forventninger og skabe resultater, naturligvis i kærlighedens fortærskede tegn og helst i tide, så vi også kan nå at nyde det. Kærlighed er ikke længere nok og der er et hav af udefrakommende faktorer, der falde på plads og vi skal have et garantibevis, med fortrydelsesret, inden vi tillader lykken at finde os og kaste os omkuld. Kærlighed er ikke længere en altoverskyggende og dybtfølt følelse, der kan få selv den mest begærlige til at sulte sig, men mere som bilen der står parkeret i indkørslen. Lykken måles i om vi kører Mercedes, som er bilen for den kvalitetsbevidste, med komfort og startssikkerhed for øje, eller om vi kører i en gammel spand af ubestemmelig herkomst, da emblemet er rustet væk, som vel er for dem der må nøjes.

Hvad med dig selv, kræsne Tina? Ja, jeg hører for det første under kategorien, brandentusiast, rent jobmæssigt. For nok har jeg hverken de rette uddannelser og de fancy diplomer, for at bestride mit job, men jeg brænder for det og håber blot det er nok?! Jeg er måske ikke den perfekte forælder, da jeg både bander og udgyder sjofle vittigheder, foran min datter, men jeg gør mit bedste for at sætte hende godt i vej og forberede hende på hvad livet kan bringe. Jeg kan ikke tolke digte og jeg er ingen haj til brøkregning, men jeg ved dog alligevel lidt om livet og elsker hende ubetinget, hvilket vel også en slags kvalifikation?! Og så kommer vi til kærligheden eller det gør vi jo så ikke, da jeg jo ikke har nogen virkelig kæreste, men mere sådan en Alfons Aaberg's bedste ven -slags kæreste, som ingen andre end jeg kan se. Her kan jeg desværre hverken fremvise resultater eller indfri forventninger, men jeg kan føle de allerstørste følelser og kunne de omskrives til en bilmodel, kørte jeg Ferrari! Men sandheden er at jeg kører en lille Peugeot og endda med utæt udstødning, og selvom den maskerer sig med lyden af en V8 motor, er det pure lydbedrag, men den er den rette til jobbet, nemlig at bringe mig ud og frem i verden og måske af endnu ukendte veje!

I may be crazy???