I vokse(n)alderen ?!

Jeg føler mig stadig ung, med mod på livet og dets udfordringer og dog glad for at de forstyrrede teenage år er et overstået kapitel og nu hengemt som et fantastisk minde om en tid hvor alt gik lidt hurtigere og til tider for hurtigt. For alder er jo bare et tal, som man siger, men er det nu også det? Der er visse ting vi ikke kan fornægte og at alderen, på den mest luskede vis kommer snigende, er én af dem.

Når jeg ser på min fødselsattest som røber de 35 år og dernæst kigger i spejlet, er der ganske god overensstemmelse imellem de to og det er da heller ikke fordi jeg på nogen måde er ked af mine smilerynker og det faktum at barmens spændstighed og fylde er dalet i takt med hjernens lagerkapacitet. Jeg er i det store hele godt tilfreds med min krop og de mærker, som en fødsel og flere års overvægt har brændemærket på maveskindet, til evigt minde. Jeg er jo ganske almindelig skabt og trods nogle manglende centimeter i benene, så er jeg selv i nøgen tilstand, ganske okay med hvad spejlet fortæller, holdt op imod de 35 somre. Selvom jeg ikke er helt så forelsket i de to vertikale furer der er begyndt at syne imellem mine øjenbryn og som jeg truer med at fylde ud, med den moderne medicinverdens medikamenter, hvis blot jeg havde råd.

Jeg har intet ønske om at være perfekt og ligne et blankpoleret glansbillede af en kvinde, der søger den evige ungdom og ikke har mærket tidens tegn på krop og sjæl. I manges øjne er det mest skæmmende ved mig, det modersmærke jeg har på kinden og jeg er ofte blevet spurgt om hvorfor jeg ikke har fået det fjernet, når nu det ligefrem sidder lige midt i ansigtet?! Dertil har jeg altid afvist enhver tanke herom, for det er jo netop mit brand, en del af mig og mit billede af Tina og jeg har aldrig så meget som overvejet hvorledes jeg ville se ud uden. Men nu er verden en anden, for sandheden er at den vokser og gør ondt, hvilket betyder jeg står på tærsklen til at skulle sige farvel til mit varemærke, sætte min lid til en plastikkirurg og måske velkommen til et ar i stedet, som jeg dog håber bliver så petit som muligt.

Men jeg skal dog indrømme at det ikke er arret der skræmmer mig mest, men nærmere årsagen til symptomerne som er kommet snigende og som nu fjerner fokus fra forfængelighedens ydre, til hvad de fleste i mit familietræ er forsvundet af og som også tog min elskede mor fra mig, nemlig kræft. Jeg skal ikke male fanden på væggen, men jeg er bange og selvom jeg forsøger at forsegle det og lægge låg på, til jeg har fakta på bordet, popper tanken jævnligt op i mit hoved.....Hvad nu hvis?! Som om det ikke skulle være nok har jeg fået, hvad lægen betegner som en vækst, på mit højre håndled, med en tiltagende smerte, som nu er blevet konstant og som jeg afventer at opklaret ved et forestående foto-shoot, af den slags der kigger igennem folk. Vækst?! Vækst er i mine ører noget der vokser og da jeg ligesom ikke længere kan kalde mig i voksealderen, foruden den tiltagende bredde på hofterne, popper førnævnte sygdom og angsten op i mit hoved igen. Sådan noget CRAP!

Min kære storesøster sagde det dog ganske enkelt, da jeg belemrede hende med mit ynk..."Tina, velkommen til reperationsalderen" og hun har sikkert ret, for jeg er de sidste 35 år blevet lykkeligt forskånet for diverse lidelser, svigtende syn og aftagende bevægelighed, hvis vi lige ser bort fra den udeblivende kondi og de små furer, til trods for et fuldt levet liv. Nu er det åbenbart min tur til at stå op om morgenen og starte dagens dont på gigtpiller, misse med øjnene i smerte, når jeg bilder mig ind at det er skab og jeg stadig kan hvad jeg vil, i min stædighed og forfængeligheds navn. Måske er det en god reminder om at se på sit liv og huske på hvilke værdier der betyder noget, få hovedet ud af skyerne og sikre sig de mål man sætter sig i livet, er indenfor rækkevidde?! De eneste træer der vokser ind i himlen er familiestamtræet!

En Kreditnota!

Klokken er slagen 23 og selvom jeg burde sove trygt i min seng i dynens varme omfavnelse, er jeg hjemsøgt af et tankespin, som ikke tillader øjnene at falde i, trods mørkets frembrud. De seneste ugers hovedbrud er begyndt at tære på kræfterne, de afblegede hjerneceller og ikke mindst følelserne, som jeg ihærdigt forsøger at tøjle og på kærlig opfordring slå hen, dog uden det store held. For med hungersnød, ulykker og krig i verden, er mine små-problemer da også blot et bump på vejen, ja nærmest en sten i skoen og alligevel kan de fylde pandeskallens indre med uro og ængstelse, som gjaldt det liv eller død. Jeg burde skamme mig!

En dejlig veninde står midt i sit livs krise og her klynker jeg om noget så hverdagsagtigt som penge, job, bil og civilstatus, som jeg ganske udemærket ved, ikke gør mig lykkelig alene, alt imens min anden underskønne veninde har måtte se sine drømme knuses og alligevel finder hun overskud til at lægge øre til mine bekymringer. Og jeg kunne blive ved, for blandt flere af mine nærmeste er der ikke blot sten i skoene, men rettere kæppe i livets hjul, alt imens de med stor interesse og indlevelse finder overskuddet til at give mig plads til at læsse af og for en stund være uden det vanlige overskud. Det er i nøden man skal kende sine venner og jeg håber aldrig de må tvivle på min hengivelse og taknemmelighed?!

For inderst inde tror jeg det hele nok skal gå, for en skytsengel hvisker det i mit øre hver eneste aften jeg lægger hovedet på puden og afventer hvad morgendagen har af udfordringer. Det burde være alle undt at have en sådan engel, der spreder sine vinger omkring dig og skærmer dig fra at haglene rammer hårdere end regndråber eller våde kys en varm sommerdag. Sådan vil jeg også være når jeg bliver stor og mine svingfjer igen når et vingefang, der kan favne og beskytte, forkæle og overøse af den overflod af kærlighed jeg ved jeg rummer.

En dag bliver det min tur til at give igen og den dag venter jeg med længsel, men indtil da må jeg vist æde min stolthed, skam og følelse af utilstrækkelige og give igen efter sparsom formåen, selvom jeg aldrig vil føle det godt nok fra min side. Lige pt. kan jeg tilbyde et gældsbevis på gengældelse i overflod, som jeg håber jeg bliver holdt op på mange år frem i tiden. En forlegen lektie af ydmyghed, er ikke nødvendigvis en dårlig linse at se sine kæreste igennem, for det er dog en ting jeg føler mig rig på. Jeg er sgu verdens heldigste kvinde!

Kreditnota