Tiden læger alle sår...og dog, for den er en underlig størrelse og selvom vi stoler blindt på uret, til at holde styr på tiden for os, så har den med at overhale eller indhente os. Uret er jo blot en skive med visere, som dog sjældent går baglæns, men som har en evne til altid at vende tilbage til samme punkt, hvis man da har husket at sætte batterier i, for at fortælle os når klokken er slagen.
Jeg går sjældent med ur og selvom jeg faktisk ejer et par stykker af slagsen, husker jeg nær ved aldrig, at det rent faktisk bør have plads på armen og ikke forblive på det lettere overfyldte smykketræ, for at gøre nytte. Måske har det noget at gøre med at jeg helst ikke vil være slave af tiden eller også er det blot fordi, at ur-om-arm endnu ikke er et fast indslag i mine morgenrutiner, så som bæller kaffe, klargøre barn, lufte hunde, sværte fjæs, alt imens jeg mentalt forbereder dagens udfordringer.
Jeg er egentlig temmelig ustruktureret i min fritid, altså den hvor jeg "nøjes" med at tænke på arbejdet, men anderledes bestræber jeg at have faste rutiner og efter bedste evne, jonglere med boldene på mit job, så vidt det lader sig gøre. Jeg kan gå hjem med den fedeste Yes-følelse i maven, høj af dagens fremskridt og med rygsækken fuld af endnu flere kommende succeser og sådan var dagen i dag. Det vil dog sige at samtidigt med klokkens fremskred imod at se min lille oase af kaos, mit helle, mit hjem, indhentede tiden mig og de bolde jeg for længst havde fortrængt og troede var landet sikkert, ramte mig klokkerent i mit naive blonde hoved.
Av, for s..... jeg slog mig. Ikke så meget fysisk, men stoltheden fik dog en ret pæn bule og når sådan noget sker, regerer Murphy's Lov og ingen i miles omkreds, tilbyder at puste og forsikre én om at den går væk igen. Bulen bliver derimod ikke mindre af at det indre ur, fortæller mig at jeg evt. kunne have et kraniebrud og er på nippet til mental nedsmeltning. Så kommer vreden.... Vreden over at tiden åbenbart kun formår at gøre furene dybere og mig ældre, og ikke synes at kunne skrues langt nok tilbage, uanset hvor meget jeg drejer viserne i modsatte retning. Vred på mig selv, men egentlig mest afsindig ked af, at jeg ikke behersker tidens perfektion og taktvis kun går fremad i kontinuerlige rytmiske slag, hvor øjeblikkets knugende hjernevrider aldrig vender retur, for at bide mig i bagen igen. Det gør den jo....
Det er vel egentlig min egen skyld, for selvom jeg burde løfte hovedet i visheden om at jeg har ydet mit bedste, bliver jeg umådelig frustreret over at det ikke syntes nok. Hvad kan jeg bruge de gamle ordsprog til, "Tiden læger alle sår" og "Det er menneskeligt af fejle", når uret slår slag, som en anden boldkanon og man jo ikke er nogen Caroline Wozniacki?! (hun synger i øvrigt også skrækkelig)
Tid og jeg, kommer måske aldrig til at spille mixed-dobble og nok er jeg ingen verdens-etter, men jeg bestræber mig på at spille bold!
P.S. Denne blog vil blive dateret tilbage, for tiden løb fra mig, ironisk nok.
Makrellen
torsdag den 14. juni 2012
tirsdag den 5. juni 2012
Hold nu kæft, Skat...
For 6 måneder siden skrev jeg en blog, om bånd der brydes for at nye kan knyttes. På daværende tidspunkt anede jeg ikke om hvor meget disse ord, fik betydning, for den tid der kom. Kort efter valgte jeg efter 7 måneder at afslutte min daværende forhold, da det havde taget en drejning, som ingen af os kunne være tjent med fortsatte. Det var ingen stor bombe og jeg kunne derfor genoptage mit liv som singlepige, uden de store tårer. Men alligevel var det med følelsen af at mislykkes igen udi kærlighedens disciplin.
Hvordan kan man mislykkes i noget man rummer så meget af, er mig en gåde og selvom jeg udemærket ved at der skal to til den sensuelle og dog svære tango, så er usikkerheden om min egen utilstrækkelighed lige om hjørnet. Hvorfor skal den unikke følelse imellem to mennesker, som er forekommet i årtusinder, pludselig være så svær og er det overhovedet noget jeg nogensinde lærer? Hvorfor er jeg ikke lækker nok til Love?
Disse tanker har ofte huseret bag min pandeskal og alligevel har jeg set beviset på at selv jeg, måske kunne være så heldig at ramme en guldåre. En guldåre som skæbnen blot ventede på at jeg skulle finde og som evner at lyse selv den mest dunkle tunnel op, så enhver følelse af solitær mørkeleg kan forsvinde. Det er en temmelig fantastisk følelse at opleve tingene gå op i en højere enhed, en symbiose og hvor selv de mindste ting kan få stor betydning, men igen dukker følelsen af usikkerhed op. Det må være for godt til at være sandt, for det føles som kærlighed på film, hvor helten og heltinden går så meget igennem, med hver deres bagage og alligevel overvinder kærligheden alt og et lykkeligt liv venter forude.
Al usikkerheden glemmes dog for en stund, når man betragter øjnenes dybde og deres rolige blik forvisser en om at det hele nok skal gå, uden et ord behøver falde. At de drømme man måske tænkte sig umulige, kunne være indenfor rækkevidde, hvis blot jeg giver lov og tid til at kærligheden modnes og styrkes, fra et skrøbeligt bånd, til en ubrydelig kæde. At selv jeg kan elskes! Hold nu kæft Tina, munden kan rent faktisk tale, selv uden ord!
Hvordan kan man mislykkes i noget man rummer så meget af, er mig en gåde og selvom jeg udemærket ved at der skal to til den sensuelle og dog svære tango, så er usikkerheden om min egen utilstrækkelighed lige om hjørnet. Hvorfor skal den unikke følelse imellem to mennesker, som er forekommet i årtusinder, pludselig være så svær og er det overhovedet noget jeg nogensinde lærer? Hvorfor er jeg ikke lækker nok til Love?
Disse tanker har ofte huseret bag min pandeskal og alligevel har jeg set beviset på at selv jeg, måske kunne være så heldig at ramme en guldåre. En guldåre som skæbnen blot ventede på at jeg skulle finde og som evner at lyse selv den mest dunkle tunnel op, så enhver følelse af solitær mørkeleg kan forsvinde. Det er en temmelig fantastisk følelse at opleve tingene gå op i en højere enhed, en symbiose og hvor selv de mindste ting kan få stor betydning, men igen dukker følelsen af usikkerhed op. Det må være for godt til at være sandt, for det føles som kærlighed på film, hvor helten og heltinden går så meget igennem, med hver deres bagage og alligevel overvinder kærligheden alt og et lykkeligt liv venter forude.
Al usikkerheden glemmes dog for en stund, når man betragter øjnenes dybde og deres rolige blik forvisser en om at det hele nok skal gå, uden et ord behøver falde. At de drømme man måske tænkte sig umulige, kunne være indenfor rækkevidde, hvis blot jeg giver lov og tid til at kærligheden modnes og styrkes, fra et skrøbeligt bånd, til en ubrydelig kæde. At selv jeg kan elskes! Hold nu kæft Tina, munden kan rent faktisk tale, selv uden ord!
Jeg ved bedre...
Eller det vil sige, at det gør jeg åbenbart alligevel ikke, for nogen gange så kan jeg alligevel ikke helt lade være, selvom min hjerne har fortalt mig at jeg burde lade ligge, hvad ikke kan (for)stå. Lidt som at håbe på at flødekagen ikke feder så voldsomt, hvis den indtages med en fin lille kagegaffel, i stedet for at blive kørt direkte ind på mundens transportbånd, hvor man i sin iver får indsmurt fjæset godt og grundigt og den ellers så fine make up, er afløst af jordbærmarmelade. Uanset hvad, rammes man af realiteterne, kiloene suger sig fast og fløden smager sur!
Dette er dog ikke en blog om kager, desserter eller andre fødevare, men om at man skal vælge med omhu og ikke glemme sin viden, selvom den pludselig prydes af en marcipanrose. For glemsomheden giver bagslag og man kan ikke lære gamle duer, nye ruter, i hvert fald ikke uden Guldkorn og ligner det en spade, så bliver det aldrig til en nypoleret sølvske.
Jeg er selv, til tider, en spade, når jeg på jomfruelig vis, lader mig fange og indhylde i ord og kaster selv samme afsted, i håbet om en konstruktiv modtagelse, men velvidende at dette sikkert først sker, når helvede fryser til is. Why bother then, og det kan jeg nu også spørge mig selv om, for den kølige modtagelse eller mangel på modtagelse overhovedet, kommer jo egentlig ikke som det store chok, men er nærmest ventet. Man ved jo efterhånden godt, at når den smukkeste blå himmel, overdænges af sorte skyer og blæsten gør det svært at stå fast, kommer det ikke til at regne med honning.
Jeg burde måske blot indkøbe en større paraply og en drypbakke, hvor man kan håbe at nøjes med at blive ramt af enkelte dråber, i stedet for at stille sig face-on og afventende på at tsunamien rammer, med en drinkparasol som eneste værn.... Jeg hader i øvrigt at være det (for)tyndede øl!
Dette er dog ikke en blog om kager, desserter eller andre fødevare, men om at man skal vælge med omhu og ikke glemme sin viden, selvom den pludselig prydes af en marcipanrose. For glemsomheden giver bagslag og man kan ikke lære gamle duer, nye ruter, i hvert fald ikke uden Guldkorn og ligner det en spade, så bliver det aldrig til en nypoleret sølvske.
Jeg er selv, til tider, en spade, når jeg på jomfruelig vis, lader mig fange og indhylde i ord og kaster selv samme afsted, i håbet om en konstruktiv modtagelse, men velvidende at dette sikkert først sker, når helvede fryser til is. Why bother then, og det kan jeg nu også spørge mig selv om, for den kølige modtagelse eller mangel på modtagelse overhovedet, kommer jo egentlig ikke som det store chok, men er nærmest ventet. Man ved jo efterhånden godt, at når den smukkeste blå himmel, overdænges af sorte skyer og blæsten gør det svært at stå fast, kommer det ikke til at regne med honning.
Jeg burde måske blot indkøbe en større paraply og en drypbakke, hvor man kan håbe at nøjes med at blive ramt af enkelte dråber, i stedet for at stille sig face-on og afventende på at tsunamien rammer, med en drinkparasol som eneste værn.... Jeg hader i øvrigt at være det (for)tyndede øl!
Abonner på:
Opslag (Atom)