Jeg er netop kommet hjem fra mit andet hjem (eller er det tredje?) nemlig min arbejdsplads, efter en rimelig turbulent dag med alverdens udfordringer, der blot stillede sig i kø for at blive løst. Det blev de altså ikke, i hvert fald ikke alle sammen, men jeg synes nu jeg gjorde mit bedste og det er jo det der tæller. Ja bevares, så skal kunden og chefen også være tilfreds, men jeg kunne tage derfra med et smil på læben og med tilfredshed i sinde, præcis som jeg mødte ind.
Det skal siges, at det hele er en smule kaotisk for tiden, hvor vi står midt i at skabe en arbejdsplads med gode rammer og et godt arbejdsmiljø, men Rom blev som sagt ikke bygget på én dag. Det tror jeg nu heller ikke Vinderslev gjorde, den lille soveby jeg bor i, selvom vi her er i en noget mindre skala og man til tider kunne få den tanke. Skabelsesprocessen er afsindig spændende og følelsen af at sætte sit præg, er helt unik, uanset om man taler om sit hjem eller sin arbejdsplads, men jeg kan ikke lade være med at tænke på om det er rammerne eller personerne der gør det til et fantastisk sted at være?
Min bolig, er jeg ikke i tvivl om at det ville føles som hjem, så længe det oste af kærlighed og tryghed, men kan dette også føres over på arbejdspladser? For ganske som vores familie til tider kan drive os til randen af vanvid, kan vi jo også til tider synes vores kollegaer gerne måtte rejse hen hvor peberet gror, ristes og puttes på dåse, selvom vi bund og grund har tætte relationer. Og i disse dage har jeg ikke så meget kontakt til de kollegaer, som jeg ellers har et fantastisk ping pong med, ikke fordi jeg ønsker dem på jordomrejse, men blot fordi jeg har meget andet om ørerne og med nye relationer til følge .
Jeg klager ikke, for jeg elsker udfordringerne og de mange varierede opgaver som har det med at poppe op i en uendelig strøm, men det handler jo også om at prioriterer og følge sin mavefornemmelse, for hvad der giver mig arbejdsglæde og udfordrer mig mest muligt til fremtidig udvikling. Jeg har uden tvivl nogle fantastisk dygtige kollegaer og jeg tager hatten af for deres indsats og ihærdighed. Men, sorry nu kommer der altså en lille bøvs, for nogen gange bliver det altså for meget af det gode, når man er så ivrig og innovativ at man både glemmer aftaler, information og skifter mening og holdning, som vinden blæser, i sin iver for at opnå den ultimative proces. Lidt som at skifte hovedbeklædning i et jonglør-nummer med ja- og nej-hatte, på samme tid, mens fokus forbliver på at holde dem i spil og helst så hurtigt som muligt, frem for et perfekt show med lidt flere deltagende.
Sådanne tricks falder sjældent heldigt ud, med mindre man er fantastisk god i illusionens kunst og man burde måske overveje om man nødvendigvis behøver at hævde sin overlegenhed, men hellere smide en hat og få et fantastisk resultat. Jeg oplever tit at vi sætter en masse i gang, som der ikke er tid eller overskud til at søsætte og se om det rent faktisk holder vand, men vi knalder blot champagnen og stoler på, at når det er beskrevet, så virker det også i praksis. Eller også forventer vi at det hele klapper i første forsøg og giver ikke spillerummet til at lære, acceptere og forstå vores fejl til fulde, for der er nu nok en lille brandmand gemt i os alle. Også i mig, for hvem vil ikke gerne kunne fremstå, som den stærke helt, der reddede dagen?
Jeg er dog ikke mere brandmand, end modet engang imellem svigter mig og jeg med ængstelse begiver mig alene, med vaklende skridt, ind i flammerne, med frygten for at lokummet brænder ned til grunden. Hvad nu hvis der ikke er noget der klapper og det hele ender i katastrofalt kaos, med erkendelsen af nederlag til følge og har jeg nu husket det hele, så jeg kan leve op til forventningerne, som er blevet mig pålagt?
Så er det fedt at blive læst og mindet om, at jeg netop får opgaven i den tro, at jeg kan andet end brandslukke, men rent faktisk er dedikeret og har fordybet mig nok til at løse dem. Okay okay, sådan blev det ikke sagt ordret (og måske slet ikke sådan ment), men det var det jeg hørte og følte og det er godt nok til mig og når det røde bånd klippes imorgen, vil jeg tænke på at dette kunne være startskudet til noget langt større end rammerne byder!....Og det siger ikke så lidt, "hjemmets" størrelse taget i betragtning ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar