One dumb blond...?

Ja, det skulle efter sigende være mig, for sådan er det ofte folk opfatter mig, når de møder den affarvede, dullede blondine, som rapkæftet og knap så anonymt, betræder deres verden for første gang, so i've been told. Fair nok, for jeg ligner jo nok langt fra stereotypen på en kvinde, der sætter sin karriere i højsædet, en mor der nyder at have opdrager- og forældrerollen og én, der har discovery som favorit-kanal, når jeg endelig skal se tv. Nogle mennesker lader jeg forblive i troen, alene af den grund at det ikke betyder noget for mig, hvorledes de anskuer min person, og andre fordi de tydeligt fortæller mig at de ikke evner at se længere end deres egne fordomme og fortolkninger. Andre ser meget mere, når jeg først åbner munden og viser at der er mere til mig end kække bemærkninger og blufærdighedskrænkende catch-frases, men hvis deres egen usikkerhed gør at de føler sig truet, overtrumfet eller sat af sporet, så er dommen ofte selv samme.... Dumb blond?! Det er jo langt det letteste.

Nu skal det dette ikke være en skamrose-mig-selv-blog, men jeg vil gerne gøre op med lidt jantelov her og prøve at analysere, hvorledes jeg tror andre ser mig og hvorledes jeg ser mig selv, før og nu. For der er stor forskel på den 25 årige Tina og hende som sidder her og klaprer løs på tasterne i dag, og hvad der egentlig skabte hende blondinen, som nogen elsker og andre hader (der er sjovt nok sjældent nogen middelvej), udstiller jeg nu her til domsafsigelse. Thi kendes for ret!

For 10 år siden var jeg stereotypen af en mor, arbejder og hustru og agerede præcis, som man kunne forvente, eller i hvert fald som jeg troede andre forventede. Jeg var jævn almindelig, med ret så mange kilo på sidebenene, ja faktisk sad der for meget på samtlige knogler i min krop og min usikkerhed og mit manglende selvværd, var en overskyggende factor, som blev pakket pænt ind i sækkelærred og selvironi. Jeg havde hus, ny bil, ny campingvogn, sommerhus, racehund med den rigtige stamtavle og et husalter, jeg kunne snakke med for at overdøve stilheden af de dybe samtaler, som ikke fandtes. Jeg havde en god mand, en god far til min datter, som hverken slog, drak eller på nogen måde var ubehagelig, men han var ca. ligeså sat i hr. og fru. Danmark, som jeg var. Vi havde andre par som venner og vores familier, som vi besøgte når det var ved at være tid, som man nu gør, med snak om bleskift, børn, hjemmeprojekter, offentlige vurderinger og de stigende oliepriser. Vi stemplede hver især ind på vores respektive jobs, hver morgen, blot for at kunne tjene penge til at opretholde det perfekte glansbillede af et familieliv på skinner. Når dagen var omme og den sidste tv-avis var set, gik vi seng, han læste sine gør-det-selv-blade og jeg mit illustreret videnskab, inden alarmklokken blev stillet og lyset slukket og ellers fattede jeg min dagbog i sengeskuffen og skrev om mine tanker, præcis som jeg gør i dag på min blog. Men som det så ofte sker, gled vi mere og mere ind i trummerummen og selvom jeg faktisk aldrig på noget tidspunkt har bebrejdet min eks-mand, hvorledes mit liv havde udformet sig, så valgte jeg at træffe en egoistisk beslutning. Jeg ville skilles! Jeg hadede pludselig mig selv, mit liv og så det, som måden at vende bøtten for mig, uden at jeg tog hensyn til hvorledes det også ville ændre hans og ikke mindst vores datters verden. Jeg fortryder på ingen måde, men beklager dog at skulle have bragt dem så meget smerte og at det ikke kunne gøres på anden og mindre pinefuld vis. Jeg skulle dog lige helt ned i sølet, inden jeg kunne begynde transformationen, da jeg midt i den hårde skilsmisse, boende ved mine forældre, måtte se min mor miste kampen imod kræften. Dette blev vendepunktet og jeg tog, skridt for skridt, fat på at skabe mig den tilværelse jeg havde ønsket mig i så mange år, finde ud af hvem jeg egentlig var inderst inde og lade dette blive grundstenen for en ny og forbedret udgave af Tina. Jeg havde, uden jeg selv havde bemærket det, tabt mig en hel del kilo (okay rigtig mange) og så pludselig et spejlbillede, som i mine yngre år og tænkte stolt, hvorfor skjule det?! Jeg lod gradvist de ellers altid mørke lokker, affarve og genfandt glæden ved at gøre lidt mere ud af mig selv, end blot et brusebad, en svag antydning af make up og en kam igennem håret. Jeg flyttede ind i en lejlighed, med et cafésæt og en skummadras som eneste møbler, for selvom jeg blev tilbudt det halve af inventaret af det store hus, kunne jeg ikke forene det med mit nye liv og jeg havde desuden ingen yderligere trang til at ændre min datters hverdag, ved at forvandle det hun hidtil havde kaldt sit hjem. Vi skulle skabe et nyt hjem sammen, hende og jeg, og hvor jeg før boede nydeligt (cremefarvet bo-bedre tema) var det stål, sort og knaldende rødt, der prægede vores tøsehybel og det gør det i øvrigt stadig. Jeg har udskiftet de fede hurtigtgående flydere, med en lille blikspand af en bil og kan ærligt sige at det er det bedste transportmiddel, jeg endnu har haft.

Jeg har ændret stort set alt ved mit liv, fra dengang og ganske bevidst, for jeg har besluttet mig for, at være mig selv og stå ved det, uden jeg eller nogen andre skal diktere nogen norm, for hvad der er forventet eller ej. Jeg var nødsaget til at vælge fra, for at få og ikke mindst finde, og jeg har brugt mængder af tid på at finde ud af hvem jeg er, hvorfor jeg er sådan, men mest af alt fundet en accept og tilfredshed i mit indre, såvel som mit ydre. Nu kommer den svære del.....Jeg er blevet en voksen kvinde, en ganske smuk en af slagsen, med et godt job som jeg både finder identitet i, men også god til, jeg har fundet ud af at mine ord er så velskrevne at der er sidder mennesker derude, som synes mit tankespin er helt fantastisk og at de ikke bør være forbeholdt en hemmelig dagbog. Jeg har medbragt mig en masse bagage, livserfaring og den har ikke på nogen måde været gratis, men kostet blod, sved og tårer. Jeg ved, at jeg er en intelligent kvinde, der rummer mere end blot en smule affarvet hår, lange negle og uden at lyde selvfed, hvis det er muligt i lille Danmark, så ved jeg også at min styrke findes i min egen selvindsigt, min konstante udfordring af mig selv og mit syn på verden, set igennem disse, til tider, følelsesladede briller.

Kald mig blot dum blondine, sminkedukke, dulle, umoden, over-følsom og selvoptaget, men husk på at det krævede hårdt arbejde at give dig det førstehånds indtryk, men jeg lader det op til dig at ville se andet og mere. At nå, hvor jeg er i dag og det er ikke kommet af at blinke med sveskestenene, vrikke med hofterne og slå mine tanker hen i pjat. Det kom sig af, at kigge mig grundigt i spejlet, and smell the shit I was shoveling!

 My life!