Jeg er egentlig fuldstændig ligeglad med om jeg skal skubbe en rullestol, eller selv blive skubbet, så længe jeg er lykkelig og kan se tilbage på et liv med masser af varme, kærlighed og så hul i om man skal stoppe op og puste lidt og støtte sig til ham med det grå-stænkede hår. Se på ham med samme briller, som sikkert er gledet ned over næseryggen, på samme måde som første gang man så i hans øjne og blive ramt af samme følelse af betagelse, som ved første kys.
Jeg vil gerne se mig selv i min, til den tid voksne, datter og med stolthed se mit livsværk, være blevet til en moden kvinde med et godt, sundt og lykkeligt liv. Se eventuelle børnebørn klatre i legestativer og mindes da jeg selv var et naivt barn, med et uspoleret syn på verden og med alle muligheder for mine fødder og vide at jeg gjorde mit for at leve det ud til fulde.
For jeg vil ikke sidde her og sige at jeg drømmer om et otium, som en anden jord om-rejsende, der blot ventede på friheden til at realisere mig og mine drømme: Hvis jeg vil rejse, så skal jeg rejse nu og måske endda i uvished om, hvor piloten vælger at lande, men opleve hvad verden byder mig. Måske vil hjemrejsen, give en ekstraregning for overlæs og måske bringer den kun mental bagage..... Og måske bringer den mig til alderdommen jeg vil nyde.
Jeg drømmer ikke om at blive gammel, men om at blive gammel med mine elskede; Gammel nok til at kunne opleve livet igen og igen, mens vi fortsætter med at fylde fotoalbummet med minder og se tilbage på et rigt liv, der stadig øges i værdi, for hver dag! Måske bliver jeg syg, grim og lasket og det er ingen hemmelighed at vi ikke bliver så gamle i min familie, men så længe jeg får fyldt det indre bæger, ville jeg elske det faktum at blive ældre og måske endda lære at elske de kommende rynker?! Altså mine, for jeg elsker allerede dine...
0 kommentarer:
Send en kommentar