Havets fristelser....

"Jeg elsker fisk, hvis der ikke er ben i"! Den sætning har jeg kun hørt ca. en million milliard gange, når diskussionen er faldet på vores smag, i det kulinariske univers. Det er jo i virkeligheden noget sludder at postulere, for det er jo netop benene, der er med til at give smag og ikke mindst form, så vi ikke ender med en ukendelig masse af fiskesnask, som vi ikke behøver tygge, og vi må tilsætte alverdens smagsstoffer for at gøre interessant.

Og nu sidder der sikkert nogen og undre sig over, mit overraskende blog-emne om fiskeben, med frygt for at jeg gået i fru Danmark-mode, med en hemmelig drøm om at blive madskribent, men bare rolig for denne blog handler om mig. Mig, set med egne briller og som altid, hvad der rører mig dybest inde, for jeg er nemlig FISK. Som stjernetegn beskrives jeg, fisken, som kreativ, drømmende og det er ikke helt skudt ved siden af, når der vi også tilskrives at være uhyre følsomme. Ikke nødvendigvis *jeg-tuder-hele-tiden-følsomme*, men nok nærmere at vi er i nærkontakt med hele vores følelsesregister og ikke falsk undertrykker noget, for at hive os selv op med håret, og det er nok også den nærmeste forklaring jeg kan komme på, min passion for bla. at blogge.

Nogen ser det som en styrke, der gør at jeg kan lægge alle kort på bordet og føler alle emner værd at debattere, mens andre opfatter mig som mental ustabil, måske fordi mine tanker til tider flyver imellem livets store spørgsmål til små og nærmest ubetydelig signaler jeg opfanger og som jeg tillægger en betydning med glæde, undren og ængstelse. Jeg skal ikke sige hvem der har ret eller ej, men jeg ved blot at jeg har oplevet, som så mange andre, de fleste op og nedture, man har her i livet og har på intet tidspunkt følt mig på kanten af verdens ende, eller set mit liv passere forbi som en dårlig B-film. Jeg har blot tilladt mig selv at føle tristhed når den bankede på min dør, ligeledes har jeg følt mig opløftet af nærmest euforisk glæde, når den har budt sig og vrede når jeg har følt den berettiget, med momentær udsving på skalaen til det røde felt. Den eneste følelse jeg kan erindre, som for mig er svær at opnå, er følelsesløs og kynisk ligegyldighed, hvilket jeg personligt er ret glad for, selvom man nogen gange godt kunne trænge til en chill-pill og en pause fra rutsjebanen.

Jeg er fisk.... med hang til store horisonter, drømme og forhåbninger om nye destinationer, med havets stille vuggen i mit indre, men hvis brusen til tider flyder over min kind. Jeg er en fisk MED ben, som du sikkert kløjs i til tider og synes var mere spiselig uden og lettere at sluge i den purerede tilstand, men det er ikke op til andre at vælge hvorledes jeg skal serveres. Du kan række til fadet, og forhåbentlig få en smagsoplevelse med kontekst og fylde, selvom du må spytte lidt undervejs eller du kan vælge en pureret, brunstegt, silde-delle, men hvis variation og smag, afhænger af mængden af remoulade! Og til hvad den enkelte skal vælge, kan jeg kun svare.....Fisk....?

(har lidt problemer med at uploade billeder til min blog for tiden, så forestil dig et fiskeskellet lige her)