Den 7. sans

Den 7. sans er den vi kvinder skal besidde for at score en mand....vidste I ikke det? Og hvordan skal kvinder så være...Jo efter lidt resourch i aften, har jeg fået indsamlet alle detaljerne om, hvorledes vi kvinder skal gebærde os i dating-gamet.

Først skal kontakten skabes og selvom mange mænd fortæller at de nyder at en kvinde tager initiativ, skal hun dog ikke være for agressiv på dette område. Hun skal lægge op til at manden kan tage det første skridt og tillade at han forføre hende. Hun skal blot henlede hans opmærksomhed til hendes eksistens og lade ham snige sig langsomt frem i græsset, som en løve på rov. Hun har naturligvis allerede her øjnet hans interesse og det er her hun skal gå lidt uden for rækkevidde. Men ikke for langt.

Hans interesse øges og han begynder at tænke på hvorledes hun føles i hans arme. Han planlægger nu taktikken for hvorledes han når dertil. Fra hvilken vinkel han skal angribe, nu da byttet er næsten inden for rækkevidde. Adrenalinet pumper i hans krop og tanken om selve jagten gør ham høj og endorfinerne bobler i blodet.
Hun skal nu stå helt stille, hverken gå frem eller tilbage. Går hun frem mister han interessen fordi hans jagt er spoleret og går hun tilbage, øjner han at han ikke får chancen igen og giver op. Freeze woman!

Hun må for alt i verden ikke antyde at han kunne vinde hendes hjerte og helst spille lidt hard to get. Hun bør nu luske rundt og vrikke lidt med hofterne, så hans fantasi tirres, men hun skal endnu ikke servere det hele.
Jagten er i gang! Og den trækker ud, for det er en kamp om tålmodighed og udholdenhed.

Hun skal lige nu fremstå som en rigtig kvinde i hans sigte. Frodig, frisk og smuk, som hun står der lige udenfor rækkevidde. Med ryggen blottet, nakken drejet og blikket vendt imod ham. Hun skal vise ham at hun har opdaget jægeren, men at han først skal fange hende. Han begynder, som en anden hestevisker, at lokke hende med hviskende ord og søde lovprisninger. Hun skal lytte og agere fascineret af hans vise ord der tryllebinder hende, så hun ikke kan bevæge sig.

Han gør sig nu klar til opløbet og her skal hun virke overrasket over hans styrke og hvilken evner han har til at sætte så hurtigt fra i et sprint imod hende. Og nu skal hun løbe væk fra ham, men ikke hurtigere eller i en retning hvor han ikke kan indhente hende. Han rækker ud efter hende og slår benene væk under hende og hun falder yndefuldt om med et suk og med lidt modvilje skal hun lade ham fastholde hende. Hun kan ikke løbe væk nu og det er i disse sekunder hans interesse for hendes kød vækkes. Nu ved han hvordan hun føles i hans arme, men hvordan smager hun mon?

Hun har jo nu serveret sig selv på den mest langtrukne, dog elegante måde og hans tanker er nu kun koncentreret om at hun skal blive hans. Hans bytte.... og nu må hun gerne give sig hen, for nu er han solgt! Han vil for alt i verden kæmpe for at beskytte sin erobring som han har kæmpet så hårdt for at fange. Og selvom han troede han var jægeren i alt dette, er det rent faktisk ham der på snedigste vis blev jaget.

Moralen ved min teori er vel at vi kvinder gerne vil jages og at mænd gerne vil jage. At det så forholder sig lige omvendt, er en anden snak, så længe resultatet er det ønskede.

Jeg begynder dog at forstå hvorfor jeg er single!

Hvad vil vi have?

Hvad vil vi kvinder egentlig have, når vi søger en mand/kæreste? Budene er mange og der skrives meget om det. Og jeg kan faktisk godt forstå hvis i mænd bliver en smule forvirrede, når i bliver bombarderet med krav om indtægt, udseende, seriøsitet og alligevel en afslappet adfærd.

Derfor gider kvinder ikke søde fyre...

Ifølge ovenstående artikel, falder kvinder for badboys og ikke søde fyre, men kan det nu også passe? Jeg tænker i så fald at jeg er en atypisk kvinde, men er nærmere foranledet til at tro at de generaliserer lidt for meget. For er kvinder virkelig så fascineret af den overfladiske side af en mand? Blot fordi at blonde brystbomber som Pamela Anderson, falder for de overtegnede mænd, synes jeg ikke at de kan fungerer som fællesnævner for verdens kvinder.

Men hvad er det så vi vil have? Og er der noget om snakken, når man hører at mandens indkomst og status har en betydning? Ja, det tror jeg faktisk og det er ikke forbi kvinder er specielt overfladiske, men mere et fortidslevn fra en tid hvor det var nødvendigt at finde den mage, der bedst kunne forsørge os.
Vi kan ikke fjerne vores instinkter og må lærer at acceptere dem, ligsom vi må acceptere at mænd har en anden indgangsvinkel til deres krav, eller andre instinkter. Og de er ligeså lidt overfladiske som kvinders krav.

Mænd søger kvinder ud fra en mere visuel betragtning. Brede hofter og stor barm...ja de ting er jo noget de fleste mænd kan lide. . Hun skal ikke alene være smuk i hans øjne men skal også være sund og frodig, dvs. se ud som om hun kunne bære hans afkom. Overfladisk, nej for der er jo en mening med at det er de kriterier vi vælger ud fra. Kan han forsvare og beskytte os og kan han skaffe mad på bordet.

Ja ja, jeg ved godt at vi skriver 2011 og at tingene har ændret sig, siden vi rendte rundt i bjørneskind og svingede køllerne, men tror nu stadig vi har instinkter vi ikke kan slippe. Selvfølgelig er der andre ting, som betyder en masse og som er individuelle fra person til person. Men at det just skulle være badboys, der står i højeste kurs, har jeg svært ved at se.

Vi vil da ikke have påtagede, sukkersøde fyre, som ender som nikkedukker der blot springer når vi siger hop. ligeså lidt vil vi have badboyen der ikke engang nyder vores selskab, eller som vil tosomheden. Vi vil have mænd...rigtige mænd! Mænd som ikke behøver en facade for at være sikre nok på at vi er hans. Mænd der tør grine, græde og stampe i jorden, når vi er umulige, samtidig med at han smiler lidt af vores hysteriske anfald når vi ikke kan finde det rette outfit. En mand der kan rumme en kvinde på godt og ondt og som vil danse igennem livet med os!

Et sted skal man jo starte

Påskesøndag og solen skinner, fuglene fløjter og foråret ligner næsten sommer. Og så kan man undre sig over hvorfor man sidder herinde i skyggen, foran pc'ens flimrende skærm og surfer rundt i cyber, når den virkelige verden med alle dens vidunderligheder venter lige over dørtærsklen. Den lune terrasse venter jo blot på mig med en god bog og et koldt glas hvidvin, naturligvis behøringt indsmurt i faktor 10....altså mig.


Men nej, man sidder her og læser diverse net-aviser og opsluges af alverden vold, krig og ulykke. Det kan skræmme at læse hvor lidt vi har fjernet os fra ur-mennesker...eat or be eaten! Men ikke destomindre er det sådan en verden vi skal skærme os imod. Intet nyt i det.

Det kan dog undre at vores nyheder i disse dage fyldes af artikler om et kærestebrud. Her taler jeg naturligvis om det unge kendispar Amalie og Peter, som for alvor blev kendte da de udøvede deres lagengymnastik på Tv3 i den bedste sendetid. At være kendte på det og kunne føje dette til sit cv, som bedste evne, må dog føles en smule fattigt i min verden. Men nu handler det egentlig ikke om hvorvidt, jeg synes om Amalie og Peter, men mere om den eksponering de får i diverse medier. Hvorfor er det så pokkers spændende at de er slået op?

Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvordan man kan skabe et følelsesforhold til folk (kendte) man ikke kender personligt. Og jeg forstår slet ikke hvordan disse historier kan nå på toplisten af de mest læste artikler. Er danskerne blevet så sensationshungrende at de hellere vil savle over kendissernes ulykke, end forholde sig til de mennesker, de rent faktisk kender?

Det fører mig tilbage til solen, som jeg nu vil gå ud og nyde og ønske alle en dejlig påskesøndag