Kender du det at hovedtrykket nærmer sig eksplosionsfare velvidende at munden på et tidspunkt vil løbe over med noget du måske ville ønske kunne holdes inde med eller i det mindste sige på en mere velovervejet og afværgende måde? Når tankemylderet gør hovedet til et smerte-dunkende helvede, med tyve strikkepinde i hver øjenhule og som ikke lader til at slippe sit tag, trods forsøget på at skabe ro. Sådan har jeg det lige nu og så er det med at komme til tasterne, inden én eller anden uanende stakkel må ligge ryg til de verbale tæsk og overdynges af det ocean af frustrationer der kan opbygges over en kold, blæsende og depressions-toppende årstid. Så er det godt man har sin lille anonyme blog, hvor byrden kan lettes for en stund og hvor ingen siger én imod. I hvert fald ikke lige i skrivende stund.
Mine tanker flyver og farer imellem kaos og en fanden i voldskhed, der normalvis sjældent rammer mit ellers så jyske og sindige gemyt, samtidig med at jeg rammes af en enorm tristhed og handlingslammet apati. Jeg fornemmer allerede at dette bliver en blog som kun jeg forstår til fulde og selvom det ikke vil blive min første, så er det altid langt sjovere at skrive noget folk kan relatere til. Det er egentlig det fede ved at have en blog, for her skal jeg ikke nødvendigvis forholde mig til andres holdninger eller deres modreaktioner, men kan skrive præcis hvad jeg vil og hvad jeg tør. Lige nu er jeg faktisk græsk katolsk om det går rent ind eller om nogen overhovedet interesserer sig om hvad der sker i mit indre, for der skal åbnes for overløbsventilen. En ventil som hidtil har kunne modstå trykket, men som jeg kan mærke ikke holder til det massive overtryk ret meget længere uden kedlen flækker.
Og hvad er det så der fylder bag min pandeskal? Det er en stigende fornemmelse at jeg er på afveje og at mit liv tager en retning jeg ikke er helt sikker på mit indre billiger, uden at få det kvælende på tværs i halsen. Men det er den mindste ting, for man har jo altid muligheden for at træde bremsepedalen i bund, dreje på rattet og komme tilbage til punktet, hvor man tog den forkerte afkørsel. Og her er det anderledes end i det virtuelle blog-univers, hvor man kan gemme sig bag skærmens blå skær og ikke skal face påvirkningen og konsekvensen af ens eget ego-opråb, i samme grad som den virkelige verden, hvor man skal forholde sig til at andres opfattelse at virkeligheden, ofte er en anden. Det er ikke i den verden jeg performer bedst, for jeg syntes efterhånden at mit forsøg på at indgå konstruktive dialoger, ofte ender i noget der minder om ærtemos med en lidt for rundhåndet knivspids chili. En pureret undskyldning af en grønsag, der med sine uskyldige associationer til babymad, velvilligt får én til at indtage dagens C-vitaminer, men som man opdager, brænder som bare fanden præcist så langt på sin vej ned i svælget, at der ikke er anden vej end at knibe øjnene sammen og synke. Så kan jeg have nok så ærlige og godvillige intentioner.
Hvorfor er det være så svært for mig at trænge igennem med et oprindeligt simpelt budskab, som i filmpræmieren i mit hoved altid udspiller er en oprigtig gensidig og forstående samtale i den dybeste respekt, men efterhånden har en tendens til at udvikle sig til en pisse-længst-konkurrence, hvor kvinden sjældent fra naturens hånd er udstyret med de legemlige vinder muligheder? En gentagelsestale, som ender i at den der er størst, taler højest eller længst muligt kan fastholde det køligste, følelsestømte blik, udnævnes til vinder. Jeg kan dog konkluderer at jeg i den grad har fået noget for mine skolepenge, for der er vist ingen tvivl om at mine tanker og følelser ikke egner sig til præmiere på det store lærred for filmkritikeren, men blot brillerer for mine egne øjne på skrift. Og selvom de siger at bogen oftest er bedre end filmen....er det dog svært at undlade at lave samme dumhed to gange.... "The Sequel", hvor jeg i min naivitet tror at mine lavmælte verbale opråb pludselig skulle få den direkte forbindelse, jeg håber!
