Mit navn det står med......

Kært barn har mange navne og jeg lystre alt fra Tina og Mor til Kost, hvoraf det første er mine forældres valg af tilkaldenavn, den næste min datters første fremstammede ord og det sidste er jeg navgivet af en lille skare af underskønne veninder, der kender mig lidt for godt. Det med navne forandring er sgu da en underlig størrelse, men ikke destomindre er det meget udbredt at vi ændre vores navn til noget mere stilet, der matcher vores vores nye Kähler vaser og de åh så trendy Hey-puder. De fleste folk er døbt helt almindelige navne og har igennem deres ganske ordinære rugbrøds-danske opvækst accepteret og lystret navnet som de har fået. Men der er dog også dem, som pludselig finder det så livsnødvendigt for deres identitet at tage navnet på et eksotisk krydderi eller få stoppet fire ekstra vokaler ind, for at påpege deres status som unikum og livet skal blive en dans på roser. Newsflash... Det er ikke dit navn der mangler bogstaver, men dit liv der mangler indhold, hvis dit største problem er at hedde Bente og ikke ved hvor du skal få stoppet det Z ind, uden at henlede folks opmærksomhed på brændbare væsker!

Det kunne naturligvis tænkes at navneforandringerne sker for at kryptere Påskens gækkebreve til moster Inger, men jeg tror nu alligevel der ligger andre motiver bag. Det er som om vores navn har ændret sig fra at være en del af vores identitet, til et stykke modetøj vi tager på, for at understrege vores Mantra "Jeg er ikke som alle andre", hvilket for mig er en ret sørgelig pokal at stile efter, i en verden hvor vi trods anerkendelsen af forskellighed, bevæger os imod et mere egoistisk og solitært liv. Måske er det også bare for at så er det lettere for Thomas Blackman at huske mig, når jeg stiller op i X-factor og fortolker Joe Cocker, mens seerne spørger: "Kunne hendes forældre ikke lide hende siden hun skulle hedde Gurkemeje Xørensen?" og om Kværn-peber ikke havde været mere passende!

Jeg er glad for mit navn, Tina Møller Rasmussen og det er jeg mest af alt fordi, det er min første gave fra mine forældre, hvis vi lige ser bort fra den mindre detalje vi kalder livet. Min far blev selv opdraget med en vis stolthed om vores familienavn, om end den til tider grænsede til storhedsvanvid fra min afdøde farfar's side, men til trods har den nok smittet så tilpas meget af, at jeg faktisk er ret så stolt af mit ganske almindelige efternavn. Så meget at jeg nægtede at tage navneskifte, da jeg i sin tid blev gift, med min eksmand, som dog fuldt ud og stiltiende accepterede min beslutning, men som jeg lige synes, skulle ophøjes til verdens mest vigtige beslutning. Jeg skulle fandeme ikke hedde andet end Rasmussen, hvilket i dag virker lidt fjollet, for hvem pokker ønsker at hedde det samme som den tidligere statsminister, med grimme cykelshorts og en endnu grimmere cykelhjelm??? Never mind, men jeg ligger åbenbart en stor del af min identitet i navnet og at eks-manden havde samme mellemnavn som jeg, nemlig Møller, var jo slet ikke det samme, da mit mellemnavn havde en historie og var opkaldt efter min oldefar, som var møller af profession, hvilket igen gav mig en vis stolthed i at bære det navn. What??? Han malede korn om til mel og var jo ikke ligefrem nogen alkymist, men blot en jævn og hårdtarbejdende mand. Så skulle jeg måske håbe min datter kaldte sig Logistik Teknolog til mellemnavn? Not!

Kunne jeg finde på at ændre navn i dag, hvis kæresten skulle forvilde sig til at fri til mig, hvilket nok sker den dag han er færdig med alle hans projekter (hvilket er aldrig)? Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tror det ikke, for om jeg vil det eller ej, kaldes jeg åbenbart allerede Tina Murer i lokale folkemunde, hvilket ikke engang er hans efternavn, men blot øgenavn kommet af hans fars profession. Og det irriterer mig faktisk, for jeg er min egen person og ikke noget side-kick, som ikke fortjener at blive kaldt sit navn eller i det mindste får sit eget øgenavn. Men når det nu ikke kan være anderledes, priser jeg mig blot lykkelig for at hans far ikke var kloakrenser, og dermed fik et værre øgenavn, hvilket ville være flittigt brugt i det samfund jeg bor i, hvor alle har et øgenavn.

Min pointe er: Dit navn gør dig hverken lykkelig eller ulykkelig, blot genkendelig for alle os andre, hvilket ikke er så dårligt endda. Det er ikke dit navn der definerer dig, men dine handlinger.

Kald mig bare Tina!

Slip kontrollen og kast hagesmækken i ringen!

Man skal vælge sine kampe med omhu, siger et gammelt dansk ordsprog, men gør vi nu også det i parforholdets fortravlede hede af madlavning og tøjvask eller glemmer vi til tider at der er ting vi ikke kan ændre... og ikke skal ændre? Nu er det selvfølgelig kun en påstand, men det tror jeg ikke altid vi gør.
Særligt vi kvinder forsøger at påvirke og forandre, så snart vi har fået manden på krogen og hverdagens trivialiteter rammer og røven har ramt den pæne sofa med de matchende puder, alt imens vi bader nethinderne i reality tv, med resten af den danske befolkning. Her sidder vi jo godt og trygt og kan nøjes med vores egen nypudsede glorie som eneste lyskilde, mens vores opmærksomhed vakler mellem Luksusfælden og ham snorktræet der nærmest er smeltet sammen med sofaen ved siden af, uden hensyntagen til at puderne går ud af facon.

"Hvor er han dog egentlig forandret, når han ligger der og nærmest suger fjerene ud af puden med hvert højlydte åndedrag og vi kan hurtigt finde alle mulige fejl vi ikke så før, da ny forelskelsens rosenrøde slør duggede vores i forvejen candyfloss farvede briller. Han var så eventyrlig romantisk, følsom, dybsindig, bar os på hænder og fødder og elskede blot at ligge i ske og dufte til vores hår. Han havde altid overskud til at tale om de store følelser og ikke kun om arbejdet over en øl med kammeraterne eller om hvem der har den bedste sømpistol, for gud ved hvilken gang. Og nu ligger han blot der med et selvtilfreds smil på læben, mens den ene ende brøler om kap med den anden, kun afbrudt af et grynt i ny og næ. Han kunne nu også godt tage initiativet til en lækker middag med stearinlys og finger-flettende hænder og sige noget pænt om min nye kjole"

Lyder det bekendt? Vi har alle været der og jeg tænker det er et sted vi kvinder vil befinde os fra tid til anden, resten af vores dage, alene fordi vi er sammen med det modsatte køn. Og det samme gælder for jer mænd! For sandheden er vel at begge parter har forandret sig (andet ville i øvrigt også ville være forfærdeligt), for kan vi ærligt se på os selv og sige at vi ikke er helt så meget oppe på mærkerne som da vi var nyforelskede og de kødelige lyster styrede det meste af vores tankevirksomhed? Vi er blot begyndt at slappe af i hinandens nærvær, finde tryghed og være os selv og her er det så polemikken om puderne kommer ind. For vi kvinder er nok de eneste der rent faktisk kan se det fikse i de puder med pailletter, som han blot syntes kradser som en i helvede, og får ham til at føle sig som en fakir når der skal hygges i sofaen. Måske er det netop fordi han fortæller om hende den dejlige derhjemme når han hygger gutterne og måske er smilet om hans mund kommet i drømmen om hende han elsker i den nye kjole, på en blæsende sommerdag.

"Jeg er sgu ikke hans mor" har jeg hørt mange gange og faktisk også taget mig selv i at sige, for det er der faktisk ingen kvinder der gider betragtes som, med mindre de rent faktisk er hans mor. Men skulle vi så ikke også slippe den opdragende og belærende undertone og rent faktisk lade være med at opføre os sådan? Vi forandre os nemlig i høj grad også, for når jeg spørger mig selv om han forelskede sig i hende den smilende glade kvinde med glimtet i øjet eller om det var hende der pludselig opfandt livsnødvendigheden af total kontrol og hvad der står godt til vores fælles livsværdis-tient, så kende jeg svaret. Måske skulle vi kvinder give lidt slip på kontrollen og faktisk stole på at han som et voksent menneske også tager ansvar for sit eget liv og huske at vise ham at vi rent faktisk elsker ham for det menneske han er og ikke hvem han potentielt kunne blive.

Nu er det ikke fordi jeg blot vil revse kvinder (mig selv) og placere alle handyrene på uskyldens piedestal, for så tror i fejl, kære mænd. I skal blot en gang i mellem overhøre den evigt hviskende problemknuser i jer og jeres evige trang til at fikse vores problemer og lytte uselvisk med åbent sind. Imellem alt den belærende brok og de mange forventninger findes nøglen til hende den smilende i sommerkjolen med det flirtende blik, som inderst inde synes du er verdens lækreste mand........ selv henslængt på sofaen!

From A Mans Point Of View

Uskyldige stjernestunder

Jeg har været på kursus, hvilket som vanligt sætter en del tanker i gang bag mit efterhånden let furrede pandeben. Vi gennemgik alt fra hjernens opbygning og dertilhørende mekanismer(hvilket i mit tilfælde kunne tage alle tre dage i denne forvredne klump af synapser og fedt), til spørgsmålet om man kan forandre andre, hvilket jeg allerede nu kan afsløre at man ikke kan. Jeg var mildest talt forberedt på en ørkenvandring i tørre ord og dræbende power point præsentationer, om hvorledes jeg kan finde mine personlige resurser i hverdagen, kun opmuntret af de allerede bryggede kander kaffe, der stod klar til indtag. Men allerede efter den første time og de første kopper, måtte jeg overgive mig og indrømme at være indfanget af emnet, dels grundet en fantastisk underviser, men også fordi det virkelig gav noget at reflektere over, når ens egne fordomme bliver sat på display bag nethinden. Et væld af tanker overvælder en, når gamle skuffer hives frem af hjernens gemmer og man bliver bedt om at nævne 10 ting, som gør dig glad. Nu er glæde jo et relativt bredt begreb, men der mentes ikke 10 is eller 10 kroner, men mere ting du kan gøre for dig selv, som kun du høster oprigtig glæde ved, ting som giver dig indre ro og som så fint blev betegnet små stjernestunder.

Piece of fucking cupcake, tænke Tina og fattede pennen, men det var nu ikke så nemt endda, for selvom jeg ved hvad der skal til for at tømme mit indre og genstarte harddisken efter en krævende dag, så gør jeg det ikke længere. Jeg er simpelthen holdt op med at blogge, hvilket nok må betegnes som en kende selvmodsigende med denne blog?! Jeg har helt uden at vide det, sat min mentale overløbsventil på pause og ladet sluserne stå på vidt gab, mens et utal af tanker og indtryk fortsat strømmer ind. Og det er sådan med tanker, som med garderobeskabe (for kvinder)…man løber aldrig tør for plads, men noget skal pakkes væk, for at gøre plads til alt det nye. Nå men at blogge er som gættet én af mine stjernestunder, godt efterfulgt af at opholde mig nær vand og da jeg ikke ligefrem bor vand (med undtagelse af opvaskevand), er denne forunderlige blog det bedste bud på min stjernestund no. 1. Og hvor har jeg dog skrevet mangt og meget i tidens løb, godt hjulpet på vej af smøger og kaffe, og fået tømt godt ud i det indre tankemylder på godt og ondt. Og selvom ikke alt lyder lige fornuftigt længere når det læses igen, så har de hver og en haft samme egoistiske formål, som denne blog, nemlig at give mig min stjernestund.

Vi bruger enormt meget tid og energi på at bekymre os om andre og deres tanker, gøren og laden og hvordan vi kan hjælpe eller påvirke dem i en retning nærmere vores eget verdensbillede. Sandheden er at det kan vi ikke, uden at starte ved os selv og her bliver det straks sværere odds at kæmpe imod. Endnu en påstand ville være at dine følelser altid er dit eget ansvar og kommet af din egen tankevirksomheds kraft og hvis dette er sandt står det sgu skidt til for os i denne rasende IT-alder, der afskærer os fra at se hinanden i øjnene og mærke efter om vi nu også er så satans cool med det hele. Vi er online fra vi vågner til vi går i seng,  fra vi bliver født til vi dør. Vi mailer, sms'er og spejler vores liv i profilbilleder på de sociale medier, som absolut ikke besidder megen sandhed, når sandhed defineres af modtageren og en smule photoshop.  Hvornår er vi Inline?.... Insync? Hvornår taler vi sammen, til hinanden, rummer hinanden?
Ikke dermed sagt at man (læs jeg,)ikke kan misforstå personen lige foran mig og opfange signaler og betydninger der aldrig ikke har været der i den direkte kontakt, men de fortolkninger er min egen skabelse og dermed mit ansvar at forstå og afklarer. Ville det ikke være forfærdeligt at det bliver fortolkninger at uudforskede muligheder vi lagre i vores så primitive hjerner, frem for virkelighedens minder?

Der skal ryddes op, forårsrengøres på øverste etage og muges ud i huskerens gemmer. Og præcis i dag har jeg besluttet at der er dømt happy hour på disse så skattede stunder, hvis fineste opgave er at tænde gnisten til at udforske morgendagens stjernestunder. Derfor besluttede jeg også da jeg forlod jobbet i dag at dedikere denne helt ualmindelig smukke onsdag til Tinas stjernedag. Jeg vil bare gøre noget for mig og hvor bedre at starte end at fortrække til et fristed hvor vandets klukken imod bredden og kvidrende fuglestemmer, kæmper om førstepladsen imod solens stille stråler gennem trætoppe og forårets tavse spirren. Lade forårssolen danse på pandebenet, mens man tavst anerkender tavshedens belønning, når bilradioen slukkes efter Billy Joel's fantastiske sang. Næste stund, på programmet blev den skrivende stund og hermed denne blog, som har været på pause længe nok. Hvad dagen ellers bringer af stjernestunder skal jeg berette om en anden god gang. Till next time.....