Mit navn det står med......

Kært barn har mange navne og jeg lystre alt fra Tina og Mor til Kost, hvoraf det første er mine forældres valg af tilkaldenavn, den næste min datters første fremstammede ord og det sidste er jeg navgivet af en lille skare af underskønne veninder, der kender mig lidt for godt. Det med navne forandring er sgu da en underlig størrelse, men ikke destomindre er det meget udbredt at vi ændre vores navn til noget mere stilet, der matcher vores vores nye Kähler vaser og de åh så trendy Hey-puder. De fleste folk er døbt helt almindelige navne og har igennem deres ganske ordinære rugbrøds-danske opvækst accepteret og lystret navnet som de har fået. Men der er dog også dem, som pludselig finder det så livsnødvendigt for deres identitet at tage navnet på et eksotisk krydderi eller få stoppet fire ekstra vokaler ind, for at påpege deres status som unikum og livet skal blive en dans på roser. Newsflash... Det er ikke dit navn der mangler bogstaver, men dit liv der mangler indhold, hvis dit største problem er at hedde Bente og ikke ved hvor du skal få stoppet det Z ind, uden at henlede folks opmærksomhed på brændbare væsker!

Det kunne naturligvis tænkes at navneforandringerne sker for at kryptere Påskens gækkebreve til moster Inger, men jeg tror nu alligevel der ligger andre motiver bag. Det er som om vores navn har ændret sig fra at være en del af vores identitet, til et stykke modetøj vi tager på, for at understrege vores Mantra "Jeg er ikke som alle andre", hvilket for mig er en ret sørgelig pokal at stile efter, i en verden hvor vi trods anerkendelsen af forskellighed, bevæger os imod et mere egoistisk og solitært liv. Måske er det også bare for at så er det lettere for Thomas Blackman at huske mig, når jeg stiller op i X-factor og fortolker Joe Cocker, mens seerne spørger: "Kunne hendes forældre ikke lide hende siden hun skulle hedde Gurkemeje Xørensen?" og om Kværn-peber ikke havde været mere passende!

Jeg er glad for mit navn, Tina Møller Rasmussen og det er jeg mest af alt fordi, det er min første gave fra mine forældre, hvis vi lige ser bort fra den mindre detalje vi kalder livet. Min far blev selv opdraget med en vis stolthed om vores familienavn, om end den til tider grænsede til storhedsvanvid fra min afdøde farfar's side, men til trods har den nok smittet så tilpas meget af, at jeg faktisk er ret så stolt af mit ganske almindelige efternavn. Så meget at jeg nægtede at tage navneskifte, da jeg i sin tid blev gift, med min eksmand, som dog fuldt ud og stiltiende accepterede min beslutning, men som jeg lige synes, skulle ophøjes til verdens mest vigtige beslutning. Jeg skulle fandeme ikke hedde andet end Rasmussen, hvilket i dag virker lidt fjollet, for hvem pokker ønsker at hedde det samme som den tidligere statsminister, med grimme cykelshorts og en endnu grimmere cykelhjelm??? Never mind, men jeg ligger åbenbart en stor del af min identitet i navnet og at eks-manden havde samme mellemnavn som jeg, nemlig Møller, var jo slet ikke det samme, da mit mellemnavn havde en historie og var opkaldt efter min oldefar, som var møller af profession, hvilket igen gav mig en vis stolthed i at bære det navn. What??? Han malede korn om til mel og var jo ikke ligefrem nogen alkymist, men blot en jævn og hårdtarbejdende mand. Så skulle jeg måske håbe min datter kaldte sig Logistik Teknolog til mellemnavn? Not!

Kunne jeg finde på at ændre navn i dag, hvis kæresten skulle forvilde sig til at fri til mig, hvilket nok sker den dag han er færdig med alle hans projekter (hvilket er aldrig)? Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tror det ikke, for om jeg vil det eller ej, kaldes jeg åbenbart allerede Tina Murer i lokale folkemunde, hvilket ikke engang er hans efternavn, men blot øgenavn kommet af hans fars profession. Og det irriterer mig faktisk, for jeg er min egen person og ikke noget side-kick, som ikke fortjener at blive kaldt sit navn eller i det mindste får sit eget øgenavn. Men når det nu ikke kan være anderledes, priser jeg mig blot lykkelig for at hans far ikke var kloakrenser, og dermed fik et værre øgenavn, hvilket ville være flittigt brugt i det samfund jeg bor i, hvor alle har et øgenavn.

Min pointe er: Dit navn gør dig hverken lykkelig eller ulykkelig, blot genkendelig for alle os andre, hvilket ikke er så dårligt endda. Det er ikke dit navn der definerer dig, men dine handlinger.

Kald mig bare Tina!