Fra sølvtøj til Tupperware

Hvem kan sige sig fri for at være en lille smule anspændt, når man sidder i venteværelset hos tandlægen og nervøst bladre igennem et oldgammelt nummer af Femina, mens man venter på ens navn bliver kaldt til mødet med torturkammeret, den elektriske stol og beslutningen om man vil gasses eller have nålen? Nu havde jeg håbet at Harry, som min rare tandlæge hedder, havde taget fejl ang. den gamle sølvplombes svækkede tilstand, som skoletandlægen for snart 26 år siden berigede mit gnasketøj med. Men han holdt nu fast på sin diagnose at det orale sølvtøj skulle skiftes til skinnende hvidt Tupperware-plastik og at krateret måtte anses for at være af så betragtelig størrelse at gummen måtte bedøves, for at jeg kunne holde det ud.

Tak for lort, siger jeg bare til de slagterhunde til gebissnedkere jeg var underlagt som 12 årig, og som jeg er overbevist om dengang har boret det halve af tanden ud og glemt at fjerne boret i tide, mens de havde travlt med at diskuterer den nye klinikassistent nede hos specialtandlægen. Sådan husker jeg dem, en flok sladretanter der sad og søbede kaffe og kringle, mens de forsøgte at belære os elever om hvor farlige de mange sukkerknalder i en cola var, illustreret med afsindig farverige plakater i venteværelset. Jeg husker især den næsten kvindelige tandlæge, som havde den mest vederstyggelige tobaksånde og som kunne slå fluer ihjel ved blot at puste på dem, hvis de da ikke drattede døde om ved synet af hendes mono-bryn, der sad som en ekstra næsestang over de horntykke briller. Mage til maskulin madamme skulle man lede længe efter, når hun sad der i sin jadegrønne dragt og med blodstænk på brystet fra det sidste barn hun havde tortureret, uden at man kunne fremtvinge så meget som et smil fra hende og hun lignede oprigtigt én der følte sig snydt af livet og jeg skulle bøde for det.

Havde man dog bare været så fornuftig at tilbyde damen et lommetørklæde dengang, ikke for at trøste hende, men så kunne hun have poleret glasøjnene og så kunne det være man var sluppet for at have hendes fjæs placeret 5 cm over sit eget, mens de i det uendelige konverserede om "Har du hørt om Fru Jensen... 4+, 5+, caries i 6 +, 7+.... hun har fået ny mand igen", som var de ved at udfylde ugens tipskupon. Hadede det ord, CARIES, for hvis man ikke allerede kendte til det smertehelvede ordet altid indebar, så kunne man tydeligt fornemme at det var noget skidt på de bebrejdende blikke og rynkede bryn og de fik endda løn for det. Man ser da aldrig en blikkenslager bebrejde nogen for at have sprungne vandrør og sige "Tsk Tsk" til kunderne. Nå, men når man så endelig var færdig med at have hendes kagesnitter rodende rundt i gummerne, tandsættet var filet helt ned og de sylespidse instrumenter havde kradset tandkødet til blods, blev man dog tilbudt dispensation for tort og svie, i form af en refleks og en tube tandpasta.

Selvfølgelig kan det være at min hukommelse spiller mig et puds, men jeg føres automatisk tilbage til dengang, blot ved lugten af lattergas og flour og jeg valgte naturligvis derfor at lade kæberne lamme og tankerne flyde væk, mens jeg spændt ventede på tonerne af Beethoven skulle flyde ud af propperne i mine øre. Der er sket meget siden min sølvplombes fødsel, for dengang husker jeg nu ikke at man blev tilbudt at høre beroligende musik, for at det skulle være så afslappet og betryggende en oplevelse som muligt. Ja, jeg tør næsten at sige at oplevelsen har skiftet fra at føles som ufrivillig oral-fistning, til at være det rene spaophold, hvis man dog lige ser bort fra at jeg ikke på nogen måde finder at "Åh Abe" skaber den rette zen-stemning. Til trods for det, må jeg nu sige jeg er sluppet nådigt for barndommens traumer og at min nuværende tandlæge formår at gøre det til en absolut tålelig oplevelse, med sin venlige og imødekommende facon og at tandlægebesøg ikke er på listen over ting jeg frygter. Det vil sige hvis vi lige ser bort fra regningen..... OMG.... Nu ved jeg hvorfor jeg hader Tupperware!

You Win Again - Bee Gees

Med et ben i begge ender

"Hun har ben i næsen" er et ofte brugt udtryk om den stærke moderne kvinde og jeg er ikke helt sikker på jeg altid forstår forherligelsen af, at de dertil indrettede gå-aggregater er placeret midt i trynen. Det vil jeg derfor i aften prøve at sætte i min virtuelle og så absolut generaliserende bås, også i en så ekstrem grad at der forhåbentligt ikke er nogen, som oprigtigt genkender følgende ude i den virkelige verden. Hun kan nemlig ALT selv og hun gør det, før du overhovedet har nået at række din hånd frem, hun tør stå ved og anerkender sit eget værd til fulde, siger altid sin uforbeholdne mening og har i det hele taget ikke brug for andres hjælp til noget, for at få livets små bump udjævnet, hvilket hun klarer alene ved hjælp af hendes verbale damptromle. Hun fastholder sin ret til have en mening om alle livets forhold, ja faktisk mener hun at man er forpligtet til at tage stilling og have et standpunkt og hun betragter det ikke som en ret, men nærmere et krav, hvis du skal nyde hendes respekt. Og den er ikke let at få, for er dine små livsanskuelser ikke så stålsatte som hendes, må de betragtes som uovervejede og hun kan simpelthen ikke tage det som seriøse overvejelser. Hun tager dog gerne en for holdet, for hun skal gerne i overbærenhedens tegn, fortælle dig hvordan facit skal se ud på bundlinjen og hvor skabet skal stå. Både på egne og på andres vegne. Er hun så stærk eller rettere så selvsikker, som ordsproget skal signalere? Det tror jeg ikke, men hun er en allerhelvedes god skuespiller, så længe publikum klapper!

Hendes alter ego må være den passive kvinde, hvis ben tripper på skift, som stod hun på glødende kul og som smilende trækker på skulderen, mens blikket flakker rundt i jagten på den rette mening at spejle sig i og som ikke rigtigt kan få skrutrækkeren til at dreje den rigtige vej, uden en kyndig (og gerne mandlig) vejleder til at føre hendes hånd.  Hendes mening passer perfekt i den mund hun lytter til og hun nikker anerkendende og fremstammer et enkelt ja fra tid til anden, hvis hun da ikke ligefrem stiltiende accepterer alt hvad hendes omverden postulerer af krav, befalinger og kloge ordkløverier. Hun gør ingenting og kan INTET, end ikke have sine egne beskedne meningers mod og selvom benene ikke ligefrem sidder i lugteorganet, så bruges de absolut heller ikke til at stå på og hun må tilnærmelsesvis kaldes ben-amputeret. Pust og hun vakler og griber fat i den nærmeste arm der kan støtte hende, af enten ugidelig dovenskab eller tvivl på egen formåen. Hun fortæller dig aldrig hvad du skal tro, mene eller burde, for tænk hvis hendes facit liste er forkert eller tænk hvis nogen rent faktisk lytter og det forventes at hun skal agere krykke og når hun endelig træder et halvt skridt frem med sine inderste tanker, er det ofte på en spørgende facon, som en slags helgardering mod at skulle stå på mål senere hen. Du har heller ikke hendes respekt, for hun ejer ikke engang selvrespekten, så posen er tom på den konto. Og som den forrige beskrivelse, håber jeg bestemt også at der kun færdes et fåtal af disse kvinder på vores klode, for hun kan heller ikke tilnærmelsesvis betegnes som stærk. Ja, hun ligger ikke engang skjul på sin svaghed, men hylder den rettere. Hun skifter imellem at have lammende sceneskræk i livets teater, til at være en 2. rangs Diva der sidder i kulissen og nægter at betræde scenen, før champagnen er lagt på køl!

Og så er der sådan nogen som de fleste af os almindelige dødelige kvinder, som mere eller mindre har lidt af dem begge i os, alt afhængig af situationen, for selvom jeg ikke håber de ovenstående findes i deres reneste figur, så kan jeg godt nikke genkendende til at de hver især, fra tid til anden titter frem. Det er som at have en djævel og en engel på hver sin skulder, samtidig med ens fornuft bag pandeskallen forsøger at overdøve stemmerne og hvor kunne det være skønt hvis vi selv var herre over hvornår de trådte frem og tog over. Hvordan ser den stærke kvinde så ud, kan jeg jo så spørge mig selv og det ved jeg egentlig ikke, men selvom jeg ikke har begge ben på jorden eller stængerne proppet op i næsen, så håber jeg i min naive verden at det måske kan være min styrke, at have et ben i begge ender?!

A Woman's Worth