"Det er jo bare et job"... Hvor mange har man ikke hørt sige dette, men jeg kan ærligt sige at det giver mig så meget mere end blot smør på brødet og salt til søndagens blødkogte æg. Bevares, der er da dage hvor jeg kunne ønske mig at jobbet blot var noget man kunne kalde bibeskæftigelse og hvor kollegaer var mennesker man blot skulle forholde sig passivt til.
Men jeg har nogle dejlige kollegaer og hvis jeg skal være ærlig, er jeg sikkert ikke god nok til at fortælle dem det. Hvorfor gør jeg ikke det, når nu der er så mange der rører mig dybt og er med til at give mig det drive, der giver mit arbejdsliv indhold. De er medvirkende til at jeg med et smil på læben møder ind til det der skaber min identitet og hvor jeg forhåbentlig kan give dem lidt tilbage af samme skuffe....
Hvor stor tror du din indflydelse er i universet og nærmere på de mennesker der er omkring dig? Den er større end du tror, for uanset handlingen, vil vores liv altid farves af andres gøren og laden og af de valg de træffer i livet. På en måde er det jo en betryggende tanke at vi ikke blot vejer som siv i vinden, men rent faktisk har en indflydelse også i arbejdslivets store puslespil, hvor brikkerne falder i hak. Mærkelig tanke at et ord eller en handling fra mig, kan påvirke andres liv og laden, på godt og ondt..... På godt og ondt?! For hvor er det i reglen også en frygtindgydende tanke at jeg kan være med til at skade et andet menneskes liv, bevidst eller ej!
Det får mig til at tænke på de bjerge jeg har forceret de sidste par år og om nogen er kommet i klemme på min vej. På hvis bekostning har jeg opnået mine mål? Jeg mener ikke jeg bevidst har skadet nogen som ikke allerede selv havde redt den seng, hvor jeg til tider skal koge lagenet rent. It's a dirty job.... For jeg har skam også mødt en mindre del af kvajpander, skvat og tomme dåser, som har til mål i livet at sætte sig selv først og dernæst deres hund, kat eller undulat. Dem som spørger hvad de får for det eller føler jeg uretfærdigt behandlet, blot man beder dem om at udføre deres ellers udemærkede lønnede arbejde, hvilket man naturligvis burde have specificeret i deres kontrakt under tillæg. Dem som kræver en nærværende og skuldre-klappende leder, i trivselens navn, men som stempler ham som overvågende når bekymringen om deres ve og vel er kommer tæt på.
Nok om dem. Næh, lad mig fortælle om dem der giver mig mere end de måske aner.... Lad mig fortælle om hende som de fleste elsker at hade, alene fordi de ikke hører hendes ord, men lytter til den følelse som de i bund og grund har i sig selv, når hendes ærlighed rammer spot on. Som min lærer på coaching engang sagde " det er ikke personen, men dine følelser der gør dig vred". Men se bag den rene tale og se det menneske der brænder for sit job, men ikke mindst brænder for mennesker og tør lade dem se hele palletten!
Se hende som knokler r.... ud af bukserne, for at få tingene til at fungere og for at få to, til tider, fjerntliggende ender til at hænge sammen. Se det enorme potentiale hun besidder og hvor god hun ikke blot er til jobbet, men også en misundelsesværdig evne til at få de sociale broer til at nå bredderne. Hendes kompetencer kan ikke anfægtes, men ses de?! Blot fordi man ikke hævder sig selv, råber højest og sætter komplimenternes rampelys på sig selv først, betyder det ikke at man ikke er en uhyre værdifuld brik.
Og ham jeg egentlig ikke føler jeg kender, men som alligevel rammer mig med sin ekstreme professionalisme, som jeg sjældent har set så gennemtrængende, som var den bukket i neon. Lun, venlig, hjælpsom og med et sindigt temperament, der sjældent blusser, men som dog alligevel til tider titter frem i ligefrem tale.Et menneske jeg nok aldrig kommer helt tæt på, men som jeg heller ikke kunne tænke anderledes, for vores ligesind om arbejde og fritid for sig, giver et fælles fodslag og en god kollega, når de kollegiale dramaer raser og 2084. sæson af Dallas udspiller sig omkring os.
Hende som til tider er så forsagt og genert, at når hun endelig taler ud af posen, snubler over sine egne ord i sin iver for at blive hørt. Og hørt bør hun også blive, for der ligger mange tanker og overvejelser bag, når hun sætter mennesket i fokus...Vel at mærke andre mennesker. Det er hendes store og dybtfølte empati der er hendes enorme styrke, for hun evner at se bort fra egne meninger, for at hjælpe andre fremhæve deres. Men det er måske også hendes akilleshæl, for det efterlader hende til tider i sine følelsers vold og hvor hun i andres ærinde, som deres ellers tavse røst, glemmer sin egen og den værdi hun har for vores arbejdsplads.
Sidst, men ikke mindst ham, der tænker som jeg, men som kan også kan drive mig til randen af vanvid, men som gør det på en absolut subtil og sofistikeret måde, som blot får mig til være endnu mere ihærdig i mit daglige virke. Ham jeg kan være diametral uenig med, uden at frygte hele arbejdsuniverset nødvendigvis bryder sammen og som respekterer at hende den lille lyshåredes (nu rødhårede) til tider bombarderende verbale skudsalver, både kan gøre tonen let og uhøjtidelig og afvæbne og jordforbinde selv de mest højflyvende (læs måger). Ham som jeg dagligt ser kæmpe med næb og klør imod ben-pillende gribbe og som forsøger at skærme os andre for de værste hak, men som kun modtager utak derfor. Jeg misunder ham ingenlunde hans sko, men ville ønske andre kunne betræde dem blot for en enkelt dag og få øjnene op for envejs-loyaliteten, som desværre træder frem i lyset engang imellem.
Sådan kunne jeg nævne mange flere, som alle besidder nogle uvurderlig værdier for vores lille forretning og desværre også nogle få, som ikke har lyst til at være medlem af vores lille "klub". Jeg er ikke perfekt, indrømmet, og jeg har nok ligeså mange dårlige sider som året har dage, men min trivsel er mit problem og mit ansvar. Kan jeg ikke lide klubben kan jeg jo gøre to ting.... Melde mig ind eller ud, and I'm all IN! Lad os se mulighederne, i stedet for begrænsningerne. Lad os løfte i flok og lad os få det bedste ud af hvad vi har, også i hinanden. Vi kan meget selv men endnu mere sammen!
