Loved And Left...

Fik den mærkeligste hmm-oplevelse i aften, efter have set en dokumentar i tv, som ramte spadestikket dybere end jeg lige havde tiltænkt den på aftenens begyndelse. Her havde jeg placeret mig foran kuk-kassen, med smøger og cola inden for rækkevidde, mens jeg hvileløst zappede rundt blandt udvalget af kanaler, i min søgen efter tankeløs underholdning i form af en film. Synet af en gudesmuk, blond kvinde fik den ellers så ivrige finger på fjernbetjeningen til at stoppe op og jeg blev fanget af en dokumentar, hvor Marilyn Monroe's tanker var på menuen og blev afsløret og analyseret ned til mindste detalje.

Det er ikke den store hemmelighed at denne kvindes ydre, altid har fascineret mig og jeg erkender ærligt at hun til dels har inspireret mig til hvorledes jeg selv fremtoner, med de skarpe øjenbryn, den markante eyeliner og ikke mindst de platin-blonde lokker. Jeg forsøger på ingen måde at kopiere det største sexsymbol af dem alle og påstår ingenlunde at ligne hende, men jeg har som tusinde af mænd også ladet mig fange af mystikken, det feminine og sensuelle i hendes helt unikke look, som sjældent er set ligeså gennemført. Hun vadede i mænd, slugte deres begær og opmærksomhed, kunne få selv en præsident til at gispe og endte alligevel med at være ensom og dø ganske alene, i en alt for ung alder. Hun er ofte blevet fremstillet som objekt for mændenes inderste begær, stormende forelskelse og dog som kvinden de havde uden at elske, selvom det var alt hun ønskede.
"De går i seng med drømmen om Marilyn Monroe og vågner op med mig" (Norma Jean), skulle hun efter sigende havde fortalt og hendes selv iscenesættelse blev hendes forbandelse, der voksede i takt med hendes succes, til hendes død i en alder af 36 år.

Hvor kommer hmm-oplevelsen så ind i billedet, når nu denne jyske ordinære kvinde fra smalltown Vinderslev, hverken er en feteret skuespillerinde eller på anden måde betræder det enorme spotlys, hun levede i dag og nat? Tja, det er måske ganske få småting og alligevel så jeg lighederne slående med nogle af bekendtgørelserne i programmet. Da jeg for snart 5 år siden traf valget om at leve livet om på ny, lod mig skille, tabte næsten 35 kg, lod lokkerne vokse sig længere og håret lysne i takt med mit sind, havde jeg en drøm om at finde den helt store kærlighed, der slog benene væk under mig. Og det har jeg skam oplevet, flere gange endda, for i takt med at min fremtoning blev mere attraktiv, steg interessen fra mænd, der før ikke ville have skænket mig et blik og et par stykker forelskede sig ligeså stormfuldt i mig, som jeg i dem. Jeg har modtaget de smukkeste, største kærlighedserklæringer, blevet overdænget med gaver og komplimenter, der kunne efterlade selv mig, som en stammende retardo uden ord. Alligevel er jeg blevet forladt gang på gang, enten rent fysisk eller mentalt og jeg har ofte dvælet i tanker om hvorfor jeg var så uelskelig, når nu alt jeg ønskede var deres rene kærlighed?! Jeg ville ikke have deres status eller penge og jeg gjorde sjældent de store tanker om deres fremtoning, så længe de skænkede mig deres hjerte.

Men kan man vitterlig elske et andet menneske, når man ikke selv er overbevist om at man har fortjent lykken og hele tiden bestræber sig på at yde mere og bedre, for at fastholde betagelsen og den berusende forelskelse?! Sandheden er nok at de forelskede sig i mig og min nyskabelse af Tina, noget før jeg gengældte kærligheden helhjertet og jeg levede efter Marilyn's ord "Jeg tilhører den der vil elske mig", hvor jeg fratog mig selv at træffe valget af min udkårne, også selvom de nok ikke, i bagklogskabens lys, besad de værdier jeg reelt havde brug for. Og netop disse værdier viser sig tydeligere og mindre kompromisløse, jo mere længere og dybere man kommer i forholdet og så står man tilbage med en masse drømme kastet efter en mand, som dybest set vil til højre, når man selv vil til venstre. Disse drømme kunne jeg imidlertidig undertrykke så længe jeg stadig kunne vække deres interesse, momentært se gnisterne springe og pludselig blev den mindste berøring nok til at blive i troen at vi var skabt for hinanden og jeg overså de larmende faresignaler, alene fordi jeg utrætteligt prøvede til, gav mere og samtidigt gav en smule køb på hende de reelt forelskede sig i?!

Så stopper sammenligningerne med verdenshistoriens femme fatale nr. 1 også, for jeg håber så sandelig ikke at jeg skal forlade denne verden i en så ung alder og jeg har ikke tænkt mig at leve et liv alene, hvor drømmene om fremtiden agerer substitut for nutidens leverpostejs-farvede dagligdag. Og selvom håret forbliver platin-blondt og jeg nok aldrig helt slipper frygten for ikke at slå til og den endnu større frygt for at blive forladt, så vil jeg håbe at fortidens fejlslagne og smertende forhold, alligevel har lært mig noget. At jeg med den visdom, en dag om mange år, sidder i min gyngestol og kigger på manden, der blev........ selv når jeg var værst!

 I Wanna Be Loved By You!

På kanten af kanten.....

Et øjeblik er hurtig væk i dag,
et flygtigt minde trænger sig på.
En tankestreg kan vise vej tilbage,
et spørgsmålstegn kan få tiden til at gå i stå.

Jeg drømmer mig væk i tankeløse tanker,
jeg ser på mig selv med lukkede øjne.
Jeg spejler min frygt i dine øjne,
når du ser på mig.

Jeg slipper min angst og mine løgne,
og overgiver mig langsomt til dig.
En symfoni synger på mine læber,
et åndedrag forsvinder fra mit bryst.

En tankestreg kan vise vej tilbage,
i en gammel sang finder jeg trøst.
På kanten af kanten finder lyset mig,
jeg ser på mig selv med lukkede øjne.

Jeg spejler min frygt i dine øjne,
når du ser på mig.
Jeg slipper min angst og mine løgne,
og overgiver mig langsomt til dig.

Står her på kanten af kanten,
med et hjerteslag fra dig.
Kan jeg hente viljen til livet,
så jeg overgiver sig langsomt til mig.

 Det bliver ikke smukkere!!!

Tyv tror....

Projektioner er vel noget vi alle benytter i større eller mindre grad, hvis vi nu skal smide vores sensommer-blegnende hals på bødlens huggeblok og være hudløs ærlige. Her taler jeg ikke om den slags der bevidst benyttes for at såre en anden mest muligt, blot for at få sin vilje eller få ret. I ved den slags, vi bliver konfronteret med og som vi måske har svært ved at forholde os til eller blot ønsker at lade glide ud i det hinsides og forsvinde et sted i atmosfærens ozonhul?! Eller når vi påpeger ting hos andre, selvom vi måske godt ved at vi selv blot er mennesker og derfor ikke ufejlbar selv, så er det en så ganske fortrindelig måde at dreje fokus fra vores egne mangler og lade sidemanden tage de røde ører det kunne afstedkomme.

Det er også et ganske smart filter imod den tikkende bombe vi ved blot venter på springes, men hvis trykbølge afblødes ved at vi så kan sige "Jamen hvad med dig selv?" Det er vel i grunden en meget menneskelig egenskab, som sikkert er medvirkende til opretholdelse af en vis balance i mellem relationer, men på den anden side er det vel også et tegn på manglende selvindsigt og empati?! Kan man overhovedet forvente andet og mere af andre mennesker end man selv kan tilbyde og bør man overhovedet måle?

Jeg skal overhovedet ikke gøre mig bedre end andre, for i skrivende stund, kan jeg da også med foruroligende lethed finde eksempler, hvor jeg selv f.eks. hovedrystende har sagt "Hun kommer da heller aldrig til tiden" efterfulgt af det obligatoriske tsk tsk. Samtidig er jeg jo også klar over at, hvis der er nogen der har det godt og mageligt i starthullet, så godt at man sidder urokkelig fast og triller ind på af døren 5 minutter over for sent, er det da mig selv. Indrømmet, men det er lettere at kunne begrunde mishaget ved personen med at pointere fejlene, end at erkende at vi blot ikke har den bedste kemi og ligner hinanden på visse punkter. Det vil jo betyde at jeg heller ikke kan lide mig selv?!....Hmm... Jeg kan jo altid undskylde mig med at jeg tilgengæld er en af de sidste der går og at når jeg først er på banen, så er jeg den mest utrættelige og ihærdige, men passer det nu også?! (Selvfølgelig gør det det, hvis I spørger mig)

Jeg oplever det skam også den anden vej og selvom det forsøges skjult, så ender jeg med at sidde tilbage med et hav af følelser og ingen kasse at putte dem i. Når så den ovennævnte bombe så er sprunget, kan jeg jo kun sidde tilbage med en undren og en blanding af vrede, ligegyldighed og lettelse. Jeg har hørt på hvorledes min ageren påvirker andre og hvor forfærdeligt det er og så kommer trykbølgen, som giver mig lysten til vredesudbrud, men som mindskes af det forløbende stigende mindreværd, der blot er øget for hver anklage. Så sidder man tilbage med lidt skyld, lidt offermentalitet og de to tilsammen giver et facit af ligegyldighed i den mest mærkværdige form, samtidig med lettelsen af ikke at være uperfekt alene. Man vil ikke vide, man vil ikke søge svar, man vil blot glemme det.

Tyv tror hver mand stjæler og selvom det er et af de ældste og mest fortærskede ordsprog, så passer det vist meget godt. Vi er blot mennesker, ikke engle og selvom det på skrift klinger temmelig grimt, så er vores projektioner vel også en måde at opretholde et vis selvværd og hindre os i at hade vores eget jeg?!

It takes two

Familie-stolthed og sorte får

Hvem elsker ikke sin familie og alligevel kan man til tider ønske dem hen hvor peberet gror, hvor afstanden skærmer for de pinlige kind-knibende hænder og hvor vi kan nøjes med virtuelle knus, efterfulgt af en blinke-smiley. Vi kender det alle, selvom de fleste forsøger at skjule det med familieportrætter, hvor alle smiler stort og vi ved gensyn, knuser og krammer hinanden, så besidder vi en viden om ligene i lasten. Lasterne om tante Olgas evindelige hypokondriske sygehistorier, søster Karens utallige diffuse kærlighedsaffærer og bedstefars hang til små skarpe i hobetal, i ren anti Werther's Original-stil. Alligevel elsker vi dem inderst inde til trods, med fejl og det hele, men måske ikke så ubetinget som vi gerne ville kunne sige, for sandheden er at det til tider kan være svært at rumme mennesker man ikke selv har valgt relationen til.

Blod er jo som sagt tykkere end vand, men som enhver husmor ved, er det noget skidt at vaske af?! Familien er dem, der skaber vores sociale arv og som er med til at forme os som mennesker i vores tidlige påvirkelige år, hvor vores identitet skabes og hvor vi er afhængige af voksne relationer til at fortælle os rigtig fra forkert. De skal vise og lære os hvordan man er en familie og de bedste mennesker vi kan være og selvom nogen måske vil anfægte hvor heldigt jeg selv er faldet ud, er alle ikke lige velsignede at få og have en familie som min. For vel er min egen familie ikke tilnærmelsesvis perfekt og ikke uden snert af tante Olga, søster Karen og bedstefar og vi har også vores sorte får at affarve, men hvem pokker har ikke det, hvis vi ser bort fra de sukkersøde serier på kanal kvalm?!

Det kræver sin mand/kvinde at indrømme og anerkende at man er har uldent blod i årene og med andre beretninger at fortælle sine kommende børnebørn, end historierne om de fantastiske familiefester og de uforglemmelige ferier. Men her er det jeg tænker om vores ideal om familieidyllen er helt forkvaklet og mere en forvredet forestilling om noget vi aldrig kan opnå, uanset hvor hårdt vi prøver?! Måske skulle vi omfavne alle skævhederne, fejlene og de eventuelle ar, der er os påført, hæve os over barren og accepterer at vi ikke nødvendigvis behøver at balancere den og stå til ansvar for andre end vores eget lille jeg. Vi kan jo alligevel ikke ændre vores fortid, vi kan ikke vælge den familie som vi nu engang er født ind i, som sikkert også har bidraget til vores egne skævheder og ikke mindst styrker?!

Jeg knus-elsker min familie, selvom jeg til tider kan ryste på hovedet af dele af den, men samtidig kan jeg sagtens nikke genkendende til følelsen af et bånd, der er stærkere end noget andet. For selvom jeg skal være den første til at anerkende at den polerede og blanke facade, til tider kan fremstå en smule anløben, så gud nåde trøste den udefrakommende, som vover at pointere det. Her er blodet ikke kun tykt, men massivt!

Det pæne hjem