Delete...

Time is for a change, og ikke mindst en ny begyndelse.
Jeg sad her og nærlæste en artikel i det nye Woman margasin, som hedder "ryd op i dine mænd". En artikkel rettet imod singler, som jeg såvidt kunne være bedøvende ligeglad med, da jeg jo netop nu oplever den stormende og ikke mindst gensidige forelskelse. Men der var dog noget der fik mig til at tænke en ekstra gang, da øjnene skimmede igennem linierne.
 Forfatterens teori går ud på at vores tidligere relationer, så som eks-kærester og  tidligere flirts, kan fastholde os i en ond cirkel, som fraholder os fra fokus og fastholder en afstands tagen til det der kan være ægte kærlighed. Om jeg var helt og aldeles er enig med forfatteren, ved jeg faktisk ikke, men der er nok en vis sandhed i ordene.


Det fik jeg at opleve forleden, da en nær og kær veninde af mig, stod på vaklende fødder og med fortvivlelsen malet i ansigtet, netop grundet sin nyfundne kærligheds eks. Ikke at han var hende utro på nogen måde eller på anden vis ureel, men hun blev midlertidigt lammet af behovet for at knytte fortid og nutid sammen. Og jeg følte med hende, jeg forstod præcis hvad hun gennemgik da jeg selv har haft disse følelser på nærmeste hold, i hvad der nu føles som en fjern fortid. Jeg så hvor skrøbelig en kærlighed kan være, i den spæde start.  Jeg græd indeni for hende og blev dernæst vred, empati for fuld skrue...en vrede jeg desværre vist lod gå ud over den forkerte. Undskyld Martin! Det løste sig til trods og gik i sig selv igen, både min vrede og min venindes fortvivlelse.

En anden kær veninde har måtte vinke farvel til hvad hun troede var manden i hendes liv, da han havde utroligt svært ved at fastholde fokus på det han selv betegnede som ægte kærlighed, men tillod sig selv at have lidt back-ups liggende, sikkert til at booste hans ego og egen usikkerhed. Sådan lidt harmløs chat-flirt, sideløbende med hans forholds opstart, blot for at kunne vride og svømme rundt i en evig bekræftelse på at han stadig kunne, hvis han ville. Sådanne Ku-godt-piger/kvinder, hvis eneste formål har været for at stille en sult af nysgerrighed om hvordan netop de ville være i lagen gymnastikkens udfoldelser. Det har jo intet med reele venskaber at gøre, blot sex, flirt og jagten.  Han har nu betalt en høj pris for sin dumhed og sin manglende selvindsigt og har såret et andet menneske dybt, så dybt at hun får svært ved at genvinde tilliden til at ikke alle mænd er sådan.

Men det gav mig spekulationerne om hvor meget jeg selv havde ryddet op efter min fortid. Hvor mange tidligere relationer kunne teoretisk set, komme snigende og ødelægge eller sætte skår i noget, jeg jo netop så gerne vil opbygge til at vare ved. Ikke fordi jeg ikke har tiltro til mig selv eller min loyalitet, for den kender jeg 200%, men hvorfor have fyldstof, når nu jeg er nået til kernen af hvad jeg gerne vil og ikke kan tænke noget bedre. Og hvordan ville jeg selv have det i modsatte situation? Jeg har heldigvis tankekraft og selvindsigt nok at jeg hverken tør, kan eller vil lade noget så latterligt, komme i spil i mit liv og tager derfor ingen chancer. Hvilket har fået mig til at gennemse diverse såkaldte venner på facebook, mobil,  msn, netlog og skype og drevet mig til handling.

Vi taler her om mennesker, søde og rare, en enkelt eks, nogle flirts fra en singletid, men som jeg slet ikke har talt med længe og simpelthen ikke ønsker mere kontakt med, uanset deres intentioner og hvilken relation jeg har haft til dem. Så sorry guys.... He is the one and only and you don't mean shit in compare....Jeg kan simpelthen ikke finde nogen plads til jer, i mit univers og har kun et ord tilbage at sige jer..... FARVEL!

Hit the road...

Home, sweet home

Jeg sidder ofte her i stilhed, ved min pc og overvældes af tanker, jeg føler nød til at nedfælde på skrift for at finde hoved og hale i dem og for at forstå den dybere mening med sammensletningen, der til tider opstår bag pandeskallen. Dette er ofte tanker som affødes af små kommentarer, et lille hverdagsglimt eller blot en drøm om "hvad nu hvis..", som får min mund til at tie og sætter gang i et tankespin, der svinger midt imellem genialitet og sindssyge.

Jeg føler meget i den proces, og det er netop der jeg gennemsyner hvorledes mit verdensbillede ser ud og mærker efter dybt inde, hvor det hele bundfælder sig i en sort/hvid verden. Det er for mig en vigtig del af at være Tina og jeg hverken kan eller vil ændre på det faktum at jeg er et meget følsomt gemyt, dybt inde. 

For nyligt fandt jeg endnu et helle, et sted mine tanker kunne få afløb og svømme rundt, uden tanker om blogs og med fuld tilladelse til at tie en stund. Dette fandt jeg på en lille solbeskinnet plet, på en dejlig lille drengs gynge, hvor solens stråler netop lige kunne finde igennem træerne og ramme mig, mens jeg svingede benene frem og tilbage. Jeg kunne næsten røre himlen i det sekund. Jeg havde dog slet ikke spurgt om lov om jeg måtte prøve den, hvilket jeg skal huske og gøre når jeg taler med ham og spørge ham om han en dag vil dele denne plet med mig og gynge i takt, men endnu vigtigere om jeg må dele hans far med ham.

Jeg føler mig hjemme på gyngen ved pandekagehuset og ikke som en gæst eller besøgende, men som at jeg har fået en andel i noget, der blot har ventet på jeg satte mig og skubbede fra med fødderne og lod brisen blæse igennem mit hår, alt imens jeg blev bombarderet af en lykkerus, som lukkede munden på mig i flere timer efter. Jeg ved naturligvis godt at det ikke er mit og at det rent faktuelle ejerskab ligger hos hans far, men derfor føltes det nu alligevel lidt som mit, et sted inde i mig...Bare lidt.

Den følelse var en smule overvældende for mig og den fik mig til at have en lille samtale med mit jordbundne jyske jeg, inde i mig selv, hvilket ikke var en stille samtale men nærmere et mindre skænderi, hvor tidligere tiders oplevelser og erfaringer blev vendt og drøftet og stillet i line-up til sammenligning. Men sandheden er at det tåler ingen sammenligning...slet ikke. For med ordene "Jeg er her endnu", var det som om han læste mine inderste tanker og på forkant forvissede mig om at han ikke lige smutter i svinget, selv når Tina går i tankespin og mister overblikket for en stund.

Jeg må gang på gang sande at jeg ikke kan skræmme ham, selvom jeg tager mig selv i at fortryde ord eller handlinger eller rettere at der er noget jeg ikke har fået sagt eller vist godt nok eller har tanker som næsten skræmmer mig selv. Han er der endnu og han rummer stadig, hvilket er jeg nok ikke helt begriber til fulde og så alligevel har jeg ikke den mindste tvivl om hverken hans ord, følelser eller handlinger.

At min  larmende stilhed evt. føltes utryg og akavet, var ikke min hensigt og da han fortalte mig at han sad med frygten for om han havde gjort noget forkert, kunne jeg ikke finde finde de rigtige ord der skulle forvisse ham om at det modsatte gjorde sig gældende. ALT er bare rigtig, ja tilnærmelsesvis perfekt, ved hans side, i hans arme og med følelsen af at have fundet dybtfølt og ægte lykke, og at jeg efter en årelang bjergbestigning har fundet hjem. Og her sidder jeg så nu igen ved min pc, men ikke hjemme, for du er her ikke..... hjem er hvor mit hjerte bor og det er ved ham og det skal hele verden vide...

Martin, jeg elsker dig!

En Ruskindsmand på vrangsiden

Lidt tanker til en god ven, som ofte har betegnet sig selv, som på vej til at blive en aseksuel ruskindsmand, som er dømt til et evigt liv i ensomhed og dog er han kommet afsindigt langt det sidste år, hvilket jeg mener han fortrænger i sin iver.
Jeg kan huske fra min singletid, som ikke er så længe siden endda, hvor svært det kan blive at tro på at der findes en derude, der rent faktisk kunne komme i betragtning til den fornemme titel, som en potentiel kæreste og heart-holder. Man starter sin single-tilværelse med en lidt tvivlende tiltro til sig selv og træder forsigtigt ud i livet med at date, men også med en naiv tro på at det er det letteste i verden at finde kærligheden igen, hvis blot man leder. At man blot skal vente på, at lade benene forsvinde under sig og lade det komme til sig, alt imens man nyder singlelivet. Men man bliver også kræsen, selektiv og afvisende, ja nærmest utilnærmelig, og selvom det er ganske søde, smukke og fornuftige mennesker der krydser ens vej, sidder man som en anden prinsesse i Klods-Hans og siger: dur ikke, NÆSTE. Ahhh, der mangler noget, noget er ikke rigtigt osv. osv. Hvis blot det var med kærligheden, som med arbejdet, hvor det er et spørgsmål om at finde et marked for sit produkt og bare være den bedste til det og sælge varen, men ak nej.

Man begynder langsomt at blive lidt opgivende og har svært ved at se nogen kysseværdige frøer og måske begynder man at fundere over, hvorfor pokker man ikke blot, i en herre brandert, springer på den første og den bedste, der byder sig til, i mangel på bedre. Og det gør man måske også. Man nærmer sig måske, den så tyndslidte betegnelse i dating universet: PLAYER, hvor man lader et andet menneske engagere sig, uden man selv har helt reelle intentioner eller i hvertfald trækker stikket, så snart ordet følelser bliver bragt på banen og der bliver kigget dybt i øjnene, med de usagte ord "...så kys mig dog".

Det er der jo ikke noget galt i og der er heller ikke nogen vævefejl i kysen på én, for det tager tid at blive klar til at lukke et andet menneske derind, hvor det sidst gjorde så pokkers ondt eller hvor dikkeværket har været som et bornholmer-ur der trængte til at blive trukket op. At have drømmen om at finde den ægte kærlighed igen, hvor verden ses igennem et lyserødt marcipan-filter, hvor mælkebøtter grangiveligt ligner orkideer og luften smager som candy-floss, eller blot drømmen om knuset, er ikke det samme som at man er følelsesmæssigt klar eller at man rent faktisk kan rumme at skulle forholde sig til det verdensbillede, på godt og ondt. Måske er man kun parat til at blive bekræftet, lyttet til, holdt lidt om og ikke mindst af og klar til at mærke sig selv, men uden at skulle give alverden igen og lege bytte, bytte købmand.

Dette betyder jo ikke at man er en følelseskold og kynisk idiot, uden forståelse for andres behov og følelser, men blot at man er på et stadie i sit liv, hvor man ikke rummer overskudet til at give længere eller man først skal vækkes af sin årelange dvale, og blot trænger til at lade sig overdænge af komplimenter og betagede blikke. Man har blot bevæget sig fra den ruskindsklædte enlige loner, der kigger med misundelsens blik efter kærestepar i parken, til at have ruskinds-jakkens vrangside ud, så man blotter det blodrøde, blanke fór, hvor alt glider af dets glatte og skinnende overflade.

Jeg har det lidt svært med ordet "Player",men tror nærmere at betegnelsen er god at kunne smide om sig, når man sidder tilbage lidt forsmået og trist og mangler svar. For jeg er stadig i den naive tro på at der ikke findes mennesker (kun meget få i så fald), som bevidst leger med andres følelser blot for fornøjelsens skyld, men nok nærmere at vi alle har eller kommer på det stadie i vores liv, hvor det at give ligeså meget igen som vi modtager, ikke er muligt. Og hvis alt det ovennævnte en kategorisering af en player, så indstil mig til en Oscar, for sådan har jeg selv ageret, da jeg ikke var klar til andet end at svømme rundt i betagelse og hengivenhed, mens jeg troligt sad på min trone og verfede frøerne videre.

Jeg blev faktisk så træt af at vente og shoppe rundt, i det menneskelige kødmarked, at jeg opgav at lede længere. Jeg smed "jakken" i ringen, stampede lidt på den i fortvivlelse over dens forbandelse og tænkte: Næste år måske! Jeg erkendte at jeg nok var en tand for kræsen, en tand for kølig og ikke mindst alt for ærlig, og skræmte mandfolkene i en grad at de flygtede eller blot dukkede sig underdanig, hvilket kunne være det samme i min verden.

Og hvad sker der så? Jeg bliver taklet bagfra, som lyn fra en klar himmel og så det slet ikke komme, før jeg mærkede benene forsvinde under mig og jordforbindelsen blev klippet og alle tanker om krav og parader, var pist væk. Men hvordan kunne det så ske for mig.... Tja, jeg blev vel endelig klar, uden at vide det, da jeg stoppede søgningen udadtil og accepterede at livet som single, er en proces man ikke selv kan bestemme hvornår slutter. Det skete for mig, så jeg kan trøste med at en dag får også dit single liv ende, en skønne dag smider du ruskindsjakken og kyler den i kælderens fjerneste hjørne og står tilbage som dig selv, blottet og uden glat eller grov side, ikke noget enten eller, men blot klar til at både give OG modtage. En skønne dag...

Og nu tænker du måske over hvor min ruskindsjakke er blevet af.... Men who cares? Det var sidste års mode og det er nye tider nu! De kommer også til dig, min ven...

INGEN GÅR FRI.....

Takke-blog

Der er mange mennesker i denne verden, jeg kan takke for mangt og meget og skulle jeg nævne dem alle ville denne blog blive uendelig lang og jeg har jo også andet at tage mig til, selvom dette er en af mine ynglings-beskæftigelser. 

Men denne blog er dedikeret til to dejlige mennesker, der bor ved havets brus og de hvide stens strand, for dem bør jeg vitterlig takke for den lykke og glæde jeg oplever lige nu. Skæbnen har villet, at de for 38 år siden, lagde grundstenen til min dejlige sommer, år 2011. Året var 1973, hvor Israel og Egypten underskrev en våbenhvile, Kim Larsen første gang kunne opleves solo med albummet "Værsgo", som rummede sange som "Hvis din far gi'r dig lov" og hvor den spanske kunstner, Pablo Picasso, døde. Store begivenheder er fundet sted netop dette år, men ingen så store som fødslen af en lille dreng.

De kære mennesker vidste naturligvis ikke, at de på denne dag, skabte noget som ville have indflydelse på så mange menneskers liv og at han 38 år senere, ville have stor indflydelse på mit, med sit store hjerte og omfavnende sjæl.

Et stort menneske var født i en lille krop og jeg kan kun gisne om den stolthed de måtte have følt, da de små fingre for første gang greb hånden, og som i dag griber min og stadig skaber følelsen af varme og stolthed. Hånden er dog nu stor og stærk og den lille dreng er vokset op til at blive en voksen mand, med et fantastisk bagland og sunde rødder, og har nu selv oplevet den fantastiske følelse af at blive far til en dejlig dreng, som også en dag vil ændre en heldig piges liv.

Selvom jeg endnu ikke var tænkt på i dette år, vil jeg dog stadig påstå at skæbnen har vidst og planlagt dette hele tiden, da intet så smukt kan komme af tilfældighedernes spil. Og selvom det ikke er min fødselsdag er det alligevel med følelsen af at det er mig, der får den største gave, at jeg skriver dette.
 Et hjerteligt og stort tillykke med jeres søn på hans fødselsdag og tusind tak fordi I gjorde det muligt for mig at elske ham i dag! Jeg skylder mere end ord kan sige.....

I Owe it all to You! 

Ved din side....

Har lige nydt den mest fantastiske weekend i selskab med min dejlige datter, kæresten min (er stadig lige fantastisk at se på skrift) og hans familie, som tog imod os på den mest hjertevarme og gæstfrie måde, man kun ellers kunne drømme om. Det var store følelser og dybe tanker, der kom i spil, især om tanker om de familiemedlemmer man ikke selv har længere og hvilket stort hul de efterlader.
Men det er nu ikke det denne blog skal handle om, selvom den ville blive alenlang og de alle vitterlig fortjener et kæmpe knus, med tak for den hjertelige modtagelse.

Nej, det jeg vil berette om, er et ganske lille, og dog overvældende øjeblik, hvor hele min verden pludselig gav mening og jeg oplevede, det jeg tror var den ægte og oprigtige lykke, vi alle søger med lys og lygte efter. En lykke, der på ingen måde var pyntet med candy-floss og lyserøde briller, men var et ægte hverdagsglimt om hvorledes en fremtid kunne se ud.

Denne følelse strømmede igennem mig, siddende på en halmballe på ladet af en traktor, en ellers overskyet og regnfuld lørdag, med min datter i favnen og man skulle næsten tro vi var statister i en Morten Koch-film og kunne forvente en syngende Poul Richard komme imod os og bede om et lift. Selvom det havde været regnfuldt og skyerne truede fra oven, var de på mærkværdig vis ikke lige over os, men i stedet skinnede solen på de blussende kinder og brisen legede med mit, ellers så vel satte, hår.

Selvom jeg ikke var alene, på den bumpende køretur ude i den smukke danske natur, ænsede jeg faktisk ikke, i øjeblikket, andre i mit nærvær. I stedet var hele mit fokus rettet på de smukkeste, brede, stærke skuldre, der leder mig udenom mørke skyer og sørger for jeg og min datter, kan nyde solens stråler og den dejligste dag. Der var bare os.... ham, mig og min datter... Og følelsen af lykke, en følelse jeg ikke har oplevet, i hvad der føles som uendelige tider. Følelsen af at høre til én, hvor tillid og kærligheden er altoverskyggende og selvom han sad med ryggen vendt imod mig, følte mig tryg og forvisset om at hans stærke arme til hver en tid kunne nå mig, var jeg faldet af i svinget og at han i ren superman-stil havde grebet mig og ført mig i sikkerhed.


I det øjeblik opdagede jeg at det var andet end mine tanker han besad, men også hele mit følelsesregister og at det var ham og min datter, der gav og giver mig følelsen af oprigtig lykke. En nyfunden og skrøbelig lykke måske, men den er trods alt ægte.  Ingen parader, ingen tvivl, ingen usikkerhed, men blot en tryg og stolt (lidt underligt) fornemmelse af at dette er her jeg hører til og hjemme. Ikke på stedet, ikke på en halmballe, ikke på en traktor, men ved hans side, hvor det end det er og fører mig hen og så længe han lader mig...!

I will follow him...

Flaws and all

I'm a train wreck in the morning
I'm a bitch in the afternoon
Every now and then without warning
I can be really mean towards you

I'm a puzzle yes indeed
Ever complex in every way
And all the pieces aren't even in the box
And yet, you see the picture clear as day

I don't know why you love me
And that's why I love you
You catch me when I fall
Accept me, flaws and all
And that's why I love you
And that's why I love you
And that's why I love. . . mmmm

I neglect you when I'm working
When I need attention I tend to nag
I'm a host of imperfection
And you see past all that

I'm a peasant by some standards
But in your eyes I'm a queen
You see potential in all my flaws
And that's exactly what I mean

I don't know why you love me
And that's why I love you
You catch me when I fall
Accept me, flaws and all
And that's why I love you
And that's why I love you
And that's why I love. . .you

I don't know why you love me
And that's why I love you
You catch me when I fall
Accept me flaws and all
And that's why I love you
And that's why I love you
And that's why I love you
You, you, you

I'm still here for your joy...

Jeg har netop, med glæde, slettet min profil på Dating.dk. Eller rettere overladt den til min dejlige veninde, i håbet om at hun kan være ligeså heldig som jeg. Det tvivler jeg dog på, da der ikke findes én, så dejlig som ham jeg har vundet og omvendt!

Men jeg har måtte sande, at min afsked, har frembragt et kæmpe savn og reaktioner, jeg ikke havde ventet. At jeg har gjort så stort et indtryk på mennesker, jeg aldrig har mødt er ikke alene rørende, men også tankevækkende. Jeg er tilnærmelsesvis blevet et ikon, der dyrkes på godt og ondt og mit fravær har skabt et ramaskrig i de små cyber-kredse, hvor mit liv er blevet en stor del af deres følelses-spektrum.

Dertil kan jeg kun sige, at I ikke behøver bekymre jer om fremtidig idol-dyrkelse, da jeg jo hverken er død eller forsvundet. Jeg har bare ikke behovet for at opfylde mit behov for "venskab" via et dating-site, når nu jeg har så mange dejlige mennesker i min nærhed.


Og jeg vil derfor hellere benytte tiden på at kramme min datter, kysse min kæreste og grine med mine venner! Dette betyder naturligvis ikke, at jeg ikke forstår jeres behov for min person, så husk at jeg stadig er et sted derude i cyber, til evig beskuelse og dyrkelse.

Der er altid en plads ved mig.......... også til haters!

When I call you ho, it's short for honey!

Amor skød mig

Lyserød er det nye sort. Og nej, her taler jeg ikke om næste sæsons mode-trend, men om den farve mit verdensbillede pludseligt har fået. Alt virker lyserødt og fluffy, som cotton candy,  og som havde jeg iklædt mig et par solbriller med marcipan-filter, hvor kontraster er udskiftet med flydende overgang og et drømmeagtigt udseende.

Jeg kan næsten ikke kende mig selv og det er på en og samme tid en fantastisk følelse, ligesom det virker en smule surrealistisk, når jeg nu på 34. år var overbevist om mit eget verdensbillede og dets udformning. Alt dette er ændret på så kort tid, at min hjerne ikke kan følge med og jeg må, gang på gang, lade mig overvælde at nye oplevelser og overraskelser i mit eget tankespin, der grænser til momentært sindsyge.
Jeg oplever følelsen af savn og at jeg stadig kan fælde en tårer af ren lykke og eufori, hvilket er meget længe siden, så længe at jeg troede det var en evne jeg havde mistet.

Måske er det slet ikke en ændring der er sket i mig, men en afsløring af noget, der har været der hele tiden, men været lagt i dvale, indtil et kys, som en anden skindød snehvide, vækkede det hele til live igen og tillader det at folde sig ud i fuldt flor. Noget som kun en ganske speciel person kunne vække, sammen med sindsygen, skyerne, candy flossen og de ti tusinde sommerfugle, der før var forpuppet, men nu flakser rundt i mit indre.

Sindsygen kaldes forelskelse og hvor meget jeg end gerne ville kunne kontrollere det, må jeg sande at der er grænser for hvad jeg kan diktere, og at den har ramt mig så hårdt, at der er farer for smitte i mit nærvær hvis man er modtagelig for mushy adfærd. Her er den danske sommer nemlig hverken grå eller trist med regnfulde morgener, men himmelen er dækket af lyserøde skyer og jeg er svæver rundt et sted oppe over dem,i vægtløs tilstand.

Frygten for at falde i et hul og styrte imod jordens våde cement, sidder et sted og nager, samtidigt med er jeg dog forvisset om at han griber mig og hiver mig op over skyerne igen. Lidt som at springe bungy jump. Man vil nok altid frygte at elastikken springer, men man hopper ud i det alligevel mens maven slår kolbøtter, i troen om at når linen spændes til max, trækkes man retur til fast grund under fødderne.

Jeg sprang, eller blev måske endda skubbet, for jeg opdagede slet ikke hvad der egentlig var ved at ske og hvilken fantastisk oplevelse, det har ført mig ud i. Havde jeg været advaret, turde jeg måske slet ikke, men lige i dette nu kan jeg ikke komme på en bedre og mere livsbekræftende følelse, end at have taget skridtet ud i skyerne med ham i hånden. Og det kan godt være jeg burde holde mig selv igen og lade fornuften råde mig og dobbeltsikre mig med både faldskærm og vinger, men det hverken kan eller vil jeg, men blot nyde den hjerteflimren jeg føler, blot ved at se hans øjne. Nu vil jeg flyve med pink airlines, over lyserøde skyer, uden sikkerhedsnet og elske hvert sekund jeg svæver, mens jeg gladeligt belemrer hele verden med min euforiske forelskelse. He's the one!

You got me!

Træets tårer

Hvem har ikke trasket de danske strande tynde, i håbet om at finde det gyldne rav, blandt småral og knuste skaller. Det har jeg og jeg har nærmest betrådt hvert sandkorn, i min evindelige søgen efter dette unikke og smukke naturprodukt, som kan pryde på enhver kvinde. Naturens selvskabte juvel, skabt ved hjælp at tårerne fra et rodfæstet, men såret træ, som hærdes og omdannes til et evigt minde om fortiden, men nu som stærkere end nogensinde før. Selvom jeg ihærdigt har gennemsøgt og ledt i mængden, til solnedgangen nåede horisonten og lyset forsvandt, har jeg intet fundet. Ej heller når solen igen stod højt på himmelen.


Jeg har ofte troet, ved første øjekast, at nu havde jeg fundet det gyldne vidunder blandt alle rullestenene i den vandkantens skæring, men har, ved nærmere undersøgelse, opdaget at mit syn blot bedragede mig og at det blot var "forklædte" sten, der fangede mit blik. De havde ikke ravets  runde kanter og varme fornemmelse, men var kolde, kantede og til tider endda så skarpe, at de efterlod min hånd skrammet og arret. Og selvom jeg fortsatte søgningen, på netop den strækning jeg havde bevandret så længe, mistede jeg gradvist troen på at jeg ville kunne finde det.

Søgningen blev derfor naturligt afløst af, blot at nyde det smukke sceneri og glædes over dem, der fandt det de søgte og bragte hjem til en prydplads, til låns af naturen. Et lån der dog ofte er omdannet, formet og poleret, til pladsen om en kvindes hals.

Pludselig en dag lyser en gylden sten op, blandt alle de andre og den skinner så voldsomt at alle andre, blegner, når solens stråler rammer den. Det er den største ravklump jeg længe har set, måske endda den største.Den skal hverken poleres eller formes, da havets brusen og turbulente understrøm, allerede har formet det perfekte omrids. Den har hele tiden været der, for enden af min næsetip og jeg er gået forbi den mange gange, under mange måner, uden at kunne spotte dens glimt. Og jeg har måske endda set den, men i min iver efter at finde den, har mit syn været sløret og farveblindt.

Denne smukke sten, har ventet på at blive fundet af netop mig og det eneste jeg skal gøre er at tage den i mine hænder, bringe den hjem og holde den tæt ved mit hjerte..... Så er den min. Til låns, men den skal pryde om min hals og nydes ved mit bryst, så længe det er muligt, med håbet om at træets tårer først bringes til jorden igen, når jeg selv følger med!

Falling

Tavshedens lykke

Jeg taler meget! Det ved enhver der har haft fornøjelsen af mit selskab, uanset i hvilken sammenhæng vi taler, at jeg er en uendelig strøm af ord. Jeg har oftest en mening om alt, imellem himmel og jord, og giver meget gerne mit besyv med, hvis jeg føler min viden om området er tilstrækkeligt dækkende til en kommentar. Når jeg føler mig uvidende, sender jeg derimod en jævn strøm af spørgsmål, der dækker mit behov for at være opdateret og stiller min naive nysgerrighed, hvilket jo også får taletøjet på overarbejde.

Det betyder naturligvis ikke at jeg ikke evner at lytte, for jeg elsker også at høre andres menneskers meninger, holdninger, oplevelser og ikke mindst livshistorie. Netop der, får jeg ofte et nært og dybt indblik i andres tanker, da jeg i min barndoms-naivitet, spørger om lige det jeg tænker. Det kan bringe mig i situationer, hvor jeg får af vide at jeg går for tæt på, eller også overrasker spørgsmålet i en grad, så jeg møder en mur af lamslået stilhed. Andre formår blot at bede mig holde kæft, men det hører til et fåtal, der rent faktisk opnår denne reaktion og oplever mig i stedet for som den evigt knævrende papegøje, der siger de mest upassende ting på de mest upassende tidspunkter.

Jeg er absolut heller ikke typen der vælger at tie stille, når jeg modsiges eller ligefrem fornærmes, både fordi der skal meget til at vippe mig på usikkerhedens grund og især fordi jeg aldrig lider i stilhed. Jeg må have det sidste ord også selvom det kan ende i et skrald. Tager hellere konsekvensen af mine ord og handlinger, og er desværre ikke altid god til at vælge mine kampe med omhu, men facer the music, selvom jeg danser ude af takt. Min åbenmundethed er min akilleshæl, samtidig med at det giver mig den udadvendte og ligefremme natur, som både elskes og hades.

Hører tit om den ubehagelige tavshed, der kan opbygge en mur imellem to mennesker, hvor blikkene skiftevis flakker rundt imellem loftets hvide gips og gulvets bøgeparket. Den er mig en smule uforståeligt, da jeg faktisk sjældent er stødt i den larmende tavshed, der næsten giver piskesmæld i nakken, af de roterende hoveder.

Jeg bryster mig med at kunne tale med alle typer mennesker, selv folk jeg faktisk finder aldeles uinteressante. Jeg lukker hellere samtalen og forlader den, end jeg vil sidde og fører en enetale hvor jeg oplever et mishag eller en ligegyldighed ved modtageren.

Betyder det så at jeg aldrig mister mæglet og er en uendelig strøm af bla bla bla? Og selvfølgelig gør jeg det! Og når det sker, skal det blot tolkes som et kompliment, for i den situation dagdrømmer jeg og hviler blot i stilheden og nyder hvad øjnene siger. Og øjne kan fortælle så meget, som stemmen ikke formår og jeg flytter min høresans til mine egne øjne. Den type tavshed er smuk, rolig og altsigende og jeg efterlades mundlam, mens mine drømmetanker overtager samtalen og jeg betages af hvad jeg ser. Det må være tavshedens lykke!

Speechless!

Hugs and kisses

Findes der noget bedre end det knus, der gives uden ord og efterfølges af et inderligt kys? Den varme der strømmer igennem kroppen, når tiden kommer og ventetiden afløses af nuet, man så længe har ventet på, er en altoverskyggende, fantastisk følelse. Den ser jeg frem til at opleve på ny, selvom nervøsiteten kribler rundt i kroppen og en naturlig vaklen ligeså stille sniger sig ind på mig!

Jeg afventer dagen med store forventninger og en smule usikkerhed, for hvad nu hvis drømmen er bedre end virkeligheden og drømmen brister? Kan jeg overhovedet fører denne drøm ud i livet og gengælde de smukke ord og de enorme forventninger, når jeg stadig er usikker på om jeg rummer nok og kan tilbyde er nok. Nej, ikke kun nok, men også alt! Alle de forventninger der er opbygget igennem ordenes strøm igennem telefonen og den kontinuerlige gennemgang af billeder, i vores søgen på at visualisere knuset i vores bevidsthed og ikke kun når kinden rammer puden. Dette er dog ikke virkelighed....endnu.

Forventningens glæde er den største og forventer man intet, kan man i min verden heller ikke glæde sig til den specielle følelse, når stemmen og billederne bliver til berøring og nærvær. Man risikerer naturligvis at blive slemt skuffet, hvis knuset ikke kommer eller hvis drømmene ikke lever op til forventningerne. Men når det gør, går alt op i en højere enhed og nordlyset flammer rundt om os til tonerne af Michael Bublé, selvom solen skinner og radioen er slukket. Så ved man det er rigtigt og betagelsen forvandles, fra en ulmende mavefornemmelse til et indre fest fyrværkeri, i et splitsekund.

Det kaldes vist forelskelse og er den mest vidunderlige følelse, jeg husker fra en fjern fortid, men som jeg har søgt så længe efter at opleve. Måske har den været lige for næsen af mig og jeg har blot skulle samle alle brikker, for pludseligt at have skabt en helhed, der pludselig er så rigtig og så virkelig og måske er det mine drømme der spiller mig et puds. Men det sker... Det er jeg nødt til at tro på og lade det komme som et tordenskrald en lun sommeraften i Juli. Og dette tordenskrald, der blænder min usikkerhed og  ryster igennem min krop, med en smule frygt, en smule spænding og en betagelse af de kræfter der pludselig er sat i spil og det tvinger mig til at søge trygheden i favntaget.

...and it feels good!

Liar Liar, pants on fire...

En gang utro, altid utro...... I hope not! For hvad er det lige der gør, vi er utro? Er det alene en defekt ved den utro part, eller tager vi selv del i den onde gerning? Jeg tror næppe at utro mænd eller kvinder, har et særligt gen, som driver dem til at søge andetsteds. Måske har vi selv en del af skylden, ved at forsømme kærligheden, begæret og ikke mindst nærheden, vi følte for modparten engang. Har vi selv ladet stå til eller måske, med skyklapper, ignoreret at vi ikke er de rette for hinanden længere? Det er jo ikke specielt onde mennesker, der er utro og ikke en sygdom der pludselig overtager deres ellers raske legeme, men nok nærmere et udtryk for et savn.

Nu tænker du måske: "Han/hun gjorde det sgu bare for sex".....Men sex rummer jo også en masse følelser og et begær, som vi vel alle ønsker dækket. Vi bliver amputerede, uden den form for bekræftelse, der netop skabes når to mennesker er sammen i kærlig symbiose. Og så burde vedkommende selvfølgelig afslutte sit nuværende inden det nye påbegyndte, men er det ikke oftest når vi får det igen, vi inderligt, dog ubevidst har savnet....at vi opdager det har manglet og været et savn vi aldrig igen kan leve uden? Og så holder vi fast, selvom det er forkert!

Jeg forsøger ingen lunde at negligere akten eller bi lige utroskab, på nogen måde, men jeg funderer blot over, hvorfor ingen spørger hvorfor! Og her mener jeg ikke hvorfor, som i: "hvorfor gjorde du det imod mig" en nærmere "hvorfor skete det for os"? For det sker jo for begge og i min verden har begge parter en vis anpart i skylden, hvis der overhovedet kan tales om skyld.

Inden du anfægter min viden om emnet, vil jeg erklære at jeg har skam været sendt til tælling på knock out og følt mig så evigt forurettet.

 Jeg har selv været på den "forsmåede" side af utroskaben og følte, på daværende tidspunkt, hverken med-skyld eller nogen som helst form for meddelagtighed i hændelsen. Jeg følte mig som et offer for hans utroskab, jeg følte svigt og jeg følte afmagt. Det stak da vildt i mig. Men når jeg efterfølgende har tænkt på det, har jeg fået et andet syn på sagen, som jeg ikke så, mens jeg druknede mig i min ny påtagne offerrolle og min selvmedlidenhed. Jeg undskylder ikke hans utroskab, men tager mit medansvar, for at det drev ham dertil eller rettere os i hver sin retning, og erkender at vi bare ikke var skabt for hinanden, hvor meget end vi begge ønskede det.

Jeg havde for nyligt en samtale med en mand, som er sin udkårne utro og jeg spurgte ham om han elskede sin kone...?

"JA, MEGET", var hans svar...."men hun gider mig ikke!"
Det gav et lille smertende stik i mig, mens jeg kiggede i hans bedrøvede blik, for hvem var egentlig den forurettede her? Manden er ulykkelig forelsket i sin egen hustru og fylder sit behov for kærlighed og bekræftelse, ved at kaste sit begær efter en anden.

Det var meget tankevækkende og gav anledning til en masse undren, men intet svar. Jeg ved ikke hvad der er det rette at gøre, men jeg ved at det ikke hjælper nogen at fastlåse sig i offerrollen, der blot fastholder en i mistro til andre mennesker. Nye mennesker, der skal bringe os så meget godt og være en del af vores fremtid.

Ja, blot tanker om at jeg ikke er så hård endda og har vundet et vis klarsyn, ved min egen smertefulde, men dog lærerige erfaring!

Unfaithful...

Spejlkabinetet

Når jeg ser på mig selv, er det som at stå midt i et spejlkabinet, hvor alle facetter og sider er vist og blotlagt. Lige meget fra hvilken side jeg skuer, ser jeg en ny vinkel og jeg kan intet skjule, hvor end jeg gerne vil. Her tænker jeg ikke kun på mit ydre, men i særdeleshed også mit indre. Lige præcis den person jeg ser, stående der midt i det genfærds-agtige centrum, er hende som jeg ønsker andre kan/vil se, også selvom jeg ikke altid gør det let at spotte hende.

For sandheden er, at det sjældent er det hele menneske, andre ser eller vælger at se, men blot det enkelte spejlbillede med netop den side de ønsker at se og som passer ind i forestillingen. De vælger måske at se den let brovte person med de spydige bemærkninger, der uden filter kaster første indskydelse ud i periferien, uden en tanke på modtagelsen og med forventningen om et spil ping pong. Andre ser, hvis de graver dybt nok, den meget følsomme kvinde, der har måtte skærme sig selv, for at den daglige roller coaster, ikke er for konstant og der er længerevarende stunder af ro og en kontinuerlig balance.

Jeg rummer ganske mange facetter, som jeg tænker alle andre mennesker gør, men tager det måske til yderligheder med mine. Lige så brysk, hård og kontant jeg kan være, ligeså følsom, kærlig og usikker er jeg, men det afhænger naturligvis af hvor dybt man graver og tør se og ikke mindst får lov at se! For måske ikke visse af disse sider er lige gennemtrængende og larmende og nogle kan måske endda virke ikke eksisterende, ved første skue, men det gør den ikke uvæsentlige i forhold til mit jeg. Og det er jo også ofte lettere blot at forholde sig til det den ene kasse man nu har sat mig i, lægge låg på og lade mig forblive der i al uvidenhed. Andet ville jo kræve både energi og lysten til at vide mere og rent faktisk se hele vejen rundt, når man står der omgivet af alle mine egoer. Men de findes skam, de stille facetter uden spotlight, og er en ligeså stor del af mig, som alle dem der muligvis ses ved første indskydelse, uanset hvilke intentioner man iagttager mig med.

Og nu kunne det jo være nærliggende at tro, at jeg blot ifører mig en maske, for at skabe mig et skjold, der kan skærme mig imod al ufrivillig blotlægning af kroppens skrøbeligste muskel. Men sådan føler jeg det ikke! Jeg ved at jeg rummer det hele og den ene side/facet er ikke vigtigere end den anden, for mistede jeg en, mister jeg lidt af det der gør mig til Tina. Men det kræver måske en større indsats og vilje, at få klarsyn nok til at se det hele. Og endnu mere en åbenhed at acceptere at der er så meget mere og ikke mindst andet, end hvad øjet ser. Jeg tror jeg er som trold af en æske og overrasker mange ved nærmere bekendtskab. Det har jeg erfaret et utal af gange, selvom det ikke altid er lige positivt og jeg ligefrem skuffer, når kassen ikke passer, eller spejlbilledet viser sig som en illusion.

 Måske ser andre mig mere som i hurlumhej husets finurlige spejle, hvor man kan bedrage synet til at virke tynd, tyk, kurvet eller blot anderledes, hvor det dog ændres fra spejl til spejl og fra syn til syn? Men sandheden er at der ikke findes ét spejl, der kan reflektere hele mig, men at det kun lader sig gøre, når jeg betragtes fra alle sider og er centrum for den oprigtige opmærksomhed og interesse.

You don't know me...

Flammehav

Det er efterhånden, som før nævnt, et år siden jeg blev single og tog det første forsigtige skridt ind i net-dating verdenen. Jeg tog hul på dette medie, med en naiv tro på at man kunne finde sig en livsledsager på nul komma fem og at dette var måden min aldersgruppe fandt "den sidste" kæreste på. Naiv som jeg var, skrev jeg en meget seriøs og traditionel profiltekst og satte et enkelt lødigt billede på profilen. Det gav skam også respons og postkassen bugnede af sultne hanhunde, der var mere en villige til at mødes the sooner the better, for at se om kemien var der.

I starten var jeg smigret og forsøgte blot at holde trit med at besvare samtlige henvendelser, da det jo var den voksne, seriøse og velopdragne måde at agere på, selvom det var med ordene: Nej tak! Nu er jeg jo meget ligefrem og bramfri anlagt og har aldrig haft problemer med at finde ord for hvad jeg føler og tænker, men jeg fandt hurtigt ud af at intet svar oftes var det bedste. For fanden galme om de ikke fortsatte med at skrive og klynke løs, og nogen kunne sågar finde på at svine mig til i de værste vendinger og tillægge mig motiver jeg på intet tidspunkt besad. Det var her jeg opdagede bloker-knappen.

Og lige som jeg skulle til at opgive min korte dating-karriere, fik jeg en uskyldig og yderst høflig flirt fra en ung mand. Han var/er 4 år yngre end mig og alene det fik mig til at tænke mit: Hvad vil sådan en nydelig, ung, mand med en krop som adonis og et sind, der besad mere end blot dumsmarte bemærkninger, med sådan en helt almindelig jævn, jysk kvinde som mig? Hans ord ramte dybt og det skræmte mig lidt, for han var den første der fangede min interesse og reelt udviste en gensidig interesse for "Shoppingko", som mit profilnavn var. Han ville gerne høre mere om hende, bag det temmelig sarkastiske og fjollede navn og ikke blot kaste sig ud på dybt vand, men virkelig lære Tina at kende. (Ifølge ham selv.)

Jeg måtte sande, at man rent faktisk kunne tændes af ord. For han var/er bestemt et smukt syn at skue, men det var uden tvivl hans ord og ageren og ikke mindst hans humor, der sendte "ko'en" på stand by. Pludselig var det hele ikke så skræmmende og jeg måtte ofte lige logge på for at se om han havde skrevet en sød lille besked, hvilket sidenhen har vist sig som hans kendetegn. Til trods for min skepsis, som sikkert var affødt af usikkerhed fra min side, udvekslede vi tlf. numre, som hurtigt blev flittigt benyttet, både morgen, middag og aften, til små søde sms'er og lange dybe samtaler, om alt imellem himmel og jord.

Han kaldte mig for skat og hver eneste gang jeg hørte ordene, blev jeg helt varm indeni. Det var så længe siden jeg havde hørt nogen kalde mig det og lige disse ord kunne få mig til at svæve og smile bredt fra øre til øre. Hvor var det dog bare dejligt at der et sted ude i Danmark sad en mand, som synes jeg var berettiget til dette kælenavn, uden overhovedet at have mødt mig endnu. Naivt måske, men det virkede oprigtigt og (k)ærligt. Vi snakkede om at mødes og det lod til at være lige om hjørnet, når job og børn passede ind, og den ellers så fortravlede hverdag tillod det. Og jeg kan slet ikke beskrive hvor spændt og nervøs jeg var, samtidigt med jeg glædede mig.

Men ak, af en eller anden årsag, glippede den ellers daglige kontakt og løb ud i sandet. Jeg tolkede straks og bekræftede mig selv i min første indskydelse, at jeg sgu nok ikke var noget for ham alligevel. Jeg ærgrede mig gul og grøn over aldrig at have haft muligheden for at møde, den første der satte en gnist, og som på så ærlig vis havde talt sig direkte ind i hjertet og ikke mindst hjernen. Lidt som det første kys i barndommen, var han blevet noget ganske specielt og min første net-flirt.

Sådan har vi genoptaget kontakten mange gange, det seneste år og som altid bliver jeg helt rundtosset af at høre hans stemme hver eneste gang, hvor jeg genkalder mig følelsen af jomfrulighed og "det første kys", dvs. det kys, der desværre kun er forblevet virtuelt. Genkalder mig alle de dybe lange samtaler, hvor et venskab blev opbygget og hvor et lettere handikappet hjerte, fik krykker til at støtte sig til.

Det jeg måske egentlig blot vil sige er at vi alle har en første...et første kys, en første kæreste og en første flirt. Og det er noget jeg aldrig glemmer og hverken kan eller vil give helt slip for, også selvom drømmene derom ikke holder stik IRL. Det er mit minde om min dating-dåb, som jeg kan kigge tilbage på med positive briller og hvem ved hvad skæbnen bringer os i morgen, og hvilken effekt denne flirt har på min fremtid, omend den bliver i min fantasi, mit cyber univers eller min virkelighed! Uanset hvad, har han fået sin egen lille box og det kan slet ikke være på anden vis, uanset hvad morgendagen bringer.
Så kære dig, tak fordi du vækkede mig til live og tændte en lille gnist, som er endt i et flammehav.