Jeg sidder ofte her i stilhed, ved min pc og overvældes af tanker, jeg føler nød til at nedfælde på skrift for at finde hoved og hale i dem og for at forstå den dybere mening med sammensletningen, der til tider opstår bag pandeskallen. Dette er ofte tanker som affødes af små kommentarer, et lille hverdagsglimt eller blot en drøm om "hvad nu hvis..", som får min mund til at tie og sætter gang i et tankespin, der svinger midt imellem genialitet og sindssyge.
Jeg føler meget i den proces, og det er netop der jeg gennemsyner hvorledes mit verdensbillede ser ud og mærker efter dybt inde, hvor det hele bundfælder sig i en sort/hvid verden. Det er for mig en vigtig del af at være Tina og jeg hverken kan eller vil ændre på det faktum at jeg er et meget følsomt gemyt, dybt inde.
For nyligt fandt jeg endnu et helle, et sted mine tanker kunne få afløb og svømme rundt, uden tanker om blogs og med fuld tilladelse til at tie en stund. Dette fandt jeg på en lille solbeskinnet plet, på en dejlig lille drengs gynge, hvor solens stråler netop lige kunne finde igennem træerne og ramme mig, mens jeg svingede benene frem og tilbage. Jeg kunne næsten røre himlen i det sekund. Jeg havde dog slet ikke spurgt om lov om jeg måtte prøve den, hvilket jeg skal huske og gøre når jeg taler med ham og spørge ham om han en dag vil dele denne plet med mig og gynge i takt, men endnu vigtigere om jeg må dele hans far med ham.
Jeg føler mig hjemme på gyngen ved pandekagehuset og ikke som en gæst eller besøgende, men som at jeg har fået en andel i noget, der blot har ventet på jeg satte mig og skubbede fra med fødderne og lod brisen blæse igennem mit hår, alt imens jeg blev bombarderet af en lykkerus, som lukkede munden på mig i flere timer efter. Jeg ved naturligvis godt at det ikke er mit og at det rent faktuelle ejerskab ligger hos hans far, men derfor føltes det nu alligevel lidt som mit, et sted inde i mig...Bare lidt.
Den følelse var en smule overvældende for mig og den fik mig til at have en lille samtale med mit jordbundne jyske jeg, inde i mig selv, hvilket ikke var en stille samtale men nærmere et mindre skænderi, hvor tidligere tiders oplevelser og erfaringer blev vendt og drøftet og stillet i line-up til sammenligning. Men sandheden er at det tåler ingen sammenligning...slet ikke. For med ordene "Jeg er her endnu", var det som om han læste mine inderste tanker og på forkant forvissede mig om at han ikke lige smutter i svinget, selv når Tina går i tankespin og mister overblikket for en stund.
Jeg må gang på gang sande at jeg ikke kan skræmme ham, selvom jeg tager mig selv i at fortryde ord eller handlinger eller rettere at der er noget jeg ikke har fået sagt eller vist godt nok eller har tanker som næsten skræmmer mig selv. Han er der endnu og han rummer stadig, hvilket er jeg nok ikke helt begriber til fulde og så alligevel har jeg ikke den mindste tvivl om hverken hans ord, følelser eller handlinger.
At min larmende stilhed evt. føltes utryg og akavet, var ikke min hensigt og da han fortalte mig at han sad med frygten for om han havde gjort noget forkert, kunne jeg ikke finde finde de rigtige ord der skulle forvisse ham om at det modsatte gjorde sig gældende. ALT er bare rigtig, ja tilnærmelsesvis perfekt, ved hans side, i hans arme og med følelsen af at have fundet dybtfølt og ægte lykke, og at jeg efter en årelang bjergbestigning har fundet hjem. Og her sidder jeg så nu igen ved min pc, men ikke hjemme, for du er her ikke..... hjem er hvor mit hjerte bor og det er ved ham og det skal hele verden vide...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar