En knudemand i Dad-bod

Jeg kan ikke helt lade være med at trække let på smilebåndet, når jeg hører udtrykket knudemand, for jeg får indre billeder på nethinden af Onslow-typen henslængt i lænestolen, iført net-undertrøje og med en dåsebajer i den ene olieindsmurte hånd, mens den anden hånd klør, hvor der kløes skal, når man er en rigtig mand. Vi kender sikkert alle sådan én (jeg har kendt et par stykker) og du kaster måske endda et forsigtigt blik hen på sofaen, mens du sammenligner med ham, der i tidernes morgen hviskede søde ord i dine ører og smeltede dit pansrede hjerte, og som nu ligger der selvtilfreds og tilpas i dybeste tavshed, kun afbrudt af grynt. Sådan er det når de candyflossfarvede briller revner og vi længdes efter den helt afsindig romantiske mand, som kunne få tusindevis af bevingede insekter til at flakse rundt i vores mave, som havde man sluppet alle regnskovens sommerfugle løs dernede. "Ohh Nice", som karakteren ville have sagt, med en vis portion sarkasme, men hvis jeg skal være ærlig så finder jeg den type mand mere skræmmende end lattervækkende!

Men hvad er en knudemand for en fætter, hvis vi nu skal dissekere handyret til mere spiselige bidder, så vi alle kan være med og er han overhovedet så indestængt og sammenknyttet, som betegnelsen antyder eller er han i virkeligheden blot pisse ligeglad med alt andet omkring sig, så længe han får dækket hans behov og stillet sin kløe? Det har nemlig intet med mandens udseende at gøre, for selvom en net-undertrøje overlader mindre til fantasien end man kunne ønske og den toppede mave kunne antyde et forvokset garnnøgle, hvis man kniber øjnene nok sammen, så er knuden er ikke umiddelbar synlig udenpå. Den er måske endda slet ikke ret stor af størrelse, men alligevel præcis stor nok til at blokere for forbindelsen til følelsescenteret i hjernen og her kommer vi til den creepy del... Han har sgu selv sat den der!

Han er så langt fra ligeglad, men vælger at lukke af for de elementer, der kan få ham på usikker grund og få ham til at miste kontrollen og ét af de elementer kan desværre være kvinden i hans liv. Han har sådan en indbygget tænd/sluk knap, som kan lukke ned for de dele af hjerneaktiviteten der er i berøring med andet end hans basale behovscenter og det er jo egentlig ret smart, men hvad får han mon ud af det? Det skal jeg sige dig... Han får magt! Han er udmærket klar over at vi kvinder ikke er velekviperet med evnen til at afbryde forbindelsen til vores tanker og lukke de følelsesmæssige reaktorer ned og at vi har et ligeså stort behov for at høre ham hviske et par søde fraser fra tid til anden, som at trække vejret. Det giver ham muligheden for at være i fuld kontrol over både sit eget følelses register, men også over kvindens, for hans tavshed øger blot gisningerne og kvinden vil forsøge endnu mere ihærdigt at få ham til at løsne op, mens hun konstant forsøger at aflæse hans tanker.

Dette betyder naturligvis ikke at knuden er lige stram bundet hele tiden, for selv en knudemand kan jo snuble i sine snørebånd fra tid til anden og det er her kvinden ser et glimt af den fantastiske mand han vælger ikke at være, hvilket kun gør hende endnu mere forvirret. Hun føler det som om han straffer hende og det gør han måske også, for når man ser i historiebøgerne ligger begreberne hævn og magt lige til det højre herre-ben. Han agerer Vor Herre der giver med den ene hånd, mens han tager med den anden, hvis den da ikke lige er optaget af andre og mere presserende opgaver, som at ae sig selv på dunken eller klø sig selv i løgposen. Det kunne dog så ganske glimrende harmonere med den seneste trend indenfor mandekroppe, nemlig the Dad-bod eller i en mere fordansket version far-kroppen, som er den lidt kvabsede type med lidt til gården og gaden og som nu er blevet idealet for kvindens beundring. Og der skal ikke herske nogen tvivl om at sådanne "rigtige" mænd, der giver lidt efter i trommeskindet når man trykker på dem, er ret så sexede og kan tænde noget i os kvinder, men det er altså ikke nok at stille sig nøgen op foran en kvinde, med kæften stripset til og dermed kalde sig for trendsætter og tro hun føler sig som verdens heldigste kvinde.

Jeg ved godt jeg stiller tingene lidt på spidsen nu for at understrege min pointe og hvis der sidder nogle mænd derude og læser dette og føle sig truffet, er det ganske uden grund, for jeg tømmer som vanligt blot hovedet, for hvad det er ved at løbe over af. Eller også er du måske en knudemand?! Men jeg sidder også med en øv-følelse, at der stadig i 2015 findes den slags mænd, som leger rollespils-bødler med tavshedens sværd og som ikke vælger at bruge deres nye ideal status, til at være de attraktive, stærke og maskuline mænd der har fundet ud af de er udstyret med et kommunikationscenter.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet...

Say Something

Play it again, Sam

Så sidder man her igen. Endnu en aften bag den blå skærms flimrende pixels, mens man surfer rundt blandt dagens læseværdige blogs og statusopdateringer på Facebook, om de helt fantastisk perfekte liv vi lever, mens tonerne af pladder romantiske hit strømmer ud af højtaleren. Og nu ved jeg ikke hvordan I har det, men jeg har langt lettere ved at sætte en følelse på mine tanker, når de understøttes af musik, uanset hvilken sindstilstand jeg befinder mig i og hvilken emotionel rutsjebanetur jeg ønsker at tage. Ved at høre bestemte stykker musik, kan jeg også genkalde mig minder, gode som mindre gode, som jeg dermed ganske ubevidst får hevet op af bagagen og kan læne mig tilbage og reflekterer over på nu, eller blot mindes med et skævt smil på læben.

Situationerne og følelserne spænder bredt, lige fra fra en enkelt lille tanke, en flygtig samtale som gjorde indtryk, til den helt store candyflossfarvede forelskelse og dybsindige livforandrende perioder i mit liv. Alt sammen sat til musik og jeg efterlades med en følelse af deja-vu, hver gang toner forplanter sig i øregangen og forbinder sig til hjernens skattekammer af oplevelser og de hengemte minder myldre frem.
Det er dog ikke altid helt ubevidst jeg sætter musik til mit tankespin, men til tider det stik modsatte, for musik har en eventyrlig evne til at kunne ændre humøret og tankernes sti, når man f.eks. flyver lidt for højt og man trænger til at få jordet ud af hovedet og under fødderne igen. Eller hvis man er sprunget ud i et mental sky dive i frit fald og trænger til et pust under humørets vinger, så har teksterne nogle gange til formål at lede os på rette kurs igen. Det hænder også det indre oprør bag pandeskallens dybe furer blot skal overdøves i en så larmende grad, at det kræver en god bas og en hvinende guitar at have højere volume en de knagende tandhjul.

Andre gange er musik, bare musik, som skal nydes med lukkede øjne, mens eneste bevægelse er fodens taktfaste vippen eller som skal leves ud et virvar af flagrende arme og ben på et dansegulv, hvor ens ynde og elegance retoucheres væk i sprittågerne, i discokuglens skær. Og så er der disse alt for stille regnvåde aftener, hvor man sidder og tænker over hvilke stier man har valgt at træde i livet og hvor de fører dig hen og hvor alle drømmene blev af på vejen, alt imens dråbernes slag imod ruden ekkoer i takt med denne sang.

Boulevard of Broken Dreams

Hvad vil du ha'? (Vol. II)

Hvad vil du egentlig ha'? Tough question, når det stilles så direkte og uventet og med mindre man er skrupsulten og udelukkende er hungrende efter en leverpostejsmad med rødbeder, så ligger svaret sjældent til højrebenet. Forleden spurgte jeg en kærlighedssøgende kvinde dette spørgsmål, og som forventet hakkede hun noget i svaret, mens hun nærmest så ud som om hun deltog i Hvem vil være millionær og var bange for at svare forkert på 500.00 kr. spørgsmålet. Nu gav jeg hende dog ikke de 4 sædvanlige svarmuligheder og ej heller ingen livliner, og selvom hun sikkert håbede på at tiden var løbet fra os, fastholdt jeg blot øjenkontakten, signalerende at jeg afventede hendes svar. Det var bestemt ikke for at stille hende i forlegenhed og jeg ville have godtaget et Det kommer ikke dig ved, men jeg har en tendens til at stille den slags spørgsmål af ren og skær nysgerrighed og i håbet om at svarene kan bruges som brændstof til min blog. Og der er ikke noget korrekt svar på spørgsmålet, hvilket jeg måske burde have antydet, for vi mennesker måler og vejer hinanden vidt forskelligt, hvilket er det der gør os så fantastisk nuancerede.

Så kom svaret Jeg går meget op i øje og selvom min første tanke var at hun formentlig mente at han skulle besidde 2 stk. af slagsen, så vidste jeg godt at det nok ikke alligevel var det hun mente og hun tilføjede da også hurtigt, at det var der man spottede charmen. Er det nu også det? Jeg har endnu aldrig hørt om nogen der kunne spotte en stjerne psykopat, blot ved at kigge ham i øjnene og er det i så fald i iris eller regnbuehinden det står malet, at han blot vil lege med dine følelser, efter han har givet dig en quicky over spisebordet? Jeg ved godt man siger at øjnene er sjælens spejl og forstår skam også godt det faktum at vi alle har forskellige præferencer, rent udseendemæssigt, men hvis dette er sandt står det sørgeligt til for de blinde og dem med et glasøjne og Andrea Bocelli er altså ret så charmerende. Nuvel, hvis charmen er i øjnene, er det vel rettere et filter der sidder et sted i vores egen synssans, som kan filtrere alle de småfejl væk, som normalt ville få os til at løbe skrigende bort, når vi står overfor det andet køn og at dette filter åbenbart er mindre finmasket ved dem, som ender med Mr. Wrong hver gang.
Han skal have pæne tænder og jeg kan nu godt til dels relatere til, at han ikke ligefrem behøver at have et decideret usoigneret oral-orgel og kan hitte ud af hvilken ende af tandbørsten der skal i kæften, men et par skæve pløkker er altså lettere at leve med, end et forvreden sind, der efterlader bidemærker, uanset hvor symmetrisk på række de måtte sidde. Måske siger jeg også blot dette, fordi min egen undermund lader en del tilbage at ønske, når vi taler afretning og fordi jeg alligevel er for forfængelig til nakketræk.

Men jeg vover alligevel at påstå at vi kan komme lidt tættere på svaret, hvis blot vi stiller os selv nogle helt andre spørgsmål, som hverken omhandler øjne, tænder eller hvor tonet hans six-pack er, selvom vi naturligvis har lov at fantasere lidt om at en delvist afklædt Patrick Swayze fra Dirty Dancing banker på vores dør. Vi skal ikke spørge os selv om hvad vi vil have, men finde ud af hvem vi selv er. Av den var svær, for her skal man være 100 % ærlig og ikke opstille en fantasi om hvordan livet ser ud, når vi lige har afdraget restgælden, tabt 15 kilo eller får taget os sammen til at trave sålerne af skoene i den lokale skov. Er det overhovedet vigtigt for os at han sveder 2 timer om dagen i fitnesscentret for at opnå det eftertragtede vaskebræt, hvis man (som jeg selv) føles som en fjedrende vandballon på maven, der skvulper lidt vel længe, når man trykker på den?  Hvis den kammeratlige mandehørm over en håndbajer er hans overtryksventil, er det så realistisk at tro at vores forventninger om fingerfletten på et lammeskindstæppe foran pejsen og i rusen af boblende champagne vil blive indfriet, eller tegner fremtiden i retning af weekender med Cola, Vild med Dans og Matador Mix i mobiltelefonernes skær. Nej, lad os se på vore egne livsværdier, for det er her vi kan finde vores sande kriterier, når vi står foran udvælgelsen af the best man for the job. Ikke dermed sagt at vi skal finde en tro kopi af os selv, for modsætninger tiltrækkes af hinanden, men skal et forhold holde på den lange bane, tror jeg der er nogle ting der må matche, for ellers ender én af parterne med at give køb på sig selv eller hverdagen bliver en kamp.

Og hverdagen er måske et ganske glimrende udgangspunkt til at beskrive det livssyn vi har, hvad angår de ting vi tillægger værdi og den tosomhed vi ønsker skal være byggesten for en fælles fremtid. Lad være med at liste alle de lange gåture i solnedgangens skær ved den klukkende strandbred eller de skønne romantiske middage i stearinlysets skær, hvor I sidder tavst og stirre dybt i hinandens øjne, for det er næppe sådan hverdagens hektiske trummerum kommer til at ud. Disse stunder vil sikkert vise sig i glimt og må betragtes som ren bonus, men sandheden er rettere at hverdagen byder på flere ture på lossepladsen end til stranden, på mere millionbøf end på foie gras og på flere dage med vask af hans sure sokker end sensuelle fællesbade under bruseren. Det er den hverdag vi skal lære elske, også selvom den virker lidt shitty nedfældet på skrift, og jeg skal også gerne indrømme at det ikke ligefrem falder mig let at sluge min egen medicin, selvom jeg i skrivende stund føler mig som den alvidende Madam Skrald, der har fundet livets kilde. Pointen er at når du erkender og elsker dine egne "skæve tænder", vil du også kunne anerkende og elske hans, for selvom du måske momentært kan give ham nakketræk og forme ham, som var han af julens overskydende potteler, genskabt ud fra dine fantasiers drømme-ideal, har potteler den triste egenskab at den krakelerer over tid!

And tell him