Hvad vil du ha'? (Vol. II)

Hvad vil du egentlig ha'? Tough question, når det stilles så direkte og uventet og med mindre man er skrupsulten og udelukkende er hungrende efter en leverpostejsmad med rødbeder, så ligger svaret sjældent til højrebenet. Forleden spurgte jeg en kærlighedssøgende kvinde dette spørgsmål, og som forventet hakkede hun noget i svaret, mens hun nærmest så ud som om hun deltog i Hvem vil være millionær og var bange for at svare forkert på 500.00 kr. spørgsmålet. Nu gav jeg hende dog ikke de 4 sædvanlige svarmuligheder og ej heller ingen livliner, og selvom hun sikkert håbede på at tiden var løbet fra os, fastholdt jeg blot øjenkontakten, signalerende at jeg afventede hendes svar. Det var bestemt ikke for at stille hende i forlegenhed og jeg ville have godtaget et Det kommer ikke dig ved, men jeg har en tendens til at stille den slags spørgsmål af ren og skær nysgerrighed og i håbet om at svarene kan bruges som brændstof til min blog. Og der er ikke noget korrekt svar på spørgsmålet, hvilket jeg måske burde have antydet, for vi mennesker måler og vejer hinanden vidt forskelligt, hvilket er det der gør os så fantastisk nuancerede.

Så kom svaret Jeg går meget op i øje og selvom min første tanke var at hun formentlig mente at han skulle besidde 2 stk. af slagsen, så vidste jeg godt at det nok ikke alligevel var det hun mente og hun tilføjede da også hurtigt, at det var der man spottede charmen. Er det nu også det? Jeg har endnu aldrig hørt om nogen der kunne spotte en stjerne psykopat, blot ved at kigge ham i øjnene og er det i så fald i iris eller regnbuehinden det står malet, at han blot vil lege med dine følelser, efter han har givet dig en quicky over spisebordet? Jeg ved godt man siger at øjnene er sjælens spejl og forstår skam også godt det faktum at vi alle har forskellige præferencer, rent udseendemæssigt, men hvis dette er sandt står det sørgeligt til for de blinde og dem med et glasøjne og Andrea Bocelli er altså ret så charmerende. Nuvel, hvis charmen er i øjnene, er det vel rettere et filter der sidder et sted i vores egen synssans, som kan filtrere alle de småfejl væk, som normalt ville få os til at løbe skrigende bort, når vi står overfor det andet køn og at dette filter åbenbart er mindre finmasket ved dem, som ender med Mr. Wrong hver gang.
Han skal have pæne tænder og jeg kan nu godt til dels relatere til, at han ikke ligefrem behøver at have et decideret usoigneret oral-orgel og kan hitte ud af hvilken ende af tandbørsten der skal i kæften, men et par skæve pløkker er altså lettere at leve med, end et forvreden sind, der efterlader bidemærker, uanset hvor symmetrisk på række de måtte sidde. Måske siger jeg også blot dette, fordi min egen undermund lader en del tilbage at ønske, når vi taler afretning og fordi jeg alligevel er for forfængelig til nakketræk.

Men jeg vover alligevel at påstå at vi kan komme lidt tættere på svaret, hvis blot vi stiller os selv nogle helt andre spørgsmål, som hverken omhandler øjne, tænder eller hvor tonet hans six-pack er, selvom vi naturligvis har lov at fantasere lidt om at en delvist afklædt Patrick Swayze fra Dirty Dancing banker på vores dør. Vi skal ikke spørge os selv om hvad vi vil have, men finde ud af hvem vi selv er. Av den var svær, for her skal man være 100 % ærlig og ikke opstille en fantasi om hvordan livet ser ud, når vi lige har afdraget restgælden, tabt 15 kilo eller får taget os sammen til at trave sålerne af skoene i den lokale skov. Er det overhovedet vigtigt for os at han sveder 2 timer om dagen i fitnesscentret for at opnå det eftertragtede vaskebræt, hvis man (som jeg selv) føles som en fjedrende vandballon på maven, der skvulper lidt vel længe, når man trykker på den?  Hvis den kammeratlige mandehørm over en håndbajer er hans overtryksventil, er det så realistisk at tro at vores forventninger om fingerfletten på et lammeskindstæppe foran pejsen og i rusen af boblende champagne vil blive indfriet, eller tegner fremtiden i retning af weekender med Cola, Vild med Dans og Matador Mix i mobiltelefonernes skær. Nej, lad os se på vore egne livsværdier, for det er her vi kan finde vores sande kriterier, når vi står foran udvælgelsen af the best man for the job. Ikke dermed sagt at vi skal finde en tro kopi af os selv, for modsætninger tiltrækkes af hinanden, men skal et forhold holde på den lange bane, tror jeg der er nogle ting der må matche, for ellers ender én af parterne med at give køb på sig selv eller hverdagen bliver en kamp.

Og hverdagen er måske et ganske glimrende udgangspunkt til at beskrive det livssyn vi har, hvad angår de ting vi tillægger værdi og den tosomhed vi ønsker skal være byggesten for en fælles fremtid. Lad være med at liste alle de lange gåture i solnedgangens skær ved den klukkende strandbred eller de skønne romantiske middage i stearinlysets skær, hvor I sidder tavst og stirre dybt i hinandens øjne, for det er næppe sådan hverdagens hektiske trummerum kommer til at ud. Disse stunder vil sikkert vise sig i glimt og må betragtes som ren bonus, men sandheden er rettere at hverdagen byder på flere ture på lossepladsen end til stranden, på mere millionbøf end på foie gras og på flere dage med vask af hans sure sokker end sensuelle fællesbade under bruseren. Det er den hverdag vi skal lære elske, også selvom den virker lidt shitty nedfældet på skrift, og jeg skal også gerne indrømme at det ikke ligefrem falder mig let at sluge min egen medicin, selvom jeg i skrivende stund føler mig som den alvidende Madam Skrald, der har fundet livets kilde. Pointen er at når du erkender og elsker dine egne "skæve tænder", vil du også kunne anerkende og elske hans, for selvom du måske momentært kan give ham nakketræk og forme ham, som var han af julens overskydende potteler, genskabt ud fra dine fantasiers drømme-ideal, har potteler den triste egenskab at den krakelerer over tid!

And tell him