Fra sølvtøj til Tupperware

Hvem kan sige sig fri for at være en lille smule anspændt, når man sidder i venteværelset hos tandlægen og nervøst bladre igennem et oldgammelt nummer af Femina, mens man venter på ens navn bliver kaldt til mødet med torturkammeret, den elektriske stol og beslutningen om man vil gasses eller have nålen? Nu havde jeg håbet at Harry, som min rare tandlæge hedder, havde taget fejl ang. den gamle sølvplombes svækkede tilstand, som skoletandlægen for snart 26 år siden berigede mit gnasketøj med. Men han holdt nu fast på sin diagnose at det orale sølvtøj skulle skiftes til skinnende hvidt Tupperware-plastik og at krateret måtte anses for at være af så betragtelig størrelse at gummen måtte bedøves, for at jeg kunne holde det ud.

Tak for lort, siger jeg bare til de slagterhunde til gebissnedkere jeg var underlagt som 12 årig, og som jeg er overbevist om dengang har boret det halve af tanden ud og glemt at fjerne boret i tide, mens de havde travlt med at diskuterer den nye klinikassistent nede hos specialtandlægen. Sådan husker jeg dem, en flok sladretanter der sad og søbede kaffe og kringle, mens de forsøgte at belære os elever om hvor farlige de mange sukkerknalder i en cola var, illustreret med afsindig farverige plakater i venteværelset. Jeg husker især den næsten kvindelige tandlæge, som havde den mest vederstyggelige tobaksånde og som kunne slå fluer ihjel ved blot at puste på dem, hvis de da ikke drattede døde om ved synet af hendes mono-bryn, der sad som en ekstra næsestang over de horntykke briller. Mage til maskulin madamme skulle man lede længe efter, når hun sad der i sin jadegrønne dragt og med blodstænk på brystet fra det sidste barn hun havde tortureret, uden at man kunne fremtvinge så meget som et smil fra hende og hun lignede oprigtigt én der følte sig snydt af livet og jeg skulle bøde for det.

Havde man dog bare været så fornuftig at tilbyde damen et lommetørklæde dengang, ikke for at trøste hende, men så kunne hun have poleret glasøjnene og så kunne det være man var sluppet for at have hendes fjæs placeret 5 cm over sit eget, mens de i det uendelige konverserede om "Har du hørt om Fru Jensen... 4+, 5+, caries i 6 +, 7+.... hun har fået ny mand igen", som var de ved at udfylde ugens tipskupon. Hadede det ord, CARIES, for hvis man ikke allerede kendte til det smertehelvede ordet altid indebar, så kunne man tydeligt fornemme at det var noget skidt på de bebrejdende blikke og rynkede bryn og de fik endda løn for det. Man ser da aldrig en blikkenslager bebrejde nogen for at have sprungne vandrør og sige "Tsk Tsk" til kunderne. Nå, men når man så endelig var færdig med at have hendes kagesnitter rodende rundt i gummerne, tandsættet var filet helt ned og de sylespidse instrumenter havde kradset tandkødet til blods, blev man dog tilbudt dispensation for tort og svie, i form af en refleks og en tube tandpasta.

Selvfølgelig kan det være at min hukommelse spiller mig et puds, men jeg føres automatisk tilbage til dengang, blot ved lugten af lattergas og flour og jeg valgte naturligvis derfor at lade kæberne lamme og tankerne flyde væk, mens jeg spændt ventede på tonerne af Beethoven skulle flyde ud af propperne i mine øre. Der er sket meget siden min sølvplombes fødsel, for dengang husker jeg nu ikke at man blev tilbudt at høre beroligende musik, for at det skulle være så afslappet og betryggende en oplevelse som muligt. Ja, jeg tør næsten at sige at oplevelsen har skiftet fra at føles som ufrivillig oral-fistning, til at være det rene spaophold, hvis man dog lige ser bort fra at jeg ikke på nogen måde finder at "Åh Abe" skaber den rette zen-stemning. Til trods for det, må jeg nu sige jeg er sluppet nådigt for barndommens traumer og at min nuværende tandlæge formår at gøre det til en absolut tålelig oplevelse, med sin venlige og imødekommende facon og at tandlægebesøg ikke er på listen over ting jeg frygter. Det vil sige hvis vi lige ser bort fra regningen..... OMG.... Nu ved jeg hvorfor jeg hader Tupperware!

You Win Again - Bee Gees

Med et ben i begge ender

"Hun har ben i næsen" er et ofte brugt udtryk om den stærke moderne kvinde og jeg er ikke helt sikker på jeg altid forstår forherligelsen af, at de dertil indrettede gå-aggregater er placeret midt i trynen. Det vil jeg derfor i aften prøve at sætte i min virtuelle og så absolut generaliserende bås, også i en så ekstrem grad at der forhåbentligt ikke er nogen, som oprigtigt genkender følgende ude i den virkelige verden. Hun kan nemlig ALT selv og hun gør det, før du overhovedet har nået at række din hånd frem, hun tør stå ved og anerkender sit eget værd til fulde, siger altid sin uforbeholdne mening og har i det hele taget ikke brug for andres hjælp til noget, for at få livets små bump udjævnet, hvilket hun klarer alene ved hjælp af hendes verbale damptromle. Hun fastholder sin ret til have en mening om alle livets forhold, ja faktisk mener hun at man er forpligtet til at tage stilling og have et standpunkt og hun betragter det ikke som en ret, men nærmere et krav, hvis du skal nyde hendes respekt. Og den er ikke let at få, for er dine små livsanskuelser ikke så stålsatte som hendes, må de betragtes som uovervejede og hun kan simpelthen ikke tage det som seriøse overvejelser. Hun tager dog gerne en for holdet, for hun skal gerne i overbærenhedens tegn, fortælle dig hvordan facit skal se ud på bundlinjen og hvor skabet skal stå. Både på egne og på andres vegne. Er hun så stærk eller rettere så selvsikker, som ordsproget skal signalere? Det tror jeg ikke, men hun er en allerhelvedes god skuespiller, så længe publikum klapper!

Hendes alter ego må være den passive kvinde, hvis ben tripper på skift, som stod hun på glødende kul og som smilende trækker på skulderen, mens blikket flakker rundt i jagten på den rette mening at spejle sig i og som ikke rigtigt kan få skrutrækkeren til at dreje den rigtige vej, uden en kyndig (og gerne mandlig) vejleder til at føre hendes hånd.  Hendes mening passer perfekt i den mund hun lytter til og hun nikker anerkendende og fremstammer et enkelt ja fra tid til anden, hvis hun da ikke ligefrem stiltiende accepterer alt hvad hendes omverden postulerer af krav, befalinger og kloge ordkløverier. Hun gør ingenting og kan INTET, end ikke have sine egne beskedne meningers mod og selvom benene ikke ligefrem sidder i lugteorganet, så bruges de absolut heller ikke til at stå på og hun må tilnærmelsesvis kaldes ben-amputeret. Pust og hun vakler og griber fat i den nærmeste arm der kan støtte hende, af enten ugidelig dovenskab eller tvivl på egen formåen. Hun fortæller dig aldrig hvad du skal tro, mene eller burde, for tænk hvis hendes facit liste er forkert eller tænk hvis nogen rent faktisk lytter og det forventes at hun skal agere krykke og når hun endelig træder et halvt skridt frem med sine inderste tanker, er det ofte på en spørgende facon, som en slags helgardering mod at skulle stå på mål senere hen. Du har heller ikke hendes respekt, for hun ejer ikke engang selvrespekten, så posen er tom på den konto. Og som den forrige beskrivelse, håber jeg bestemt også at der kun færdes et fåtal af disse kvinder på vores klode, for hun kan heller ikke tilnærmelsesvis betegnes som stærk. Ja, hun ligger ikke engang skjul på sin svaghed, men hylder den rettere. Hun skifter imellem at have lammende sceneskræk i livets teater, til at være en 2. rangs Diva der sidder i kulissen og nægter at betræde scenen, før champagnen er lagt på køl!

Og så er der sådan nogen som de fleste af os almindelige dødelige kvinder, som mere eller mindre har lidt af dem begge i os, alt afhængig af situationen, for selvom jeg ikke håber de ovenstående findes i deres reneste figur, så kan jeg godt nikke genkendende til at de hver især, fra tid til anden titter frem. Det er som at have en djævel og en engel på hver sin skulder, samtidig med ens fornuft bag pandeskallen forsøger at overdøve stemmerne og hvor kunne det være skønt hvis vi selv var herre over hvornår de trådte frem og tog over. Hvordan ser den stærke kvinde så ud, kan jeg jo så spørge mig selv og det ved jeg egentlig ikke, men selvom jeg ikke har begge ben på jorden eller stængerne proppet op i næsen, så håber jeg i min naive verden at det måske kan være min styrke, at have et ben i begge ender?!

A Woman's Worth

En knudemand i Dad-bod

Jeg kan ikke helt lade være med at trække let på smilebåndet, når jeg hører udtrykket knudemand, for jeg får indre billeder på nethinden af Onslow-typen henslængt i lænestolen, iført net-undertrøje og med en dåsebajer i den ene olieindsmurte hånd, mens den anden hånd klør, hvor der kløes skal, når man er en rigtig mand. Vi kender sikkert alle sådan én (jeg har kendt et par stykker) og du kaster måske endda et forsigtigt blik hen på sofaen, mens du sammenligner med ham, der i tidernes morgen hviskede søde ord i dine ører og smeltede dit pansrede hjerte, og som nu ligger der selvtilfreds og tilpas i dybeste tavshed, kun afbrudt af grynt. Sådan er det når de candyflossfarvede briller revner og vi længdes efter den helt afsindig romantiske mand, som kunne få tusindevis af bevingede insekter til at flakse rundt i vores mave, som havde man sluppet alle regnskovens sommerfugle løs dernede. "Ohh Nice", som karakteren ville have sagt, med en vis portion sarkasme, men hvis jeg skal være ærlig så finder jeg den type mand mere skræmmende end lattervækkende!

Men hvad er en knudemand for en fætter, hvis vi nu skal dissekere handyret til mere spiselige bidder, så vi alle kan være med og er han overhovedet så indestængt og sammenknyttet, som betegnelsen antyder eller er han i virkeligheden blot pisse ligeglad med alt andet omkring sig, så længe han får dækket hans behov og stillet sin kløe? Det har nemlig intet med mandens udseende at gøre, for selvom en net-undertrøje overlader mindre til fantasien end man kunne ønske og den toppede mave kunne antyde et forvokset garnnøgle, hvis man kniber øjnene nok sammen, så er knuden er ikke umiddelbar synlig udenpå. Den er måske endda slet ikke ret stor af størrelse, men alligevel præcis stor nok til at blokere for forbindelsen til følelsescenteret i hjernen og her kommer vi til den creepy del... Han har sgu selv sat den der!

Han er så langt fra ligeglad, men vælger at lukke af for de elementer, der kan få ham på usikker grund og få ham til at miste kontrollen og ét af de elementer kan desværre være kvinden i hans liv. Han har sådan en indbygget tænd/sluk knap, som kan lukke ned for de dele af hjerneaktiviteten der er i berøring med andet end hans basale behovscenter og det er jo egentlig ret smart, men hvad får han mon ud af det? Det skal jeg sige dig... Han får magt! Han er udmærket klar over at vi kvinder ikke er velekviperet med evnen til at afbryde forbindelsen til vores tanker og lukke de følelsesmæssige reaktorer ned og at vi har et ligeså stort behov for at høre ham hviske et par søde fraser fra tid til anden, som at trække vejret. Det giver ham muligheden for at være i fuld kontrol over både sit eget følelses register, men også over kvindens, for hans tavshed øger blot gisningerne og kvinden vil forsøge endnu mere ihærdigt at få ham til at løsne op, mens hun konstant forsøger at aflæse hans tanker.

Dette betyder naturligvis ikke at knuden er lige stram bundet hele tiden, for selv en knudemand kan jo snuble i sine snørebånd fra tid til anden og det er her kvinden ser et glimt af den fantastiske mand han vælger ikke at være, hvilket kun gør hende endnu mere forvirret. Hun føler det som om han straffer hende og det gør han måske også, for når man ser i historiebøgerne ligger begreberne hævn og magt lige til det højre herre-ben. Han agerer Vor Herre der giver med den ene hånd, mens han tager med den anden, hvis den da ikke lige er optaget af andre og mere presserende opgaver, som at ae sig selv på dunken eller klø sig selv i løgposen. Det kunne dog så ganske glimrende harmonere med den seneste trend indenfor mandekroppe, nemlig the Dad-bod eller i en mere fordansket version far-kroppen, som er den lidt kvabsede type med lidt til gården og gaden og som nu er blevet idealet for kvindens beundring. Og der skal ikke herske nogen tvivl om at sådanne "rigtige" mænd, der giver lidt efter i trommeskindet når man trykker på dem, er ret så sexede og kan tænde noget i os kvinder, men det er altså ikke nok at stille sig nøgen op foran en kvinde, med kæften stripset til og dermed kalde sig for trendsætter og tro hun føler sig som verdens heldigste kvinde.

Jeg ved godt jeg stiller tingene lidt på spidsen nu for at understrege min pointe og hvis der sidder nogle mænd derude og læser dette og føle sig truffet, er det ganske uden grund, for jeg tømmer som vanligt blot hovedet, for hvad det er ved at løbe over af. Eller også er du måske en knudemand?! Men jeg sidder også med en øv-følelse, at der stadig i 2015 findes den slags mænd, som leger rollespils-bødler med tavshedens sværd og som ikke vælger at bruge deres nye ideal status, til at være de attraktive, stærke og maskuline mænd der har fundet ud af de er udstyret med et kommunikationscenter.
Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet...

Say Something

Uskyldige stjernestunder

Jeg har været på kursus, hvilket som vanligt sætter en del tanker i gang bag mit efterhånden let furrede pandeben. Vi gennemgik alt fra hjernens opbygning og dertilhørende mekanismer(hvilket i mit tilfælde kunne tage alle tre dage i denne forvredne klump af synapser og fedt), til spørgsmålet om man kan forandre andre, hvilket jeg allerede nu kan afsløre at man ikke kan. Jeg var mildest talt forberedt på en ørkenvandring i tørre ord og dræbende power point præsentationer, om hvorledes jeg kan finde mine personlige resurser i hverdagen, kun opmuntret af de allerede bryggede kander kaffe, der stod klar til indtag. Men allerede efter den første time og de første kopper, måtte jeg overgive mig og indrømme at være indfanget af emnet, dels grundet en fantastisk underviser, men også fordi det virkelig gav noget at reflektere over, når ens egne fordomme bliver sat på display bag nethinden. Et væld af tanker overvælder en, når gamle skuffer hives frem af hjernens gemmer og man bliver bedt om at nævne 10 ting, som gør dig glad. Nu er glæde jo et relativt bredt begreb, men der mentes ikke 10 is eller 10 kroner, men mere ting du kan gøre for dig selv, som kun du høster oprigtig glæde ved, ting som giver dig indre ro og som så fint blev betegnet små stjernestunder.

Piece of fucking cupcake, tænke Tina og fattede pennen, men det var nu ikke så nemt endda, for selvom jeg ved hvad der skal til for at tømme mit indre og genstarte harddisken efter en krævende dag, så gør jeg det ikke længere. Jeg er simpelthen holdt op med at blogge, hvilket nok må betegnes som en kende selvmodsigende med denne blog?! Jeg har helt uden at vide det, sat min mentale overløbsventil på pause og ladet sluserne stå på vidt gab, mens et utal af tanker og indtryk fortsat strømmer ind. Og det er sådan med tanker, som med garderobeskabe (for kvinder)…man løber aldrig tør for plads, men noget skal pakkes væk, for at gøre plads til alt det nye. Nå men at blogge er som gættet én af mine stjernestunder, godt efterfulgt af at opholde mig nær vand og da jeg ikke ligefrem bor vand (med undtagelse af opvaskevand), er denne forunderlige blog det bedste bud på min stjernestund no. 1. Og hvor har jeg dog skrevet mangt og meget i tidens løb, godt hjulpet på vej af smøger og kaffe, og fået tømt godt ud i det indre tankemylder på godt og ondt. Og selvom ikke alt lyder lige fornuftigt længere når det læses igen, så har de hver og en haft samme egoistiske formål, som denne blog, nemlig at give mig min stjernestund.

Vi bruger enormt meget tid og energi på at bekymre os om andre og deres tanker, gøren og laden og hvordan vi kan hjælpe eller påvirke dem i en retning nærmere vores eget verdensbillede. Sandheden er at det kan vi ikke, uden at starte ved os selv og her bliver det straks sværere odds at kæmpe imod. Endnu en påstand ville være at dine følelser altid er dit eget ansvar og kommet af din egen tankevirksomheds kraft og hvis dette er sandt står det sgu skidt til for os i denne rasende IT-alder, der afskærer os fra at se hinanden i øjnene og mærke efter om vi nu også er så satans cool med det hele. Vi er online fra vi vågner til vi går i seng,  fra vi bliver født til vi dør. Vi mailer, sms'er og spejler vores liv i profilbilleder på de sociale medier, som absolut ikke besidder megen sandhed, når sandhed defineres af modtageren og en smule photoshop.  Hvornår er vi Inline?.... Insync? Hvornår taler vi sammen, til hinanden, rummer hinanden?
Ikke dermed sagt at man (læs jeg,)ikke kan misforstå personen lige foran mig og opfange signaler og betydninger der aldrig ikke har været der i den direkte kontakt, men de fortolkninger er min egen skabelse og dermed mit ansvar at forstå og afklarer. Ville det ikke være forfærdeligt at det bliver fortolkninger at uudforskede muligheder vi lagre i vores så primitive hjerner, frem for virkelighedens minder?

Der skal ryddes op, forårsrengøres på øverste etage og muges ud i huskerens gemmer. Og præcis i dag har jeg besluttet at der er dømt happy hour på disse så skattede stunder, hvis fineste opgave er at tænde gnisten til at udforske morgendagens stjernestunder. Derfor besluttede jeg også da jeg forlod jobbet i dag at dedikere denne helt ualmindelig smukke onsdag til Tinas stjernedag. Jeg vil bare gøre noget for mig og hvor bedre at starte end at fortrække til et fristed hvor vandets klukken imod bredden og kvidrende fuglestemmer, kæmper om førstepladsen imod solens stille stråler gennem trætoppe og forårets tavse spirren. Lade forårssolen danse på pandebenet, mens man tavst anerkender tavshedens belønning, når bilradioen slukkes efter Billy Joel's fantastiske sang. Næste stund, på programmet blev den skrivende stund og hermed denne blog, som har været på pause længe nok. Hvad dagen ellers bringer af stjernestunder skal jeg berette om en anden god gang. Till next time.....

Eventyret om Aske-kompot....

Hvad gør dig trist? Og inden vi i flæng nævner hungersnød og verdens undergang, må jeg lige påpege at det jeg refererer til, er en smule mere nærlæggende og inden for min påvirkelighed, uden at skulle melde sig til læger uden grænser eller redde orangutang-unger i Borneos jungle! For selvom det ovenstående sagtens kan gøre mig trist og ilde til mode og man i bedste sendetid får spædet kaffen med, hvor destruktivt et samfund vi lever i, så må jeg indrømme at det er de nære ting der bidrager til min sindstilstands nedgående kurve.

Jeg plejer at sige at man ikke bør spilde sit krudt på det man alligevel ikke kan ændre eller i en eller anden grad påvirke og alligevel lever jeg nok ikke helt efter mine egne postulater, når jeg skal lægge hovedet på "bloggen". Og det skal jeg, for her sidder jeg efter lang tids stilhed fra tastaturets klapren, med følelsen af at skulle skrifte til blog-guden, inden munden løber over med hvad hovedet ikke længere kan rumme. Selvom mit univers her, aldrig spørger mig hvorledes jeg har det og om det går godt, så formår det altid at tage trykket akkurat i tide, inden jeg eksploderer i kropslig eller mental forstand. I hvert fald for det meste....

Jeg er den seneste tid blevet spurgt flere gange om hvorledes jeg har det og om det går godt og om der er noget galt, til hvilket jeg naturligvis instinktivt svarer "Helt fint", "Okay, hvad med dig" og "Jooooo, det er nok godt nok"! Men i dette nu er det løgn og latin og ønsker man at forblive i lykkelig uvidenhed, så bedes nye som gamle læsere springe til næste blog nu eller genoptage onsdagens ynglings tv-program, med dertilhørende citronmåne og en cognac til kaffen.

Og ja, jeg er lidt skuffet, lidt trist, lidt ked af det, lidt magtesløs, lidt bekymret, lidt bange, lidt vred og lidt utryg og samtidig ramt af en underlig lyst til at gemme mig, i en størrelse jeg ellers sjældent mærker til... En stor lyst, til at fortrække. Tag det bare roligt, for jeg er ikke på kanten af en depression, nedlagt af stress eller på anden måde på vej ud over den usynlige kant, men - indrømmet - jeg har lidt svært ved at se lyspunkterne for tiden, selvom foråret spirer frem alle vegne og dagene bliver længere. Bevares jeg svælger ikke just i negative tanker og modløshed hele tiden, for selvfølgelig er der masser af ting i livet jeg glædes over, men hvad hjælper det at have de flotteste glassko på, hvis de skaver lidt hele tiden? Når man har ligtorne på følehornene, er det vel unægtelig også lettere at trække dem til sig, når man har opbrugt sit sidste lindrende ligtorne plaster og ikke gider kæmpe mere?! Askepot fortrak jo også, men hun tog dog ikke turen ned med hovedet først, men kunne nøjes med at tabe sin ene glassko, blot for at kunne blive genfundet af prinsen. Hvis Askepot skulle gå i sikkerhedssko med sømværn, var eventyret måske nok endt noget anderledes?!

Arhhh jeg kan blive helt vred på mig selv, mens tasterne klikker i takt med fuglenes aften-kvidren og jeg på skrift ser mine tudekiks virtuelt spredt, men sådan ekkoer det nu engang inde bag min pandeskal i aften. Og selvom jeg måske burde nøjes med at være vred på mig selv (mit liv, mit ansvar), så falder det mig unægtelig svært, når jeg sidder tilbage med følelsen af at mine frustrationers overløb, mødes med den største tiltro til at jeg kan klare næsten alt. Det falder mig derimod let at konkludere, at det absolut også er din skyld.... bare en smule.... for hvis dette er livets eventyr og jeg er prinsessen, hvorfor redder du mig så ikke, nu fuglene stemmer i???

Fakta er nok, ved nærmere eftertanke, at mit voksenliv aldrig har været en fælles opgave eller nogen andens ansvar end mit eget, og hvornår underskrev jeg i øvrigt også lige den kontakt, med feen som skulle trylle mus om til hvide heste og græskaret om til en karet? Det er efterhånden længe siden og måske er det netop det faktum at kontrakten er udløbet, ugyldig og ikke står til fornyelse, der flår lidt i mit indre og at jeg ikke med Askepots graciøse værdighed, knokler uanfægtet videre ledsaget af spurvenes skønsang, men må erkende jeg momentært har tabt pusten... (selvom navnet passer meget godt, efter indholdet af aftenenes askebæger at dømme, Aske-kompot..)..Hvem ved?! Måske bliver det ikke som graciøs prinsesse jeg kæmper mig op ad trinene igen, men efter overbevisningen om at alle eventyr ender lykkeligt, så er det måske også lys forude for mig..... Hvis altså vi ser bort fra "Den lille pigen med svovlstikkerne"!

Blot fordi den er så sørgelig......

Gyldendals: Leverpostej i farver

Leverpostej er godt. Især hvis den er hjemmelavet og krydret med allehånde, kærlighed og måske en smule hakket bacon, for at holde fedtprocenten oppe på et niveau, som kan give glidemiddel til vores forsnævrede kranspulsåre. Og  selvom det smager ganske fortrinneligt og måske endnu bedre hvis man har evner af ovenstående type og ynder at bage den selv, så er det altså blot en pulveriseret gris, udsat for høj varme. Oversat til film er det en kombination af Babe, den kække gris, Freddy Kruger og Vulcano, og så kunne vi passende bage den i Robocop.

Jamen det er jo Dansk, Tina og nærmest en nationalspise, som stoppes i halsen af os fra den første rugbrød vi maser ud i mellem små 1 årige pølsefingre, inden vi tvære den ud over mors fine sofa og op i håret. Gad vide om det er derfor danskerne har samme hårfarve?! Næppe, for nu vil den kloge jo påstå at det stammer fra den finere franske køkken og oprinder fra paté, og det kan da da også være det gør, men det er altså stadig leverpostej uanset hvilket sprog du taler.
Findes der et bedre symbol på hverdagen en pureret lever med spækmos?

Hverdagen trommerum er en spøjs størrelse. Den rammer sjældent som et godstog, men kommer snigende som en knæler på jagt, og før vi ved af det står vi iført en lidt for poset t-shirt i færd med at smøre madpakken, med vores leverpostejsfarvet hår (for at matche), som manden med største fornøjelse skal indtage dagen efter. Og nu er det jo ikke sådan en flad klap-sammen med fedt og den svedende rullepølse, der har beriget os med sin udsøgte sokkeduft, hver gang køleskabet er blevet åbnet, som vi disker op med. Næh for dum som man var, startede man naturligvis med at charmere ham med de højtbelagte stykker, godt med kræs og behørigt pyntet i alverdens farver, så det så indbydende ud.
Og leverpostejen gemmer vi så under alverdens fint udskårne grønsager, som sikkert er det eneste friske grønt, den gris nogensinde har smagt. Hmm, gad vide om bogen "leverpostej i farver" er skrevet, for ellers har jeg måske fundet mig en niche?!

 Der var engang man svøbte sig i de rosende ord og smilet om hans mund når han kom hjem efter en lang dag, omfavnede mig og skamroste den fantastiske evne, man havde til at få 4 stykker højbelagt smørebrød, ud af 2 endeskiver rugbrød, en pakke Stryns og en dåse bløde elastikker, der engang var ristede løg. Man forsøgte ligefrem at overgå sig selv, blot for at vedligeholde strømmen af oralbuketter og tilføjede et lille twist af butiksindkøbt og færdigspiret karse, mest for designets skyld, men også lidt for at skjule det lidt for dårligt skårne pålæg fra jumbo-discount-stor-familie-pakken.

Men der er altid et loft og det rammer man også på et tidspunkt og for mig var det ikke blot det at skulle finde nye måder at maskere leverpostegen på, men ligeså meget at jeg fandt ud af at der ikke er ubegrænset højde på en stanniol madpakke, med de vanlige 8 halve. Jeg er kørt træt i hverdagens leverpostej, og jeg føler mig slet ikke parat til at det ansvar det er at kunne håndtere og leve side om side med så kedeligt pålæg, til trods for jeg ved jeg har skjult det godt.

Jeg kan faktisk bruges til andet end at smøre madpakker....... Jeg  kan gå i seng, kan jeg og det agter jeg at gøre.

Godnat

Oh crappy day!

Kender du de dage, som starter med det forkerte ben ude af sengen, hvilket i mit tilfælde er særligt slemt, da valgmulighederne er begrænset til at headbange en væg, slå foden imod en radiator eller møve sig nedenud af fodenden. Samtidigt med, at man mangler en times søvn, da man jo ikke får sig snøvlet en skid tidligere i seng og står op, helt rundforvirret, da man ikke har fået stillet hverken køkkenur eller havemøbler frem, mens mobiler og pc selv styrer det show, uden min indblanding!

Nå, men i gang med dagens faste gøremål, hvilket i mit tilfælde er, at hælde den første kop kaffe ned, med tilhørende morgensmøg, så man lige akkurat er så vågen, at man kan finde badeværelset og træt nok til at ignorerer trolden i spejlet. Et grumt syn, den første times tid, men så begynder det også at hjælpe på det, takket være vand og sæbe, L'oyal, Max Factor og alle de andre. Og som de fleste andre morgener, glæder jeg mig til hvad dagen bringer, mens fuglene kvidrer og udstødningen brummer under mig, da der igen, igen er gået hul på skidtet.

Dagen starter okay og jeg er da også kun lige trådt ind af døren, før de første opgaver, står i kø med ordene "Find lige ud af det", hvilket jeg bestemt ikke klager over, for det er jo mit job. Men Jesus Christ, det er mandag! Der er ualmindeligt stille på kontoret og jeg er omgivet af rynkede pander, som er så opslugte af deres skærm, at de ikke engang formår at svare mig, når jeg stiller et spørgsmål ud i det tavse blikhus og den eneste respons jeg fornemmer, er mit eget ekko. Jeg kigger på mine skærme, for at se om det er mig der går glip af noget helt exceptionel, men de ser ud som de plejer og jeg begynder faktisk at føle stilheden en smule ubehagelig og undre mig, om de mon ser porno eller noget, siden de er i en anden verden?! Pjat, for selvfølgelig gør de ikke det. Men de er satme heller ikke særligt lydhøre, når de sidder der i deres glasbobbel og får rosinhud i pandeskallen, så jeg tænder radioen.

Musik kan næsten altid bringe mig i godt humør og det virker og jeg begynder, i ren provokation, at tale til manden i radioavisen, ikke at mine kære kollegaer opdager det. Næh, de er stadig helt væk i, hvad end de har gang i, hvilket jo ikke kommer mig ved, men i kraft af at jeg er kvinde og en nysgerrig en af slagsen, der gerne vil have en finger med i alt, bliver jeg helt lettet da den ene siger "Kom lige og se her". Jeg farer op, som sad jeg på en raket-rampe og netop havde fået nedtællingen til en tur til Mars. Og så var det bare noget ligegyldigt fnidder-fnadder-arbejdsrelateret info og lige så hurtigt jeg sprang op, ligeså hurtigt blev jeg bestemt henvist til min plads igen. Mundvigene dalede i takt med stemningen.  Dertil fik jeg senere nogle oplysninger, som jeg havde håbet på var forkerte, men som blot gjorde, at jeg blev endnu mere irriteret og flygtig i mine tanker og ikke kunne samle fokus om det job, jeg ellers elsker at udføre, og da jeg så forsigtigt forsøgte at lette mit hovedbrud, blev jeg igen mødt af tavsheden og pandefolder, der ville få selv en bulldog til at ligne Cher. Så kan jeg lære det!

Gu kan jeg da ej, for pludselig trak solen, fuglesang og mennesker, der rent faktisk synede levende, blot mere og de kunne ikke se mine esd-sikrede skosåler, for bare gummiafbrænding. Tina gik, for første gang i umådelig lang tid, tidligt hjem, uden at have en dissideret plan for resten af dagen eller et ærinde, der ikke kunne udsættes. På vejen hjem, skruede jeg helt op for musikken og lod den sexede Bruno Mars runge ud, af de alt for billige højtalere og gud hvor jeg nød larmen og bassen, der pumpede igennem kroppen, som var jeg forsøgskanin, af en hjertestarter. Ikke at jeg har prøvet det?!

Og hvad skuer mit øje, da jeg kommer bumlende igennem lille Kjellerup, til de andre trafikkanter og fodgængeres store interesse, selvom jeg tror det var udstødningen?! En af de lokale små-bikse holdt ophørsudsalg og ingen lukkefest uden mig, så der skulle jeg da lige forbi (og så endda med penge i pungen), hvilket resulterede i, at min ellers så sparsomme garderobe, blev udbygget med et par nude-farvede sko og to bluser. Så bliver det bare ikke bedre, for er der noget der kan give mig et godt, dog momentært rush, er det at shoppe og at det i øvrigt var mega billigt, ja nærmest røverkøb, er kun endnu et plus på happy-skalaen. Jeg fik mit fix og har brugt resten af dagen, med en sjældent set energi, på at alt muligt andet, end de sædvanlige overspringshandlinger og kan derfor nu, med god samvittighed, skrive dagens blog og samle nye kræfter til at slå morgendagens "folder", så at sige!

Oh HAPPY Day!!!

Hvor er mit rivejern?

Jeg ønsker mig et rivejern! Sådan ét, har jeg erfaret at jeg slet ikke ejer, eller også har det forputtet sig i rodeskabet i køkkenet, som ellers jævnlig bliver ryddet op, men som har en evne til at rode sig selv til, som var en skabs-tyfon kommet forbi. Jamen hvordan pokker har jeg overhovedet overlevet uden sådan et, de sidste 4 år, bliver jeg spurgt og dertil kan jeg kun skamfuldt indrømme, at råkost desværre ikke står øverst i min kostpyramide og at jeg sjældent laver hjemmelavet kartoffel-rösti.

Når jeg tænker nærmere over det, er mit køkken måske egentlig dårligt ekviperet, siden jeg flyttede ind i min lille lejlighed og har slet ikke alle de remedier og da slet ikke af det rigtige mærke, som skal til for at overleve i et moderne samfund. Jeg har ingen fancy Kitchen-Aid køkkenmaskine stående, jeg har heller ingen Global-knive i blokken, men de er dog skarpe nok til at skære i selv det sejeste stykke bøffel, så safterne springer og mit spisestel har heller ingen bølger, men ligner dog noget der har været en tur igennem et rev, i høj sø. Og alligevel formår jeg at spise, hver eneste dag og kan endda til tider, fremtrylle et gourmet-måltid, som er en konge værdig, hvis jeg skal gå imod janteloven og selv sige det.

Sådan har det ikke altid været og der var også engang jeg gik op i, at have de rigtige mærker i skuffen og helst i nyeste design, også selvom det blot samlede støv og sjældent blev brugt. Der var engang, hvor jeg samlede til huse, af alverdens grej og alligevel havde jeg ikke et lykkeligt køkken-liv eller tilnærmelsesvis det liv jeg søgte, og dengang fandt jeg overhovedet ingen nydelse i at lave maden, men mere at spise den, hvilket også resulterede i temmelig mange overflødige kilo på hofterne. Kiloene er næsten alle smidt nu og jeg nærmer mig den vægtklasse jeg havde i mine unge år og maden der før, var en dårlig substitut for lykkefølelse er nu afløst af glæden ved rammerne omkring måltidet. Apropos vægt, tror jeg heller ikke jeg ejer en køkkenvægt, hvilket fortæller en del om, hvor meget jeg bager og hvor store brød jeg slår op!

Men jeg elsker faktisk at lave mad og jeg nyder at forkæle andres smagsløg, når der er dømt hygge og luften emmer af kærlighed, hvad enten det er til min datter, mine veninder eller manden, jeg skulle kaste mit hjerte efter. Men nu kommer endnu en indrømmelse, for jeg elsker det ikke så meget, at jeg gider stå og præparere et måltid til mig selv, som er mere avanceret, end at smøre en rugbrød med leverpostej, som dog kan toppes med en agurk, når det skal være ekstra festligt! God mad afhænger, i min lille verden, ikke af ingredienserne eller hvor fint bordet er dækket, men af selskabet og selvom jeg ellers ikke er særlig glad for at blive kostet rundt, er det nu dejligt når der står en og fortæller at tomaterne jo ikke snitter sig selv, når man står og falder i trance over, hvor godt selskabet smager!

Det er jo ikke fordi, jeg ikke stadig elsker mad, men jeg elsker blot mere samværet omkring et velberedt måltid og det er selvom jeg laver maden solo, eller endnu bedre, er så velsignet at have deltagende selskab, hvor man kan tale sammen og evt. nyde et glas vin, imens de lidt for slidte gryder damper. Så måske skulle jeg i stedet konkludere, at det eneste mit køkken reelt mangler er endnu en kok, selvom man siger at for mange kokke fordærver maden?! Hvad gør det at steaken er lidt sej og pastaen ikke er al-dente, men nærmere al-dental, og knaser mere end godt er, når man stadig kan se tilbage på en aften, der er mindst 5 Michelin-stjerner værdig....selv uden et rivejern!

Vi kan li' at ha' noget vi kan rive i.... 

Hvad vejer jeg?

Her kunne man naturligvis straks tænke, at det ikke er noget man spørger om og da slet ikke skyder på, når man ved hvor touchy vi kvinder er lige med det emne, med faren for at højre arm bliver svunget med raketfart, omme fra ryggen. Jeg taler dog ikke om det tal der står på badevægten, hvilket jeg i øvrigt godt ved, ligger lige lavt nok, hvis altså jeg havde været 20 cm højere, og lige højt nok hvis jeg træder ned af stiletterne. Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at jeg med mine små 163 cm, er lige lovlig velsignet med frodigheder (lyder pænere end fedtdepoter) med mine 70 kg og to liter mælk, som dog heldigvis ikke alle sidder på røven endnu.

Jeg taler om den vægtskål, som jeg altid har en evne at placere mig på, og som er den eneste vægt i verden, jeg ønsker skal bryde sammen under tyngden. Det er den slags vægt, hvor man faktisk ønsker at kunne balancere, men inderst inde håber at kunne ramme gulvet og som en anden katapult, sende modvægten en tur til månen, uden returbillet. Det handler om værdi!

Og skulle min værdi kunne måles i kilo, inspireret af den nye fedtafgift, var jeg da på den grønne gren, men sådan hænger verden vist ikke sammen. "Jamen, bare du elsker dig selv, Tina, så er alle andre ligegyldige!" ville mange sikker postulere, men det er jo noget vås. For selvfølgelig spejler jeg mit (selv)værd i andre også og især i den indflydelse jeg skulle have på dem og deres liv, og netop her finder jeg de største indre succeser!
Jeg elsker mig selv, fordi jeg evner at gøre noget for andre og fordi jeg ved, at selvom det ikke altid går til held, så har jeg gjort mit ypperste i den givne situation og muligvis sat et aftryk i deres verden.

Typisk kvindeting, vil mændene nok sige og her giver jeg jer ganske ret, for mænd er større egoister end kvinder! Og inden I nu flår, den ellers så velplacerede hånd op af bukselinningen, sprutter jeres pilsner ud over fjernbetjeningen og snubler over sofapuderne, så tag lige en chill-pill. For sådan er det bare og ved I hvad... Sådan skal det sikkert også være! I skal nemlig forblive det stærke, handlekraftige, styrende og målsatte køn, og lade os kvinder gøre det vi er gode til, nemlig afvente at far har tænkt færdig og fundet en løsning, mens vi gør vores bedste, for at blive hængende og holde vægtskålen i balance uden at tilte ud af koppen.

Jeg har brug for at andre skal agere min vægt og vise mig, om jeg skal ud og investere i blylodder eller om jeg kan tåle at smide et par sten fra hjertet, uden at vægtskålen får en større hældning, end da Estonia mistede sin bovport. Jeg har brug for at kunne se mig i spejlet og vide disse usynlige kilo, smyger sig om mine hofter og min talje, som et favntag og at Nupo ikke er det første løsningsforslag, der ligger på sinde. Jeg har brug for at bruge og blive brugt, for uden det, kan jeg slet ikke mærke og se min egen vægt!

"Hvad vrøvler kosten om?" Tja, muligvis at jeg for første gang i mit liv, ærgrer mig over ikke at eje en badevægt, for at se om jeg mon tager på, taber mig eller om nålen står stille?!

A Woman´s Worth...

Mate With My Soul...

"Kærlighed gør ondt", er et godt slidt ordspil, som sikkert er ligeså gammelt og fra dengang, man hev kvinderne med håret og hvor en trækølle var det nærmeste alternativ til en potensforlænger, da hverken bilen eller viagra var opfundet. Det er uden tvivl fremstammet af et knust hjerte, der midt i tårerne og forsmåelsen, skulle finde en syndebuk at overdænge med skyld, for at kunne skærme sig fra at forsvinde i det dybeste, sorte hul. Og vi har alle oplevet ulykkelig kærlighed, på et eller andet tidspunkt i vores liv, både set fra den ene og den anden side af bredden, af kærlighedens fossende elv, hvor man ikke har anden mulighed end at lade sig drive med strømmen.
Uanset hvor mange gange vi har ladet os drive i land, halvt druknede, eller selv kappet livlinen til en partner, så har vi en evne, ja nærmest et instinkt, der får os til at hoppe i jollen igen. Og hvis kærlighed er sådan et dæmon, kan man undres over hvorfor vi til stadighed lader os lokke og fange i hvirvelstrømmene?!

Og jeg ville før i tiden have påstået at kærlighed ikke gør ondt, med mindre den mangler, fra den ene af de involverede parter, og at ægte kærlighed imellem to mennesker, kun kan være smuk, givende og bekræftende. Men, Boy was I wrong! For selvom jeg i løbet af mine 35 år, har oplevet et par stykker der kunne nærme sig titlen som kæreste, livsledsager, mand, så har jeg nok indset at der må findes en Soulmate i et andet menneske, som blot venter på at blive fundet. Et menneske som passer til mig, som to tandhjul der går i hak, som kan mærke mig, selv i mit fravær, i hvis nærvær jeg føler mig komplet, og hvis krop, nærmest flyder sammen med min, i den hedeste omfavnelse. En fantastisk, euforisk og surrealistisk følelse af, at være skabt for hinanden! Nogen kalder det tosomhed, når det er stærkest, et partnerskab på det menneskelige, følelsesmæssige og åndelige plan, som kun styrkes yderligere, for hver gang de bringes sammen.

Man kan nærmest ikke lande igen, når man er blevet holdt om og overdænget med så mange kys, at hagen nærmest er hudløs, som var den skrubbet den med en grydesvamp. Man genspiller alle de dejlige og smukke ord, der falder som en strøm af roser, for at fastholde øjeblikket, mens man vinker farvel og tænker. There goes my love.... My soul!
Men når tosomheden afbrydes og adskilles, er det pludselig at kærligheden smerter og gør så fandens ondt, for selvom at følelserne blot forstærkes ved hver fusion, så afføder savnet og afstanden, følelsen af ensomhed. Som om radioen mister sin lyd, lejligheden tømmes for møbler og luften drænes for ilt. Her bliver stille, sterilt og tomt, og kun duften i puden, sidder tilbage som et flashback, til genkaldelse af nærværets intensitet.

Selvom jeg ved at det er sundt at savne og at det også kan være med til at styrke det, i forvejen, stærke bånd, så er det dog svært at påminde sig selv, når man står alene tilbage med uvisheden om, hvornår og om man nogensinde igen får chancen, for at holde om, putte ansigtet ind til en skulder og blive et. Sådan føles det for mig at elske, så det gør ondt, og selvom smerten dulmes lidt igen ved gensyn, og euforien igen øges med hvert et blik, så ved jeg at min længsel stiger stødt, for hvert minut der går. Men hvem tæller.....

Så, ja kærlighed gør også ondt, selv når den er smukkest og føles som en del af sjælen, men når jeg elsker så usigeligt meget, er det pinen værd!
Du tror det måske ikke, men jeg er helt sikker på at det er skæbnen, der bringer mennesker sammen, for dette er ikke noget man oplever på ugebasis, men noget ganske unikt og at MIN sjæleven findes, er jeg vis på!

Soulmate

Be My Valentine?

Hvis det skulle have glippet din opmærksomhed, så er Valentinsdag lige om hjørnet og selvom den ikke er en "indfødt" tradition, lader det til at danskerne har taget imod den. Dette er til trods for de mange protester, om at det er en smart amerikansk opfindelse, for at øge salget af blomster, kort og bling bling, til at smyge om en kvindes hals. Og sådan er det da sikkert også startet i tidernes morgen, på lige fod med mor's dag og halloween, som også begge er af amerikansk oprindelse, med gaveregn og udklædning til stor profit for butikkerne.

Men hvorfor er disse dage mere forkastelige at fejre end så mange andre? Vi fejre jo med glæde Jesus fødsels, selvom vi ikke tror på ham, men sætter en lille rødklædt tyk mand i stedet, for at have en undskyldning for at fortsætte. Vi fejre påsken, igen i Jesus navn, men har udskiftet det makaber billede af en korsfæstet mand med blødende hænder, med små fluffy kyllinger og lam, så vi stadig med god samvittighed kan sige, at vi har fortjent disse arbejdsfri dage. Jeg forsøger ikke at revse nogen, for jeg er ikke selv den mest ihærdige kirkegænger, så længe der ikke er nogen der skal giftes eller er døde, og i Danmark er det i øvrigt næsten mere populært at lade sig skille, end det er at blive gift eller dø!

Nå, men tilbage til Valentinsdag, som jeg faktisk for første gang EVER, har tænkt mig at fejre, til trods for at jeg har haft muligheden adskillige år. Og nu tænker du måske, at det er noget mærkværdigt noget, når nu jeg er single og slet ikke har nogen kæreste at købe roser og hjerteformet vingummi til, men hvem siger at man skal have det? Jeg behøver ikke en kæreste for at vide at kærlighed, er noget af det smukkeste der kan ske for mig og jeg nok altid vil stræbe efter dens kærtegn og beruselse, som den love-addict jeg er. Jeg er på sin vis bedøvende ligeglad med hvem, hvad og hvor Valentinsdag er opfundet og hvem, der profiterer herpå, så længe jeg synes budskabet er smukt og der ikke indføres købetvang af røde langstilkede roser.

Som de fleste andre kvinder, elsker jeg naturligvis at blive begavet med blomster, hvilket i øvrigt ikke sker for tit, men jeg vil faktisk på denne dag sætte langt højere pris på hyldesten til kærligheden, ved kys, knus og kærlige ord, for de visner aldrig i mit hoved eller mit hjerte. Dem kan jeg finde frem ligeså mange gange jeg skulle lyste til, hvis de altså gør indtryk nok til at fremkalde af hukommelsens gemmer..... Men de er der faktisk allerede og dem vil jeg hive frem i morgen og lade dem gennemstrømme mig, mens jeg hylder det jeg evigt søger og aldrig kan få nok af... Dig!

I'm Your Valentine...! 

Jeg mangler min sko....

Hvad er dine værdier og her beder jeg ikke om prisen på dit dyreste fodtøj?! Jeg synes jeg har taget stilling til så mange af mine, i løbet af mit voksenliv og alligevel, føler jeg at de konstant afprøves og testes om de nu også kan holde vand, uden at jeg mister noget af mig selv. Det er en svær knivsæg, at bevæge sig på, når ens verden rent hypotetisk er meget sort/hvid og pludselig blusser op i alle regnbuens farver og man går på kompromis med sine egne holdninger, for at følge sin mavefornemmelse. For mine værdier og holdninger, taler ikke altid samme sprog som mit indre, og her taler jeg ikke om den knurrende stemme, når sulten melder sig, men om den indre stemme der kan retfærdiggøre enhver urationel handling.

Jeg kunne sagtens gøre mig som brevkasse-redaktør for et kvinde-magasin og udbrede min vifte af holdninger og gode råd, som med fornuftens stemme, kunne liste do's og don't's op og få det til at fremstå som det eneste rigtige at gøre. Det er straks langt værre når brevet, der skal besvares, har mig selv som afsender, for jeg kender skam godt mine holdninger og værdier, men jeg vil nok også altid søge svaret i en anden retning og håbe på thumbs-up-ikonet på at jeg ikke er så tosset endda.

Men jeg er slet ikke altid så fornuftig, som jeg udgiver mig for og min store akilleshæl er min evne til at argumentere, for de bolde jeg ville råde alle andre til at lade ligge, kan jeg uden at tøve, finde en grund til selv at spille. Mange citater og sangtekster fortæller mig at jeg "only live once" og at livet er for kort til at fortryde og de ser også tiltalende ud på skrift, med skråskrift og oversået med hjerter i marcipan, men sådan er livet jo ikke, vel? Livet i lille Danmark er jo ikke et klip fra det tyvende århundredes Askepot, "Pretty Woman", hvor helten og heltinden får hinanden i enden og skurken får en lang næse, godt udtværet i deres lykkerus, er det?!  Hvor titler og status er noget der er uden betydning, hvor andres mening er noget de kan stoppe op hvor solen ikke skinner og hvor kærligheden har den største vægt af alle?!

Og alligevel fastholdes jeg i troen på, at jeg kan være mere og andet end den jævne jyske pige, som blot har ventet på miraklet kunne ske og som trodser fornuften, for at leve drømmene ud og opnå den euforiske lykke. At jeg er den Askepot, som blot venter på at prinsen finder mig, i mine lasede klæder (okay, så HM-tøj) og indser at jeg i virkeligheden er en prinsessetitel værdig og bortføre mig til et liv ved hans side. Men jeg er ingen ægte Askepot, for det første fordi jeg ikke ejer et ildsted og det eneste aske jeg tømmer, er de røgne cigarretters eftermægle og for det andet fordi jeg inderst inde godt ved at eventyr er noget der findes i drømmerens verden alene. Altså min verden!

Gad vide hvorledes Askepot's eventyr havde set ud, hvis det var skrevet i dag? Mon hun havde været lidt mere kostbar og fortalt prinsen at hun var en selvstændig kvinde og ikke kunne charmeres med en ridetur og en manglende sko, for dem kan vi sgu altid købe flere af, men at han kunne komme igen på 3. date og få svaret om han var mand nok til hende? At der skulle mere end en enkelt dans og lidt søde ord, til at komme under hendes skørter, mens han er midt i en selektions proces (ballet) om hvem der skal være den heldige arving af hans kapitalpension?! Prinsessen med blåt blod og grimme sko eller fattigrøven med de smukke drømme? Tough choice!

Askepot var vel ikke fornuftig, men blot heldig at eventyr på den tid, altid endte lykkeligt. At prinser var ridderlige og målsatte mænd, som jagtede verden rundt, klatrede tårne, nedkæmpede drager og onde stedmødre, blot for at få deres prinsesse! Hendes værdier og holdninger var at pippe, med fuglene hun var iblandt og så håbe på at hendes mave kunne lede hende til en bedre verden, hvor aske var glemt og fortrængt og noget andre kunne feje op.

Hvad vil jeg sige med alt dette? Måske bare at jeg holder op med at ryge, den dag prinsen kommer med min glassko, uanset hvad fornuften og mavefornemmelsen fortæller mig!

Jeg bruger i øvrigt str. 38 

Collateral Damage!

Jeg sad i bilen, på vej hjem fra min skønne veninde og tænkte over, hvad dagens blog skulle dreje sig om og jeg havde faktisk det meste af tanke-spinnet på plads i hovedet, lige fra overskrift til det vanlige link, som jeg altid understreger mine blogs med. Jeg satsede på en times skriveri, efter min datter var lagt i seng, efterfulgt af et blik på et layout, der skal laves om og gerne være klar snarest, hvis vi da endelig skal komme videre i det projekt, der har stået stille for længe. Inden dette skulle diverse gøremål afvikles, så som ned med affald, sætte vaskemaskine- og opvasker i gang og tømme postkassen for den evindelige strøm af reklamer og rudekuverter, som bliver ved med at komme til trods for vores papirløse samfund.

Iblandt lå en stor kuvert, hvilket sagtens kunne have været en af de mange ting, jeg i et svagt øjeblik, har indkøbt på nettet, men blot havde fortrængt eller måske havde jeg for en gangs skyld været den heldige vinder, af et eller andet smart?! Det var dog hundesnoren, jeg glemte i julen ved mine daværende svigerforældre, som både jeg og hunden dog sikkert havde overlevet uden, men som pludselig også var en påmindelse om at have haft en familie af andet, end mit eget blod. Vedhæftet var et langt og håndskrevet brev og det var med blandede følelser og et stille suk, jeg påbegyndte læsningen af beskeden jeg ikke havde ventet.

Det gav et sug i maven og for første gang i lang tid, trillede tårerne ned af mine kinder, for det var ikke alene smukt af dem at skrive, men indholdet beskrev deres følelser for min datter og mig, til trods for den korte tid vi har kendt hinanden. Det var/er hjertevarmt og bekræftende, og alligevel afsindigt trist at erfarer, at man har berørt andre mennesker, så dybt og inderligt, blot ved sin tilstedeværelse og nu også har påvirket dem, med beslutningen om at bryde forholdet til deres søn.

Det var uventet og bragte mig grædende i knæ, men bekræftede mig også i følelsen jeg havde, da jeg mødte dem for første gang, sommeren sidste år. At vi havde en god kemi og hurtigt skabte et bånd, som stak dybere end blondinen, der var med på slæb og det gælder hele den familie. De er naturligvis uforskyldt i dette og selvom det ikke kunne være anderledes, smerter det mig dog, for vi var jo også kommet til at holde afsindig meget af dem. De er nogle fantastiske mennesker, som åbnede deres hjerter og hjem for min datter og jeg, og alene for det er jeg dem evigt taknemmelig, men det er desværre ikke nok at bygge på.

Uanset hvorledes udfaldet kunne have været, må vi se i øjnene at båndet, der bandt os sammen nu er brudt, men vi kan dog glæde os over at vi fik muligheden for at sætte fodspor i hinandens liv. Det trøster mig at vide at de havde ligeså positiv en oplevelse af vores sammenbragte liv, og jeg kan love at jeg aldrig vil glemme dem, selvom vores veje måske skilles her. Der vil dog altid være plads, til en sludder og en kop kaffe, hvis de skulle lyste dette, for selvom de måske føler de betaler en pris for vores valg, behøver det naturligvis ikke være sådan.

Jeg vil gerne sige dem tak fordi de inviterede min datter og jeg, ind deres inderste, tak for det smukke brev og vil afslutningsvis give dem mine varmeste anbefalinger, til den pige der får dem som svigerforældre en dag.

Vi har dog minderne! 

Fy, fy...Bab, bab

Det er dog de mest utrolige ting, man skal have skudt i skoene til tider, uden man hverken har gjort det ene eller det andet. Nåh ja, bevares, jeg tænkte det, men jeg tænker så meget, og det er da absolut ikke ensbetydende med at jeg har tænkt mig at føre det ud i livet, og på uhæmmet vis lade alle blokader falde.
Men tænk dig engang, hvis vi altid, førte vores tanker og dagdrømme ud i livet, uden at skulle holde på normerne?! Puha alene tanken gør mig ør, for jeg tror mit liv ville være mere spændende end godt er og med det tankespin, jeg konstant render rundt med, ville det blive som en sæson af Big Brother på replay.

Og jeg synes faktisk ikke jeg har de store hæmninger, selvom jeg dog udemærket ved hvorledes man bør opføre sig til middag, med hvid dug, ved svigermor, uden at man behøver sidde og krumme tæer eller stoppe maden i halsen på mig, for at stoppe talestrømmen. Men jeg kan jo ikke love at der ikke sker en smutter engang imellem, når der ikke er langt fra tanken og til at det kan leves ud i livet, og jeg har ladet mig fortælle at mine øjne fortæller, when I have a bad mind. Det blik, man kender fra små børn, lige inden de smadrer skovlen i hovedet på Rasmus, eller er ved at stoppe den nyopgravede regnorm i munden, for en sanselig gourmet oplevelse.

Jeg hverken slår eller spiser regnorme, men inde bag pandeskallen, hænder det da, at den skadefro Tina, med imaginære telepatiske evner, får frit lejde til at gøre de mest utrolige ting, som en anden "Carrie." Det er ikke et fåtal, der pludselig har fået et udbrud af akne, samtidigt med at deres stol pludselig forsvinder under deres po po, altså i mine tanker og det er jo ganske forfærdeligt slemt. FY Tina!

Men nu er det jo ikke kun dårlige ting, jeg forestiller mig kunne ske i næste øjeblik, selvom de nok ikke altid går under kategorien lødige. Uha, som jeg har lagt mange en mand ned, blot ved tankens kraft, for derefter at slæbe ham op af kirkegulvet, uden at han har kunne protestere det mindste, og hvor han med glæde og hjerter i øjnene, har sat en hinkesten på min finger. Jeg har forført ham, uden at skænke en tanke hvem der så på, men blot med mit eget begær, min lyst, mit behov for øje....Altså i tankerne. Bab, bab, må ikke!


Så er det gudskelov at jeg har min gode opdragelse, til at påminde mig om at visse ting har det bedst af at forblive bag min iris, også selvom at hvis man kigger dybt nok, kan se filmen der afspiller sig i mit hoved. Så, bare rolig, jeg gør det ikke, men du kan fandme tro jeg overvejer det nøje, hvorledes jeg kan få den film på det store lærred! FYYYYYYYYYYYYYYY......!!!

Ville skamme mig, hvis jeg kunne... 

Han er jo kun en dreng! 

The Secret Garden...

Jeg elsker dig! Vi har forhåbentlig alle været til stede, i det fantastiske øjeblik, hvor de tre, små magiske ord falder, hvad end man er modtager eller giver. For mig har disse ord en enorm betydning, uanset om jeg står med smeltende hjerte og tager imod eller om jeg ikke selv kan finde andre ord, der er mere passende og jeg har endnu aldrig ladet disse ord kommer over mine læber, uden at det kom var mit indre. Ordene er aldrig sagt ud fra holdning eller beslutning, for at gengælde eller for at opnå en handling, men alene for at understrege og beskrive, hvem mine drømme omhandler.

Ja, nu ved jeg godt at der findes mennesker, der kan smide om sig med disse ord, som var de ved at anlægge en ny græsplane, for derefter at tromle, den stadig golde jord og afvente de grønne spirers gennembrud. Og det er der heller ikke noget galt i, så længe man også husker, at vande og gøde de spirende frø og ikke glemmer at ordene ikke vokser sig store alene, ved blot at så dem i andre. Hverken græs, ord eller kærlighed har, så vidt mine beskedne havekundskaber og livserfaringer fortæller mig, nogensinde vokset sig store, ved blot at betragte og afvente. Det er hårdt arbejde at elske, og det kræver, præcis som græsplænen, flid, vedligehold og til tider sved på panden, før man kan nyde synet af de grønne strå, svajende i takt med vinden. Og som årstidernes skifte, vil vi også opleve at bladene til tider vil dækkes af den kolde hvide sne, men så længe vi påmindes at græsset stadig står grønt, under det vatterede lag, vil det være værd at stå vinteren igennem og vente på forårets komme.

I mit liv har jeg mødt mænd, der elskede mig, i hvert fald på et tidspunkt og på hver deres måde, men jeg har også mødt dem, der ikke hurtigt nok kunne finde asfalt-maskinen og den grønne maling frem, når snefyldte skyer trak op. Jeg har nok inderst inde vidst, hvornår det var ægte og hvornår det var, næste forventede træk, i kærlighedens brætspil, men alligevel har jeg taget ordene til mig, mens jeg ventede på den gødning, der skulle få mig til at spire. Jeg visnede dog ned, når plænen fyldtes med tusindfryd. Den lille fine blomst, som jeg i barndommen rev bladene af, mens jeg forsøgte at spå om min naive kærligheds følelser, for lille mig. Elsker mig / Elsker mig ikke-blomsten er nok smuk, men den er dog som ukrudt for et forhold, med dens ubeslutsomhed og modsat det frodige græs, er den aldrig at finde under sne, men står kun i flor for en stund. Ikke alle smukke blomster har smukke intentioner og kan kvæle de spæde spirer, inden de får nok rodfæste til at modstå en vinter. 

Derfor vil jeg sige, hvis du sår dette frø og blot afventer at høste frugten af dine ord, så kommer du til at se på gold jord meget længe. Hvis du derimod plejer din sæd (var ikke ment lummert....næsten), så kan jeg love dig, når ordene rammer dine egne ører, vil du kunne høre græsset gro og se spiren række, begærligt imod himlen! Når ordene kommer over mine læber, er det ikke for at gengælde dine, men fordi jeg vil gro med dig, svaje ved din side og elske under stjernerne, i hvad der bliver vores hemmelige have!

Secret Garden! 

Undskyld, jeg smiler!

Jeg har gået med et enormt smil, tegnet over dette ellers så bemalede ansigt, det meste af aftenen igår og dagen i dag og det er absolut ikke gået ubemærket hen, hvilket fortæller mig, hvilke søde og opmærksomme mennesker, jeg omgiver mig med i min dagligdag. Og selvom de alle har vidt forskellige relationer til mig, kunne de med lethed spotte mit sprudlende humør, hvilket dog også foruroliger mig en smule, men det vender jeg tilbage til.

Det hele startede i aftes, da jeg troppede op hos min allerbedste kammerat, til endnu et fix, af dagens mange kopper kaffe og en hyggelig sludder om lidt af hvert, som vi med mellemrum dyrker, for at pleje det gode venskab. Han bemærkede straks, at det var en særdeles veltilpas Tina, der trådte ind af døren og nu skal jeg jo ikke kunne sige om det alene var det faktum, at jeg blev modtaget af en mand i lange, varme underklæder, der fik smilebåndet til at hæve sig, men jeg indrømmer at det var meget svært at lade være. Han påpegede at det var meget tydeligt at tyde mit humør, som bar jeg et skilt om halsen eller var en af de glitrende figurer, jeg havde som barn, der skiftede farve efter vejret.
Igen, da jeg i dag, skulle hente min bestilte morgenmad, for at stille min maves højlydte knurren og hurtigt ryge dagens smøg nr. hemmelig, ind imellem den travle mødeaktivitet, mødte jeg en god kollega i dørpassagen til frokoststuen. Hun ikke bare smilte, men nærmest grinte stort, som det ellers er længe siden jeg har set på hendes ansigt og jeg skulle netop til at spørge hende, hvad den dejlige modtagelse skyldtes, da hun kom mig i forkøbet. "hvorfor ser du så glad ud, Tina?"
Og nu igen til aften, da jeg så min dejlige venindes videobillede foran mig og hun mit, mens vi lige skulle have planlagt diverse kommende fødselsdagsfester, igen med kaffen behørigt indenfor venstrehåndens rækkevidde, blev smilet kommenteret. Ikke nok med at hun, så sødt, kommenterede onsdagens opsatte look, i de mest positive vendinger, så postulerede hun også at jeg ligefrem lyste op som en sol, bag de skærmens blålige skær. Hun behøvede ikke, ligesom min kammerat, at spørge hvorfor, for de kender mig bedre end de fleste og har så meget indsigt i mit inderste, at mit ansigt fortæller dem langt mere end brugen af ord, nogensinde kan.

Det foruroligende er dog, hvor meget mit smil kan påvirke andre og hvor stor magt vores humør har på andres velbefindende, da fælles for alle ovenstående, er at de oprigtigt blev glade og slet ikke kunne lade være med at lade sig påvirke af mig. Jeg kan jo så heller ikke lade være med at tænke på, hvornår jeg sidst har været i så fantastisk en sindsstemning og om jeg eventuelt har bidraget til det modsatte også?!
Har de mon nogensinde gået og været små-mutte, når jeg har været overdynget af bekymringer og frustrationer, alene fordi de alle besidder en dybtfølt og ægte empati, hvor mit tankespin aldrig bliver som en triviel genudsendelse af Beverly Hills 90210?! Tænk sig engang at lille mig, kan påvirke andre på den måde og have en sådan indflydelse, uden helt at være det sig bevidst og kunne kontrollere den magt, der ligger bag ved.

Men magt er det og den bør bruges og udnyttes, men som så meget andet, bør det være konstruktivt og fordrende for alle parter og skal helst sprede sig som ringe i vandet, på mest positive vis. Smil koster ikke noget, men er blandt de gratis gaver vi kan give og skam en ting jeg hellere end gerne deler ud af. Jeg smiler stadig og mit indre er sprudlende, som aldrig før og det er der selvfølgelig en årsag til, som er at finde i hverdagens mange små succeser, som i den store sammenhæng er så ganske fantastiske.

Måske er det fordi jeg endelig fandt ud af, at der er andre end jeg, der kan vedligeholde kosten om hjørnet, måske er det på grund af at jeg endelig har fået lirket bagklappen af den nye BlackBerry, med kyndig fjernsupport og vejledning og måske er det blot det faktum at jeg elsker at være i mine sko lige nu! Uanset om det er det ene eller det andet, der smører smilet på disse læber, så vil jeg gøre mit ypperste, for at det skal forblive sådan, men har du mest lyst til at være mut og trist uden min indflydelse, ja så undskyld jeg smiler..... I can't help it!

Smile!

Live And Let Die!

"Lev stærkt, dø ung og bliv et smukt lig" er et citat fra Willard Motley-klassikeren, af næsten samme navn, som jeg, som så mange andre teenagere, læste i mine unge år. Historien er barsk og dog livsbekræftende og selvom jeg levede mig ind i fortællingen, kunne jeg dog ikke drage de store sammenligninger, til mit eget trygge liv, hjemme hos mor og far.

Jeg er opvokset i pæne og probre rammer, med nydelige landskabsmalerier på væggene, den store Holmegaards-skål, som mine forældre fik i bryllupsgave, med millimeter-nøjagtighed, placeret midt på palisander-spisebordet. Det var utænkeligt at vasketøjskurven nåede mere end halv fuld, inden klæderne igen lå nyvasket i skabet, uden antydningen af fnuller, hundehår og huller. Et liv i en stor villa i en lille sove-landsby, hvor man hilste høfligt på naboerne og ikke kunne drømme om at lade hækken vokse sig lange fangarme, for at undgå at blive ugens samtaleemne, i det lille samfund, hvor anonymiteten var at foretrække. Der var altid varm, solid mad på bordet og ikke noget med hurtige færdigretter, til trods for at skabene bugnede af "moderne" køkkenmaskiner, der skulle gøre det hurtigt og let at fodre familien af, i microbølgeovnens barndom.

Jeg havde aldrig problemer i skolen, hvis vi ser bort for eftersidningerne for at være lige kæk nok, og jeg havde gode solide venskaber med "ligesindede" børn, med ligeså fornuftige og gode forældre, som mine egne. Jeg lavede hverken kriminalitet eller større dumheder og havde på ingen måde det ungdoms opgør, med mine gamle, som det ellers var så moderne, men nogen engel var jeg nok alligevel heller ikke, hvis regnskabet skulle gøres op i dag. Facit på bundlinjen, ville dog nok være det man kalder en "pæn" pige.
Jeg havde en god barn/ungdom og det var skam perfekt, set udefra og selvom jeg hverken kan eller vil klage, var borgerlivet nok også medvirkende til, at jeg var tiltrukket af bøgerne om livet på den anden side, i jagten på skævhed. Bøgerne hvor forfatteren eller hovedpersonen, væltede i problemer, så livets værste sider, bagsiden af medaljen og som til tider endte i en sørgelig skæbne. Men hvor perfekt, var vores eget glasbillede egentlig reelt set, og har alle medaljer ikke en bagside???

Hvis jeg skulle have trådt i mine forældres sko i dag og levet som de, ville jeg sikkert have kedet mig ihjel og det ville have været en meget kort biografi, der kun kunne udgives som pixibog, grundet manglen på spænding og oplevelser. Don't get me wrong, for det var nok for dem og var hvad man forventede af deres generation, hvilket var mål nok i sig selv og jeg ved de, ved min mors dødsleje, kunne se tilbage på et godt liv sammen, uden at fortryde noget. Det var, som man på godt jysk, kalder GODT NOK. Men slog de i virkeligheden sig til tåls og glemte at realisere deres drømme, midt i jagten på perfektionen og de pokkers normer, for alle andres tilfredsstillelse?

Jeg er langt fra så fornuftig som mine forældre, for selvom jeg er viljestærk og pokkers stædig, er jeg også egocentreret og narcissistisk, naiv og skrøbelig og til tider også både doven og så absolut uperfekt. Jeg er hverken politisk-, etisk- eller social korrekt, jeg har ingen fancy kunst på tapeterne, kun egne klatmalerier, som skjuler de store fejlslagne borehuller i væggen. Ingen fin glasskål med de rigtige inskriptioner i bunden, som kan repræsentere et langt og lykkeligt ægteskab og en dag kan gå i arv og jeg lever af ris-kiks og rugbrød, halvdelen af måneden, af ren dovenskab for at fatte en grydeske og få fedtet hår. Min vasketøjskurv, står som en evig skyldfølelse og det er nok ikke fordi jeg skifter tøj hurtigere end maskinen kan følge med, men nok mere fordi jeg håber at når døren lukkes, så forsvinder det sikkert helt af sig selv.
Og selvom jeg min indsats for at skabe de faste og rolige rammer, der forventes af en snart 35 årig "pæn" kvinde, er lidt fejlslagne, så har jeg svært ved at få bondeanger over at opvasken står endnu en dag, til fordel for bloggen her eller for en kop kaffe i det bedste selskab.

Det er faktisk mere end okay, for den dag jeg står med det ene ben, på vej i bedemandens cigarkasse, vil jeg hellere se tilbage på et liv med en upoleret bagside, fejltrin og fortrydelser, end et liv uden realiserede drømme, oplevelser og mål jeg ikke tilnærmelsesvis nåede. Ikke at jeg dermed siger at jeg vil leve stærk og dø ung, for jeg håber da at blive gammel, uden de værst tænkelige sorger, nødvendigvis behøver at vise mig livets flipside og at jeg ikke altid behøver at søge over grænsen, for at føle mig i live. Men jeg vil i det mindste leve livet, efter mine egne normer, ikke lade mig nøjes med second best og ikke leve efter hvad jeg i barndommen har lært som god skik og brug, men mere tage det oppe fra og ned, eller rettere indefra og ud og få alt hvad jeg kan ud af de dyrebare år, jeg er tildelt på denne jord, uden at jeg heldigvis har datoen for min dommedag.

Er målet en dag at kunne sidde ved Vor Herre og høre naboernes rosende ord over købmandsdisken, som bevis på, at man kunne leve op til omverdenens censorat, så er jeg allerede dumpet den eksamen!

Live And Let Die!

Hvad vil du ha?

Blog nr 100, i dette forum, havde jeg forestillet mig skulle være en hyldest til de mange venlige læsere, der finder mine ord værdige til deres tid, men jeg har haft denne blog i støbeskeen, for some time now og tiden er kommet hvor den bør og skal postes.

Jeg fik en julegave på forskud af min kære veninde, Lene, en December-aften over aftenkaffen efter en dejlig lang veninde-sludder om alt det vi plejer at snakke om. Nu vil jeg ikke komme nærmere ind på vores ynglings emner, men kan dog godt afslører at det hverken er strikketøjs-opskrifter eller sidste uges genudsendelse af "De unge mødre", der debatteres. Sirligt pakket ind i det smukkeste papir og med en fin sløjfe, blev pakken flået op af bare spænding og en gammel kending kom til syne.

Hun havde købt bogen "hvad vil du ha?" af Joan Ørting, til mig og specielt var det, nok mest fordi hun havde lyttet og vidste at jeg satte og sætter stor pris på Joan's hudløse ærlige beskrivelser om forholdet imellem kønnene. Og nu tænker du nok at Joan Ørting er hende den perverse sex terapeut, der kaster om sig med frække ord, på tv i bedste sendetid og bruger ordene pik og kusse i hver anden sætning. Men nu er det jo heller ikke romantisk skønlitteratur, der er hendes spidskompetence, men derimod at fortælle om de mekanismer, der foregår i vores hoved (og underliv) når det slår gnister imellem kønnene og en eller anden form for kemi finder sted. Vi har jo svært nok ved at forstå hinanden, så hendes direkte fraser hjælper på forståelsen, hvis man kan glemme sine røde kinder og rent faktisk læse hvad hun skriver.

Som titlen antyder, handler det om at forstå og lytte til vores krop, tanker og følelser og ikke mindst sætte spørgsmålstegn ved vores sort/hvide verden af fordomme og hæmninger og finde ind til kernen af hvad vi vitterlig vil have. Ikke kun på de hvide lagner, selvom bogen bestemt ikke underkender den del, men også i det liv vi har fået som gave, så vi en dag kan se tilbage, med tilfredshed og selvrespekt. Jeg har læst bogen flere gange og hver eneste gang jeg finder den frem, stiller jeg mig selv spørgsmålet om hvad jeg vil have, hvilket kan være svært når spejlet pludselig vender imod mig selv og svaret formidles videre til en anden. Da jeg gik rundt og var single i et par år (the first time), var det ret let at sætte ord på hvad jeg ville have og det lød nogenlunde som følgende:

Jeg vil, som alle andre, gerne have et sundt sexliv med en, der forstår at vække mit begær, samtidig med at jeg trygt kan dele mine tanker herom, uden at skulle føle mig et nymfomanisk sexmonster og en, som både med og uden ord, kan og vil fortælle mig om sine. En som kan sige, hvad jeg betyder, uden at det automatisk skal belønnes eller gengældes ved fysisk eller verbal karakter og hvor ligevægt og gensidig respekt er ligeså naturligt som at blinke. En, hvor lysten til at kende mig og mine tanker og min enorme stormflod af ord, blot pirrer til at vide mere og hvor der ikke bare er højt til loftet, men hvor universet er uendeligt. En, der ser mine tårer, når jeg smiler, ser min vrede når jeg ryster, og ser min lykke, når jeg bliver tavs og i det hele taget favntager HELE mig, fordi han ikke kan andet og ikke fordi han bør. Jeg vil have substans og dybde, og her taler jeg ikke om tykkelse og længde, for selvom sex er vigtigt for mig, så er det kun en del af tosomheden, i min verden.

Som de fleste af de mænd jeg har haft i mit liv, vil nogen måske mene at jeg sætter barren for højt til at nogen stangspringer kan nå, at jeg er for krævende, og kræver for meget "vedligehold", i min evige søgen efter det der stikker dybere. Men jeg kender mig selv ret godt efterhånden og ved at mine ønsker, ikke behøver indfries med det samme, men at der skal være en progressiv udvikling og der arbejdes for sagen. Ledighed og dovenskab er roden til alt ondt, sagde min mor tit og den følger mig åbenbart, i et større omfang end hvad job angår. Betyder det så jeg er utilfreds, når nu jeg altid søger at vride mere saft fra de søde frugter? Nej, for jeg har skam også pustepauser, men jeg drives af mine egne krav til både at ønske, men også yde mere og jeg vil have det hele og i uendelige stride strømme! Jeg vil nok altid være umættelig på livet, lykken og kærligheden, og ønske mig mere og mere og MERE!

Dette var min vagtplan, præcist udspecificeret, timet og tilrettelagt og alligevel ender jeg med at falde i søvn, blive bestjålet, vågner op når nøglebundet rammer gulvet og tænker hvad pokker skete lige her?! Jeg ender som regel med at blive udfordret på mine planer, ønsker og drømme og ikke at jeg giver køb, men drømmene sjældent står måls med virkeligheden, når man tager de candyfloss-farvede briller af, og ikke leger statist i en Danielle Steel-film, hvor helten jo altid har hele pakken. Og derfor finder jeg aldrig helt ud af hvad jeg søger, så længe barren flytter sig og forventningerne flytter med. Derfor vil det nærmeste svar på Joan's spørgsmål være:..... Mere end jeg har drømt endnu!

..... And Some Day I Will! 

Herreløs tæve...

Et stk. tæve af racen Homo Sapiens, med dansk stamtavle og ren straffeattest, og uden at have bidt nogen i affekt, men kun i selvforsvar, finder du her den ihærdigste vagthund for sine nærmeste. Har en tendens til at udtrykke sig med bjæffen og gøen, og stimuleres af gensidig respons, men kan også være forbavsende stille til tider, som kan være et udtryk for både trivsel, men også eftertænksom bekymring, dog aldrig ligegyldighed. Mundkurv er forsøgt flere gange, men virker mærkværdigt nok ikke og kan derfor ikke anbefales til denne tæve og det samme gælder for indespærring. Kan ikke sættes i bås!

Besidder et glad, venligt og loyalt sind og er den perfekte familie"hund", og som elsker selskab, men kan sagtens overlades alene uden at lave ulykker eller bide poterne af sig selv. Til trods for tævens målbevidste selvstændighed, kan den rent faktisk godt lære nye tricks, ved kontinuerlig belønning, i form af gensidig hengivenhed og kærlighed. Jagter dog ikke ben, uden kød på! Kan stryges både med og mod hårene, uden mishag, så længe der skiftes derimellem og hårene ikke rives ud med roden eller der bevidst påføres mærkeværdig smerte.

Er en dygtig og flittig arbejds"hund", fra 8:00 - 16:00, og dette er en livsvigtig nødvendighed for tæven, men bør dog også fra tid til anden, stimuleres socialt, med kæl og knus, uden for dette tidsrum.Vil gerne bruges og yde sit bedste, så længe det påskønnes og værdsættes, men er dog ikke stærk og muskuløs nok til at trække slæden, ved egen hjælp alene.

Vil være rigtig fin til udstilling og fremvisning, men træder udenfor retningslinjerne og rammerne for denne race, så ønsker du stereotypen af en tæve, er dette den forkerte hund for dig. Dette må derudover ikke være formålet med et evt. ejerskab, da tæven ikke altid går lige pænt, ført i stram snor, sætter hælene i ved tvang og vælger andre veje, når der traves i ring. Har aldrig strejfet, til trods for skiftende ejermænd.

Hvis du overvejer et fremtidigt ejerskab, må jeg skuffe dig med, at det er tæven der bestemmer dette og ikke omvendt, men selvfølgelig kan du præge dette udfald, ved en ihærdig og vedvarende indsats, men gør dig samtidigt klart at dette ikke sker af sig selv. Dette er ikke en salgs-annonce, da tæven endnu ikke er klar til ejerskifte, til trods for den herreløse status, da ejerskabet er mere og andet end et stykke papir eller et postulat og heller ikke sker ved en snappy bankoverførsel. Der skal sættes på kontoen over tid, som et livslangt kreditlån, der afdrages i mindre, men hyppige rater og lige nu er kontoen ufrivilligt spærret, for ind og ud-lån, grundet krisetider.

Pris: Hvis du skal spørge, har du ikke råd!

"Pigen og trompeter"

Dengang jeg var ung, havde jeg lyst og evner til at udgyde ord, i andet end blogs og lade fingrene steppe hen over ganske andre knapper, end på tastaturet her. Dengang var jeg meget optaget af musik, og dens fantastiske udtryksform af hele følelsesregistreret, og jeg dyrkede det i en noget mere fysisk forstand, end jeg gør i dag. Bevares, jeg skråler skam stadig med, når jeg fanges af en ørehænger i radioen eller blot har fået en enerverende sang på hjernen, som ikke er til at slippe af med, selvom man ikke helt husker teksten. Jeg tager desværre heller ikke det store hensyn, til mine stakkels kollegaer, som jeg på ingen måde skåner for min røst, når jeg føler en sang på vej, som ikke kan holdes nede med synke-refleksen alene. Det er ikke ment som tortur og det er ganske ubevidst, når jeg pludselig bryder ud i sang, midt imellem alle telefonopkaldene fra diverse leverandører, som dog heller ikke inspirerer til meget sang, men mere et udtryk for de følelser jeg rummer, når jeg lader tankerne og drømmene vandre udover pc skærmene.

Jeg har altid brugt musikken som energi-aflader, som kom til udtryk i sang, når jeg stillede op til kirkens salmer og orgel-klang, som ledsager til min musiklæres klaverspil (for det mere modne publikum), i ungdoms-bandet til diverse skole-arrangementer og som lead for de mere garvede rock-drenge i gymnasietiden. Jeg er ikke vokset op i et hjem med klaver, men musikken har alligevel fyldt og især når contry-musikken og 50'er rocken tonede ud af højtalerne i mit barndomshjem og mine forældre satte vinylen i svingninger. Min musiksmag er vel også præget af deres og jeg kan stadig nyde at høre de gamle klassikere som Elvis Presley, Roy Orbison, Mirelle Mathieu og Patsy Cline, der bringer minder frem i stil med, at se sit gamle legetøj igen efter mange år hengemt på loftet. Jeg har en bred musik smag og lytter til stort set alt, med stor nydelse, så længe det er velgjort og smører min øregang, hvad enten vi taler klassisk, jazz, pop, rock, R&B, hip-hop og listen kunne blive ved i en uendelighed, og jeg lader min alt-stemme sætte i kor med det hele.

Musikken udfoldede sig som sagt i sang, men også på de blæseinstrumenter, jeg i tidernes morgen mestrede at få andet end kattejammer ud af, til mine forældres store irritation, når der skulle øves. Jeg startede spædt med blokfløjten, men fandt den ærligt talt lidt for fimset og mistede da også hurtigt interessen, da de forsølvede, skinnende brass-band instrumenter viste sig som en mulighed. Nogen Michela Petri, var jeg dog heller ikke og der var nok også lige lidt nok swing i noderne på papiret, for en teenager med krudt i røven og med en himmel uden højde. De første blæs i en cornet, gav blæner på læberne, men også et sammenhold og tilhørsforhold i det skoleorkester jeg blev en del af, som gik på tværs af aldersgrænser. Det var en fantastisk tid, som styrkede bånd og nye venskaber, men som også førte mig ud i den store verden på musik rejser og koncerter. Men nu er jeg jo sådan indrettet at det ikke kan blive stort nok, så da jeg efter cornetten, hornet, barytonen, blev jeg tilbudt at spille euphonium, med den karakteristiske summende lyd, sagde jeg naturligvis ja. Det var et specielt instrument, udfordrende og meget svært at spille, men det førte mig frem på første række, hvor jeg nok altid har befundet mig bedst, hvis jeg nu skal være ærlig. Husker dog pudsningen og de mange årlige marcher, som et helvede, iført lårkort og hvide knæstrømper, med de mange kilo messing båret i én arm og med fingrene dansende hen over ventilerne, mens man momentært forbandede, hvorfor man ikke var blevet ved cornetten. Det hjalp dog en hel del på motivationen, at ungdomsforelskelsen, sad få meter fra mig. Det var dengang og jeg tror desværre jeg for længst har mistet færdighederne til at få toner ud af sådan et bæst, men hør lige her hvorledes det lyder, når man kan: David Childs.

Jeg tænker tit på, hvorfor jeg lagde det på hylden, både euphoniumen, men især sangen, når nu den bragte mig så meget glæde?! Og jeg har simpelthen ikke noget fornuftigt argument, desværre, så måske skulle jeg tage det op igen og se om det kan opøves til en standard, der også bliver værd at lytte til for andre og ikke kun er påtvunget larm for kollegaernes stakkel hørelse. Og nej, jeg har ikke tænkt mig at melde mig til X-factor eller lignende, da jeg ikke har noget ønske om at blive kendt eller gøre sangen til en levevej, men blot har en lille drøm om at finde min indre musik igen og dele den med nogen.

Afslutningsvis vil jeg lige dele et stykke musik, som husere i mit hoved for tiden, af flere grunde og som jeg finder stor skønhed og sandhed i....både i lyrik, tekst og musik og som er perfekt formidlet og fremført, hørt med mine ører: Alicia Keys