Hold da helt k.....

Super glad for hvert et besøg!

Two of a kind...

Jeg har en del bekendte, altså folk man jævnligt snakker med om løst og fast og siger et hurtigt hej, når man mødes over køledisken i føtex. Vi taler oftes om børn, job eller hvordan vejret nu har artet sig på det sidste, hvilket måske ikke er livets mest dybsindige samtaler, men meget hyggelige. Men nu er jeg indrettet sådan at jeg bare ikke egner mig til ammestue-snak og drømmekage-opskrifts-udvekslinger i det lange løb.  Jeg vil have substans og giver gerne noget af mig selv, hvis jeg fornemmer at jeg får dybde igen, total blottet og uden filter.

Jeg har ikke brug for venner der tropper op med lommetørklæder og Ben&Jerry-is når jeg er nede, men venner der kan hanke op i mig, når jeg drukner mig i egen selvmedlidenhed og venner der kan råde mig konstruktivt når mine tanker løber løbsk.

Dem har jeg få af, men tilgengæld af den bedste kvalitet. Venner der forstår hvordan jeg tikker og hvorledes jeg agerer rent følelsesmæssigt, uanset om vi taler glæde, sorg, vrede eller sprudlende latterkramper. De ved præcis at når jeg trækker mig tilbage og faker et smil, at der skal de træde frem og åbne mig, som en flaske champagne, hvor indholdet vælter ud til trykket er væk. Og de forstår når jeg sprudler af glæde og øjnene lyser, at jeg bare venter på de spørger hvad der pokker der er sket.

Disse venner behøver jeg ikke se hver anden dag, for jeg ved 100% hvor jeg har dem, for de tikker som mig. De ligner mig måske ikke rent udseende-mæssigt og vi deler nødvendigvis heller ikke nogen interesser...Altså lige udover hinanden. Vi deler et særligt bånd som giver os begge noget og som konstant puster liv i vores venskab og som gør at vi aldrig har dræbende tavshed imellem os. Vi græder og glædes ved hinandens skuldre og vi nyder hvert minut vi har sammen, for det er kvalitetstid, fremfor kvantitetstid.

Så kære venner, I ved hvem I er.... Tak fordi I lader mig være præcis den jeg er........... uden filter!

Og skulle du være i tvivl, kan mine venner banke dine.....ANYTIME!

Når modpoler mødes!

Modsætninger mødes. Ja, sådan lyder et gammel ordsprog, men passer det nu også? For hvor tit har man ikke hørt fra brudte forhold, ordene "Vi var bare for forskellige" og det må da siges at modsige det en del. Kan man være så meget modsætninger, at det i første omgang tiltrækker og senere frastøder så meget, eller er det netop fordi vi ændre os i forholdet og kommer til at ligne hinanden så meget at tiltrækningen forandres til det modsatte.

Alle der har hørt lidt efter i fysiktimerne, ved at magnetisme er tiltrækningskræften imellem en nord og en sydpol, og to ens poler altid vil frastøde hinanden. Men kan disse fænomener overføres til menneskelige relationer, om så vi taler venskab, forhold eller endda familie?
Jeg tror på at der kan drages en vis sammenligning til dette, for igennem mine briller handler tiltrækningen om egne mangler og styrker og dertil vil jeg lige give et eksempel:

Jeg er elendig til at holde mund og er ikke særlig genert anlagt! Disse ting kan man jo naturligvis også vende til en styrke og kalde det, god til at kommunikere og meget udadvendt, alt efter situationen. Men når alt kommer til alt, er det noget jeg gerne ville have lidt mindre af, men har accepteret at det nok ikke lige kommer til at ske. Sådan er jeg jo. Og hvor frygteligt ville det ikke være at have en af samme kaliber under samme tag? Jeg tiltrækkes derfor af det generte og den lyttende type, i håbet om at det kan smitte lidt af. Ikke ændre mig, men give en vis balance i tingene.

Jeg forstår derfor ikke helt, de mennesker, der søger deres eget spejlbillede. En person der er nøjagtig ligesom dem selv, har de samme interesser, tænker på samme måde og i det hele taget er en spejling af dem dem selv. Det må være narcissisme for fuld styrke!
Hvor kedelig ville deres samtaler ikke blive?


Han: Fortæl mig lidt om dig selv.....
 Hun: Jamen jeg går meget op i mit udseende og kan godt lide fedt tøj!
Han: Gud det kan jeg også!
Hun: Jeg kan rigtig godt lide blonder og satin!
Han: Gud, det kan jeg også!
Hun: Jeg elsker at forkæle mig selv med et dejligt varmt bad, for derefter at lægge en flot make up!
Han: Gud, det gør jeg også!

Hun: Hmm....du er vist ikke min type!

Dette er naturligvis sat på spidsen, men der er jo ingen udfordring eller udvikling, i at skulle sidde og blive enige om, at vi rent faktisk er enige om alt. Det at have forskellige interesser er da bare dejligt i min verden og noget som man med tiden kan dele. Ikke dermed sagt, at skulle jeg forelske mig i en slangetæmmer (altså sådan én, med rigtige giftspyttende krybdyr) skal jeg absolut også have en sådan. Not gonna fucking happen, men jeg ville da helt sikkert lytte til, hvad der er så spændende ved denne hobby og helt sikkert også dele en vis interesse, da det er en del af ham. Spiller desuden elendig fløjte, til trods for at jeg faktisk har fået undervisning i det....altså fløjte, ikke slangetæmning!

Jeg vil ikke have mit spejlbillede, for så skulle jeg jo søge en knævrende, lavstammet mand med en evne til at overfortolke alt og en sygelig passion for sko. Så kunne jeg jo ligeså godt blive lesbisk og jeg har dog en idé om, at det er jeg alt for glad for testosteron til at være.

Nej , giv mig en mand der vil elske at høre mig plapre, når jeg sidder og fortæller om min interesse for lange negle, tegning , hvaler og alt derimellem. Ikke fordi han deler dem, men fordi de er en del af mig!

Når man elsker for meget!

Sidder her en sen nattetime, plaget af søvnløshed og uendelige tanker om mit kærlighedsliv eller mangel på samme. For hvorfor er jeg egentlig single endnu? Det lette svar er vel at jeg endnu ikke har mødt den rette, men er det mon hele årsagen eller er jeg ganske enkelt er ekspert i at forpurre en evt. romance før den når at komme ind hvor det stikker?
Disse tanker blev afledt af en samtale med en god ven og jeg gav ham faktisk svaret selv, uden jeg egentlig vidste det. For det bunder dybt og langt tilbage, til en tid hvor jeg troede jeg elskede et andet menneske.

Det gjorde jeg for sin vis også, men i den tro at jo mere jeg elskede ham, jo mere fik jeg igen, men det forholdte sig lige omvendt! Og i alle mine frustrationer og higen efter dennes kærlighed, glemte jeg at lytte til mig selv og ganske simpel sund fornuft. Jeg prøvede konstant at overbevise mig selv om at jeg var hans drømmekvinde og at han var min drømmemand, selvom hans værdier og moral viste sig at ligge milevidt fra mine.

Det var desværre ikke et fåtal af gange hvor jeg måtte sande, at min tillid var misbrugt og spildt, og til trods tilgav jeg i håbet om en ændring, selvom jeg følte knæene svækkes yderligere for hver gang. Den ellers så stærke pige, der kunne tale og argumenterer for sine meningers mod, fortrængte alle disse alarmklokkers ringen og tillod at blive den, som ingen mand respekterer. Hende man kan træde på, hvorefter hun siger tak for aftrykket og undskyld hvis hun har svinet sålen af hans sko!

Dette varede længe...alt for længe. I troskabens ånd, kunne jeg slet ikke se at jeg var den der var den mest uærlige i det forhold...nemlig overfor mig selv. Jeg løj for ham om mine følelser og tanker og løj for mig selv om hans hengivenhed. Og det må naturligvis give bagslag en dag, når man kun kigger på forholdets fine etiket udenpå, men vælger at overse at sidste salgsdato for længst er overskredet og indholdet er pil-råddent.

Jeg gav for meget og jeg elskede for meget. Så meget at han følte det kvælende nok til at søge nye græsgange og friske pust fra øst-europa. Ikke et lille kig ind på naboens plæne, men kastende de største kærlighedserklæringer, i modsatte retning af mig og til den anden side af kloden, dem jeg sukkede så inderligt efter at høre. Og her skulle man tro de fik mine øjne op for de røde lamper der blinkede om kap med min lamslåethed...men nej. Jeg godtog naturligvis forklaringen om, destruktiv som jeg var, at det var min skyld og for vores forholds skyld. Christ, det lyder dumt når jeg ser det på skrift og jeg væmmes en smule, men ikke desto mindre forholdt det sig sådan.

Lidt tid gik og pludselig en dag, var brønden tom. Den brønd jeg selv havde erklæret utømmelig af min kærlighed og som jeg havde pøset ud af, i så lang tid. Pludselig var der blinkende lamper alle vegne, som på en ubåd under angreb, selv uden hans selskab og i hans fravær. Jeg måtte ud, væk, have luft og finde mig selv igen. Jeg var så fuld af mistro til, at dette menneske ville mig noget godt overhovedet og erkendelsen af at han ikke elskede mig faldt som en sten fra mit hjerte. Jeg havde jo vidst det hele tiden, men puttet det væk i en kasse, med lås og slå i håb om at det kunne ændre alt. Og nu sprang det som trold af en æske og hvilken lettelse det var at kunne være ærlig overfor mig selv og sige at det måtte have en ende før at jeg kunne opleve det rigtige eventyr. Det var en træls dag med blandede følelser, for ligeså ængstelig jeg var over at være den første til at sige ordene, ligeså stolt var jeg over at jeg nu endelig kunne. Jeg gav slip på noget der aldrig havde været mit!

Jeg var kommet ud på den anden side og kunne trække vejret igen, men ikke uden ar. Jeg var som et såret dyr der fortrak fra flokken, for at slikke sine sår og vende haltende tilbage. Min tillid til mænd havde lidt et betydeligt knæk, som en revne i et glas. Og mon glasset stadig har svært ved at holde vand, for tør jeg nu lægge mine følelser, helt frit og utøjlet, i en andens hænder, uden de vil knuse dem? Hvor ville jeg dog gerne opleve den tillid og samhørighed med et andet menneske, som jeg ved man kan, når ærlighed er grundstenen i et forhold og når usikkerheden kun er statist i kærligheden teater.

Jeg var følelsesmæssigt videre for lang tid siden og er hverken bitter eller på anden måde harm. Jeg var jo ligeså skyldig i at det eskalerede til et destruktivt forhold, der skulle have været afsluttet for længst og måske endda aldrig påbegyndt. Men jeg er klogere og har accepteret at den rette for mig, fandme må kæmpe lidt for den plads. Netop han fortjener alle mine knus, kys og kærtegn, som brønden nu er fyldt af igen. Men for at den ikke skal tømmes på ny, skal alt dette komme retur og gengældes på ligelig vis for at harmonien og balancen er intakt. Han fortjener til fulde min kærlighed, alene af den grund at jeg fortjener hans. Ingen elsker så for meget....men elsker uden grænser!

På fuld mave!

Ak ja, så er man ramt af en maveinfektion og hverdagens travlhed er sat på stand by uden varsel.. Man spiser ikke rigtigt, da tanken om at kvalmen melder sig er lige om hjørnet, efterfulgt af kramper og alene den tanke fortrænger sulten, selvom køleskabet bugner af lækkerier. Men intet er så slemt at det ikke er godt for noget Tankerne afledes hurtigt af det positive det kunne medbringe, for tænk sig nu hvis jeg lige kunne tabe et par kilo eller endda 5, inden bikini sæsonen for alvor sætter ind og man skal møde ham den søde? Han vil jo helt sikkert bedre kunne lide mig, hvis der blot var lidt mindre af mig. Helt sikkert!

Og det er jo noget crap, for selvfølgelig lægger han ikke mærke til den flødekage du indtog i sidste uge, som nu er smurt på hofterne eller om gårsdagens peberflødesovs der har placeret sig på din mave, der jo aldrig har lignet et vaskebræt. Han vil tilgengæld sikkert spotte din usikkerhed inden du får fremstammet det første hej og bemærke de mørke render under øjnene, der er kommet af den fortrængte sult og den manglende søvn, du har måtte misse hver nat med hovedet begravet i hvidt porcelæn.

Men igen, disse symptomer kunne jo forveksles med forelskelse og måske er mavekramperne bare sommerfuglene, der flakser rundt og skaber lidt uro i mavesækken og måske er der så mange, at der slet ikke er plads til mad? Hvis det er i maven følelserne bor, kunne det jo være derfor vi trøstespiser op til flere liter Ben&Jerry's når livets lagkage er klasket sammen og fløden er sur. Jeg er ikke i tvivl om at følelser og mad hænger sammen på en eller anden sygelig måde.

Så tænker man da, at man naturligvis forelsker sig med hjertet, men hvorfor taler man så altid om mavefornemmelse?  Hvorfor taler man ikke om hjertefornemmelse, når nu det er der, det siges at kærligheden bor og sjælens findes? Betyder alt dette så at man er følelsesmæssigt afstumpet hvis man har fået foretaget en reduktion af mavesækken eller at man som hjertetransplanteret skal lære at elske på ny? Ahhh vel?

I min verden forelsker man sig hverken med hjertet eller maven, men med hjernen. At min hjerne så engang imellem spiller mig et puds er en anden snak...............men nu er jeg jo også syg ,så bær over med mig!

Sådan er alle mine søndage....!

Things that make you go....

Euwhhhhhh..... Vi har vel alle ting som tænder og andre som slukker hurtigere, end en spytklat kan slukke en forkullet myre, brændt under en lup.... Og jeg er så tilpas overfladisk, at jeg også har nogle stykker med i lasten, som jeg har svært ved at fravige. Her er nogle stykker: - Piercinger på mænd.... Og det er sådan set underordnet om den sidder i brystvorten eller på nakken af tigerrejen. Endnu værre er, hvis den sidder i øret, for så skal jeg jo se på den hele tiden. Slip nu dit firser-trip og kom videre. Det ser så dumt ud. - Når mænd konstant skriver SMILER, GRINER eller endnu værre LOL. Det gør dig ikke yngre, men du virker bare dummere når du føler det nødvendigt at beskrive din sindstilstand efter den allerede så glimrende smiley. A ka æ ha det. - Når mænd overdriver brugen af smykker. Nej, Julio...du ligner stadig ikke en middelhavs gud og du viser ikke at du er ved muffen. Blot at du ikke har råd eller tør få en tatoo, som rigtige mænd, der vil pryde sig. Mænd skal højst bærer vielses/forlovelsesring UDEN sten. Hvem sagde homo? - Når unge mænd bedyrer at de er meget modne af deres alder, til trods for at deres største altopslugende hobby, er at se hvor hurtigt de kan bunde en Mokaii....med dertil hørende billede dokumentation på facebook. Og jeg ved jeg burde se ud over disse ting og nyde den indre smukke sjæl I mænd sikkert har, men igen....sådan er jeg så mærkelig !