...til cyber os skiller!

Denne kolde decemberdag, sidder jeg som så mange gange før og surfer rundt i internettets verden, på alle de sider jeg nu ynder at ytre mig i debat. Jeg falder over et spørgsmål fra en kvinde, der tydeligvis er forfærdet over en mands opførsel i selv samme univers, nemlig cyber, hvor hun stiller stort spørgsmålstegn ved hans tilstedeværelse på et dating-site, når han har lovet sit hjerte til en anden. Jeg kan sagtens følge hendes tanker, men ved faktisk ikke rigtigt hvad jeg skal svare, men jeg vil så forsøge med denne blog at se lidt mere overordnet eller rettere skævt på, hvad det egentlig er der sker bag de mange pixels på skærmene i de små hjem og ikke mindst hvorfor.

Som de fleste af jer ved, er internettet helt klart min legeplads, uanset om vi taler humørbombardementer, dybere reflektioner om hvad der sker i min og jeres verden eller blot at tilegne mig viden af forskellig art. Men her kommer det paradoksale, for jeg husker også verden før jeg blev indfanget i cyber-spiderens spind, som en hel del lettere, mere enkel og uden helt så mange grænser og regler man skulle forholde sig til. Jeg er ikke opdraget til at begå mig på nettet, da jeg er opvokset i en verden uden mobiltelefoner og nu lever med den tingest, som ingen forestiller sig at kunne undvære, så jeg har måtte lære på den lidt tungnemme måde hvad der er go og no-go i dette univers. Og hvad er det så? Det vil jeg forsøge at stille spørgsmålstegn ved her, ved at sidestille de to verdner med 20 års mellemrum.

Lad os starte med kontakt-medierne, så som sms'er, mails, facebook og de uendelig mange dating-sites der findes. I dag er det nærmest en menneskeret at kunne agere helt og aldeles frit og anonymt i disse medier, uden andres viden, uanset om man er single, har kæreste eller er gift. Vi har kontakt til alle de mennesker vi engang kaldte venner, kollegaer eller elskere, men som nu plejes via satelitter i 100 kilometers højde. De er vores netværk, nej forkert, de er MIT netværk... MIN hemmelige klub, hvor det sidestilles med at hacke ind i FBI's hemmelige filer, at åbne en andens sms'er, mails eller chats. Men hvis det blot er en samtale på skrift, er det lige jeg bliver nødt til at spørge jer, der også var godt og vel voksne for 20 år siden, om en ting. Bad du dengang din mand/hustru eller lignende, om at gå i modsatte ende af køledisken i Brugsen, når du tilfældigt stødte på en gammel ven, skolekammerat eller flamme, så du kunne bibeholde din identitet og tale hemmeligt? Ville du, med din mand ved din side, sige til din gamle forelskelse at han betyder noget ganske særligt, fordi han var din første og ham der "prikkede ruden ind" og sende ham et lummert blink?

Ja ja, jeg er godt klar over at det er grænseoverskridende for nogen og jeg accepterer skam også at sådan forholder det sig, men jeg mangler stadig det slående argument, der fortæller mig hvorfor en samtale i cyber, uanset om den er på sms, mail eller ligende, pludselig ikke længere kan tåle at blive sagt ud af munden? Kald mig blot et mistroisk fruetimmer, men jeg ser 2 argumenter.... den ene er at vi ikke er helt ærlige overfor os selv og bilder os ind at cyber er en slags drømmeverden, hvor alt er tilladt og vi ikke kan stilles til ansvar, da det jo er op til læserens fortolkning og at det er på linie med tanker og ikke er virkeligt så længe det ikke siges højt. Den anden er at vi rent faktisk bevidst lyver for en anden, og lever højt på hvad han/hun ikke ved, har vedkommende ikke ondt af, velvidende at vores skrevne ord ville skabe kaos og påstyr hvis de kom frem i lyset. Sjovt nok er skilsmisse-raten steget betragteligt i takt med internettets og mobiltelefonens indtog.... Tankevækkende?


Men sådan er verden i dag og om jeg forstår det eller ej, er det disse nysatte grænser og regler vi alle må leve efter! Men lad os tænke endnu 20 år frem  tiden... Jeg kan se os sidde med cybermasker over øjnene og udleve det liv, med den kvinde/mand vi fantaserer om og som kan give os alle de virtuelle orgasmer og følelser, vi lyster, mens vores jordbundne partner vasker de ikke cyber-stinkende underbukser med de ret så virkelige bremsespor. Det kan vi uden at skulle forholde os til, hvad vores bedre halvdel føler, for dette er VORES egen verden og jo ikke virkeligt. Det er jo bare cyber!

Måske skulle vi have omskrevet vores ægteskabs-løfte.... Kunne jo lyde sådan her:

"Vil du elske og ære hende/ham, og leve med hende/ham i medgang og modgang, i hvad Gud den almægtige og Microsoft vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil netværket jer skiller eller koden er brudt?"

Og vi kunne tilføje til nogle af de ti bud, som vi til dels lever efter, selvom vi ikke går alverden i kirke:

*Du må ikke bryde ægteskabet, med mindre du husker at skifte password hver uge*

*Du må ikke begære din næstes hustru, med mindre i begge betaler plus-kontingent til samme datingsite*

*Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste, men du må gerne skrive det*

*Du må ikke bryde ægteskabet....I VIRKELIGHEDEN*
 
Har du argumentet, vil jeg fandme gerne høre det....SAGT!

Året der gik, men hvorhen?

Som så mange andre gør, her op imod jul, vil jeg lige reflektere lidt over det år, der nu er ved at løbe på hæld og afgiver pladsen for et nyt. Det lyder lidt højtideligt, for reelt set er et år vel ikke en periode til beskuelse, med mindre man netop vælger at opdele sit liv i kasser, sorteret efter dato og årstal. En mandag i 2012 er jo ikke en anderledes end i 2011, bortset fra at jeg faktisk synes jeg kan ane en rynke ved højre tinding, men sætter min lid til at jeg blot har sløset med spejlpudsningen. Men here goes, i et stort virvar af minder, tanke-pop-ups og ændringer for livet, so lean back and enjoy the ride:

Jeg startede året 2011 med et brag....det vil sige, at jeg i ganske ædru tilstand, var så uheldig at skulle tænde en røgbombe til min datters begejstring, men som i stedet valgte at skyde stikflammen fra lunten ind i min finger. Det gjorde egentlig ikke ondt, men det gik op for mig hvor nært beslægtede vi er med grise, for der spredte sig en umiskendelig lugt af flæskesvær og jeg hyl vist også lidt senere, da det ENORME åbne kødsår (sådan føltes det, NÅ!) skulle op af det vandbad jeg rendte rundt med. Mén??? Jo, udover de fysiske, der har betydet, at min i forvejen skæve tommelfinger, nu er lidt mindre kødfyldt på den ene side, så har det også betydet at min datter ikke får lov at nærme sig fyrværkeri, før hun er mindst 40 år og skal blive boende hjemme og passe godt på lillemor, så jeg ikke får yderligere skader! BAD START!

Men det blev værre, for en sen januar-aften hvor jeg naturligvis var løbet tør for mere tjære til lungerne, tog jeg en hurtig smut-tur til den nærmeste tankstation, for at få min afhængighed dækket. Og selvom vejene var fine, smøgerne købt og den første inhaleret så nerverne var stålsatte igen, mistede bilen vejgrebet på hjemturen og tog mig på en snurretur, som ville få rutsjebanen i tivoli til at virke som en børne-karussel. Og nu tænker I nok at jeg naturligvis kørte alt for stærkt, og jeg skal være den første til at indrømme at jeg ikke er nogen engel bag et rat og at højre-foden til tider er lidt tung, men denne aften kørte jeg faktisk pænt. Alligevel havde bilen sit eget liv og valgte derfor først, frontalt at påkøre det eneste hus i miles omkreds, dog kun for at fortsætte i spin 10 meter længere, og der afslutte turen i et armeret beton-hegn! Mine tanker var mange, i de få sekunder det hele varede, og de omhandlede alle min datter og hvor glad jeg var for at hun ikke var med. Men selvom min bil havde tænkt sig en karriere som selvmords-terrorist, med mig som gidsel, så overlevede jeg med ganske få knubs og et lettere rystet indre. Det gjorde bilen, husmuren og hegnet dog ikke! R.I.P...

I Påsken havde jeg sat mig for, at jeg ville på ferie med min smukke datter, Nicoline og selvom det naturligvis ville have været billigst at drage i Morfar's sommerhus, som så mange gange før, bookede jeg en ferielejlighed på wellness resortet Weissenheuser Strand i Tyskland. Trods kvalerne for at finde vej igennem Kiel, fik vi dog øjnene op for den smukke arkitektur som deres broer besidder, da vi passerede den samme bro for 4. gang. Til mit forsvar vil jeg lige sige, at jeg på daværende tidspunkt ikke besad en gps og stolede på min intuition og medfødte retningssans, som ellers aldrig slår fejl og det er sgu da heller ikke normalt at kalde 2 frakørsler ved samme navn, vel?! Min ærlige datters reaktion på vores detour var: "Jeg tror bare jeg tier stille" hvilket enten fortæller mig at hun har fundet tavshedens guld, eller blot i stilhed ville nyde det smukke senarie for enden af billygterne. Men, ferie blev der og den var så fænomenal, at vi uden tøven gentager succesen i 2012, dog denne gang med gps og med ny ratfører og med mig henvist til bagsædet, med 250 gr Matador Mix og en pixiebog!

Denne ratfører (co-driver) er endnu en tilføjelse i år 2011, som hverken var planlagt eller ventet, men kan bestemt ikke gå under kategorien uheld eller detour. Efter lang tids sporadisk og ganske overfladisk bekendtskab, blev Martin og jeg enige om at det var på tide med en date. Ikke sådan en lad-os-bare-tage-en-kop-kaffe eller en skulle-vi-ikke-lige-tage-trykket-date, men en rigtigt date, hvor vi undrede og glædede os og så frem til at få brikkerne til at falde på plads og tandhjulene i hak. Og det skal jeg da lige love for de gjorde, for hvad der skulle have været en hyggelig aften, med god mad og rødvin, endte i en hel weekend med talestrøm, kys og kærtegn og med løsrivelsesbesvær, da mandagen nærmede sig. Sådan er det faktisk stadig, her 5 måneder efter, og selvom der til tider er lidt grus i maskineriet og vi krydser klinger, så kan jeg ærligt sige at jeg keder mig aldrig i hans nærvær. Vi er hverken for ens eller for forskellige, men komplimentere hinanden godt, selvom vi ikke kan færdiggøre hinandens sætninger og ikke har samme passion for shopping (hvem der så end forstår det?) og motor-cross (nowet med en cykel med motor og småfede dæk). Jeg ser blot frem til endnu flere kys og kærtegn og utroligt nok, også til gnidningerne, som har den ejendommelige egenskab at knytte båndene lidt tættere for hver gang, for ikke at tale om the make up og jeg taler ikke om farvelade... Vi slår måske ikke altid i samme takt, men musikken der skabes, er dog alligevel den mest fantastiske man kan tænke sig. Tak fordi jeg måtte få lov at skifte dine gardiner (ohhh hvilket rædsel) og sætte et lille fingeraftryk på dit kæreste eje, pandekagehuset, men det kan ikke bruges i en retssag..... Du sagde altså selv Ja ;o)

Nye venner er også trådt ind i mit liv og har spredt glæde smil og latter, samt været der for at samle snot på deres skuldre, når det hele har set lidt for sortbroget ud. Her skal den dejlige Lene nævnes, som ganske uselvisk har vist sig værdig til titlen, som bedste-veninde og som mange en morgen, trofast har været på linien, for at fortælle og høre nærmere om de dejlige mænd vi har truffet, hver især, beretninger om hundeliv og vores yngel. I det hele taget livet, som det har set ud i 2011 og som jeg håber vil fortsætte mange år endnu. De mange bloggere, som jeg har fået fornøjelsen af at sætte ansigt på og som bidrager til at min lyst til disse skriblerier fortsætter. Kristian, den største knudemand af alle, som til stadighed lader sig belemrer af mit tankespin, men som oftest, kan bringe mig til eftertanke og hurtig fatning igen og se nuanceret på min sort/hvide verden. Også min gamle ven, Henrik (ikke af alder...hmmm.... reddede jeg mon den?), som ALTID står klar med kække bemærkninger og pick me up's, samt et lyttende øre, når jeg lader talestrømmen vælte ud og trænger til at få luftet frustrationer, glæder og synet diverse nedkørte husmure og hegn. Også når man i en 100 hestes brandert, ringer og vil hjem i sin seng og når man blot ikke har lyst til at begå sine dumheder alene. Der kan jeg altid regne med ham!

Mit job har også udviklet sig i 2011, på godt og ondt, med stressede perioder, fantastiske udfordringer og en PI-test (leder-profil-test), der til min overraskelse og store glæde var spot on og hvem ved om jeg en dag får brug for den?! Og det er ikke kun jobbet i sig selv der har udviklet sig, men skam også mig som person, da jeg ikke kan frasige mig, at lægge en stor del af min identitet i mit hverv og jeg har lært meget med gulerods-metoden, men også med pisken. Guleroden smagte mig dog en hel del bedre end piskens smælden, men jeg har lært af det hele og er vokset med opgaverne og udfordringerne, når de bankede på og har kun fået fornyet blod på tanden. Fortjenesten har jeg ikke alene, for jeg har nogle fantastiske kollegaer (ren tosse-anstalt til tider) men uden deres dejlige humør og søde smil, ville dagene være en hel del længere og igen er jeg nødt til at fremhæve en speciel, nemlig Heidi, som bare ikke kan undlades. Tak for endnu et godt år og de mange latterfremkaldende stunder, vi nu kan tilføje som minder. Og der er rent faktisk endnu en, der har troet på mig de forgangne 3 år, til trods for de lange negle og det affarvede hår, nemlig min tidligere chef, Jeppe. Har vi haft vores uenigheder og stået stejl på hvert sit? Hell yeah, men ikke desto mindre har det været, i mine øjne, et fantastisk samarbejde, som jeg med vemod (havde fået noget i øjet) måtte se slutte d. 1 November i år. Det var sgu fedt, mens det varede og jeg kan kun ønske dig held og lykke på din vej videre og sige tak for tilliden, knægt (tør jeg godt sige nu da du ikke har "tronen" længere). Nu har jeg så fået nye opgaver, nyt lager og en ny chef og jeg kan kun håbe på at udviklingen fortsætter, også ind i 2012, selvom jeg ikke får min blackberry i år... Man er vel teknik-nørd og der er nu ikke meget bling over en Nokia!

Nu er denne blog allerede blevet en hel del længere end tiltænkt, og er du nået hertil enden uden at miste tråden, er det vel også okay?! Så afslutningsvis vil jeg så konkludere at 2011 startede temmelig crappy, men har alt i alt, beriget mig med endnu mere end jeg turde håbe på (ser stadig bort fra rynken i tindingen) og vil ønske jer alle en rigtig Glædelig Jul!

Good year !

Løgn og Latin

Man kan undre sig over udtrykket og hvorfra det kommer. Måske er det fordi at Latin er et af de få sprog der ikke tales, men skrives og i allerhøjeste grad tolkes og er op til modtageren hvilken betydning man vil have ud af det. Aner det ikke, men det er gængs opfattelse at løgn er noget skidt og at man altid kommer længst med ærlighed?!

Jeg tvivler dog på det er rent skidt og folk der påstår at de aldrig lyver, netop gør det allerede i denne sætning. "Ahmmm, jeg fortæller kun små harmløse hvide løgne"! ...og så er løgnen pludselig fuldstændig acceptabel og retfærdiggjort og fratager os ansvaret for at forholde os til sandheden. Men hvem definere hvad en lille hvid løgn er og hvornår den skifter farve, så at sige? For vi lyver jo all the fucking time og for hver eneste gang, bliver det blot en lille smule lettere og grænsen rykker sig.

Selv som forældre lyver vi, når vi fortæller vores kære yngel at julemanden findes, babyer kommer med storken og at deres nyfabrikerede tegning er det smukkeste vi nogensinde har set. Vi lyver for vores forældre om hvor meget styr vi har på det hele, hvor glade vi er for de kiggede forbi til kaffe, da vi havde planlagt at nedlægge kæresten og hvor spændende historien om deres sidste Tysklands-tur er, selvom vi også hørte den sidste søndag. Vi lyver for kæresten/manden/konen, når vi fortæller hvor smukke de er når de sidder med drageånde og morgenhår, når vi siger at det da er helt okay at han/hun tager et par off-dage fra den daglige trummerum og når vi siger at han/hun selvfølgelig er den eneste vi nogensinde har hede drømme om.

Alle disse ting siger vi enten for at opnå noget eller for at skåne vores kære, men kan det retfærdiggøre løgnen? Ja både og....man kan vel godt set ud fra det synspunkt at vi det ellers ville skabe unødige konflikter, hvis alt blev råt serveret som en fotokopi af Babs og Nutte på chefens bord efter julefrokosten, men jeg mener også at vi skal passe meget på hvornår vi overskrider grænsen imellem hvid, grå og til den sorte løgn. Og hvordan finder man så sin egen grænse for hvor den zone går, når man nu selv acceptere hvide løgne og ser de værre som et absolut no-go?

Sandheden (for mig) er den, at hvis du ikke kan retfærdiggøre dine handlinger uden at lyve, så må du se på hvorfor du vælger løgnen frem for sandheden. Og dette gør vi vel alene af den grund at vi dybest inde godt ved at vi er på gale spor og ikke på andre måder kan argumentere for vores ageren og holdninger. Vi ansvarsfornægter og siger dog til os selv at det blot er for at skåne, men her lyver vi igen. Denne gang mest for os selv...

Når du siger: "Skat, jeg synes sgu hende kontor-musen er en snot-dum blondine", når sandheden er at du har råflirtet med hende til julefrokosten og dagligt sender et lille lummert blink igennem lokalet, så er det vel netop fordi du godt ved at du er på afveje. For var det harmløst, var løgnen vel slet ikke et issue og du kunne uden at kny sige hvad du følte eller blot holde dine tanker indenbords, uden at udleve det. Og i stedet for at forholde dig til hvad du gør og ikke hvordan det modtages, projekterer du blot din løgn over på modparten og kan alene med tanken "for husfredens skyld" leve længe og videre i den tro at du gør det rigtige, selv den dag at du fanges i spindet af usandheder og lemfældig omgang med sandheden. Det har vi vist alle prøvet og jeg skal være den første til at indrømme, at også jeg har og fedt var det sgu ikke at skulle forholde sig til, at det man forventer af sine medmennesker, kan man ikke selv leve op til.

Det er lidt som at have spist den lækreste marcipan-is.... den smager sgu ikke godt på retur. Den dag går det op for dig, at det største offer for dine sort/hvide løgne, er dig selv. De er nemlig blevet arkiveret i kassen "det er fedt og derfor også okay" og skal nu holde flyttedag til der de egentlig holder til.... Nemlig i kassen "CRAP"! Løgn er løgn, uanset hvad farve vi giver den.

Kan vi så gå igennem livet uden at lyve? Sikkert ikke og vi vil snuble tit, men i det tilfælde burde vi måske spørge os selv hvorfor vi vælger at gøre en sandhed til løgn frem for at gøre løgnen til sandhed.....?!

Til slut vil jeg smide en lille løgn ud i æteren og sige at jeg har haft en fantastisk dag og håbe på den bliver til sandhed, hvis jeg siger det tilpas mange gange!

Lie to me.. (fed lyric) 

The missing link...

Nu kunne man måske nok tro at jeg, på denne kolde og sjaskede mandag, lagde hjernen i blød med tanker om overgangen fra dinosaur til homo sapiens og med store tanker om hvorledes det kan være jeg kan gå oprejst uden at snuble. Det skal dog siges at jeg efter sigende også til tider kan drage tilbage i primalstadiet og have svært ved at opretholde den oprejste stilling, men dette sker vist mere under indflydelse af udefrakommende faktorer og særligt på denne tid af året! (læs, den seneste julefrokost var god, våd og meget kort)

Men det er nu mere i overført betydning, jeg har manglet en brik i mit hovedbrud af et puslespil, for at skabe mig et overblik og se et samlet billede forme sig. Lidt som at samle et puslespil, hvor motivet er et Salvador Dali maleri, med benene ud af ørene, trærødder der knejser imod himlen og trækronen dybt forankret i jorden og med tilstrækkelig fallos-symboler, der pirrer interessen og fantasien. Når jeg ser på et andet menneske og får de enkelte facetter serveret, i en stor forvirring, kan jeg have svært ved at skelne, hvilke dele der fortjener mit fokus og burde betyde noget for mig og hvilke der blot er til for at spejle og synliggøre kontrasiden.

Billedet bliver uklart, forvirrende og jeg fanges af min egen stædighed, for at samle et billede, med de blottede brikker, hvilket nok aldrig vil give et klart og fuldt motiv. Så jeg fylder de tomme felter ud, fra min fantasi og drømmeverden og fra mine erindringer om "engang" og noget jeg synes jeg så i et glimt og dette er ren og skær fortolkning. Til tider overfortolkning og andre gange rammer det meget godt plet, nogle gange overraskes jeg positivt, andre gange må jeg tage følelsen af skuffelse til mig, baseret på mine egen forestillinger og til tider rydder jeg bordet for brikker og siger "Stik mig det med kattekillingerne jeg ved jeg kan hitte ud af".

Men i bund og grund handler det vel ikke om det pokkers missing link, men mere om at have et mål for øje og en egen lyst til at se og nyde det færdige resultat. Nogle gange skal man lede på gulvet og under sofaen for at finde blot en enkelt brik men Lucifer's halespids og andre gange ligger der tusinder i en bunke for enden af din næsetip, der blot venter på at blive til et helt sceneri af blomsterflor og laguner og andre gange er den brik, der var der før, som skabte et genkendeligt ansigt,  blot væk og man må lære at leve uden.

Og jeg har i dette sekund gjort selv samme.... smidt en masse brikker på bordet om mig og mine tanker, som nogen vil forsøge at tolke på og samle til et meningsfyldt billede, nogen gav op efter første afsnit i ligegyldighed og fatter hat og briller og andre vil føle de fik endnu en brik på plads. Og dertil kan jeg kun sige at jeg hverken sidder foran et stort tusind-brikkers puslespil af en Monet knock-off, eller forsøger at finde en dybere mening med Dali's småvulgære penselstrøg, men jeg er nu klar over at jeg mangler en link (måske flere), men det er min opgave at lede, søge og samle eller helt lade være! Det er nemlig mit puslespil, mit link, mit billede....af mig!

Afslutningsvis vil jeg dele en lille julehymne, som har huseret i mit hoved hele dagen, til eftertanke og højlydt latter.....

Merry X-mas

Pandoras æske.

"Det er så sjovt når min far kommer sent hjem, for så er han altid så glad og i humør til at lege med mig, som han ellers aldrig har tid til. Vi tonser rundt i stuen, mig siddende på hans ryg og han som en anden vild hest der både stejler og kommer med latterkrampende vrinske-lyde. Når jeg er kommet i seng sætter han sig ved min seng og griber en børnebog, som læses på hovedet og historien hænger slet ikke sammen med billederne, men bliver kun bedre og sjovere af det. Midt i al min morskab er jeg forvirret, for mor sidder i køkkenet og kigger dybt i kaffen, mens tårerne løber fra hendes kinder. Jeg forstår det slet ikke......."

Dette er en scene der udspillede sig da jeg var ca. 6 år, som var sket mange gange forinden og gentog sig mange gange efter, men som med alderen gav mere mening end i mit dengang naive barnesind.  Jeg forstod dengang ikke hvorfor min mor græd og slet ikke hvorfor hun var så vred på min far, når nu han endelig var så sjov og glad. Disse scener endte altid med at jeg blev lagt i seng, men med lyttende barneører kunne jeg høre deres højlydte skænderier igennem døren. Min far var fuld!

Dette var noget der skete oftere og oftere i min tidlige barndom og jeg husker i dag den tid som en noget problematisk og splittende følelse, for et barn der elsker sine forældre højt. Men i dag har jeg et noget andet syn på sagen og har fået en smule indsigt i hvad det har bragt mig med i min videre tilværelse.

Dengang søgte jeg min far's anerkendelse og opmærksomhed, men fik den oftest kun når han var beruset altså påvirket og når han stod i sin egen problemdulmet og bedøvede verden, hvor problemerne kunne druknes med 15 Tuborg, indtil næste dag. Og når jeg tænker tilbage på skoletid og forældremøder kan jeg ikke mindes at min far har deltaget i et eneste, ej heller har han lavet regnestykker med mig når lektierne skulle laves. Han var heller ikke den der irettesatte mig, når jeg var uartig eller ikke gad rydde op på mit værelse, men den der for det meste arbejdede hårdt på værkstedet for at slutte dagen med nogle "velfortjente" kolde øl.

Min mor derimod har været med til det hele. Hun har skældt og smældt, pustet mine skrammede knæ og trøstet når storesøster drillede. Alt dette med et sideløbende fuldtidsjob, med dertilhørende hjemmearbejde for at få det hele til at løbe rundt og da jeg blev gammel nok til at forstå hvorfor min mor græd, blev jeg skamfuld over at have idealiseret dette demon hos min far. Men det var ikke hans skyld og jeg bebrejder ham det ikke i dag, jeg elsker ham stadig højt, men jeg kan ikke tildele ham æren for mit heldige udfald.

Den har min mor og jeg ville ønske hun var i live så jeg kunne sige hende tak, for en (mod alle odds) god opvækst og for at jeg i dag kan sige at jeg har et dejligt liv, med en fantastisk datter, et godt job og et godt netværk. At jeg til stadighed i dag, søger en evig bekræftelse i manden i mit liv (nu min kæreste) er et af de få ar jeg har måtte tage med mig i livets bagage, men det er en ganske lille ting, hvis man forstår baggrunden herfor og kan acceptere min søgen efter en mands ædruelige kærlighed. Den skal være uden filter!

"Hvordan kan du skrive sådan en blog, uden at lyde som en af alle de andre klynkende tøser?"....blev jeg spurgt så ganske usympatisk! Det kan jeg måske heller ikke, og måske er dette peanuts i andres øjne, men dette er nu engang en del af mig og min fortid og ligeså flov jeg kan blive over at skrive den, ligeså stolt er jeg over hvor jeg er i dag, takket være mig selv og i høj grad også min mor! Jeg har sgu et fedt liv!

Tak mor :-)