Pandoras æske.

"Det er så sjovt når min far kommer sent hjem, for så er han altid så glad og i humør til at lege med mig, som han ellers aldrig har tid til. Vi tonser rundt i stuen, mig siddende på hans ryg og han som en anden vild hest der både stejler og kommer med latterkrampende vrinske-lyde. Når jeg er kommet i seng sætter han sig ved min seng og griber en børnebog, som læses på hovedet og historien hænger slet ikke sammen med billederne, men bliver kun bedre og sjovere af det. Midt i al min morskab er jeg forvirret, for mor sidder i køkkenet og kigger dybt i kaffen, mens tårerne løber fra hendes kinder. Jeg forstår det slet ikke......."

Dette er en scene der udspillede sig da jeg var ca. 6 år, som var sket mange gange forinden og gentog sig mange gange efter, men som med alderen gav mere mening end i mit dengang naive barnesind.  Jeg forstod dengang ikke hvorfor min mor græd og slet ikke hvorfor hun var så vred på min far, når nu han endelig var så sjov og glad. Disse scener endte altid med at jeg blev lagt i seng, men med lyttende barneører kunne jeg høre deres højlydte skænderier igennem døren. Min far var fuld!

Dette var noget der skete oftere og oftere i min tidlige barndom og jeg husker i dag den tid som en noget problematisk og splittende følelse, for et barn der elsker sine forældre højt. Men i dag har jeg et noget andet syn på sagen og har fået en smule indsigt i hvad det har bragt mig med i min videre tilværelse.

Dengang søgte jeg min far's anerkendelse og opmærksomhed, men fik den oftest kun når han var beruset altså påvirket og når han stod i sin egen problemdulmet og bedøvede verden, hvor problemerne kunne druknes med 15 Tuborg, indtil næste dag. Og når jeg tænker tilbage på skoletid og forældremøder kan jeg ikke mindes at min far har deltaget i et eneste, ej heller har han lavet regnestykker med mig når lektierne skulle laves. Han var heller ikke den der irettesatte mig, når jeg var uartig eller ikke gad rydde op på mit værelse, men den der for det meste arbejdede hårdt på værkstedet for at slutte dagen med nogle "velfortjente" kolde øl.

Min mor derimod har været med til det hele. Hun har skældt og smældt, pustet mine skrammede knæ og trøstet når storesøster drillede. Alt dette med et sideløbende fuldtidsjob, med dertilhørende hjemmearbejde for at få det hele til at løbe rundt og da jeg blev gammel nok til at forstå hvorfor min mor græd, blev jeg skamfuld over at have idealiseret dette demon hos min far. Men det var ikke hans skyld og jeg bebrejder ham det ikke i dag, jeg elsker ham stadig højt, men jeg kan ikke tildele ham æren for mit heldige udfald.

Den har min mor og jeg ville ønske hun var i live så jeg kunne sige hende tak, for en (mod alle odds) god opvækst og for at jeg i dag kan sige at jeg har et dejligt liv, med en fantastisk datter, et godt job og et godt netværk. At jeg til stadighed i dag, søger en evig bekræftelse i manden i mit liv (nu min kæreste) er et af de få ar jeg har måtte tage med mig i livets bagage, men det er en ganske lille ting, hvis man forstår baggrunden herfor og kan acceptere min søgen efter en mands ædruelige kærlighed. Den skal være uden filter!

"Hvordan kan du skrive sådan en blog, uden at lyde som en af alle de andre klynkende tøser?"....blev jeg spurgt så ganske usympatisk! Det kan jeg måske heller ikke, og måske er dette peanuts i andres øjne, men dette er nu engang en del af mig og min fortid og ligeså flov jeg kan blive over at skrive den, ligeså stolt er jeg over hvor jeg er i dag, takket være mig selv og i høj grad også min mor! Jeg har sgu et fedt liv!

Tak mor :-)