Som så mange andre gør, her op imod jul, vil jeg lige reflektere lidt over det år, der nu er ved at løbe på hæld og afgiver pladsen for et nyt. Det lyder lidt højtideligt, for reelt set er et år vel ikke en periode til beskuelse, med mindre man netop vælger at opdele sit liv i kasser, sorteret efter dato og årstal. En mandag i 2012 er jo ikke en anderledes end i 2011, bortset fra at jeg faktisk synes jeg kan ane en rynke ved højre tinding, men sætter min lid til at jeg blot har sløset med spejlpudsningen. Men here goes, i et stort virvar af minder, tanke-pop-ups og ændringer for livet, so lean back and enjoy the ride:
Jeg startede året 2011 med et brag....det vil sige, at jeg i ganske ædru tilstand, var så uheldig at skulle tænde en røgbombe til min datters begejstring, men som i stedet valgte at skyde stikflammen fra lunten ind i min finger. Det gjorde egentlig ikke ondt, men det gik op for mig hvor nært beslægtede vi er med grise, for der spredte sig en umiskendelig lugt af flæskesvær og jeg hyl vist også lidt senere, da det ENORME åbne kødsår (sådan føltes det, NÅ!) skulle op af det vandbad jeg rendte rundt med. Mén??? Jo, udover de fysiske, der har betydet, at min i forvejen skæve tommelfinger, nu er lidt mindre kødfyldt på den ene side, så har det også betydet at min datter ikke får lov at nærme sig fyrværkeri, før hun er mindst 40 år og skal blive boende hjemme og passe godt på lillemor, så jeg ikke får yderligere skader! BAD START!
Men det blev værre, for en sen januar-aften hvor jeg naturligvis var løbet tør for mere tjære til lungerne, tog jeg en hurtig smut-tur til den nærmeste tankstation, for at få min afhængighed dækket. Og selvom vejene var fine, smøgerne købt og den første inhaleret så nerverne var stålsatte igen, mistede bilen vejgrebet på hjemturen og tog mig på en snurretur, som ville få rutsjebanen i tivoli til at virke som en børne-karussel. Og nu tænker I nok at jeg naturligvis kørte alt for stærkt, og jeg skal være den første til at indrømme at jeg ikke er nogen engel bag et rat og at højre-foden til tider er lidt tung, men denne aften kørte jeg faktisk pænt. Alligevel havde bilen sit eget liv og valgte derfor først, frontalt at påkøre det eneste hus i miles omkreds, dog kun for at fortsætte i spin 10 meter længere, og der afslutte turen i et armeret beton-hegn! Mine tanker var mange, i de få sekunder det hele varede, og de omhandlede alle min datter og hvor glad jeg var for at hun ikke var med. Men selvom min bil havde tænkt sig en karriere som selvmords-terrorist, med mig som gidsel, så overlevede jeg med ganske få knubs og et lettere rystet indre. Det gjorde bilen, husmuren og hegnet dog ikke! R.I.P...
I Påsken havde jeg sat mig for, at jeg ville på ferie med min smukke datter, Nicoline og selvom det naturligvis ville have været billigst at drage i Morfar's sommerhus, som så mange gange før, bookede jeg en ferielejlighed på wellness resortet Weissenheuser Strand i Tyskland. Trods kvalerne for at finde vej igennem Kiel, fik vi dog øjnene op for den smukke arkitektur som deres broer besidder, da vi passerede den samme bro for 4. gang. Til mit forsvar vil jeg lige sige, at jeg på daværende tidspunkt ikke besad en gps og stolede på min intuition og medfødte retningssans, som ellers aldrig slår fejl og det er sgu da heller ikke normalt at kalde 2 frakørsler ved samme navn, vel?! Min ærlige datters reaktion på vores detour var: "Jeg tror bare jeg tier stille" hvilket enten fortæller mig at hun har fundet tavshedens guld, eller blot i stilhed ville nyde det smukke senarie for enden af billygterne. Men, ferie blev der og den var så fænomenal, at vi uden tøven gentager succesen i 2012, dog denne gang med gps og med ny ratfører og med mig henvist til bagsædet, med 250 gr Matador Mix og en pixiebog!
Denne ratfører (co-driver) er endnu en tilføjelse i år 2011, som hverken var planlagt eller ventet, men kan bestemt ikke gå under kategorien uheld eller detour. Efter lang tids sporadisk og ganske overfladisk bekendtskab, blev Martin og jeg enige om at det var på tide med en date. Ikke sådan en lad-os-bare-tage-en-kop-kaffe eller en skulle-vi-ikke-lige-tage-trykket-date, men en rigtigt date, hvor vi undrede og glædede os og så frem til at få brikkerne til at falde på plads og tandhjulene i hak. Og det skal jeg da lige love for de gjorde, for hvad der skulle have været en hyggelig aften, med god mad og rødvin, endte i en hel weekend med talestrøm, kys og kærtegn og med løsrivelsesbesvær, da mandagen nærmede sig. Sådan er det faktisk stadig, her 5 måneder efter, og selvom der til tider er lidt grus i maskineriet og vi krydser klinger, så kan jeg ærligt sige at jeg keder mig aldrig i hans nærvær. Vi er hverken for ens eller for forskellige, men komplimentere hinanden godt, selvom vi ikke kan færdiggøre hinandens sætninger og ikke har samme passion for shopping (hvem der så end forstår det?) og motor-cross (nowet med en cykel med motor og småfede dæk). Jeg ser blot frem til endnu flere kys og kærtegn og utroligt nok, også til gnidningerne, som har den ejendommelige egenskab at knytte båndene lidt tættere for hver gang, for ikke at tale om the make up og jeg taler ikke om farvelade... Vi slår måske ikke altid i samme takt, men musikken der skabes, er dog alligevel den mest fantastiske man kan tænke sig. Tak fordi jeg måtte få lov at skifte dine gardiner (ohhh hvilket rædsel) og sætte et lille fingeraftryk på dit kæreste eje, pandekagehuset, men det kan ikke bruges i en retssag..... Du sagde altså selv Ja ;o)
Nye venner er også trådt ind i mit liv og har spredt glæde smil og latter, samt været der for at samle snot på deres skuldre, når det hele har set lidt for sortbroget ud. Her skal den dejlige Lene nævnes, som ganske uselvisk har vist sig værdig til titlen, som bedste-veninde og som mange en morgen, trofast har været på linien, for at fortælle og høre nærmere om de dejlige mænd vi har truffet, hver især, beretninger om hundeliv og vores yngel. I det hele taget livet, som det har set ud i 2011 og som jeg håber vil fortsætte mange år endnu. De mange bloggere, som jeg har fået fornøjelsen af at sætte ansigt på og som bidrager til at min lyst til disse skriblerier fortsætter. Kristian, den største knudemand af alle, som til stadighed lader sig belemrer af mit tankespin, men som oftest, kan bringe mig til eftertanke og hurtig fatning igen og se nuanceret på min sort/hvide verden. Også min gamle ven, Henrik (ikke af alder...hmmm.... reddede jeg mon den?), som ALTID står klar med kække bemærkninger og pick me up's, samt et lyttende øre, når jeg lader talestrømmen vælte ud og trænger til at få luftet frustrationer, glæder og synet diverse nedkørte husmure og hegn. Også når man i en 100 hestes brandert, ringer og vil hjem i sin seng og når man blot ikke har lyst til at begå sine dumheder alene. Der kan jeg altid regne med ham!
Mit job har også udviklet sig i 2011, på godt og ondt, med stressede perioder, fantastiske udfordringer og en PI-test (leder-profil-test), der til min overraskelse og store glæde var spot on og hvem ved om jeg en dag får brug for den?! Og det er ikke kun jobbet i sig selv der har udviklet sig, men skam også mig som person, da jeg ikke kan frasige mig, at lægge en stor del af min identitet i mit hverv og jeg har lært meget med gulerods-metoden, men også med pisken. Guleroden smagte mig dog en hel del bedre end piskens smælden, men jeg har lært af det hele og er vokset med opgaverne og udfordringerne, når de bankede på og har kun fået fornyet blod på tanden. Fortjenesten har jeg ikke alene, for jeg har nogle fantastiske kollegaer (ren tosse-anstalt til tider) men uden deres dejlige humør og søde smil, ville dagene være en hel del længere og igen er jeg nødt til at fremhæve en speciel, nemlig Heidi, som bare ikke kan undlades. Tak for endnu et godt år og de mange latterfremkaldende stunder, vi nu kan tilføje som minder. Og der er rent faktisk endnu en, der har troet på mig de forgangne 3 år, til trods for de lange negle og det affarvede hår, nemlig min tidligere chef, Jeppe. Har vi haft vores uenigheder og stået stejl på hvert sit? Hell yeah, men ikke desto mindre har det været, i mine øjne, et fantastisk samarbejde, som jeg med vemod (havde fået noget i øjet) måtte se slutte d. 1 November i år. Det var sgu fedt, mens det varede og jeg kan kun ønske dig held og lykke på din vej videre og sige tak for tilliden, knægt (tør jeg godt sige nu da du ikke har "tronen" længere). Nu har jeg så fået nye opgaver, nyt lager og en ny chef og jeg kan kun håbe på at udviklingen fortsætter, også ind i 2012, selvom jeg ikke får min blackberry i år... Man er vel teknik-nørd og der er nu ikke meget bling over en Nokia!
Nu er denne blog allerede blevet en hel del længere end tiltænkt, og er du nået hertil enden uden at miste tråden, er det vel også okay?! Så afslutningsvis vil jeg så konkludere at 2011 startede temmelig crappy, men har alt i alt, beriget mig med endnu mere end jeg turde håbe på (ser stadig bort fra rynken i tindingen) og vil ønske jer alle en rigtig Glædelig Jul!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar