Oh crappy day!

Kender du de dage, som starter med det forkerte ben ude af sengen, hvilket i mit tilfælde er særligt slemt, da valgmulighederne er begrænset til at headbange en væg, slå foden imod en radiator eller møve sig nedenud af fodenden. Samtidigt med, at man mangler en times søvn, da man jo ikke får sig snøvlet en skid tidligere i seng og står op, helt rundforvirret, da man ikke har fået stillet hverken køkkenur eller havemøbler frem, mens mobiler og pc selv styrer det show, uden min indblanding!

Nå, men i gang med dagens faste gøremål, hvilket i mit tilfælde er, at hælde den første kop kaffe ned, med tilhørende morgensmøg, så man lige akkurat er så vågen, at man kan finde badeværelset og træt nok til at ignorerer trolden i spejlet. Et grumt syn, den første times tid, men så begynder det også at hjælpe på det, takket være vand og sæbe, L'oyal, Max Factor og alle de andre. Og som de fleste andre morgener, glæder jeg mig til hvad dagen bringer, mens fuglene kvidrer og udstødningen brummer under mig, da der igen, igen er gået hul på skidtet.

Dagen starter okay og jeg er da også kun lige trådt ind af døren, før de første opgaver, står i kø med ordene "Find lige ud af det", hvilket jeg bestemt ikke klager over, for det er jo mit job. Men Jesus Christ, det er mandag! Der er ualmindeligt stille på kontoret og jeg er omgivet af rynkede pander, som er så opslugte af deres skærm, at de ikke engang formår at svare mig, når jeg stiller et spørgsmål ud i det tavse blikhus og den eneste respons jeg fornemmer, er mit eget ekko. Jeg kigger på mine skærme, for at se om det er mig der går glip af noget helt exceptionel, men de ser ud som de plejer og jeg begynder faktisk at føle stilheden en smule ubehagelig og undre mig, om de mon ser porno eller noget, siden de er i en anden verden?! Pjat, for selvfølgelig gør de ikke det. Men de er satme heller ikke særligt lydhøre, når de sidder der i deres glasbobbel og får rosinhud i pandeskallen, så jeg tænder radioen.

Musik kan næsten altid bringe mig i godt humør og det virker og jeg begynder, i ren provokation, at tale til manden i radioavisen, ikke at mine kære kollegaer opdager det. Næh, de er stadig helt væk i, hvad end de har gang i, hvilket jo ikke kommer mig ved, men i kraft af at jeg er kvinde og en nysgerrig en af slagsen, der gerne vil have en finger med i alt, bliver jeg helt lettet da den ene siger "Kom lige og se her". Jeg farer op, som sad jeg på en raket-rampe og netop havde fået nedtællingen til en tur til Mars. Og så var det bare noget ligegyldigt fnidder-fnadder-arbejdsrelateret info og lige så hurtigt jeg sprang op, ligeså hurtigt blev jeg bestemt henvist til min plads igen. Mundvigene dalede i takt med stemningen.  Dertil fik jeg senere nogle oplysninger, som jeg havde håbet på var forkerte, men som blot gjorde, at jeg blev endnu mere irriteret og flygtig i mine tanker og ikke kunne samle fokus om det job, jeg ellers elsker at udføre, og da jeg så forsigtigt forsøgte at lette mit hovedbrud, blev jeg igen mødt af tavsheden og pandefolder, der ville få selv en bulldog til at ligne Cher. Så kan jeg lære det!

Gu kan jeg da ej, for pludselig trak solen, fuglesang og mennesker, der rent faktisk synede levende, blot mere og de kunne ikke se mine esd-sikrede skosåler, for bare gummiafbrænding. Tina gik, for første gang i umådelig lang tid, tidligt hjem, uden at have en dissideret plan for resten af dagen eller et ærinde, der ikke kunne udsættes. På vejen hjem, skruede jeg helt op for musikken og lod den sexede Bruno Mars runge ud, af de alt for billige højtalere og gud hvor jeg nød larmen og bassen, der pumpede igennem kroppen, som var jeg forsøgskanin, af en hjertestarter. Ikke at jeg har prøvet det?!

Og hvad skuer mit øje, da jeg kommer bumlende igennem lille Kjellerup, til de andre trafikkanter og fodgængeres store interesse, selvom jeg tror det var udstødningen?! En af de lokale små-bikse holdt ophørsudsalg og ingen lukkefest uden mig, så der skulle jeg da lige forbi (og så endda med penge i pungen), hvilket resulterede i, at min ellers så sparsomme garderobe, blev udbygget med et par nude-farvede sko og to bluser. Så bliver det bare ikke bedre, for er der noget der kan give mig et godt, dog momentært rush, er det at shoppe og at det i øvrigt var mega billigt, ja nærmest røverkøb, er kun endnu et plus på happy-skalaen. Jeg fik mit fix og har brugt resten af dagen, med en sjældent set energi, på at alt muligt andet, end de sædvanlige overspringshandlinger og kan derfor nu, med god samvittighed, skrive dagens blog og samle nye kræfter til at slå morgendagens "folder", så at sige!

Oh HAPPY Day!!!

Too much love will kill you

Sidder og nyder en café latte på en solbeskinnet søndag, da denne toner ud af højtaleren og bringer mine øjne i vand, bag de mørke solbriller. Meget smukt fremført og med en lyrik, der går rent ind, hvor få rammer! 

God søndag derude!

I'm just the pieces of the girl I used to be
Too many bitter tears are rainin' down on me
I'm far away from home
And I've been facing this alone
For much too long,

I feel like no-one ever told the truth to me
About growin' up and what a struggle it would be
In my tangled state of mind
I've been lookin' back to find
Where I went wrong

Too much love will kill you
If you can't make up your mind
Torn between the lover
And the love you leave behind
You're headed for disaster
'cos you never read the signs
Too much love will kill you
Every time

I'm just the shadow of the girl I used to be
And it seems like there's no way out of this for me
I used to bring you sunshine
Now all I ever do is bring you down
How would it be if you were standing in my shoes
Can't you see that it's impossible to choose
Oh there's no making sense of it
Every way I go I'm bound to lose!

Too much love will kill you
Just as sure as none at all
It'll drain the power that's in you
Make you plead and scream and crawl
And the pain will make you crazy
You're the victim of your crime
Too much love will kill you
Every time

Too much love will kill you
It'll make your life a lie
Yes, too much love will kill you
And you won't understand why
You'd give your life, you'd sell your soul
But here it comes again
Too much love will kill you
In the end...

Hvor er mit rivejern?

Jeg ønsker mig et rivejern! Sådan ét, har jeg erfaret at jeg slet ikke ejer, eller også har det forputtet sig i rodeskabet i køkkenet, som ellers jævnlig bliver ryddet op, men som har en evne til at rode sig selv til, som var en skabs-tyfon kommet forbi. Jamen hvordan pokker har jeg overhovedet overlevet uden sådan et, de sidste 4 år, bliver jeg spurgt og dertil kan jeg kun skamfuldt indrømme, at råkost desværre ikke står øverst i min kostpyramide og at jeg sjældent laver hjemmelavet kartoffel-rösti.

Når jeg tænker nærmere over det, er mit køkken måske egentlig dårligt ekviperet, siden jeg flyttede ind i min lille lejlighed og har slet ikke alle de remedier og da slet ikke af det rigtige mærke, som skal til for at overleve i et moderne samfund. Jeg har ingen fancy Kitchen-Aid køkkenmaskine stående, jeg har heller ingen Global-knive i blokken, men de er dog skarpe nok til at skære i selv det sejeste stykke bøffel, så safterne springer og mit spisestel har heller ingen bølger, men ligner dog noget der har været en tur igennem et rev, i høj sø. Og alligevel formår jeg at spise, hver eneste dag og kan endda til tider, fremtrylle et gourmet-måltid, som er en konge værdig, hvis jeg skal gå imod janteloven og selv sige det.

Sådan har det ikke altid været og der var også engang jeg gik op i, at have de rigtige mærker i skuffen og helst i nyeste design, også selvom det blot samlede støv og sjældent blev brugt. Der var engang, hvor jeg samlede til huse, af alverdens grej og alligevel havde jeg ikke et lykkeligt køkken-liv eller tilnærmelsesvis det liv jeg søgte, og dengang fandt jeg overhovedet ingen nydelse i at lave maden, men mere at spise den, hvilket også resulterede i temmelig mange overflødige kilo på hofterne. Kiloene er næsten alle smidt nu og jeg nærmer mig den vægtklasse jeg havde i mine unge år og maden der før, var en dårlig substitut for lykkefølelse er nu afløst af glæden ved rammerne omkring måltidet. Apropos vægt, tror jeg heller ikke jeg ejer en køkkenvægt, hvilket fortæller en del om, hvor meget jeg bager og hvor store brød jeg slår op!

Men jeg elsker faktisk at lave mad og jeg nyder at forkæle andres smagsløg, når der er dømt hygge og luften emmer af kærlighed, hvad enten det er til min datter, mine veninder eller manden, jeg skulle kaste mit hjerte efter. Men nu kommer endnu en indrømmelse, for jeg elsker det ikke så meget, at jeg gider stå og præparere et måltid til mig selv, som er mere avanceret, end at smøre en rugbrød med leverpostej, som dog kan toppes med en agurk, når det skal være ekstra festligt! God mad afhænger, i min lille verden, ikke af ingredienserne eller hvor fint bordet er dækket, men af selskabet og selvom jeg ellers ikke er særlig glad for at blive kostet rundt, er det nu dejligt når der står en og fortæller at tomaterne jo ikke snitter sig selv, når man står og falder i trance over, hvor godt selskabet smager!

Det er jo ikke fordi, jeg ikke stadig elsker mad, men jeg elsker blot mere samværet omkring et velberedt måltid og det er selvom jeg laver maden solo, eller endnu bedre, er så velsignet at have deltagende selskab, hvor man kan tale sammen og evt. nyde et glas vin, imens de lidt for slidte gryder damper. Så måske skulle jeg i stedet konkludere, at det eneste mit køkken reelt mangler er endnu en kok, selvom man siger at for mange kokke fordærver maden?! Hvad gør det at steaken er lidt sej og pastaen ikke er al-dente, men nærmere al-dental, og knaser mere end godt er, når man stadig kan se tilbage på en aften, der er mindst 5 Michelin-stjerner værdig....selv uden et rivejern!

Vi kan li' at ha' noget vi kan rive i.... 

Hvad vejer jeg?

Her kunne man naturligvis straks tænke, at det ikke er noget man spørger om og da slet ikke skyder på, når man ved hvor touchy vi kvinder er lige med det emne, med faren for at højre arm bliver svunget med raketfart, omme fra ryggen. Jeg taler dog ikke om det tal der står på badevægten, hvilket jeg i øvrigt godt ved, ligger lige lavt nok, hvis altså jeg havde været 20 cm højere, og lige højt nok hvis jeg træder ned af stiletterne. Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at jeg med mine små 163 cm, er lige lovlig velsignet med frodigheder (lyder pænere end fedtdepoter) med mine 70 kg og to liter mælk, som dog heldigvis ikke alle sidder på røven endnu.

Jeg taler om den vægtskål, som jeg altid har en evne at placere mig på, og som er den eneste vægt i verden, jeg ønsker skal bryde sammen under tyngden. Det er den slags vægt, hvor man faktisk ønsker at kunne balancere, men inderst inde håber at kunne ramme gulvet og som en anden katapult, sende modvægten en tur til månen, uden returbillet. Det handler om værdi!

Og skulle min værdi kunne måles i kilo, inspireret af den nye fedtafgift, var jeg da på den grønne gren, men sådan hænger verden vist ikke sammen. "Jamen, bare du elsker dig selv, Tina, så er alle andre ligegyldige!" ville mange sikker postulere, men det er jo noget vås. For selvfølgelig spejler jeg mit (selv)værd i andre også og især i den indflydelse jeg skulle have på dem og deres liv, og netop her finder jeg de største indre succeser!
Jeg elsker mig selv, fordi jeg evner at gøre noget for andre og fordi jeg ved, at selvom det ikke altid går til held, så har jeg gjort mit ypperste i den givne situation og muligvis sat et aftryk i deres verden.

Typisk kvindeting, vil mændene nok sige og her giver jeg jer ganske ret, for mænd er større egoister end kvinder! Og inden I nu flår, den ellers så velplacerede hånd op af bukselinningen, sprutter jeres pilsner ud over fjernbetjeningen og snubler over sofapuderne, så tag lige en chill-pill. For sådan er det bare og ved I hvad... Sådan skal det sikkert også være! I skal nemlig forblive det stærke, handlekraftige, styrende og målsatte køn, og lade os kvinder gøre det vi er gode til, nemlig afvente at far har tænkt færdig og fundet en løsning, mens vi gør vores bedste, for at blive hængende og holde vægtskålen i balance uden at tilte ud af koppen.

Jeg har brug for at andre skal agere min vægt og vise mig, om jeg skal ud og investere i blylodder eller om jeg kan tåle at smide et par sten fra hjertet, uden at vægtskålen får en større hældning, end da Estonia mistede sin bovport. Jeg har brug for at kunne se mig i spejlet og vide disse usynlige kilo, smyger sig om mine hofter og min talje, som et favntag og at Nupo ikke er det første løsningsforslag, der ligger på sinde. Jeg har brug for at bruge og blive brugt, for uden det, kan jeg slet ikke mærke og se min egen vægt!

"Hvad vrøvler kosten om?" Tja, muligvis at jeg for første gang i mit liv, ærgrer mig over ikke at eje en badevægt, for at se om jeg mon tager på, taber mig eller om nålen står stille?!

A Woman´s Worth...

10.000 grunde...

Jeg er beæret! 10.000 besøg, har denne blog haft, det lille år den har eksisteret, hvilket jeg ikke havde forventet, da jeg gik fra at skrive i fælles forum, til at have min helt egen lille sandkasse at boltre mig i og hvor de eneste gældende regler, er mine regler. Tænk hvis jeg havde en krone for hvert besøg, så ville jeg være rigtig fornuftig og starte en seriøs pensionsopsparing....NOT, der ville lige være råd til en seriøs shoppingtur i København, men det andet så da godt ud på skrift?!

Jeg startede mine spæde blog-dage i et fælles forum, som nu er lukket, hvor min første blog blev gennemtævet og flået fra hinanden, af langt mere garvede bloggere, som mente at de lige skulle lette ben op af min brandhane, for at statuere et ejerskab af territoriet. Og i stedet for at skræmme mig, gav det mig blot endnu mere blod på tanden til at udforske dette medie og dermed også udfordre mig selv, til at se hvor meget man kan blotte sig og stadig bevare et privatliv. Det gav starts-skudet til bloggen her og jeg har naturligvis også søgt inspiration, i det utal af andre blogs, der findes derude i cyber, for det er jo nærmest noget alle gør i dag. Vi er en blogkultur og benytter diverse sider, fællesfora eller egne, til at dele vores evner, holdninger og tanker, så I live to wonder, er jo blot en lille fisk blandt i et kæmpe ocean. Sammenlignet med andre og ældre blogs, er mit besøgstal og antallet af faste læsere jo blot peanuts, men jeg synes nu alligevel at det er mange, især hvis vi igen vender tilbage til den med en-kronen!

Det gør mig endnu mere ydmyg og jeg vil sige tak til alle jer, der finder mine ord værd at læse, uanset hvilken agenda I er her med, for det aner jeg jo i reglen ikke. Jeg ved hvem enkelte af jer er og egentlig kunne man måske tro at jeg blot har en yderst ihærdig stalker, der står for de 9000 besøg, men siden her er heldigvis bygget så smart op at jeg kan følge, hvorledes bloggen følges og søges. Jeg kan se præcis hvilken blog, der tiltrækker sig mest opmærksomhed og hvilket søgeord, der er brugt for at stien førte herind i mit univers og derudfra danne min egen lille konklusion.

Der er de faste læsere, af mere eller mindre bekendte, venner og familie, som finder mit tankespin givende, forunderligt eller blot underholdende. Der findes dem, der har meldt sig ud af min verden (eks'er) eller som blot ikke har modet til at face mig med deres spørgsmål og som dog stadig er nysgerrige nok, til at google mit navn for at følge med i hvad jeg render og laver og se i hvilken støbeform, jeg er skabt. Og der er findes de ukendte, som googler et bestemt emne og derved snubler over denne side og til deres store skuffelse, må sande at mit overforbrug af metaforer, har ledt dem på afveje.

Uanset hvilken kategori man tilhører, er I alle mere end velkomne, for den snak om privatlivets fred, tog jeg med mig selv for længe siden. Min blog er åben og forbliver åben, for alle der skulle lyste at følge den, uanset deres motiv, og det samme gælder for kommentarerne. Jeg har valgt, at man kan forblive anonym i de mere eller mindre dybsindige kommentarer til mit ordgejl, for selvom jeg har valgt at blotte frontlapperne i min hjerne, behøver jeg ikke vide hvem I er, for at kunne finde inspiration i jeres ord. Mine blogs er jo netop også ofte afledt af andres ord, tanker og handlinger, hvori jeg spejler mig og det giver mig jo blot 10.000 grunde til at fortsætte, med at belemre og forhåbentlig også kick-starte lidt undren, bag jeres pandeskal!

I Wonder Why?

Guardian Angel.

Det er hårdt, når livet viser sig fra den ubarmhjertige side og yder mere modstand, end man synes at kunne stå imod. Der sidder man alene, med sin smerte og spørge sig selv "hvorfor mig", alt imens man alligevel inderst inde ved, at tingene har det med at løse sig og at elendigheden heldigvis ikke vare evigt. Man tænker ubevist i løsninger og konsekvenser, overbeviser sig selv om at man har lært sin lektie, mens tiden egentlig er den faktor, der gør man læges og rejser sig igen. We've all been there!

Men ligeså ondt, min egen smerte kan føles, når livet stikker kosteskafte i hjulet, så føles det faktisk langt værre, når ens kære og allernærmeste, ihærdigt forsøger at træde vande og holde hovedet over overfladen og man ikke har nogen redningskrans at smide dem. Magtesløsheden er den værste, for i egne forhold, kan man i det mindste gøre noget, for at ændre tingene, træffe beslutninger, handle eller bare skrige sin indre tragedie ud, til man mister stemmen. Men jeg kan ikke skrige en andens sang, ligeså lidt som jeg kan tage en del af deres lidelser på mine skuldre, hvor meget jeg end ville og denne handlingslammelse, synes jeg er ganske forfærdelig.

Jeg tænker tilbage på da jeg blev skilt og hvor såret og fortvivlet, min datter var og dengang min mor lå for døden og græd, blot af lyst til at leve. Jeg kunne intet gøre for at fjerne deres smerte, tårer og lidelse og sådan har jeg det også lige nu, hvor en af mine nærmeste, står med et splittet hjerte og et tungt sind. Min dejlige og ellers så livsnydende veninde har ramt en mur, som hun ikke kan passere alene og hvor jeg ikke aner, hvad jeg skal gøre for at bringe hende back on track. Jeg ser hendes tårer og mærker hendes tvivl, for det gør ondt at se hende sådan og jeg bliver irriteret på mig selv, over at jeg ikke kan fixe det for hende eller smide de vise sten, så hun kan vågne op i morgen, med tryghed i tankerne, som var det hele blot en ond drøm.

Jeg kan naturligvis være der for hende, lytte og støtte hende i, hvad end hun beslutter, for hun har min fulde tillid, men også der er jeg i tvivl om jeg gør det rette, for tænk sig hvis mit velmenende råd fik konsekvenser, som hun ikke ventede eller kunne forcere? Hvad nu hvis jeg bare gør det hele meget værre og egentlig ikke er til nogen hjælp, for hvordan pokker skal jeg kunne råde hendes hjerte, når mit eget kærlighedsliv, de seneste år, ikke er noget jeg synes er værd at tale højt om og ville blive en elendig roman, uden happy end? Hvem er jeg, at fortælle andre hvorledes kærlighed skal være og hvilke ofre det er værd, når jeg ikke engang selv aner hvordan den smager, når den er velberedt og perfekt?

Min kære, hvis jeg kunne, græd jeg dine tårer for dig og hvis jeg kunne, delte jeg din smerte med dig, hvis det lettede dig blot en smule og gav dig tid og ro nok til at se dig igennem min linse. Så ville du se hvor smuk, dejlig og værdifuld du i virkeligheden er og hvilket storslået menneske, du kan få mig til at føle mig som, i dit nærvær. For du har en evne, som få, til at give mere end du tager og jeg føler mig i den grad beriget af dig, som et juvelbesat diadem, på prinsessens hoved. Jeg aner vitterlig ikke, hvad jeg skal gøre eller sige, om jeg skal græde i kor eller være stærk for dig, gå foran og feje alverdens ujævnheder til side, men jeg ved blot at du er i mine tanker og at jeg er lige her, uanset hvad der sker. Dette lyder måske blot som ord, men der er handling bag.

Jeg vender ikke om!

Guardian Angel

My turn...

Jeg har efterhånden et par gange hørt, at jeg ikke er som mange andre! Nå ja, det har de sikkert ganske ret i at antage og det er som sådan, heller ikke en kasse, jeg har noget imod at blive puttet i, så længe den passer. Det er dog primært på mit job, jeg møder kommentarene og det er sjovt nok sjældent for mine kvalifikationer eller for min evne til at varetage det job, som jeg brænder for og lægger både sved og mange timer i og hvilket kunne sige noget om nogle af de mennesker, jeg arbejder med. Men hvor er det så lige, de mener jeg adskiller mig fra mængden?

Det er skam noget så saglig, som mit valg af tøj og så alligevel ikke, men det vender jeg tilbage til. Kommentarene lyder på, at jeg går udfordrende klædt og at jeg fordrejer hovederne på mine kære mandlige kollegaer, så de mister evnen til at tænke klart at træffe rationelle beslutninger og ikke får noget som helst fra hånden ?! Jeg kan da godt se, at hvis jeg er den eneste, der laver noget og at gulvet konstant er indsmurt i savl, vil det udgøre en kæmpe sikkerhedsrisiko og en dalende effektivitet og gudskelov er der ikke opsat spejle på kontoret, for så ville selv jeg være total hypnotiseret, af mit eget spejlbillede. Så fræk er jeg! (ironi kan være brugt, vurder selv)

Nu kunne jeg jo også bare gå i noget andet tøj, som f.eks. kansas-bukser og forvaskede t-shirts, for at tilfredsstille de (kvinder), der ikke tillægger mændene mange flere hjerneceller end på primatstadiet og mener de få der måtte være tilbage, er vandret syd for navlen?! Jeg kunne jo, som alle andre, være jævn og kedelig, iført meget dyrt mærketøj, af et navn ingen kender og som stadig ser ud, som noget der var til overs fra syningen af en luftballon. Bad taste er bare ikke lige mit mærke, sorry!

Mit tøj er ganske almindeligt og hverken festtøj eller på anden måde fancy og for at det ikke skal være løgn, har jeg enten arvet det eller købt det på udsalg, ja selv i bilka! Jeg går altid i jeans, hvilket de fleste andre også gør og jeg har altid en top på med ærmer i, så det kan ikke være det?! Jeg har verdens grimmeste sikkerhedssko, hold nu fast, med sorte blomster og jeg skal, så snart jeg bevæger mig udenfor kontoret, bære en neongul trafikvest, som alle andre! Er det sexet?

Nå ikke, men så må det jo være indholdet, der skiller sig ud fra mængden og her er der åbenbart også regler for, hvorledes jeg bør se ud og hvorledes min statur skal formes?! Gad vide om jeg ville få bedre omtale, hvis jeg valgte at tage elastikbæltet, over barmen i stedet og dermed opfinde verdens første push-down bh? Jeg er en fyldig pige og blot i den (u)heldige situation, at mit fyld sidder på røven, på barmen og mellem ørerne, hvilket åbenbart ikke smager særligt godt, når andre kvinders fyld, har valgt at forlade deres hjerne og placerer sig der, hvor der engang var antydningen af en talje.

Det er jo ikke mændenes hjerneceller, der vandrer sydpå, men jeres og det er jer kvinder, der ser noget seksuelt i, at jeg ikke vejer 45 kilo og ligner et anoreksi-offer eller ikke vejer 150 kg og ligner en badebold, man for længst skulle have holdt op med at puste i. Hvorfor skal jeg bøde for, at I ikke kan lide jeres spejlbillede og dermed er så usikre, at angreb bliver det bedste forsvar? Så vidt jeg ved, tændes de færreste mænd af trafikveste og blomstrede sko og det er jo heller ikke dem, der bliver ved med at fokuserer på det ydre, men de kvinder, der i bund og grund mangler selvværd og det er fandme et turn-off om noget. Hvis det i virkeligheden er så skrækkelig, det syn I møder i spejlet, inden I stempler ind om morgenen, hvorfor skulle jeg så nogensinde ønske, at ligne det samme??? Get real, get busy and get your head out of my pants!

Stand Still, Look Pretty...

Why don't you just shoot me???

Jeg er så heldig at have en lille flok venner, som faktisk betragter mig som selv samme, og som jeg kan dele alle sorger og glæder med, der også, uden at dømme mig for mine handlinger, rent faktisk synes jeg er et ganske fornuftigt menneske. Mange tror sikkert de kender mig, men de kan tælles på én hånd, dem der får den tvivlsomme ære at lægge øre til mit tankespin og mit overflødighedshorn af gode råd og mere eller mindre kløgtige og dybsindige bemærkninger, udover her på bloggen. Det lyder måske ikke af mange, men jeg føler ikke jeg kan rumme, at have så mange helt tæt på, ligeså lidt som jeg magter at bevæge mig dybt ind i et andet menneskes følelsesunivers, med faren for at exit-skiltene er sparet væk eller pæren er sprunget.

Og jeg siger jer, de er dejlige, ærlige og absolut ikke helt normale, med en skæv vinkel på livet og en evne til at få mig til at tænke mig om, hvilket ikke engang lykkes for mine forældre, til trods for mange og talrige forsøg. Fællesnævneren for mine venner, er at de ikke skåner mig, for deres hudløs ærlige svar, på alle de spørgsmål, der popper op i mit hoved og som de kan se jeg tumler med, helt uden at jeg behøver at åbne munden. Og det er skam også fair nok, da jeg ikke just selv er kendt for at lægge fingre imellem, når jeg proces-analyserer deres privatliv og lader mine meninger falde, som overmodne og let forrådnede blommer, fra et selvrystende dansetræ.

Men nogen gange er det dog belastende, at emner og problemstillinger, man ihærdigt forsøger at undvige og ignorere, skal bringes op til overfladen af en velmenende ven, med søvnløshed til følge og en hjernenedsmeltning, så man skulle tro jeg havde drukket jet-fuel og umiddelbart efter, forsøgt mig som ildsluger! Mit tankespin, kunne få selv et røntgen fra en CT-scanner, til at ligne en mellemting imellem et spil pac-man og det billede man har for øjet, når man har stirret lidt for længe på solen. Hvem har bedt dig om at pille ved mine skyklapper og hvem kaldte lige dit nummer, som et andet spejl i snehvide, da der blev opfordret til at fortælle, hvem der er den dummeste og mest naive i landet her? Som I nok nu har bemærket, lod min bedste ven, mig smage lidt af min egen mirakel eliksir, som sælges under sloganet "This will hopefully trigger the only braincell, you have left".

Nu kunne det lyde som om, at Tina er en lille bitte smule sur, men det er jeg slet ikke, for jeg ved jo godt inderst inde, at manden har en ret god pointe og jeg ved også godt, hvorfor han sidder på den anden side af bordet og lade sandhedernes hammer falde. Når han fortæller mig, at det rent faktisk kræver at man spiller, før at man kan vinde i lotteriet og at man selv skal have købt kuponen, for indeværende uge. Han gør det jo fordi, han holder af mig og nødig ser mig træde ud på dybt vand, uden orange armvinger og mavebælte, og fordi han på egen krop har erfaret, at man meget sjældent forvandles til en havfrue/mand, når man har været under vand, lidt for længe uden snorkel. Man drukner blot!

Det er så let at være fornuftig og velovervejet, komme med kloge ord, referere til videnskabelige undersøgelser og alt for lave procentsatser, når man kan se det hele lidt udefra og til trods for, at det er mange år siden at han brugte sansynligheds-beregninger, dog har spottet de dårlige odds. Det kender jeg alt for godt selv og som sagt i en tidligere blog, ville jeg sikkert blive en glimrende brevkasse-redaktør, som kunne sidde og brede sine visdom ud over fraggle-land, med en rotte på hver skulder, som en anden Madame Skrald.

Men sådan er mine venner og det er lige præcis deres ærlige, hårde småkager, der adskiller dem fra de utallige bekendte, jeg også har. For det kan godt være, at deres småkager ikke altid smager lige sødt og at man risikerer at knække en tand eller to, men de er aldrig nogensinde belærende og kommer med den evigt kloge og selvhævdende "Hvad sagde jeg?". Jeg VED at de står klar med plasteret, når jeg skraber mine knæ (og det gør jeg sikkert), eller i hvert fald med en pakke kleenex og en karton rødvin, i mangel af Fontex. Så skyd I bare løs, for I skal altså selv tørre op!

PLAFF PLAFF!!!!

Blev jeg så klogere af lektionen i aftes, tænker I måske? Og svaret er:
Har du se min smukke halefinne?!

Wax that, Guys!

Ifølge mange mænd, er de langt bedre til det med biler end kvinder og det kan da også godt være, at de på sin vis har ret, for der hersker ingen tvivl om deres overlegenhed, hvad angår deres viden om køretøjers funktionsevne. De ved præcis hvilken mekanisme, der ligger bag, når man træder på speederen og hvad der præcis bringer en bil i fremdrift. De forstår og begriber systemet bag gearkassen, og hvorfor en bil har flere fremadgående gear, men kun et bakgear og ikke mindst, hvornår de rette omdrejninger er nået, til et gearskifte er nødvendigt.

Mænd er et finurligt og kløgtigt væsen, som i deres iver for at fixe den firehjulede, straks popper hjelmen, når motoren begynder at lyder underligt eller sætter ud og står klar med smørekande og twist, og velvilligt stikker hænderne på den varme motorblok, med risiko for at brænde nallerne. Med en fantastisk og næsten nørdet entusiasme, angriber de hvert et problem, som måtte opstå og forbygger på bedste vis fremtidens udfordringer, hver søndag ved at nurse, pudse og polere bilen ved den lokale vaskehal. I salute you!

Når det er sagt, kan det dog undre mig at de kære mænd, ikke benytter deres viden om motorer, forbrænding og fremdrift og overfører det til deres forhold, for her ser virkeligheden ganske anderledes ud. Her er alle de kloge og videnbegærlige genier, pludselig blevet forvandlet til analfabeter og det ellers så mandige mod, er udskiftet bedstemorkørsel, med kaffepauser i nødsporet. De har al den viden der skal til, og alligevel vælger de ikke at bruge den, til noget som helst konstruktivt, men lader sig i stedet intimidere og afventer om ikke tiden nok skal løse det hele og autohjælpen kommer forbi. De er pludselig transformerede til de handlingslammede og apatiske spøgelsesbilister, de plejer at vinke til med midterste finger, når de luller imod strømmen!

Forhold til kvinder er nemlig præcis som biler. Skal de fremstå skinnende, skal de nurses, pudses og shines, med svedperler på panden til følge og skal de køre upåklageligt, kræver det en kontinuerlig strøm at brændstof og ikke blot en sjat af reservedunken, når du allerede er rendt tør! Forhold har nøjagtig samme antal pedaler, som de fleste automobiler, hvis vi ser bort fra dem med automatgear, som i øvrigt er for de dovne og aldrig vil opnå samme acceleration.

Der er en speeder, der kan bringe forholdet fra A til B, og præcis som i trafikken, bør holdes indenfor de tilladte fartbegrænsninger, for at man kan nå at nyde turen, dog uden at man falder i søvn. Der er en kobling, som hvis den files, kan få det hele til at trille langsomt og som også kan spare brændstof og energi ned af bakken, men aldrig få dig op igen uanset hvor langt du trækker (trykker) den. Der er en bremsepedal og dens funktion siger sig selv, for den kan kun én ting. Den kan sagte farten og bringe forholdet til standsning og bør bruges med omtanke og varsomhed, for selvom det måske lyder fedt når hjulene hviner, så slider det hårdt på dækkene. Men hvad er det egentlig, jeg forsøger at sige til hannerne?

Jeg siger blot, at præcis som en bil, kommer et forhold ingen vegne, ved at træde alle pedaler i bund, på samme til, men det burde de jo vide, ik?!

Carwash! 

Old School Or Kindergarden?

Skråt op, skrid, du er for lille! Kors, hvor har jeg hørt den mange gange i min barndom, når skolens "store" elever, af bumse befængte 15-årige, synes man blev en smule for belastende og ville hævde deres status, som skolegårdens konger og dronninger. For det er er ingen hemmelighed, at jeg også dengang, var en lille lavstammet tøs og en pain in the ass, der med sin lidt for rappe mund, tog sin del af buksevand, på de overtegnede toiletter og vaskere, på sportspladsen, når jeg udfordrede hirakiet og normerne.

Og selvom jeg nu har passeret de 35 år og rent faktisk kan få lov at prøve alle forlystelserne i Djurs Sommerland og Tivoli, selvom mine ben stadig er kortere end de fleste 12 åriges, så må jeg sande at jeg stadig betragtes som dengang, selvom rutsjebanerne nu, er i mere overført betydning. Jeg er simpelthen ikke stor nok og her taler jeg ikke om min massefylde, som er faldet ganske drastisk og har været markant større end nu, og heller ikke om min højde målt i centimeter, selvom den med et par stilletter nærmer sig 170 cm. Jeg er sku ikke gammel nok?!

Jeg synes nu selv, jeg blot er en voksen kvinde, med en vis livserfaring i bagagen og som på den baggrund, selv kan tage forholdsvis fornuftige beslutninger, uden en værge, en mor eller far, til at fortælle mig, hvorledes jeg burde agere. Jeg har oplevet, mere end visse og mindre end andre, men har i det mindste levet et halvt liv, på godt og ondt, som er medvirkende til at præge mig i de beslutninger og valg, jeg træffer i min hverdag og for min fremtid. Hvad angår rutsjebaner, om vi taler dem med loop eller dem med hjerteslag, så elsker jeg dem begge og er sikkert tilpas barnlig og naiv, til at stille mig op i køen og håbe på, at jeg ved at strække hals, kan nå over højdekravet og heller ikke falder for aldersgrænsen og igen henvises til lilleput-land!

Ifølge min datter, er jeg en ældre kone, som er håbløs gammeldags, umoderne og lidt pinlig, og på sin vis har hun ret, for jeg ligger ikke skjul på at jeg er stor tilhænger af mange traditionelle, "gamle" dyder. Hun kalder mig lagret! Og selvom jeg er kvinde med det ene ben i graven og det andet i døbefonden og halvvejs til de 70, skal jeg samtidig, som en anden uerfarne teenagere, belæres om at, jeg med alderen nok vil blive klogere og dermed mere vis, som om visdom hænger sammen med, hvor mange åndedrag, man har trukket. Hvis dette er tilfældet, vil jeg gerne spørge, om man husker at puste ud igen eller blot hyperventilere? For det postulat kunne tyde på en alvorlig co2 forgiftning, da jeg da godt kan navngive et par stykker, der ikke alene er ældre end jeg, men også en hel del mere modnings-udfordrede, end jeg!

Hvorfor betyder tallet på dåbsattesten så meget, i vores relation til andre mennesker? Det er jo ikke biler, vi har med at gøre, hvor værdien øges jo færre kilometer speedometret viser og hvor 4 år imellem hvert bilsyn, foretrækkes frem for 2, eller hvor en fyldt servicebog og kun bykørsel, kan få en brugtvogn til at være næsten ny. "Jeg er ung af sind" og "moden af min alder" er ofte benyttede floskler, som smides i flæng, i håb om at det kan fjerne fokus fra årstallet, ens forældre valgte at bidrage til verdens overbefolkning og hvor mange lys der skal i lagkagen, som man ikke har udåndingsluft nok, til at puste ud alligevel.

Jeg er 35 år af sind og næste år er jeg....... *trommesolo*....... 36 år af sind, men mest af alt er jeg Tina af sind, hvilket nok ikke ændre sig de næste 30 år, med mindre jeg pludselig opdager værdien af numerologi! Det kommer måske som en stor overraskelse for nogen, men burde det ikke være nok, når nu jeg har mere end rigeligt luft til alle lysene, i både din og min kage?

Både Og Hverken, Enten, Eller...

The Outlaw!

Kan du holde på en hemmelighed? Både ja og nej, for i forbindelse med min seneste blog, hvor jeg havde citeret eller rettere copy/pastet et par kommentarer, ser jeg mig nu stemplet som utroværdig og lovbryder af uskrevne regler. Dette er til trods for at jeg ikke har fortalt, hvorfra kilden kom eller angivet noget navn eller på anden måde antydet i hvilken sammenhæng de fremkom. Jeg er nu i et døgns tid, blevet omtalt ret mange gange, i kommentarer til andre opslag og åbenbart blevet genstand, for en slags præcedens, for hvad god skik og brug er. Og uden at vide det med sikkerhed, også i de kære indbakker!

For jeg har åbenbart skabt rører i andedammen, hvilket jeg jo egentlig meget godt kan lide, da det i min verden skaber vitalitet og en tiltrængt fordybelse i andet, end sjove billeder med seksuelle undertoner og up-dates på diverse triste nyheder, hvor vi skal græde i kor. Misforstå mig ikke, for der skal være plads til det hele og jeg vælger selv, hvilke indlæg jeg vil bidrage til og dermed kan forvente et svar, men jeg skal nu læse, at jeg HAR forstået budskabet og har taget det til mig, hvilket hverken er skrevet eller henvendt til mig, men om mig og denne blog.

Jeg lader mig inspirere af alt i min verden, både den virtuelle og den virkelige, som sætter mit tankespin i overdrive og som jeg lader komme til udtryk i mine blogs. Når mine kollegaer lader spøjse kommentarer falde til mit øre, spørger jeg ikke om jeg må gengive deres ord og hvis min veninde fortæller mig om hendes dybeste tanker spørger jeg heller ikke om jeg må citere hende, for jeg ser ingen eneret til ord, i en tilfældig konstellation, så længe jeg hverken fortæller hvem eller hvad der tricker dette. Så lad mig, i den forbindelse lige slå én ting helt fast.

Jeg har stadig IKKE forstået budskabet, jeg er stadig IKKE enig og jeg censurer IKKE min blog, en anden gang. Jeg har ALDRIG og vil heller ALDRIG udstille nogen i min blog, da det ligger langt fra mine værdier, og jeg er udemærket klar over at jeg ikke kan forvente samme opførsel fra andre, selvom det er i "debattens" tegn. Jeg har alene ændret den blog (med accept) for at efterleve min "dom". Jeg fortryder intet og til spørgsmålet om jeg ville gøre det om, hvis jeg kunne, kan jeg kun sige nej. Nu da jeg har sagt alt det jeg IKKE vil gøre, vil jeg derimod accepterer budskabet og de regler der udstikkes, som jeg gør i så mange andre sammenhænge, her i livet, men der er en stor forskel imellem disse!

Jeg har også lige fået en fartbøde, som jeg accepterer og betaler, men det betyder ikke at jeg aldrig vil køre for stærkt igen....endda ganske bevidst!

Serial Lover

Kan man elske to på samme tid? Det spørgsmål har jeg vendt og drejet i mit hoved, den seneste tid, set på det, smagt på det, forsøgt at stille mig selv og andre samme spørgsmål, for at finde et svar, men det er åbenbart ikke helt ligegyldig hvem man spørger?! Jeg har derfor iklædt mig mit imaginære forsker-kostume og lavet min egen lille opinions-måling, ved at smide spørgsmålet ud i cyberspace til debat og fri fortolkning, samt brugt den fagre nye verdens universalværktøj, nemlig Google.

Jeg spurgte:

"Kan man elske to m/k på same tid? Og her mener jeg kærlighed med sex og jeg har aldrig oplevet det, så det er lidt tricky... Nogen erfaringer?"

Ingen tvivl om at det faktum at kunne elske to på samme tid, strider imod vores samfunds uskrevne etiske og moralske regler og det er sikkert af samme grund vores vestlige verden, ser med rynkede øjenbryn, på kulturer der dyrker bigami og flerkoneri. Og når spørgsmålet besvares rent hypotetisk, vil det ofte også være med stort og rungende NEJ, alene fordi tanken frastøder os og ikke mindst, skræmmer vores illusion om den perfekte tosomhed. Det skal dog siges at jeg indtil nu, kun er stødt på enkelte kvinder, der svarede ja, mens at flere mænd kan nikke genkendende til det splittede hjerte, hvilket vi så kan tolke lidt på, med østrogene briller.

Jeg kunne jo påstå at mænd, er mere flygtige end kvinder, postulere at mænd gisler af oldtidens trang til at sprede deres sæd og gener, til flest muligt og at mænd ikke føler ligeså dybt, inderligt og intenst, som kvinder?! Men jeg tror nu ikke det stemmer overens med virkeligheden, selvom det ville være vand på mandehaderens mølle og kunne bekræfte mange kvinder i, deres i forvejen fordrejede forestilling om, at mænd er nogle svin. At mænd kan elske flere, alene fordi de kan opdele deres følelser i parforholdets dybe venskab og romancens berusende forelskelse og derfor kan give et hjertekammer til hver sin kvinde, med hver sin betydning?!

En kvinde skrev:
"Jo tror jeg godt...det er vel det dem der er utro oplever. Se bort fra dem der kun gør det for spænding/sex skyld. Jeg har selv været elskerinde for en i 8 måneder og han var meget splittet...vi havde jo hver især egenskaber han var faldet for. Og da jeg sagde stop ville han smide alt det væk han havde derhjemme...men det fik han så ikke lov til at mig."
 
Jeg har da oz selv været lidt splittet imellem det trygge derhjemme og en ude.
Måske kan kvinder ikke elske flere, fordi de smider alt overbords, når de hovedkulds forelsker sig, hvilket stemmer i tråd med talrige undersøgelser, der viser at kvinder oftere bliver skilt, når den næste mand er kørt i stilling?! Måske er det kvinderne, der er følelsesmæssigt begrænsede og måske er det, igen et fortidslevn, der sørger for at vi altid forbliver ved alfahannens side og kun strejfer, hvis han kan slåes af en potentiel stærkere modstander?! Vi evner jo fint at elske flere børn, på samme tid, selv børn vi ikke selv har båret og født, uden at måle det på nogen skala og uden at differentiere, så hvorfor opleves denne forskel så ved en mand?!

En anden kvinde skrev:
"Når jeg er forelsket så er min evne til delt opmærksomhed helt død! Jeg kan kun tænke på HAM og det er døgnet rundt - så jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ville kunne få øjnene op for andre mænd når jeg har det sådan...
Men det at elske et andet mennesker er jo noget helt andet... det handler i høj grad om at få nogle behov opfyldt - og forskellige mennesker kan jo godt opfylde forskellige behov... og dermed være ligeværdige - bare i forskellige sammenhæng...
Jeg kan ikke se hvordan det rent praktisk skulle lade sig gøre, hvis man skal adskille forelskelsen fra det at elske - men i teorien så kan det vel lade sig gøre... "

Måske ligger svaret i den store ansvarsfølelse, mænd føler for deres "harem", som de nurser, plejer og forsøger at give tryghed, med deres medfødte beskyttertrang for det andet køn. Og måske oplever kvinder ikke så tit, den splittede følelse, da deres følelsesliv på dette punkt, er mere simpelt og mindre nuanceret, selvom vi gerne vil fremstå som det førende køn, på dette felt. Måske handler det om hvad modparterne besidder af værdier og kvaliteter, der sammensat opfylder den andens behov og sammensat pragmatisk fuldender billedet af den perfekte kærlighed.

Men igen, måske er det bare sådan og ikke noget man nødvendigvis skal forstå og begribe. Jeg tror faktisk sagtens man kan elske flere, uanset hvad køn man har, men jeg tror dog samtidig at det er en shitty situation at stå i, for hvad end vi vil være ved det eller ej, mand som kvinde, så er vi nu engang ikke herre over vores følelser. Der findes jo ingen målestok for kærlighed, hvor man med et snuptag kan veje følelserne og selvom man kan lave den famøse plus/minus-liste, så aner man jo reelt ikke hvad vægter tungest. Måske burde vi se med mildere briller på bigami, hvis vores natur strider imod vores egen påtagede moral, for måske er der flere eneste en'er til os alle og vores kærlighed er uendelig!? Om jeg selv kan være Serial Lover, er endnu uvist...

What's a Man to Do... 

Mate With My Soul...

"Kærlighed gør ondt", er et godt slidt ordspil, som sikkert er ligeså gammelt og fra dengang, man hev kvinderne med håret og hvor en trækølle var det nærmeste alternativ til en potensforlænger, da hverken bilen eller viagra var opfundet. Det er uden tvivl fremstammet af et knust hjerte, der midt i tårerne og forsmåelsen, skulle finde en syndebuk at overdænge med skyld, for at kunne skærme sig fra at forsvinde i det dybeste, sorte hul. Og vi har alle oplevet ulykkelig kærlighed, på et eller andet tidspunkt i vores liv, både set fra den ene og den anden side af bredden, af kærlighedens fossende elv, hvor man ikke har anden mulighed end at lade sig drive med strømmen.
Uanset hvor mange gange vi har ladet os drive i land, halvt druknede, eller selv kappet livlinen til en partner, så har vi en evne, ja nærmest et instinkt, der får os til at hoppe i jollen igen. Og hvis kærlighed er sådan et dæmon, kan man undres over hvorfor vi til stadighed lader os lokke og fange i hvirvelstrømmene?!

Og jeg ville før i tiden have påstået at kærlighed ikke gør ondt, med mindre den mangler, fra den ene af de involverede parter, og at ægte kærlighed imellem to mennesker, kun kan være smuk, givende og bekræftende. Men, Boy was I wrong! For selvom jeg i løbet af mine 35 år, har oplevet et par stykker der kunne nærme sig titlen som kæreste, livsledsager, mand, så har jeg nok indset at der må findes en Soulmate i et andet menneske, som blot venter på at blive fundet. Et menneske som passer til mig, som to tandhjul der går i hak, som kan mærke mig, selv i mit fravær, i hvis nærvær jeg føler mig komplet, og hvis krop, nærmest flyder sammen med min, i den hedeste omfavnelse. En fantastisk, euforisk og surrealistisk følelse af, at være skabt for hinanden! Nogen kalder det tosomhed, når det er stærkest, et partnerskab på det menneskelige, følelsesmæssige og åndelige plan, som kun styrkes yderligere, for hver gang de bringes sammen.

Man kan nærmest ikke lande igen, når man er blevet holdt om og overdænget med så mange kys, at hagen nærmest er hudløs, som var den skrubbet den med en grydesvamp. Man genspiller alle de dejlige og smukke ord, der falder som en strøm af roser, for at fastholde øjeblikket, mens man vinker farvel og tænker. There goes my love.... My soul!
Men når tosomheden afbrydes og adskilles, er det pludselig at kærligheden smerter og gør så fandens ondt, for selvom at følelserne blot forstærkes ved hver fusion, så afføder savnet og afstanden, følelsen af ensomhed. Som om radioen mister sin lyd, lejligheden tømmes for møbler og luften drænes for ilt. Her bliver stille, sterilt og tomt, og kun duften i puden, sidder tilbage som et flashback, til genkaldelse af nærværets intensitet.

Selvom jeg ved at det er sundt at savne og at det også kan være med til at styrke det, i forvejen, stærke bånd, så er det dog svært at påminde sig selv, når man står alene tilbage med uvisheden om, hvornår og om man nogensinde igen får chancen, for at holde om, putte ansigtet ind til en skulder og blive et. Sådan føles det for mig at elske, så det gør ondt, og selvom smerten dulmes lidt igen ved gensyn, og euforien igen øges med hvert et blik, så ved jeg at min længsel stiger stødt, for hvert minut der går. Men hvem tæller.....

Så, ja kærlighed gør også ondt, selv når den er smukkest og føles som en del af sjælen, men når jeg elsker så usigeligt meget, er det pinen værd!
Du tror det måske ikke, men jeg er helt sikker på at det er skæbnen, der bringer mennesker sammen, for dette er ikke noget man oplever på ugebasis, men noget ganske unikt og at MIN sjæleven findes, er jeg vis på!

Soulmate

Snavs på ruden....

Det er en fantastisk smuk morgen og solen er så småt ved at bryde frem over hustagene og falde på mine meget beskidte vinduer, og jeg sidder og undre mig over hvordan pokker de kan svines til, så hurtigt, for det er da ikke ret lang tid siden de sidst blev pudset?! Okay, det er snart 2 måneder siden, men jeg er nu sikker på at nogen kommer i nattens mulm og mørke, og sætter deres beskidte tunge på dem, blot for at genere lille mig og tvinge mig til at bruge min sparsomme fritid, med en flaske Ajax vinduesrens. Så er det jo godt jeg har min blog, som den perfekte overspringshandling, mens jeg samtidig sidder og betragter et misundelsesværdigt energibundt, i form af min smukke datter, som nu temmelig larmende, hygger med en veninde i cyberspace. Hvor jeg dog knus-elsker hende!

Morgenmaden er overstået, for både mennesker og dyr, her i huset og den smukke stilhed der før genlød, foruden radioens stille toner, er nu afløst af tøselatter og højlydt fnisen, musikken fra pigebarnets talrige pc-spil og to hunde, der lige vil give deres besyv med og hyle i kor med den forbipasserende ambulance. Jo, der er skam liv i det lille hjem og de seneste 7 dages stilhed og ro, som er tilbagevendende hver anden uge i datterens fravær, er afløst af et kaotisk, dog kærligt fællesskab. Ikke at jeg ikke kan nyde de "tavse" dage, men jeg er ikke skabt til at være eneboer og selvom vi lige nu har placeret os bag hver vores skærm, så er der nu en særlig tryghed og varme over, at være i samme rum og hinandens nærvær. Men dette er prisen for at have valgt et liv, hvor jeg skiftevis spiller solitare og tomands-whist og man kan jo spørge sig selv, hvorfor jeg delvis valgte dette fra, når nu jeg elsker familielivet så højt?!

Jeg sidder her og forestiller mig, hvorledes det ville være, hvis vi sad tre om dette bord og her mener jeg ikke den type familieforøgelse, der giver veer og søvnløse nætter, for det er jeg for længst færdig med, men den der gør en komplet familie, i min drømmeverden. En kæreste, en mand, en livsledsager og en bonus-far! Jeg tænker ikke en deltids-kæreste, som ankommer på besøg fredag aften og som har medbragt tandbørste og rene boxershorts, til et rengjort hjem, så tiden kan udnyttes til "kvalitetstid",  men som efterlader samme tomrum, når søndagen kommer. Jeg tænker en mand, som jeg skal slås om avisen med, som jeg kan irettesætte, når han endnu en gang ikke har slået wc-brættet ned, som jeg misfornøjet kan skælde ud, når han igen har glemt vores dag og som jeg alligevel ville elske mere, for hver dag. En der vil være min og min datters bedste ven, som fortæller mig at jeg er verdens dejligste kost, selv når jeg er urimelig og som også tør bede min datter opfører sig ordenligt, for hun ligner nok sin mor en smule, og som vil deltage i at skabe fælles rammer, for at en familie trives. Det savner jeg!

Og nu kunne nogen nok tænke, at jeg føler mit liv fattigt og mangelfuldt, nu da familien her gik fra 3 til 2, men det gør jeg nu slet ikke. For det var en nødvendighed for mig at skære ind til benet, for at finde mine værdier og hitte ud af, hvad det er jeg vil med mit liv og med hvem, jeg vil dele denne dyrebareste gave af alle. Hvilke ting jeg værdsætter, hvem der bidrager til min lykke og hvilke ting, der blot er fyldstof, for at overdøve følelsen af at nøjes og opretholde en illusion om, at det nok ikke kan være anderledes. I dag, giver min datter, mine venskaber og mit arbejde, mig så meget, at jeg vil betegne mig som lykkelig og velsignet, velvidende at den eneste ene, kan ace dette og vores lille familie kan nå nye og endnu større dimensioner.

Nu er det jo ikke fordi jeg ikke også drømmer om romantiske weekendophold, middage i sterinlysets skær, blomsterbuketter, der får botanisk have til at ligne en mistbænk og turen op af det stenbelagte gulv, hvor kærligheden forsejles og en livstidskontrakt indgås. Men de træder i baggrunden for de alle de morgener, man i hinandens nærvær, kan opleve solen afslører vinduernes skidt, hundenes gøen og min datters latter fylde rummet, mens man uden ord kan se hinanden i øjnene og indse hvor velsignet og rigt et liv man har skabt! For lykke er ikke noget man får i min verden, det er noget man skaber sammen, igennem blod, sved og tårer og som giver vabler på hænderne, men hvor afkastet er så stort, at man i selv de trivielle hverdagsting, finder og skaber værdi....selv i snavs på ruden, en solbeskinnet lørdag!

 Sunrise

Play Ball

Jeg spiller ikke rigtigt noget. Hverken lotto, Playstation, farmville eller noget af den slags tidsfordriv, som flyder på nettet, ligeså lidt som jeg spiller kort og nej, det var ikke en invitation til sjove bemærkninger, om min højde eller mangel på samme. Det samme gælder for diverse sportsgrene, som giver svedperler på panden og kramper og ømhed i muskler, man slet ikke vidste man havde (med en enkelt undtagelse, men det er en helt anden blog)?! Jeg er faktisk fantastisk dårlig, til de fleste sportsgrene og selvom det selvfølgelig handler om, at have det sjovt, så er det ikke just trangen til at udstille mig som jubelidiot, for det er hvad jeg ligner, uanset hvilken sportsgren jeg har begivet mig ud i, gennem årene.

Det startede med springgymnastik, da jeg var en lille lyshåret pige (altså endnu mindre end nu), da min ældste søster og forbillede, jo var med på holdet og nøj, hvor så det godt ud, når hun fløj igennem luften, med benene spjættene ud til højre og venstre. Det kunne jeg ikke hitte ud af og mistede hurtigt interessen, da jeg jo ikke nåede nogen vegne og koldbøtterne smagte mig lidt for trivielle, desuden er tålmodig nok ikke noget jeg nogensinde har været. I skoletiden prøvede jeg både håndbold, badminton, basketball, fodbold og volleyball af, som potentielle sportsgrene, jeg ville mestre, men sandheden er nok at min opmærksomhed mere faldt på de mange søde drenge og deres usandsynlig flotte ben. Siden hen, har jeg skam gået i fitness-center, men som om mine lår ikke var store nok i forvejen, så behøvede jeg sgu ikke bænkpres, til at øge dem yderligere. Done with that.
Siden hen er det blot ved sociale sammenkomster, jeg har forsøgt mig, med diverse bold-øvelser, men det tager ligesom toppen af begejstringen, når man på minigolfbanen, bliver stukket en børne-kølle og på bowlingbanen, ikke kan få hånden til at strække sig langt nok, til trods for kunstig forlængelse i akryl, til at fingrene kan nå i kuglens huller. Jesus Christ, findes der slet ikke et game for mig?

Og selvfølgelig gør der det, for jeg har fundet en niche, en teamsport, som jeg mestrer fuldt ud, og fandtes det som olympisk disciplin, er jeg sikker på at jeg ville vinde guld og stå øverst på podiet med pokalen i hånden. Jeg er rigtig god til ping/pong og ikke den slags, hvor man ifører sig en grim polo-shirt og danser om et bord, med et bat i hånden uden antydningen af musik, mens man udbryder de underligste klynkelyde, som havde man veer.
Jeg er god til den ping/pong, der opstår imellem to mennesker, som slår i samme takt, tænker ens og som til trods for en øjensynlig forskellighed i væremåde, kan skabe en kemi og forståelse, ved et enkelt indforstået blik. Det lyder måske ikke som noget man mestrer, men som noget, der sker ved tilfældigheder, men jeg tror nu faktisk at dette er en opøvet og uhyre vanskelig sport, som kun eliten kan gøre sig til verdensmestre i, for hvorfor kan man ellers kikse?!

Det gode ved denne sport, er at man stoler på og har så blind tillid til, at partneren ikke taber bolden og altid sender den retur, med et præcist og velplaceret slag og kun i din retning, uden andre kan nå at kaste sig efter den. Det er en holdsport, som afhænger af, at din partner er ligeså god til denne disciplin, som du selv, men som også afhænger af, at skulle det ske at bolden tabes eller skydes for langt uden for din banehalvdel, så løber man efter den........ sammen!
Og nu kunne man jo tro, at jeg kun dyrker denne sport, alene fordi det morer mig og giver et high, hvilket det i allerhøjeste grad også gør, men jeg spiller ikke for at fordrive tiden, for at få motioneret lidt af kæbemusklerne eller fordi jeg ikke har nogen evner ud i de andre mangfoldige sportsgrene, hvor højde næsten altid er et plus........ Jeg spiller for at vinde og være nr. 1!

Play Ball